A new beginning

Maria Ariana Blance er en helt almindelig 18-årig pige, og lever egentlig bare livet.. Der er lige den detalje, at hun har den skønneste lille datter.. Hun kommer ud for en bilulykke, men kommer nemt igennem den, med Justin ved sin side. Men vil han blive der, når han hører om hendes fortid? Vil alt hvad de har opbygget gå tabt? Følg med og find ud af det!

10Likes
3Kommentarer
4929Visninger
AA

6. Kapitel 5: The past, Jeremy and MacDonalds

Laaaaaaaaaaangt kapitel

-Eftersom jeg har haft slettet det hele, og fucket det hele op, kommer der et ekstra kapitel lidt senere i dag<3

”Det hele startede, da jeg var helt lille og mistede mine forældre i en bilulykke. Det var virkelig hårdt for mig, men jeg kom over det, efter lang tid på børnehjem. Efter flere år besluttede lederen at jeg var klar til at komme i plejefamilie. Da jeg var syv kom jeg i min første plejefamilie. Det gik rigtig godt indtil jeg begyndte at slås med alle børnene i skolen, fordi de begyndte at snakke om, og spørge ind til, min familie. Jeg kunne ikke stole på nogen, følte jeg selv. Jeg ville ikke stole på nogen. Jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg begyndte, at lade være med at høre efter, hvad de voksne sagde og ignorerede dem. Den eneste jeg ville høre efter, hvad sagde, var lederen af børnehjemmet, som var min anden mor. Jeg kom tilbage til børnehjemmet og kom først i en ny plejefamilie efter tre år, men det gik heller ikke, så jeg kom tilbage igen. Denne gang gik der ikke lang tid før de havde fundet den helt perfekte familie. Den var så ikke så perfekt alligevel, så endnu en gang kom jeg tilbage til børnehjemmet. Kathrine var ved at miste modet og det samme var jeg. Jeg var kun en lille pige på næsten 11 år. Mit liv var forfærdeligt. Jeg prøvede én gang at begå selvmord, men uden held. Men en dag kom den helt perfekte familie. Jeg kom med familien og det gik helt fantastisk. Det var hårdt at have en familie, men jeg klarede det. Jeg trivedes godt, og det hele kørte, som på skinner.. Det stoppede så, da jeg blev femten og begyndte at hænge ud med de forkerte mennesker. Jeg begyndte at ryge forskellige stoffer og drikke. Trods det klarede jeg mig stadig fint, men så en dag.. Det var forfærdeligt. Jason, som jeg, på det tidspunkt, var meget sammen med havde en aften fået lidt for meget. Vi var på vej hjem, da han pludselig tvang mig med hjem til ham. Jeg vidste hvordan han var og turde derfor ikke andet end at sige ja. Han tog mig med op på værelset. Han smed mig i sengen.. Og.. Han - ha- han.. Voldtog mig… Derefter blev jeg gravid med Diana. Jeg overvejede længe at få en abort, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg vidste at jeg ville slå et barn ihjel. Selvfølgelig var det ikke et barn endnu, men jeg kunne ikke. Jeg fik Diana efter en lang kamp. Hun var perfekt, og fejlede intet. Helt rask. Jeg havde fået en datter som jeg, som sekstenårig, skulle tage mig af. Selvfølgelig ville min plejefamilie hjælpe mig, men jeg kunne simpelthen ikke. Jeg kom altid til at tænke på mine egne forældre. Jeg kunne bare ikke, så efter det, sagde jeg farvel til min familie, og flyttede ind i min egen lejlighed, hvor jeg så har levet som enlig mor siden, med min lille fantastiske datter. Det kan til tider godt være hårdt at se hende, for jeg kommer tit til at tænke tilbage på den aften, hvor… Det hele skete, men jeg lever mere eller mindre normalt nu. Selvfølgelig ikke som hvilken som helt anden teenager, men det kender du vel godt.”
Justin sad bare og gloede på mig. Han prøvede at fremstamme et eller andet, men jeg afbrød ham.
”Du behøver ikke, sige noget Justin. Jeg gider ikke høre på, hvor synd det er for mig, og alt det andet lort. Det har jeg fået at vide så mange gange du ikke forestiller dig det, og jeg vil bare gerne være fri for at høre det igen.” Siger jeg og smiler til ham.
”Jamen..”
”Justin hold mund!” Griner jeg og vælter ham ned i sengen så jeg sidder oven på ham.
”Ey. Det var ikke fair det der.” Brokker han sig, men jeg bliver bare siddende. Lige indtil jeg kommer til at tænke på, hvor fed jeg er, og han kan få rygskader og alt muligt. Og det siger jeg ikke, fordi jeg mangler selvtillid, for jeg er model, og kan godt lide min krop, men jeg er altså en pige med former.. Og desuden er jeg tidligere mobbeoffer.. Og hvad nu, hvis jeg skadede ham uden det var meningen, og så har jeg skadet en verdensberømt sanger, og så vil alle de der beliebers hade mig, og.. Nej. Det går ikke.
Så tænker i sikkert at jeg overreagerer, men jeg blev, som sagt, mobbet i mange år i folkeskolen, hvor folk kaldte mig tyk, så man til sidst tror på det, selvom du jo godt ved, det ikke passer.
”Hvad er der søde?” Spørger Justin. Jeg kigger hurtigt på ham, men vender så mit blik ned igen.
”Hey. Hvad er der?” Spørger han og tager ved min hånd, men jeg tager den til mig igen.

