Trust me (16+)

Trust me er en historie baseret på primært virkelige hændelser, som tager udgangspunkt i livet som teenager, med alle de problemer der kan være både i forhold til familie og skolen, men også i forhold til relationer mellem andre mennesker omkring en, venner såvel som fjender.

7Likes
2Kommentarer
643Visninger
AA

4. 1

Selvom det snart var et halvt år siden, så vågnede jeg stadig ved lyden af mit eget skrig.

Midt om natten, fuldstændig dækket af mit eget sved og mine egne tårer.

Som havde jeg kæmpet en meget hård, lang og fysisk udmattende kamp i søvne.

Men det havde jeg ikke.

Kampen var i teorien rigtig nok, men den var ikke fysisk.

Den var faktisk det stik modsatte.

 

Den var psykisk.

 

Alt inden i mig var gået i oprør og det havde givet mig psykiske skader og ødelagt så meget inde i mig, at ikke engang jeg kunne genkende mig selv længere, lige siden den efterårsferie i 8. klasse, for bare et lille, skrøbeligt halvt år siden.

 

Men det ville blive bedre.

Det skulle nok blive bedre.

Jeg skulle jo bare vente og se.

Så ville alt blive godt igen.

Det sagde de godt og vel alle sammen til mig at det ville.

Men de vidste ingenting.

De vidste overhovedet ingenting.

Mange af dem kunne sikkert ikke engang forestille sig hvad det førte til, slet ikke fantasi nok..

 

Oh sweet lord, if they only knew.

 

 

".. No there is nothing you can do that I have not already done to myself! WOAH! Never wanted to dance with nobody but you.."

Sæt dig op.
Slå alarmen fra.
Gnid dine øjne.
Stræk dig.
Suk dybt.
Stå op.

Min morgen rutine var blevet ensformig her igennem det sidste stykke tid. Jeg var som en robot, fulgte bare ordre, som om jeg slet ikke kunne styre mig selv og min krop bare var røget på autopilot.

Og jeg hadede det.

Jeg svang mine blege ben ud over sengekanten og rejste mig op for at gå ud på badeværelset. Et enkelt hurtigt kig i spejlet, hvor jeg mødte mit eget blik et kort sekund.

Jeg slog blikket ned og skyndte mig, tøjet af, ind i badet, ud igen og ind på værelset.

Mit tøjet var det samme som altid; bukser, tank-top og den nødvendige hættetrøje.

Jeg satte mig ned på sengen og trak forsigtigt ærmet op, som om min arm ville gå i stykker, hvis jeg gjorde det mindste forkert. 

De små, fine, nylige ar stirrede tilbage på mig med al deres had og tårerne begyndte at melde deres ankomst.

Fodtrin på gangen rev mig tilbage til nutiden, ærmet røg ned og jeg rejste mig og skyndte mig ud af min værelses dør.

Børste tænderne, rede håret, midterskilning sat.

Ind på værelset igen, jakke og sko på, tasken på ryggen og ud af døren. Ingen morgenmad.

Heller ikke i dag.
Jeg satte mig op på cyklen og så var min dag ellers sat igang.

Ruten blev kørt uden jeg behøvede at tænke over det, ned af vejen, over lys krydset, til højre ind på stien, langt stykke lige ud, venstre, op af bakken, til højre ind af skolestien, langs med skolen, til højre og ned i cykelkælderen.

Jeg låste min cykel og kiggede på klokken, 7:30 præcis. 

Jeg gik op af cykelkælderen og hen til hovedbygningen på skolen. På bænken langs muren sad en pige med høretelefonerne stykket dybt ind i sine ører, blikket var rettet ned mod iPod'en, der befandt sig i hendes hænder, der var dækket af fingerløse handsker.

Jeg satte mig ved siden af hende og tog hendes ene in-ears høretelefon ud og satte den i mit eget øre.

