Hævnens kys (Kubera)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2015
  • Opdateret: 12 jan. 2015
  • Status: Igang
Shaylin ser sin by ligge i ruiner, og da hun ser manden som er skyld i det, vælger hun at tage hævnen i sine egne hænder. Men så møder hun nye mennesker på sin vej som tilbyder hende hjælp, da de finder ud af hvilken mægtig fremtid hun har. Både venner og fjender. Og hun vælger - eller rettere- bliver tvunget til at følge Asha, en magiker som har en mistanke om at hun kan bruge Shaylin i fremtiden. Men hvad sker der når hun opdager at hendes kærlighed ikke er som den han giver sig ud for at være? _____ OBS ________ OBS ______ Denne historie er ikke en jeg selv har fundet på. Bortset fra jeg har ændret nogle af navnene og lidt af deres samtaler og også lidt af historien. Jeg har læst en fantastisk manga som hedder Kubera, og jeg tænkte at jeg gerne ville skrive den om til en historie da der som regel kommer flere detaljer ud af det. Og jeg håber self at i også ville kunne lide den. Den er virkelig fantastisk! :)

1Likes
0Kommentarer
290Visninger
AA

2. Eksplosionen og manden.

Da jeg havde været igennem en del buske og træer, trådte jeg endelig ud på en klippe som der var fyldt med græs og et par små bærfyldte buske. Jeg kiggede rundt og kunne godt se at jeg ikke kunne komme ned herfra, da bakken var virkelig stejl og høj. Hvorfor ville han have mig herhen? Noget fangede mit blik. Noget stort og rødt. Jeg så lige ud foran mig, og jeg spærrede øjnene op. Lige ud foran mig, var min by lige blevet indfanget i en kæmpe ildkugle. Hvad tænkte jeg på lige før? Nej.. Måske tænkte jeg slet ikke, og måske er det derfor at jeg slet ikke kan huske hvordan jeg kom ned fra den bakke. Jeg tænkte på mine venner, min familie og alle menneskene der boede der. Jeg bad til at de var uskadte og havde gemt sig. Himlen var helt rød og jeg stoppede op da jeg var kommet til asken. Ingen. Der er ingen her. Da jeg hørte fodtrin bag mig, vendte jeg mig hurtig om med tårer i øjnene og håbede på en overlevende. Men nej. Der stod en mand i rødt og hvidt. Han var ikke menneske eller magiker eller halv. Jeg har aldrig nogensinde set noget lignende. Han stod foran mig og kiggede undrende på mig. Det er ham. Ham som har gjort det her. ”Din… Din idiot! Hvad har du gjort! Hvad har du gjort ved alle menneskerne!” Råbte jeg og kunne ikke føle andet end had. Da han ikke sagde noget blev jeg mere vred. ”Du skal ikke bare stå der og glo på mig! Sig noget din idiot!” Han strakte lige pludselig hånden frem mod mig, og jeg gispede da en eller anden tog fat i mig og løb med mig. ”Hoti vayu hoti chandra…” Lige inden den næste eksplosion kom fra manden, var vi pludselig væk og jeg kiggede op bag mig. ”Ved du ingenting om hvad du lige var ved at angribe? En hel flok mægtige magikere ville finde det utrolig besværligt at dræbe ham. Det er utroligt dumt gjort af et ubrugeligt barn som dig,” Sagde personen og kiggede lidt over busken for at holde øje med manden. Personen med det lilla tøj og hår tog fat om min hånd ”Jeg tager dig til en anden by, der vil du være sikker..” ”Slip mig,” Jeg tog min hånd til mig. ”Hvad så hvis du tager mig til en anden by? Alle dem jeg kendte er døde. Lige foran mig. Jeg kan ikke bare forlade dette sted uden at gøre noget mod det monster!” Der blev helt stille efter jeg sagde det, og jeg kiggede ud foran mig. Han stod der igen. Den røde og hvide menneske lignende mand. Hvorfor kigger han bare på mig? Han angreb mig jo bare sådan lige før, hvorfor gør han ikke noget? Vil han give mig en chance for an angribe først? Hvordan kan han se så rolig og afslappet ud, når han lige har destrueret min by? Den idiot, jeg slår ham ihjel… Men hvorfor kan jeg ikke bevæge mig? ”Det var som jeg troede. Du taler for meget, og så tør du ikke i sidste ende.” Kom det fra personen bag mig. ”Hey!” ”Jeg er ikke hey, jeg hedder Asha og hvis du absolut gerne vil dø, så lad være med at tage mig med dig.” Jeg lod mærke til at han stadig kiggede bag mig, og det begyndte at gøre mig virkelig vred. ”Sura’en vil ikke kunne finde os, da jeg har sagt en trylleformular som kan gøre os usynlige i en hvis tid.” Sagde Asha. Jeg går vidst ud fra at personen er en pige, da jeg så at det lilla tøj var en kjole. ”Tak for forklaringen. Fint nok, jeg går ud fra at jeg takker dig for at redde mig tidligere. Og undskyld for at jeg var sur på dig før. Jeg vil ikke have at du husker Kubera Shaylin for at være det værste menneske på planeten.” Jeg var enlig blevet ligeglad med om hun hørte mit rigtige navn, nu hvor der ikke var rigtig nogen mening i længere at holde det hemmeligt. De alle sammen var jo døde. Men da jeg havde sagt det, blev hun helt tavs og havde en chokeret ansigts udtryk. Skulle jeg ikke have sagt det alligevel? ”Okay, jeg tager bare den lange vej til byen så du ikke bliver smittet af uheld.” Sagde jeg og skulle lige til at gå. ”Hoti brahma” Pludselig faldt jeg, og jeg kiggede ned på mine fødder. ”Hvad laver du?!” Sagde jeg da jeg så det magiske reb om mine fødder. ”Jeg tager det tilbage det jeg sagde, det med at du er ubrugelig. Ud fra alt det jeg har set fra dig, ville jeg have dræbt senere. Men siden du har navnet.. Jeg vil beskytte dig. Også hvis det skulle betyde at jeg skulle bruge alle mine besværgelser.” Hun så alvorlig ud og jeg måbede. ”Hah. Hvad taler du om? Jeg har lige sagt at han ikke bare skulle løbe væk uden konsekvenser..” ”Ja, du vil hellere dø her.” Jeg sukkede. ”Ja og hvorfor vil du så ikke lade mig gøre det?” ”Fordi at dit valg er betydnings løs,” Sagde hun hårdt. ”Hoti Vayu”