Justins synsvinkel.
Okay det her er en smule underligt. Vi havde det lige så sjovt, og så nu.. Hun sidder bare, og.. Jeg ved ikke.
”Hvad? Er det min skyld? Har jeg gjort noget forkert?” Spørger jeg og kigger seriøst på hende, men hun ryster bare på hovedet.
”Nej. Jeg har.” Svarer hun. Jeg kan se hendes øjne bliver våde, på trods af, at hun kigger væk.
”Hvordan har du det?” Spørger hun. Jeg kigger mærkeligt på hende, hvilket resulterer i, hun bare ryster på hovedet og kigger væk.
”Hvad mener du? Jeg har det fint, hvad.. Jamen. Maria, hvad mener du med det?” Spørger jeg forvirret og kigger på hende. Jeg tager om hende og kigger seriøst på hende. Den første tåre triller ned af hendes kind. Jeg tørrer den væk.
”Justin.. Synes du at jeg er tyk?” Spørger hun så. Jeg laver store øjne og kigger på hende.
”Nej. Slet ikke. Du er perfekt. Du er SÅ smuk. Hvis du er noget, så skulle det da nærmere være undervægtig.” Svarer jeg og smiler til hende. Hun smiler tilbage, og skubber så til mig. Jeg tager ved hende og trækker hende ned ovenpå mig.
”Justin!” Hviner hun, men begynder så at grine. Hun skubber til min skulder, men som gengæld begynder jeg bare at kilde hende. Hun skriger højt og skingert, men det stopper mig ikke. Jeg vender os rundt så jeg sidder øverst. Jeg bliver, på trods af hendes slag, ved med at kilde hende i siderne. Men i det samme går døren op og min far kommer ind. Hva?
”Hvad laver du her?” Spørger jeg overrasket, og stopper med at kilde Maria, som ånder lettet op.
”Mishandler han dig?” Spørger min far henvendt til Maria, mens han peger på mig. Maria begynder at nikke voldsomt, mens et stort smil former sig på hendes læber.
”Nej jeg gør ej. Det var dig der startede.” Forsvarer jeg mig, men min far smiler bare lusket til mig.
Åh nej.
”Jeg fik aldrig svar på mit spørgsmål” siger jeg, for at skifte emne.
”Jeg fandt bare lige en lille pause, hvor jeg godt kunne finde tid, og så tænkte jeg at når nu hverken, Jaz eller Jax var hjemme, kunne jeg jo godt lige holde lidt fri.” Svarede han.
”- Og så kunne jeg jo lige så godt møde kæresten.” Tilføjer han hurtigt, og straks begynder Marias kinder at blive røde.
”Faar. Vi er ikke kærester. KUN venner.” Siger jeg bestemt, men min far smiler bare.
”Endnu.” Mumler han, men højt nok til, jeg kan høre det, så jeg hopper ned ad sengen og styrter over til ham. Jeg hopper op på ryggen ad ham og begynder at slå på hans skulder, men han smider mig af, ned på gulvet, hvorefter han sætter sig på mig, og holder mine arme fast. Han klemmer hårdt om mine håndled, men jeg nægter at vise, at det gør ondt.
”Hva så Biebs. Giver du op?” Spørger han, mens jeg kan høre Maria, som sidder og hepper på min far. MIN FAR?! Hvad er der galt med kvindemennesket?
”Nej.” Siger jeg bestemt.
”Sikker?” Spørger min far og strammer grebet yderligere. Endnu en gang nægter jeg at overgive mig, men til sidst gør det bare for ondt og jeg overgiver mig. Maria sidder på sengen og griner, helt ustyrligt, da min far går over og giver hende hånden. Hun trykker selvfølgelig hans hånd og hilser pænt.

