A new beginning

Maria Ariana Blance er en helt almindelig 18-årig pige, og lever egentlig bare livet.. Der er lige den detalje, at hun har den skønneste lille datter.. Hun kommer ud for en bilulykke, men kommer nemt igennem den, med Justin ved sin side. Men vil han blive der, når han hører om hendes fortid? Vil alt hvad de har opbygget gå tabt? Følg med og find ud af det!

10Likes
3Kommentarer
4924Visninger
AA

2. Kapitel 1: Flashback

Marias synsvinkel.
Det havde været en lang arbejdsdag og jeg ville egentlig bare gerne hjem. Hjem til min lille elskede datter, min kat og mine vante rammer. Så jeg kørte nok lidt for hurtigt, men jeg var den eneste bilist i miles omkreds, så problemet var vel ikke så stort.. Jeg havde egentlig altid kørt lidt hurtigt, så jeg havde jo stadig kontrol over bilen… Eller det troede jeg. Jeg havde kontrol over en lige indtil jeg mødte en anden bilist. I princippet havde jeg stadig kontrol, men det havde han tydeligvis ikke. Han kørte med fuld fart mod mig, og han lignede ikke en der havde tænk sig at stoppe. Bilen kom fra siden og jeg så bare rædselsslagen til og ventede på det værste. Jeg vidste hvad der ville ske, så jeg fyldte lungerne med luft og lod ellers bare lyden strømme ud. Jeg skreg. Jeg skreg højt. Mine lunger var ved at sprænges, men det skulle ud. Jeg mærkede det hårde stød mod bilens side, jeg mærkede smerten der strømmede ind over mig og kort efter blev alt sort. Det var som at ramme en mur. På en gang lukkede det hele bare ned.

Justins synsvinkel
Jeg sidder nu på sygehuset og kigger på den smukke pige. Maria Ariana Blance. Eller; Blance, Maria Ariana, som det står skrevet på skiltet på sygehus sengen. Lige meget. Jeg lukker stille øjnene i og husker tilbage.
Jeg kiggede træt på vejen. Efter en lang dag ville jeg egentlig bare gerne hjem. Men nej. Pludselig kom en bil ud fra en lille sidevej, og styrede lige mod en modkørende bilist. Modkørende for mig vel at mærke, så den ville om kort tid ramme siden på den anden bil. Uanset, hvor gerne jeg ville, var der intet jeg kunne gøre, for at stoppe det. Jeg var nødt til at se det i øjnene. Jeg fandt hurtigt min telefon frem og trykkede nummeret på alarmcentralen, da et højt skrig kunne høres og kort efter et højlydt brag. Jeg kiggede forfærdet på vejen, fuldt bevidst om, at jeg intet kunne gøre. Pludselig hørtes en stemme i telefonen, så jeg forklarede, hvad der var set, og hvor jeg var. Jeg sprang ud af bilen og hen til den anden, totalsmadrede, bil.
Den anden idiot var bare kørt sin vej. Uden jeg opdagede det, selvfølgelig. Jeg fik med besvær åbnet bildøren og fik pigen fisket ud. Jeg så på hendes livløse krop. Der var puls, så hun levede. Bare uden for bevidsthed. Stille tog jeg min trøje af og forbandt hendes venstre arm, som var helt blodig og smadret. Hendes hoved lagde jeg i mit skød, så det støttede der.
Kort efter hørte jeg sirener i det fjerne, og ikke længe efter holdt ambulancen ved siden af mig, og løftede Maria, som jeg jo så har fundet ud af, hun hedder op på en båre. Jeg var nødt til at vide, om hun ville klare den, så jeg spurgte om det var okay jeg tog med på hospitalet. Jeg ved ikke om det var fordi de troede jeg var hendes kæreste, men jeg fik i hvert fald lov.

Så derfor sidder jeg her nu. Normalt ville jeg gætte på, at familien ville komme, men de er ikke kommet. Måske har hun bare ikke nogen familie.. Hvem ved?
Hun begynder så småt at røre på sig, så jeg håber ligesom at hun vågner. Især fordi jeg håber hun har det godt.. Og så lidt fordi, jeg gerne vil se hende rigtigt. Men glem lige det lige i øjeblikket. Hun begynder at strække sig, og åbner derefter langsomt øjnene. O H  M Y  G O O D N E S S ! ! !
Hun er eddermanme flot. Holy crap. Det er helt enormt. Hendes lange sorte hår, som krøller ned over hendes skuldre og hendes lidt mørkere hudtone. Hendes helt mørke, næsten sorte, øjne. Hendes perfekte krop, som ikke har en eneste fejl. Jeg siger jer, hun er perfekt.
Jaa.. Det hører man ikke så tit fra Justin Bieber, så det må jo betyde et eller andet ikk? Desværre lukker hun øjnene i igen så jeg når ikke at gøre så meget. Jeg kigger lidt på hendes krop, og sidder egentlig bare og nyder synet, da døren bliver revet op og en dame, med langt brunt hår, cirka i midten af fyrrene, vil jeg gætte på, med blå øjne, pænt høj, og en pæn kropsbygning, kommer ind, med en lille pige i hånden. Måske hendes mor og søster..? På den anden side er pigen ret lille. Meget lille faktisk. Det kan jo være hendes datter. Men Maria ser ikke specielt gammel ud.. Jeg ved ikke. Det kan jo også være hendes halvsøster. Mange mennesker får sent børn, hvis de bliver skilt og finder en anden ma…

