Hævnens kys (Kubera)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2015
  • Opdateret: 12 jan. 2015
  • Status: Igang
Shaylin ser sin by ligge i ruiner, og da hun ser manden som er skyld i det, vælger hun at tage hævnen i sine egne hænder. Men så møder hun nye mennesker på sin vej som tilbyder hende hjælp, da de finder ud af hvilken mægtig fremtid hun har. Både venner og fjender. Og hun vælger - eller rettere- bliver tvunget til at følge Asha, en magiker som har en mistanke om at hun kan bruge Shaylin i fremtiden. Men hvad sker der når hun opdager at hendes kærlighed ikke er som den han giver sig ud for at være? _____ OBS ________ OBS ______ Denne historie er ikke en jeg selv har fundet på. Bortset fra jeg har ændret nogle af navnene og lidt af deres samtaler og også lidt af historien. Jeg har læst en fantastisk manga som hedder Kubera, og jeg tænkte at jeg gerne ville skrive den om til en historie da der som regel kommer flere detaljer ud af det. Og jeg håber self at i også ville kunne lide den. Den er virkelig fantastisk! :)

1Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

1. Svampe jagt og en besynderlig samtale

En bekendt duft

Et bekendt syn

Og

En bekendt stemme

”Shaylin!”

Men..

En fremmeds navn.

 

”Shaylin!” Hun trak gardinerne fra og solens stråler brød ind i værelset, og oplyste rummet. ”Stop med at sove og kom op! Du sagde du ville lave frokost i dag, kan du huske det?” Jeg vendte mig om i sengen og trak dynen op over hovedet. ”Kom så op! Vi har allerede misset morgenmaden, og det er allerede ved at blive aften! Shaylin, jeg er ved at dø af sult!” Råbte hun, og jeg synes nok jeg kunne høre en irriterende stemme. ”Du er ingen skønhed, så derfor behøver du ikke din skønhedssøvn! Kom så op, SHAYLIN!” ”Hold mund,” Mumlede jeg og lagde mig bedre til rette. ”SHAYLIN!!” ”JEG ER OPPE SÅ STOP MED AT RÅBE AF MIG! HVIS DU BLIVER VED MED AT RÅBE SÅ PAKKER JEG DIG SAMMEN OG SMIDER DIG I SØEN!” Råbte jeg og satte mig vredt op i sengen. Da hun ikke svarede igen, blev jeg med det samme bedre tilpas og slappede mere af. Hvorfor føler jeg mig også som skidt denne her morgen? Det hele er stikkende og rodet.. (Shaylin plejer at stå op midt om eftermiddagen, så hun mener at det er tidlig morgen.) ”Det føles ligesom om at genstarte spillet efter du har opdaget, du valgte en dårlig spillefigurslot. Hvad taler jeg enlig om?” Jeg gabte og kiggede over på mit lille træ skrivebord, og så at der stod en lilla æske. ”Når ja! Det er jo min seksten års fødselsdag!” Jeg tænkte at den sikkert var fra mor og undrede mig over hvad der var inden i den. Jeg gik over til skrivebordet og åbnede æsken. Nede i æsken lå et nyt sæt tøj og et brev ovenpå. I brevet stod der ”Tillykke med fødselsdagen, Shaylin. Jeg regner med at dette er den sidste dag jeg får tid til at kalde dig for dette navn. Fra i morgen af, kan du vælge et nyt navn og når du har valgt et nyt navn så kan du få lov at gå hvorhen du vil uden for byen. Efter femten år i at bo i denne lille by, så vil din fremtid bringe dig så mange flere minder og udfordringer end alle andre! For at fejre din første dag udenfor byen, så giver jeg dette sæt tøj til dig, lavet af en mægtig og berømt magiker. Penge alene er ikke nok til at købe dette. Det var med al tak til vagten Roon at jeg havde kunnet få det til dig, så vær sikker på at takke hende, okay? – Mor, der elsker dig mest i hele verdenen.” Da jeg havde læst brevet færdigt, fik jeg helt tårer i øjnene, og jeg blev så glad.

 

Mor jeg elsker også dig i hele verdenen, tænkte jeg og løb ned i køkkenet. ”Mor!” Hun kiggede overrasket bag sig og smilede. ”Jeg elsker dig!” Jeg krammede hende og smilede op til hende. Hun strøg mig over håret. ”Kan du bruge det?” Jeg nikkede og viste tøjet frem da jeg havde skyndt mig at tage det på, inden jeg have begivet mig ned i køkkenet. ”Jeg er virkelig glad for tøjet og jeg skal nok passe på det,” Sagde jeg og trådte et skridt væk og smilede stadig. ”Jeg er snart tilbage med frokosten!” Jeg gik hen til hoveddøren og fik hurtigt mine sko på. ”Kom sikkert hjem,” døren lukkede i, og hendes smil falmede da rummet blev mørkere.

