BROKEN.

Dette er en opgave som jeg fik i skolen. Jeg fik da et dejligt 10- tal for den, og det var jeg da glad for. Jeg vil gerne høre jeres mening om den, og om i synes den er god eller ej.. Men ja, jeg ville blive rigtig glad hvis i gav jer tid til at læse den... Det ville betyde meget.. Men enjoy it, og håber i kan lide den.. seees <3

5Likes
0Kommentarer
420Visninger

1. BROKEN.

Din *synsvinkel*


Far døde for et halvt år siden. Lige siden han døde, er det hele kørt af skinner. Vi skulle hjem til mor og bo igen. Hvis bare mor kan tage ansvar. Holde lavt profil med alt hendes drikkeri. Jeg ved mor elsker Monika. Hun holder mere af Monika end mig. Nogle gange vil jeg ønske jeg bare kunne forsvinde. Langt væk. Andre gange er hun kærlig, og jeg føler mig tryg. Inderst inde elsker jeg hende, hun er jo min mor, men når jeg ser hun bliver mindre og mindre ædru, bliver jeg i tvivl. Det ender altid galt. Hun bliver så aggressiv.

Det ringer på døren, og jeg farer ud og åbner. Jeg tørrer hurtigt min kind for en tåre. Hun gjorde det igen. En dame i en fin skjorte og nederdel, og en mand i jakkesæt står på den anden side af døren. Det er dem fra kommunen. Jeg har bestemt ikke glædet mig til at de skulle komme. Ellers havde jeg? De har allerede taget Monika. Jeg har ryddet alle mors gamle flasker og dåser ind i køkkenskabet, så jeg kan blive. Mor kommer hen til mig, og ser hvem det er. Hun ser helt lamslået ud i ansigtet, da hun tydeligvis har glemt, at de skulle komme. Det er mig, der holder styr på det hele. Rengøring, mad, aftaler osv. Det er næsten mig, der er moren. Mor er ikke særlig stabil, og derfor er jeg nød til at gøre mit bedste for, at få det hele til at fungere. Kommunefolkene satte sig hen til spisebordet, imens mor går med bestemte skridt ud i køkkenet, med mig i hælene. Hun åbner kage skabet, og ser alle de tomme flasker stå stablet. Hun smækker hurtigt skabet i, så man kan høre flaskerne støde imod hinanden. Kvinden kommer ud i køkkenet, og kigger undrene på os. Hun åbner skabet, og flaskerne falder ned på gulvet med en høj klirken. Gulvet er fyldt med gladskår, da glassene selvfølglig var gået i tusinde stykker. Jeg kan se på mor, at hun er ved at gå i panik. Hun farer hen til mig, og tager fat i min bluse med en voldsom bevægelse. Hun borer sit blik ind i mit. Jeg kan tydelig se, at hun ikke er ædru. Hendes propiller er kæmpe store, og jeg kan lugte at hun lige har drukket. Igen.

