A new beginning

Maria Ariana Blance er en helt almindelig 18-årig pige, og lever egentlig bare livet.. Der er lige den detalje, at hun har den skønneste lille datter.. Hun kommer ud for en bilulykke, men kommer nemt igennem den, med Justin ved sin side. Men vil han blive der, når han hører om hendes fortid? Vil alt hvad de har opbygget gå tabt? Følg med og find ud af det!

10Likes
3Kommentarer
4929Visninger
AA

5. Kapitel 4: Pattie, Jaxon and Jazmyn<3

Jeg sidder endnu en gang i bilen på vej ud til Maria, som muligvis må komme hjem i dag, hvilket jeg glæder mig sindssygt meget til! Der er gået fire dage, siden vores lange FIFA dag, og lægerne mener hun er ved at være uden for livsfare, hvilket hun jo ikke har været de sidste dage, efter som hendes ribben har presset hendes lunger.. Latterligt.. Hvorfor fanden er vi lavet, så vores indre organer kan ødelægge sig selv, og hinanden? Det er jo åndssvagt..

Min mor og mine søskende har valgt at tage med i dag. Jeremy, eller min far, som han jo er, kunne desværre ikke i dag, men han tager med en anden dag.
Min mor er 100% sikker på, at mig og Maria er kærester og hun bliver ved med at sige det, selvom jeg har prøvet, mindst en million gange, at forklare hende, vi ikke er sammen. Måske fordi jeg ikke kan holde masken når hun siger det, men det er ikke min skyld. Sådan noget har jeg bare aldrig været god til.
Vi holder på parkeringspladsen, så jeg går over og får Jazzy og Jax ud af bilen. Kort efter går vi mod hospitalet og ender, sjovt nok, på Marias stue. Jeg banker på og går indenfor, mens min familie lige venter udenfor.
”Hej Jus!” Hilser hun glad da jeg kommer ind i rummet.
”Hey smukke,” svarer jeg, så hun fniser og kigger ned. Hun sidder i sengen og kigger i et blad, som jeg rent faktisk har givet hende.
”Min mor og mine to søskende er med i dag, hvis det er okay med dig..?” Siger jeg og smiler til hende, med et stort tandsmil.
”Helt i orden” svarer hun bare, så jeg henter dem alle sammen ind.

Marias synsvinkel.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, da Justins familie kommer ind ad døren.
Hans mor er UTROLIGT smuk.
Hans søster er VIRKELIG både smuk og sød.
Og så hans lillebror. Ja. Han er da bare fantastisk.
Sådan en familie vil jeg også have. Eller rettere sagt, vil jeg bare gerne have en familie. Justin ved godt jeg ikke har boet hos min familie, men han ved ikke andet end det. Han spørger helt sikkert en dag. Ingen tvivl om det. Og når han spørger, vil jeg fortælle ham det. Det hele. Selv mine inderste hemmeligheder.
”Mariaa?” Justin kalder på mig, hvilket vækker mig, fra mine tanker.
”Oh, undskyld.” Siger jeg hurtigt og smiler til Pattie, som rækker hånden frem mod mig. Jeg tager som en selvfølge hendes hånd.
”Jeg er Pattie.” Hilser hun og smiler et mega flot og perfekt smil. Jeg tvinger et smil frem på mine læber, selvom jeg godt ved, at det slet ikke kan måle sig med Patties.
”Jeg er Maria, men det vidste du vel godt..?” Svarer jeg, hvilket resulterer i et grin fra Patties side.
”Tro mig. Der er ikke noget Justin har undladt at fortælle,” hvisker hun i mit øre, og trækker sig derefter lidt fra mig. Jeg rødmer lidt og kigger derfor ned.

Jazmyn, som Justins lillesøster hedder, kommer over mod mig. Jeg smiler og hilser på hende. Derefter hilser jeg på Jaxon, som også bare er for nuttet.
”Nå, men hvordan får du så tiden til at gå mens du er her?” Spørger Pattie. Jeg vender hurtigt hovedet mod hende.
”Øøh..  Justin er her jo meget. Så har jeg også nogen gange besøg af min datter.” Svarer jeg, men fortryder det med min datter. Jeg elsker hende jo, men jeg vil helst undgå at forklare det lige nu.
”Har du en datter?” Spørger Pattie lidt overrasket. Jeg nikker bare som svar, og ser ud af øjenkrogen, at Justin sender Pattie et blik, som betyder, hun skal holde kæft. Hun nikker bare, lige som mig, og smiler. Jeg gengælder selvfølgelig smilet. Der er stille et kort stykke tid, men Justin spørger heldigvis, om det er nogen der er sultne.
Jazmyn og Jaxon råber begge ’ja’ i munden på hinanden, så jeg ikke kan lade være med at grine. De er bare så søde. Jeg opdager Justin kigger på mig, så jeg overvejer hurtigt hans spørgsmål.
”Øh lidt, men jeg kan godt selv hente min mad.” Svarer jeg.
”Nej du kan ej,” siger Justin og smiler til mig. Jeg griner bare og vender øjne ad ham. Men han er da bare dejlig.
”Jo jeg kan altså, så -”
”Nej du kan ej.” Afbryder Justin min sætning. Jeg stønner irriteret, men får så en fremragende idé.
”Du kan ikke hente min mad, hvis ikke du ved, hvad jeg skal have.” siger jeg, stolt over mit mega gode svar, men det slår lidt fejl da Justin svarer.
”Jeg ved præcis, hvad du vil have, så kom igen.” Justin griner. Jeg krydser armene og sætter mig irriteret på sengen.
”Hvad med dig mor?” Spørger Justin. Jeg kan slet ikke lade være med at smile, da han kalder hende mor. Jeg ved jo godt, at hun er hans mor, men det er altså bare sødt, når det er Justin.
”Jo jeg kunne også godt bruge noget, men skal jeg ikke hente, så kan i bare fortælle mig hvad i skal have.” Svarer Pattie.
Justin siger hvad han skal have, og irriterende, som han nu er, siger han også hvad jeg skal have. Og det mest nedern er, at det er fuldstændig rigtigt.
”Vil i blive her eller med?” Spørger Pattie, Jazmyn og Jaxon.
”blive her,” svarer de begge to, så Pattie hun går ud af døren.
”Hvorfor er de egentlig med, når det er Jeremys børn?” spørger jeg, men Justin trækker bare på skuldrene.
”Det ved jeg ikk. De ville gerne møde dig, men min far kunne ikke i dag, så derfor.” Svarer Justin. Jeg nikker bare.
På en eller anden måde, synes jeg, Justin virker ret kold i dag.. Eller ikke i dag.. Men lige nu..?