”Jeg er Jeremy, Justins far.” Siger min far og smiler et typisk Jeremy smil.
”Jeg hedder Maria. Hvis ikke du i forvejen vidste det.” Hilser Maria og gengælder min fars smil.
”Jaer, fint nok.” Siger jeg, da jeg kan se på Maria, at hun synes det er ved at blive akavet.
”Nå ja. Men hvordan mødte i så hinanden?” Spørger far og kigger på os. Hvis ikke i skulle have regnet det ud, sidder jeg ved siden af Maria nu.
”Jeg hjalp hende. I ulykken.”  Svarer jeg kort. Jeg kigger over på Maria, som piller nervøst ved sine hænder, men da hun opdager, jeg kigger på hende, smiler hun straks til mig.
”Ja. Justin hjalp mig, da den anden bilist ramte mig. Han fik mig på sygehuset og alt det der, og såå.. Ja, så har han sådan set været her siden.”  Uddyber Maria. Min far nikker og smiler til hende. Hun gengælder hurtigt hans smil. Pludselig kommer en læge, meget smilende, ind ad døren. Hun kigger hurtigt rundt på os alle tre, men ender med at kigge på Maria.. No shit, Justin.
”Maria, jeg skal lige undersøge dig, så vi kan se om du er ved at være klar til at komme hjem.” Siger lægen.. Lægeinden.. Hvad hedder en kvindelig læge? Altså, en kvindelig sygeplejer er jo en sygeplejerske.. men hvad fanden hedder en kvindelig læge? Hedder det også bare en læge? Hvis det gør, er det ufattelig kedeligt. Siger det bare..
”Okay.” Svarer Maria smilende.
”Du er nok nødt til at hoppe ned fra hendes seng.” Griner lægen, henvendt til mig. Jeg kigger hurtigt på Maria, som sidder og griner, inden jeg hopper ned af sengen.
”Jeg er nødt til at løfte op i din trøje, så jeg ved ikke om han måske skal kigge væk.” Forklarer lægen henvendt til Maria. Hun fniser bare men kigger så over på mig.
”Nej, det mener du ikke vel?” Spørger jeg, men hun nikker bare.
Ja, i tænker nok; må Jeremy godt kigge eller hvad? Nej det må han selvfølgelig ikke, men han sidder halvt og læser, halvt og sover, så jeg tror ikke han ser noget.
”Jeg gør det ikke.” Siger jeg bestemt og smiler lumsk til hende.
”Justin, jeg mener det.” Siger hun, men jeg ryster på hovedet. Hun himler med øjnene af mig, men sukker så bare.
”FINT. Men så skal du også give mig Mc. Donalds mad.” Forlanger hun. Jeg nikker straks, så hun giver lægen lov til at løfte hendes trøje op.
(Ved godt man normalt har en kjole på, men man må nogle steder godt bare have sit eget nattøj på.)
 Uuh, en god mave.
Kan piger have en god mave?
Det kan de vel i princippet godt, det er nok bare ikke et udtryk man bruger så meget. Det er nok mest om drenge. Nå, men hun har da i hvert fald en pæn mave. Meget pæn. Altså, helt ærligt. Er der overhovedet noget ved den pige der ikke er pænt?
”Justin.” Griner Maria og vækker mig derved fra mine tanker.
”Jeg er klar til at komme hjem.” Siger hun glad. Jeg smiler og løfter hende op. Jeg drejer et par gange rundt med hende, før jeg igen sætter hende på jorden. Hun griner voldsomt, men stadig sødt. Jeg puffer lidt til hende.
”Kom i dit eget tøj.. Almindelige tøj og så tager vi af sted.”Smiler jeg. Hun nikker, så jeg går over og vækker min far.
”Hvad?” Udbryder min far da jeg slår til ham, så både mig og Maria griner.
”Maria er klar til at komme hjem. Hun skal bare klæde om.” Siger jeg og trækker i min fars arm, som et lille barn.
”Slap af Justin.” Griner han, men rejser sig og går med ud fra stuen.

