frida er en pige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
// en kort historie om en pige, der bliver forelsket i en pige. intet andet \\

6Likes
0Kommentarer
269Visninger
AA

2. pigen med de gyldne lokker

den dag vågnede jeg af solens stråler, som maste sig gennem vinduets glas og skinnede mig i øjnene. jeg åbnede mine gråblå øjne og kiggede rundt i mit store, hvide værelse. min mor gik meget op i at indrette hele huset yderst minimalistisk, og dengang var jeg ligeglad med det. jeg gav mig altid og lyttede til hvad hun sagde og gik i seng klokken toogtyve og lavede lektier klokken sytten og smilede til folk, jeg mødte på gaden (især de ældre) og hjalp med at dække bord klokken atten.

så jeg regnede også med, at den dag skulle blive ligesom de andre; kedelig og handlingsløs. men ting og sager skete.

 

jeg husker, at jeg rejste mig fra sengen og hørte trægulvet knirke en smule, da mine bare tæer ramte det, og jeg lod mine smalle fødder bære resten af min kropsvægt. jeg husker, hvordan jeg hev den hvide nat t-shirt over hovedet og mærkede mit lange, glatte hår kilde min bare ryg. jeg husker, at jeg kun iført underbukser gik hen til vinduet og kiggede ud på gaden, hvor jeg få sekunder efter stod og ventede på skolebussen. jeg husker også, at jeg den morgen smilede svagt, da jeg trådte op på vægten, for jeg vejede tohundrede gram mindre end dagen forinden.

 

skolebussen var fyldt med små og store børn, da jeg trådte ind i den, alle de højlydte, morgenglade stemmer ramte mine ører som tordenvejr og jeg prøvede at lukke dem ude. ingen ænsede mig, men det var ingen nyhed, alle snakkede de videre om lektier og venner og sommeren, der var på vej.

og så så jeg dig. du trådte ind i skolebussen, som om du gjorde det hver dag, og heller ikke du ænsede mig. der var ikke flere ledige siddepladser, så jeg stod midt i gangen og betragtede dine gyldne, krøllede lokker der skinnede i solens skær. jeg fik lyst til at række ud efter det og røre det og sige "wow", men da du endelig kiggede på mig, kiggede jeg hurtigt væk igen. jeg havde aldrig set dig før, og jeg fandt det meget mystisk, hvordan du lignede én der var vant til at køre med denne her skolebus. senere hen fandt jeg ud af, at du altid så ud som én, der var vant til det hele og aldrig var usikker, men på det tidspunkt anede jeg det jo ikke. jeg troede, at det bare var mig, der aldrig havde set dig før.

 

i skolen fandt jeg ud af, at du var ny. jeg fandt det meget mystisk at starte på en ny skole i niende klasse fire måneder før sommerferien. du sad på pladsen foran mig, så jeg hele første time kunne sidde og betragte dit krøllede, gyldne hår. når solen viste sit ansigt, skinnede dit hår som guld men mindede mig samtidig om en kornmark på en meget varm sommerdag. jeg kunne ikke lade være med at smile, når jeg kiggede på dit hår, og jeg hørte slet ikke vores matematiklærers ord og opgaver dén time. 

første frikvarter var du omringet af pigerne fra klassen. de havde alle travlt med at blive venner med dig og gøre godt indtryk. jeg snakkede ikke med dig, men jeg havde heller ikke lyst. jeg ville betragte dig fra klassens hjørne, mens jeg lavede lektier med carl. carl var dengang mit svar på en ven, men nu ved jeg bedre.

i næste time havde vi dansk og vi legede navneleg, så du kunne lære os at kende. man skulle fortælle noget om sig selv og sit navn. du hed frida og kunne godt lide at rejse. jeg kunne mærke hvordan, jeg blev så uendeligt fascineret af din udstråling og din selvsikkerhed. du var alt det, jeg aldrig ville blive; smilende, selvsikker og ganske køn. 

jeg anede ikke helt, hvad jeg skulle sige, da det blev min tur. jeg fortalte mit navn, hele klassens blikke var rettet mod mig, og jeg kunne mærke mine kinder blive røde. "alberte" sagde jeg blot og kiggede tomt ud af vinduet, hvor en sky flød hen over solen. jeg forestillede mig solen som et skib der sank bag solen, og jeg fik lyst til at synke med den. 

i frikvarteret vendte du dig om mod mig og smilede. du kiggede lige ind i mine øjne og sagde bare "hej, alberte" og havde et mystisk glimt i dine øjne. dine øjne var lysebrune og mindede mig om hasselnødder. jeg smilede svagt og kiggede hurtigt væk, svarede dig ikke.

jeg snakkede ikke mere med dig. du var altid omringet af pigerne, men jeg var heller ikke interesseret i at snakke med dig - eller nogen andre, for den sags skyld. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...