"Har jeg ikke sagt, at du skal smide de tomme flasker ud? De skal ikke stå inde i køkkenskabet. Hvad skal de inde i køkkenskabene for? hva'? Tænker du da sket ikke pigebarn?. Madvarene skal stå i køkkenskabene, sku da ikke de tømme flasker. De skal smides ud. De skal i skraldespanden. Fatter du det? hva?" råber hun og fumler lidt med ordene, imens hun stadig holder vores ubehaglige øjenkontakt. Jeg kan mærke, at mine øjne så småt begynder at blive våde. Jeg mærker en voldsom smerte i næsen, og faldt til jorden. Jeg ser ud af min øjenkrog at manden fra kommunen, tager fat om min mor. Hun vil sikkert fortryde dette imorgen, når hun ikke er påvirkede af alkohol. Jeg tager mig til hovedet, og rejser mig op. Jeg farer op af trapperne, og ud på badeværelset med en snurende fornemmelse i kroppen. Jeg spytter ned i håndvansken, og ser at det ikke er spyt, da det er helt rødt. Det er blod. Nogle svage råben af skælsord trænger ind i min øresnegl. Jeg åbner skabet, og ser en af mors skrabere ligger der. Jeg ødelægger en, og tager bladet fra den. Denne gang har hun virkelig knækket mig, men det er ikke første gang jeg gerne bare vil forsvinde. Jeg knytter min næve, stikker barberbladet imod min hud. En kold fornemmelse ryger igennem min krop, imens jeg langsomt kan mærke smerten fra brystet, bevæge sig hen til armen. Blodet flyder ned ad armen på mig, men jeg er ligeglad. Det gør ikke engang ondt, jeg skal bare have mere. Jeg stikker barberbladet længere ned, og kører det nedad min arm. Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg mærker blodet løbe ned ad mig. Jeg fik en snorende fornemmelse i kroppen igen. Jeg får det altid dårlig af at se blod. Det er ikke førte gang jeg gør det. Jeg gjorde det også da Monika blev taget. Man kan stadig se de kæmpe ar. De sidder på indersiden af benet, istedet for min kolde, og nu røde arm. Monika er den eneste grund til at jeg er her endnu. Hun betyder alt for mig. Døren til badværelset går op, og manden fra kommunen komme ind. Han løfter mig op i bruderstilling og bevæger sig stille nedenunder. Dog opfatter jeg ikke særlig meget af hvad det sker omkring mig. Der kommer sorte prikker for øjenene af mig, men de forsvinder dog hurtigt igen, da jeg blidt bliver sat ind i en bil. Jeg kan mærke det bløde stof fra sædet mød min blege hud, og føler mig underligt tryg. Jeg hører min mor råbe skældsord, da bilen begynder at køre ud af indkørelsen. Jeg gider ikke engang at kigge tilbage, men tanken om at det måske er sidste gang jeg er her, strejfer mig alligevel. Var det virkelig sådan her, det skal ende? Jeg lukker stille mine øjenlåg, og prøver at slappe af, men det er svært. Mit hjerte slår stadig på fuld hammer, og smerten i min næse og arm er hellere ikke ligefrem blevet mildere. Bilen stopper foran en stor bygning. Børnehjemmet. Jeg ser Monika, og jeg kan ikke lade vær med at være smile. Jeg har ikke set hende, i hvad, en måned?. Hun er så dejlig, og jeg vil gøre alt, for at hun er glad. Hun er grunden til at jeg kæmper sådan, så det er ubeskrivelig dejligt at se hende igen. Det gør helt ondt, så meget jeg elsker hende.

Det er ved at blive aften, og jeg har fået lov til at bo sammen med Monika. Jeg går over til vinduet. Det er begyndt at blive mørkt udenfor, og stjernerne er uhyggelig store. Næsten alt for store ifølge mig. Det eneste jeg kan se er en telefonbox, som lyser det hele op. Langt ud over horisonten kan jeg lige ane en hund, som går og halter lidt. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med mor og jeg. Jeg er telefonboxen, som har fået en lille smule håb, og derfor lyser den. Mor er den haltende hunden, fordi hun ikke kan klare sig selv. Det kommer sikkert til at se skidt ud for hende i fremtiden. Men alligevel kommer der et lille stik i hjertet af savn til hende. Jeg elsker hende jo, når hun er ædru og ved hvad hun laver. Men desværre er det ikke særlig tit, hun er det. En tanke slår mig. Hvad ville det ske, hvis jeg stak af? Monika kan jo ikke klare sig selv, eller hun ville sikkert blive utrolig knust, hvis jeg forlod hende. Jeg kigger ned på hende. Hun ligger helt uskadt på sengen og sover. Endnu en tanke slår mig. Hvad ville der ske med os nu? Ville vi få en plejefamilie? Ville Monika og jeg blive skilt fra hinanden? Skulle vi blive her? Kom vi hjem til mor igen? Jeg vælger at droppe de mange tanker, da jeg ingen andelse har om, hvad der nu skulle ske med os. Jeg beslutter mig for, at ligge mig under Monika's tæppe. Jeg kysser hende på panden, og putter mig godt ind til hende. Jeg lukker forsigtigt øjnene og lader søvnen og trygheden fra Monika overtage mig, uden at vide hvad der ville ske med os... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...