Vi venter nogle minutter før Maria kommer ud fra stuen. Da hun endelig dukker op smiler hun stort og går over mod mig. Hun tager ved min arm og trækker mig hele vejen ned til receptionen.
Eller reception, og reception, hvad det end er, der er der. I hvert fald er det der man bliver ind- og udskrevet.
Vi får Maria udskrevet og er så ellers på vej mod udgangen.
”Hvad er det du har så travlt med?” Spørger jeg grinende.
”Du skal give mig Mc. D.” Svarer hun kort og trækker mig med videre.
”Far, vil du ikke sætte os af ved Mc. Donalds. Mor tog min bil hjem?” Spørger jeg og smiler, et berømt Bieber smil, til ham.
”Fint. Men kun fordi du smiler på den der måde.” Jeg jubler lykkeligt, hvilket bare resulterede i, at både Jeremy og Maria griner af mig. Jeg laver sadface og går over mod bilen med faste skridt, lige til Maria kommer og springer op på ryggen ad mig.
”Er du sur?” Spørger hun og prikker lidt til mig.
”Nej.” Svarer jeg bare koldt.
”Nuue! Lille Jussi er sur!” Udbryder hun og griner. Hun sætter sig lidt bedre til rette på min ryg. Jeg går resten af vejen hen til bilen og sætter mig ind. Jeg sidder og kigger ’surt’ ud af vinduet hele turen, mens Maria sidder og prikker til mig, men jeg holder min facade.
”Justin vi er ved Mc. D nu.” Siger hun og trækker i min arm.
”Du har ikke fortjent så god mad… Faktisk har du slet ikke fortjent mad.” Siger jeg og krydser armene.
”Justin. Stop nu.” Siger hun og kigger på mig med store øjne.
”Fint.” Svarer jeg kort og kigger væk, da jeg er lige ved at grine..
Maria løber rundt og rundt og rundt om mig, hele vejen hen over parkeringspladsen, så jeg er ved at blive sindssyg. Lige før indgangen griber jeg fat i hendes håndled, og kigger ind i hendes øjne.
”Stop det. Lige nu. Jeg bliver skør.” Siger jeg meget seriøst, men griner så bagefter.
”Åårh Justin. Du er SÅ dejlig.” Udbryder hun og slår armene om min hals. Jeg placerer mine hænder om hendes krop og smiler. Hun begraver sit hoved i min skulder.
”Jeg elsker dig Justin. Jeg elsker det du gjorde for mig. Jeg elsker det du GØR for mig. Jeg elsker dit udseende, jeg elsker din personlighed, men vigtigst af alt, Justin. Elsker jeg dig.” Mumler hun mod min skulder. Jeg havde i det øjeblik en ufattelig lyst til at presse mine læber mod hendes, men jeg vidste at paparazzierne ville fange det med deres fucking kameraer.
Men ved i hvad?
MOTHER FUCKING YOLO!
Jeg tager mig sammen og gør det. I sekundet vores læber mødte hinanden eksploderede alle følelser i min krop. Jeg havde ikke kontrol over hvad jeg havde gang i, men vigtigst af alt gjorde jeg det.
Maria gengælder heldigvis kysset, og er også helt med på at udvikle det, da jeg beder om lov, ved at lade min tunge røre hendes læbe. Jeg løfter mine hænder, som før lå om hendes hofter, op til hendes hoved og roder lidt i hendes hår. Jeg kan mærke, hun smiler lidt, men kysser videre. Vi trækker os lidt fra hinanden og kigger dybt ind i hinandens øjne.
”Justin..” Hvisker hun sexet. Jeg nikker og smiler til hende.
”DU SKYLDER MIG FREACKING MAD FRA MC. DONALDS!” Råber hun og fyrer af sted ind i butikken.. Restauranten eller, hvad fanden det nu er…
”Rooolig nu, bette ven,” siger jeg og griner af hende.
”Nej, Justin. Jeg vil ikke være rolig. Jeg vil have min mad. Lige nu!” Griner hun og trækker i min arm, så jeg snubler og er ved at falde. Heldigvis falder jeg ind i en masse piger, som griber mig.
Da den første opdager hvem jeg er, starter hun bare med at skrige. Det lyder underligt, men det er sådan det er.
Hu skriger bare. Ikke længe efter joiner de tre andre piger.
”Hey girls,” hilser jeg og smiler til dem.
”JU- STIN!” Lyder det fra den ene side af. En stemme jeg kender lidt for godt. Med et snert af PMS…
”Hej, Maria. Ja, øøh… Jeg var lige på vej over for at give dig din mad,” siger jeg forsigtigt og smiler til hende.
”Ja, som om. Få taget de billeder og betal så for min mad. Jeg har spist klam hospitalsmad mad i en evighed.. faktisk meget længere end en evighed.. Tag dig så sammen!” siger hun bestemt, men sender mig bagefter et smil.
”Du er den underligste person, jeg kender,” siger jeg og smiler til hende. Hun trækker bare på skuldrene, men gængælder smilet.

”Nå. Var der noget der skulle have taget billeder?” Spørger jeg smilende. Pigerne nikker og hopper rundt som små børn.
”Maria. Du bliver her!” Siger jeg bestemt og tager i hendes håndled, da hun er ved at smutte ind.
”Næhææ,” svarer hun bare og rækker tunge, som et lille barn.
”Maria, jeg mener det. Du skal ikke komme mere til skade,” siger jeg seriøst og kigger ind i hendes øjne. Hun nikker, og sukker, og kigger så på mig, som en lille pige på fucking 5 år..
På den anden side, må det næsten være de øjne der, der..
Justin! Fokusér. Nu!

”Okay så. Maria vil du tage billeder…” Jeg stopper min egen sætning, da jeg ikke kan få øje på Maria. Pludselig hører jeg et højt skrig, som tydeligvis stammer fra Maria.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...