”Er der noget galt Justin?” Spørger jeg, da han har sat sig på sengen, og bare sidder og kigger ud i luften. Han kigger på mig og sender mig et smil, hvorefter han bare ryster på hovedet.
”Nej. Alt er fint.” Svarer han bare.
”Hold nu op Justin, jeg er altså ikke dum. Jeg kan se, at der er noget galt.” Siger jeg og smiler til ham. Han kigger dybt ind i mine øjne uden at sige et ord.
”Justiiiiin!” Lyder det fra Jazmyn, som sidder i det ene hjørne og ser fjernsyn.
”Jep.” Svarer han med et smil, endelig.
”Jeg vil ikke se det der.” Siger hun og peger på fjernsynet.
”Så skift kanal” svarer Justin bare, og er igen totalt kold.
”JUSTIN.” Siger jeg bestemt, da jeg ser Jazmyns sårede ansigt. Han kigger forvirret på mig, da jeg rejser mig fra sengen, med en smule besvær, men det er ikke noget der er noget. Jeg går over til Jazmyn og sætter mig hos hende. En tåre forlader hendes øjenkrog og løber ned over hendes kind, men jeg fjerner den.
”Justin er ikke helt sig selv i dag, men han skal nok blive god igen. Det lover jeg.” Siger jeg til hende så hun smiler.
”Hvad vil du gerne se?” spørger jeg hende og smiler igen.
”Disney!” Kommer det pludselig fra Jaxon. Jeg kigger rundt, for at finde ham, da jeg får øje på ham under min seng. Jeg kigger på Jazmyn som nikker. Jeg skifter til Disney Channel, og kalder derefter Jaxon over, så han sidder sammen med Jazzy.
”Så er der mad.” Lyder det ovre fra døren, hvor Pattie står med en masse poser fra Mc. Donalds.
”Pattie må jeg ikke lige snakke med dig?” Spørger jeg, da Justin ikke hører det. Hun nikker lidt forvirret, men følger selvfølgelig med.
”Hva så?” Spørger hun og smiler.
”Det er bare Justin. Ved du hvad der er med ham. Lige da du var gået var han bare totalt kold.. Jeg tænkte det måske var noget med familien.” Pattie ser totalt forvirret ud. Hun ryster så på hovedet.
”Det ved jeg desværre ikke, men vi bliver her nok ikke så meget længere, så kan du snakke med ham alene.” Svarer hun. Jeg nikker bare som svar.
Vi går sammen ind igen, hvor vi finder vores mad. Mc. Donalds er altså lige, hvad man har brug for, når man kun får klam hospitalsmad.
Da vi har spist færdig tager Pattie hjem med Jaz og Jax, Vi får sagt farvel, og da de er gået, står jeg alene med Justin, som igen er totalt kold. Han virker nærmest såret.
”Justin fortæl mig nu, hvad der er galt.” Siger jeg seriøst. Han kigger på mig, med sine helt brune øjne.
”Der er ikke noget, har jeg jo sagt.” Svarer han, igen på den mega kolde måde.
”Justin, for helvede, jeg er ikke totalt idiot, fortæl mig det nu.” Siger jeg bestemt, og kigger dybt ind i hans øjne, hvorefter han overgiver sig, ved at lade et suk forlade sine læber
”Jeg føler bare… Jeg ved ikke. Jeg føler bare ikke, at jeg kender dig. Det er som jeg kun kender dit ydre. Som om, at der bare er så meget, jeg ikke ved. Som jeg gerne vil vide.” Forklarer han.
”Det er altså min fortid?” Spørger jeg og får det, uden at det er meningen, til at lyde som om, jeg ikke vil fortælle om det.
”Det var ikke meningen, det skulle lyde sådan. Jeg vil gerne fortælle dig det.” Skynder jeg mig at tilføje. Et smil dukker op på Justins læber.
”Seriøst?” Spørger han. Jeg nikker og smiler til ham.
”Selvfølgelig, men du må love mig, at det ikke vil ændre noget.. Du ved. Mellem os.” Siger jeg. Han smiler bare og, præcis som jeg gjorde, nikker han bare som svar, men ser så helt forvirret ud.
”Øøh. Du ved. Altså. Skal man ryste på hovedet eller nikke?” Spørger han hurtigt, så jeg ikke kan lade være med at grine ad ham.
”Det er lige meget Justin. Det der betyder noget er at du lover det.” Svarer jeg og griner igen.
”Det lover jeg.” Siger han og kigger dybt ind i mine næsten sorte øjne.
”Okay så…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...