"Hva hører vi?" Min stemme var en smule ru, da jeg endnu ikke havde haft brugt den til en samtale.

"Metallica.. Lige nu, The Unforgiven 3.. Og 'morgen til dig også Putte" Hun vendte sit hoved og kiggede på mig med et skævt smil. Jeg lod mit blik glide over hendes ansigt. Jeg var ved at vænne mig til at hendes hår ikke længere var blond og gik hende til lænden, men nu knap nok var skulderlangt og brunligt, dog var de brune øjne stadig de samme, som havde mødt mine på selv samme grund, tre år tidligere.

" 'Morgen Miss.. Klar til tysk grammatik?"

"Ædr... Jeg orker det bare ikke. Ich bin, du bist, tysk er fucking trist.." Hun klukkede let og jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes lille remse.

"Men Sophe! Bare husk: Ding, dong, dativ!" Vi begyndte at grine højlydt sammen, men vi måtte kæmpe for at holde det inde, da en af damerne fra kontoret kom forbi og ville låse hoveddøren op.

Hun nikkede til os med et lille godmorgen og lod sig ikke bekymre mere om de to tosser på bænken.

Vi sad skiftevis og snakkede med hinanden om alt mellem himmel og jord, eller i total stilhed, lyttede til musikken i baggrunden, nød at alt virkede simpelt for en kort stund.

Lyden af Metallica's sang One fyldte mit øre og jeg lukkede mine øjne og lod et suk forlade mine læber.

Vi sad sådan de næste 10-15 minutter, indtil vores klasselærer ankom med sit henna farvede hår og ubekymrede attitude.

"Godmorgen tøser! Hva så? Har I haft en god weekend?"

"Godmorgen Hanne.. Jeg har haft en fin weekend" Sophie nåede at svare før jeg fik åbnet mine øjne.

"Ja, godmorgen.. Min weekend har også været fin" Jeg sendte min lærer et svagt smil. Hun kiggede skiftevis på os.

"Har I så været sammen i weekenden?"

Sophie og jeg rystede synkront på hovedet.

"Nå okay.. Jeg vil smutte op, vi ses senere piger!" Hanne nikkede til os og forsvandt ind af hoveddøren.

Sophie og jeg kiggede på hinanden med anstrengte smil.

"Det var lige så akavet som alle andre morgener, synes du ikke?" Jeg smilte skævt til hende og hun begyndte at grine imens hun nikkede.

Vi rejste os op og tog vores tasker fra bænken, og sammen gik vi op af trappen, ind af hoveddøren og op af trapperne til 2. sal og ind i klassen. Vi nåede kun akkurat ind i klassen inden vi begge smed vores tasker på det første bord lige inden for døren.
Rundt om bordet og så trække stolene ud hvorefter vi satte os ned og sukkede synkront, en af ulemperne ved at være meget sammen er at man typisk ender med at kopier hinandens vaner, det var både skræmmende og fascinerende at vi var så ens, men stadig så forskellige.

Vores tysk-og engelsklærerinde Merete kom ind af døren og sparkede skolendagen igang, med en omgang dejlig tyskgrammatik.

Jeg kunne have lagt mig til at dø.

 

 

Efter en times tysk og en times engelsk, stod der nu dansk på programmet. Nu kunne skolevæsenet lige så godt bare skyde mig. Magen til elendige timer har jeg dog aldrig haft. 
Normalt havde jeg intet imod dansk, men da min klasselærer Hanne kom væltende ind med computer og filmen På Bænken klar til at holde os indespærret i et mørkt klasselokale det næste lange stykke tid, der blev det for meget.

Filmen var i sig selv god nok, men der var nogle steder hvor jeg kunne mærke at Sophie var ved at bryde sammen, og jeg forstod hende fuldt ud, op til flere gange sad vi og holdte hinanden i hånden og jeg holdt hende ind til mig når det var slemt.

Men det var ikke en gang det værste.