”Roon!” Jeg stoppede udenfor vagtens bygning og kunne se hende oppe i tårnet. ”Shaylin?” Hun kiggede bag sig og så hvad hun havde på. ”Tusind tak fordi du hjalp min mor med at købe tøjet! Jeg elsker det virkelig!” Hun smilede. ”Det var godt, det er jeg glad for at høre. Men hvad skal du enlig udenfor byen nu?” ”Jeg skal ud og hente svampe til frokost,” Sagde jeg stolt og kunne næsten ikke vente med at få fingrene i de sprøde orange svampe. ”Du skal ikke forvente at få nogle med hjem, for de seneste fem dage har skoven været overfyldt med turister som har taget næsten alle svampene. Så du skal være virkelig heldig bare at kunne find en.” Jeg viftede hendes ord væk med hænderne og smilede. ”Bare rolig. Jeg finder altid nogle,” Sagde jeg og vinkede til hende inde jeg gik videre. Vagten som stod ved siden af hende løftede øjenbrynet. ”Var den bluse ikke lidt for stram i overdelen?” Roon trak på skulderen. ”Jo, men det skulle jo gå hurtigt med at finde det passende sæt tøj. Så kan det jo også være at folk kigger en ekstra gang på hendes overdel, i stedet for ansigtet. Hun bliver jo trodsalt snart en berømthed. Hvis man kan kalde det dét.” Sagde hun og fulgte Shaylin med øjnene inden hun var ude af syne.

 

Jeg trådte ind i den farverige skov og begyndte med at lede efter svampe, og da jeg havde gået i en time inde i skoven og ved alle mine hemmelige steder, uden at kunne finde en eneste svamp, stoppede jeg op og satte mig ned på en sten. ”Hvad gør jeg nu.. Skal jeg bare komme tilbage uden nogle? Kaz vil være efter mig hele dagen så, og bare gøre grin med mig… Mine øjne fangede noget orange, og jeg rejste mig med det samme op og gik hen til den store bakke længere henne. En svamp! Jeg kunne se en lille svamp, og jeg tænkte at jeg blev nødt til at blive herude lidt længere. For nu havde jeg jo fundet en.. Så kan jeg jo også finde flere. Jeg gik om bag bakken og så en ny sti ind til skoven og begav mig længere ind, indtil jeg fandt en kæmpe svamp. ”Hvad var det jeg sagde? Alting skal nok gå,” Jeg tog den i min taske og kiggede op fra jorden da jeg pludselig ikke kunne bevæge mig. Lige foran mig, lå en eng fyldt med sprøde orange svampe! Jeg løb ind i engen og hoppede rundt som en der havde vundet en million, da jeg kom til at træde på noget hårdt og pludselig hørte jeg en der hostede. Jeg vendte mig om med et forfærdet blik og kiggede ned. Lige foran mig lå en mand, og jeg undrede mig over hans tøjstil, da det ikke lignede noget af vores slags tøj. Måske kom han udefra? ”Undskyld mig, er du okay?” Jeg rakte min hånd ned mod ham og han åbnede pludselig øjnene ”Lad være med at røre mig,” Og lige da min hånd knap nok rørte ham, blev den iskold, og jeg trak straks min hånd til mig igen. ”Aargh!” Kunne det være magi? Men han sagde jo ikke en trylleformular eller noget.. Vent er *Ikke rør mig* en trylleformular? Nej det kan det ikke være… Men det må have været magi. ”Hey, det rigtigt jeg kom til at træde oven på dig først, men det der behøver du ikke at gøre! Ved du ikke at angribe folk med magi er ulovligt?” ”Hold mund,” Sagde han og satte sig op. ”Jeg brugte ikke magi, og jeg er ikke under nogen forpligtelse til at adlyde mennesker!” Hvæsede han og kiggede op på mig. Hvordan kan hans hud være så blå? Og hvad sker der for hans ene øje er helt turkis blåt og det andet helt normalt? ”Undskyld, jeg var nok lidt for hård der, kan vi ikke bare snakke om det?” Spurgte jeg og prøvede at få ham til at køle ned. ”Shakun?” eh? Shakun? Hvad har han gang i nu? ”Ehm, vi har ikke rigtig tid til at tale nu, svampene forsvinder måske om et minut…” ”Shakuntala, her er du.” Han rejste sig op og smilede. ”Jeg troede at du var død,” Han rakte sin hånd ud mod mig og jeg veg tilbage. Jeg skal ikke nyde noget af den kulde igen! ”Vent.. Nej, du er ikke Shakun..” ”Åh, ja du troede jeg var en anden, haha.” Jeg blev lettet over at han var blevet normal igen. ”Ligner jeg denne Shakuntala?” Han rystede på hovedet. ”Nej, Shakuntala ser ikke unormal ud. Hvordan kunne jeg overhovedet forveksle dig med hende? Det her er virkelig pinligt.”