”Mooaar.” Råber den lille piger, så jeg dropper mine tanker om at det måske er hendes søster.
”Så, Diana. Du er nødt til at være stille. Din mor har brug for ro.” Forklarer damen, til den lille pige, som åbenbart hedder Diana, så pigen nikker forstående og langsomt, og med meget rolige skridt, går hen mod sengen.
”Mor..” Hvisker hun grådkvalt da hun kommer helt tæt på. Jeg går helt hen til pigen og sætter mig på hug ved siden af hende.
”Er det din mor?” Spørger jeg stille, selvom jeg jo udmærket godt ved, at det er hendes mor. Hun nikker og jeg sender hende et lille smil. Jeg kan tydeligt se tårerne i hendes øjne, som langsomt løber ned ad kinderne. Jeg tørrer en af tårerne væk med min tommelfinger og kigger ind i hendes øjne. Hun har lige så mørke øjne, som sin mor, og den samme mørke hud. Sådan en mulat farve. Hun er virkelig en smuk lille pige. Ikke for at lyde, som en eller anden mega klam pædofil ting, men i ved, hvad jeg mener. Jeg tænder overhovedet ikke på små børn.. Rettere sagt små piger. Eller, jeg tænder selvfølgelig heller ikke på små drenge, for jeg er hverken pædofil eller homoseksuel.. Ikke, at jeg har noget imod homoseksuelle, men.. Aaargh. Kan vi ikke bare droppe den her samtale? Mange tak.
Jeg tager om livet på Diana og løfter hende op at sidde i sengen. Hun smiler til mig, med et mega nuttet smil, og vender derefter opmærksomheden mod sin mor.
”Hun skal nok klare det. Husk på det. Så længe du tror på det, så klarer hun det.” Siger jeg til Diana, før jeg går over mod damen som kom med hende.
”Hej. Jeg er Justin.” Siger jeg og rækker hånden frem mod hende. Hun smiler venligt til mig og giver mig hånden.
”Jeg er mrs. Smith, men bare kald mig Kathrine.” Svarer hun. Jeg nikker bare som svar, men forstår lige som ikke rigtig nogen ting.
”Hvem er du helt præcist?” Spørger jeg og kigger lidt undrende på hende.
”Nåårh.. Jeg passede Maria, da hun var et lille barn og boede hos os.” Svarer hun. Jeg nikker igen bare som svar, men jeg fatter stadig ikke en hel masse. Det må vente til, jeg har lært Maria at kende. For det har jeg i den grad tænkt mig.
”Hun beæge sig.” udbryder Diana pludselig, på en mega cute måde, så jeg styrter over til sengen, for at se. Ganske rigtigt. Maria er igen begyndt at røre på sig, og denne gang lidt mere livligt, så jeg rykker i det der håndtag der, så alle de der læger kommer rendende.
Kort efter står en læge i døren, som jeg forklarer det hele til, og går derefter lidt væk, med Diana på armen.
”Hvem er du så? Hendes kæreste?” Spørger Kathrine. Jeg ryster smilende på hovedet.
”Desværre ikke, nej. Jeg var der da det skete, så jeg hjalp hende. Og så ville jeg sådan set bare sikre mig, at hun var okay.” Svarer jeg. Kathrine nikker smilende.
”Nu, hvor du så ved, at hun er okay, så kan du vel godt smutte igen.” Siger hun i et drillende toneleje. Hun smiler til mig, som for at vise, hun godt ved hvad jeg tænker. God dammit.
”Neeej.. Du ved.. Jeg vil jo gerne lige vide, hvordan hun har det, og…” Jeg bliver afbrudt af Kathrine.
”Drop det Justin. Jeg har arbejdet med børn og unge i næsten tyve år. Jeg er godt klar over, hvad du tænker, og du kan lige så godt lade være med, så meget som prøve på, at skjule det.”
”Jaaer.. Men hun er altså vildt smuk. Og så virker hun så fredelig. Helt rolig, og mega sød og venlig. Jeg ved godt, at jeg ikke kender hende, men jeg føler bare, jeg har kendt hende i en evighed.” Forklarer jeg og smiler til Kathrine, som bare smiler. Hun nikker forstående.
”Maria har ikke haft noget nemt liv, men den historie må du vente med, til hun selv er klar til at fortælle den, men hun har kæmpet hele vejen, og på trods af de mange forhindringer og et par selvmordsforsøg, har hun klaret sig hele vejen. Det er fantastisk, hvad den pige har været igennem. Pointen er, at hun er en fantastisk person, med en helt igennem fantastisk personlighed. Hun har både udseendet og personligheden med sig. Hvorfor det er hende der er ramt af denne forfærdelige skæbne ved jeg ikke, men jeg håber du vil være her til at støtte hende Justin,” siger Kathrine. Det er virkelig forfærdeligt at høre og det sårer mig virkelig, selvom jeg kun har kendt Maria, eller kendt og kendt, men i ved, hvad jeg mener, i kun.. Jeg ved ikke engang hvor lang tid det er. Ikke specielt lang tid.. Nogle timer måske.

***

Jeg besluttede mig for at starte den forfra, for det fungerede bare ikke.. Håber ikke det gør noget<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...