Vinden tog til, og han gik rundt og kiggede sig omkring. Hvor var den mærkelige pige henne? Hvorfor kunne han ikke fornemme hende længere? Han gik rundt om en buske og kiggede ned på et menneske afftryk i jorden. Aha. Han spredte sine røde vinger.

”Det her er langt nok væk til at være tryg. Vi kan gå herfra,” Sagde hun. ”Vent, gå? Tror du at jeg bare vil følge med dig? Ha, aldrig. Jeg vil aldrig gå med dig. Du troede at jeg bare ville følge med dig, fordi at du har telepoteret os til en skov jeg ikke genkender? Tja, så er du forkert på den. Jeg er god til at finde vej.” Sagde jeg vredt. ”Ja? Jamen så kan du bare blive her og hygge dig med de sultne Sosura’s,” Jeg måbede ”Du behøver ikke at være så ond! Har du overhovedet tænkt på hvordan jeg har det lige nu?” Sagde jeg irriteret. ”Ja, hvordan har du det enlig? Jeg undrer mig.” Sagde hun koldt. ”Du vil gøre noget mod den som har ødelagt din hjemby, men når først du har set hans styrke, er du for bange til at angribe ham. Du råbte højt om at du ville blive og at du ville dø, og at du ikke ville følge med mig. Men nu hvor jeg har telepoteret os ude i en ukendt skov, så er du bange for at være alene. Dine ord og dine handlinger passer ikke sammen, men to ting passer sammen. Du vil have hævn og du vil leve.” Sagde hun. ”Lad være med at døm mig. Hvad er du, en tankelæser?” Sagde jeg irriteret. ”Jeg behøver ikke at kunne læse dine tanker for at vide alt det. For et barn som skulle græde, er ikke uden mening. Det har en anden også gjort, en gang for længe siden. Hun gemte sine tårer og sagde at hun ville have hævn. Selvom det er ti år siden, venter hun stadig på sin hævn,” Sagde Asha og vendte sig om mod mig, med et hårdt blik. Hun kiggede op da der kom en skygge over dem, og hun gispede. ”Kom!” Hun tog fat i mig og trak mig hurtigt fremad. ”Okay, okay! Jeg skal nok komme med dig. Du behøver ikke at trække i mig. Jeg kan godt gå selv.” Der blev pludselig mørkt. Som om en skygge havde omringet det hele, og jeg kiggede op mod himlen. Den røde og hvide menneske lignende mand var over os. Og han havde kæmpe store røde vinger med pigge. Det tog mig ikke lang tid for at finde ud af, at den store lysende kugle tilhørte ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...