Han kiggede på mig igen. ”Nå, underlige udseende menneske. Hvorfor er du i skoven? Det er ikke et sted for jer mennesker at gå alene i. Kunne du være en af disse magikere?” Da han sagde det tog jeg fat i det nærmeste træ og løftede det. Hvis han ikke er magiker… Der er noget i vejen med det her. ”Hey, er du kommet for at træne?” Sagde han da han så mig løfte træet over hovedet. ”Ja, bare en normal vægtløftning.” Sagde jeg og satte træet ned igen. ”Så skulle du måske prøve at løfte noget tungere.” Jeg er overhovedet ikke bange.. Slet ikke. ”Hvorfor har du taget en tom taske med dig?” Spurgte han da han så min brune taske ned på jorden. ”Jeg var gået herud for at samle svampe. Og så så jeg jo de her karry svampe og ville samle en hel masse af dem, indtil jeg stødte på dig. De skulle efter sigende være vildt lækre når man har kogt dem.” ”Hvorfor skal man koge dem?” Jeg sukkede. ”Hvis man ikke koger dem, så kan man ikke spise dem. Man kan simpelthen ikke tygge i dem ellers.” Sagde jeg og tog en op og viste ham det. ”Spis den,” ”Undskyld mig?” Sagde jeg. ”Jeg sagde, spis den.” Jeg grinede. ”Hvordan kan jeg det, når jeg ikke kan tygge på den?” ”Bare slug den.” Sagde han. Jeg blev irriteret. Hvad er der galt med ham? ”Jeg har sagt til dig at man skal først koge dem.” ”Men hvorfor kan du så ikke sluge den?” ”Fordi at den kan ikke være i min mund.” Han kiggede forvirret på mig. Og jeg sukkede så, og proppede den i munden så han kunne se at når den kom i kontakt med vand, så voksede den sig dobbelt så stor. ”Det sker.” han blev overrasket og jeg spyttede svampen ud igen. ”Du dør hvis du prøver at sluge den.” Sagde jeg og rejste mig op igen. ”Ha… Hahahahahaha!” Hvorfor griner han af mig? Han sagde jeg skulle sluge den, og jeg prøvede. Hvad er der så sjovt i det? ”Haha, så det derfor. Mennesker er ikke i stand til at spise noget som er så lille. Det er endda endnu sjovere at se en underlig udseende menneske gøre det.” Jeg får helt lyst til at slå den fyr… ”Nå, hvad hedder du så underligt udseende menneske?” Han tørrede hans øjne for tåre, og kiggede på mig igen. ”Mit navn? Ehm…” Jeg kom pludselig I tanke om et minde fra da jeg var mindre, hvor min mor havde sagt til mig, at jeg ikke måtte sige mit rigtige navn. ”Hvorfor må jeg ikke det?” Hun strøg mig over panden. ”Det er okay at dem i denne by ved det, men dem udenfor må ikke vide dit rigtige navn… Fordi det er specielt.” ”Jeg hedder Shaylungeraopwefowfnw,” Han kiggede underligt på mig. ”Okay miss Shaylun..fow..n,” Sagde han. ”Du var sjov, så jeg lader dig leve. Følg denne vej,” Han pegede mod stien bag sig, og jeg havde aldrig været der før. ”Men jeg har ikke lyst til at gå den vej?” ”Jamen så dø her,” Sagde han og lød pludselig fjendtlig. ”Nej, jeg tror bare jeg går den vej alligevel. Jeg kan allerede mærke eventyrlysten rejse i mig!” Sagde jeg og skyndte mig gå forbi ham og hen på stien. Han kiggede efter hende og smilede lidt for sig selv. Nogle gange er det lidt rart at havde lidt barmhjertighed som sømands konge. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...