Rulleteksterne gik igang, gardinerne blev trukket fra og filmen sat på pause, da Hanne stillede sig ved kateteret og kiggede ud over klassen, hvor den ene halvdel sov, 1/4 del græd og den sidste del lignede forvirrede får.

"Nå, hvad synes I som om den? Lad mig få nogle kommentarer!" Hanna stod og så storsmilende ud på os.

"Den var da slet ikke realistisk!" Sophie og jeg drejede begge vores hoveder og så hen på pigen der talte, Amanda. En næsten anoreksitynd pige i designertøj og blond hår.

"Hvorfor synes du ikke den var det?" Hanne så en smule forvirret på sin elev, og svaret hun fik sidder stadig så dybt i mig at tanken om det kan få hadet frem i mig.

"Jamen der er jo ikke nogen der har det sådan! Man kan da slet ikke relatere til sådanne folk som er i filmen, sådan har folk det jo ikke i Danmark!"

Jeg så rødt. For første gang i mit liv, var jeg villig til at dræbe uden tøven. Her sad der en pige og helt oprigtigt troede at Danmark var foruden alkoholikere der levede et forfærdeligt liv, mens der samtidig ved min side sad en pige, der boede i en plejefamilie og havde gjort det hele sit liv sammen med sin storebror, fordi hendes mor døde tre måneder før hendes termin og min veninde skulle opereres ud, imens moderen lå død i en respirator, og hvis far derefter var blevet alkoholiker og som hun så en gang om måneden, hvis han dukkede op, og resten af tiden vidste hun ikke om han var i live eller lå i rendestenen et eller andet sted inde i København.

Jeg skulle til at åbne munden, tage min veninde i forsvar, men jeg var ikke hurtig nok. Sophie sad allerede bøjet en smule fremover i en truende position, da hun kiggede mod Amanda med mord i blikket imens hun råbte med en skælvende stemme.

"Hvad fanden bilder du dig ind?! Tror du VIRKELIG at de mennesker ikke findes?! Bare fordi DU har det godt i din plastikboble verden, betyder det ikke at ALLE ANDRE har det som DIG! Jeg har FANDME ondt af dig, siden du er opvokset omgivet af bobleplast! DET DER, det kunne UDEN problemer have været MIN far, jeg har set min far til familiekomsammen med abstinenser, og i beruset tilstand, så nu holder du KRAFTEDEME din KÆFT!"

Og med de ord rejste hun sig og forlod klassen. Jeg fulgte trop, og var lykkelig over at vi havde pakket vores ting sammen, for jeg nuppede dem med i svinget da jeg satte i løb efter hende.

Da vi nåede udenfor, skete der noget bizart, det vil sige, det var ikke bizart for mig, men for folk omkring os var det nok ikke helt normalt, Sophie begyndte at grine. 

Jeg lod et smil glide over mit ansigt da jeg rakte hende hendes taske, hvorefter vi med min cykel på slæb, forlod skolen og pjækkede fra de sidste timer, med alt andet end dårlig samvittighed.

Sophie kiggede på mig med et lusket udtryk.

"Coffée?" Jeg kiggede på hende med et hævet øjenbryn og et skævt smil.

"Coffée!" Svarede hun mig i et leende toneleje.

Og så gik vi sammen ned mod Næstved by, hvor vi slog os ned på vores café, Coffée & Cream for at få det sædvanelige; en tai latte til hende og en ice coffée 3 til mig.
Vi skulle jo bruge tiden på et eller andet, når nu vi ikke kunne tillade os at tage tidligt hjem uden at skulle i krydsforhør hos henholdsvis min mor, og hendes plejeforældre.
Der var ingen grund til at gøre tingene værre end de allerede var, når nu det var dagen før den store dag. 
Dagen før jeg blev buksemyndig.
Dagen før min 15 års fødselsdag, D. 10. April 2012.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...