Just Another One | FanFiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 8 aug. 2015
  • Status: Igang
Niall Horan FanFiction. ~ Kærlighed. Noget som opstår mellem to mennesker, ikke sandt? For Niall Horan er denne sætning ikke sand. Kærlighed er også bare fra et menneske til et andet. Og lige netop dén kærlighed er han afhængig af. Fans bliver brugt om og om igen, for at han kan mærke den kærlighed, han selv ikke kan føle. Eller kan han? En dag støder Niall på en mærkværdig fyr kaldet Caleb. Igennem ham møder han Alexa, som er mindst lige så mærkværdig, strålende og excentrisk. Forholdet mellem Niall, Caleb og Alexa bringer Niall ud på en rejse, hvor kærlighed viser sig at være større end han lige troede.

6Likes
5Kommentarer
486Visninger
AA

2. Prolog

 

 

Niall

 

Jeg kedede mig. Der var ikke sket noget interessant hele dagen. Jeg var bare blevet slæbt rundt fra sted til sted, mens jeg blev fortalt om hendes kedelige liv. 

"Oh Niall, der var også den gang, hvor min bror og jeg.." Bla bla bla. Lauren og jeg havde ikke været sammen i evigheder - hvilket der også var en grund til - så hun havde insisteret til mig på at tage i byen med hende. Jeg plejede ikke at være så nedslidt, som jeg var idag, men jeg havde ikke oplevet noget i flere årtier. Altid det samme. Tag på tour, gør et eller andet underholdende, post på sociale medier og tag hjem til familie i ferier. Harry havde godt nok valgt at gøre det hele lidt anderledes, men jeg kunne ikke finde ud af at træde ud af mine sko.

Jeg sukkede og gloede ud af vinduet i den restaurant, Lauren og jeg befandt os hos. Det regnede. Som om vejret tilpassede sig efter mine følelser. 

Mine øjne faldt ikke på noget bestemt. De gled frem og tilbage imellem den ret tomme gade, hvor få bilen med langt mellemrum kørte forbi. Jeg hadede det. Jeg ganske enkelt hadede tilværelsen i denne her fase i mit lange liv. Nu må du endelig ikke tro, at jeg var livstræt og mere emo end lovligt, for sådan var det ikke. Det havde bare slået mig hårdt oven i hovedet, at livet ikke længere var så spændende, som det havde været engang. Jeg trængte til forandringer. Men det så ikke ligefrem ud til, at det ville komme foreløbigt.

"Niall!" sagde Lauren højt. "Hører du overhovedet efter?" Jeg så med halvt lukkede øjne på hende og lagde hovedet i hænderne for at vise, at min koncentration var på hende. "Ja ja. Noget med din bror, ikke?" 

Hendes øjenbryn formedes som en pil, der pegede opad. Hun så helt mundlam ud, som om mine ord havde forbavset hende. Men for at være helt ærlig så var jeg ligeglad med, hvorfor hun gjorde det. Hun lagde armene på bordet - hun havde lige så gode manerer som jeg - og så ordentligt på mig. "Niall, er der noget galt? Du har ikke sagt noget hele dagen."

Jeg var lige ved at le højt - og sarkastisk. Om der var noget galt? Jeg havde surmulet, lige siden hun havde sagt ordet 'hej', og først flere timer efter lægger hun mærke til det? Men jeg sagde ikke noget. I stedet trak jeg bare lidt ligegyldigt på skuldrene. "Alt er fint. Fortæl bare videre, Lauren." Hendes ansigt trak tilbage til sin fortæller-form igen, og hendes ord fløj ud af munden på hende igen. 

Mit blik gled rundt igen. Jeg begyndte at få en seriøs hovedpine. Hverken min tålmodighed eller samvittighed holdt til det her. Jeg hadede at være ond imod mennesker, faktisk var jeg direkte bange for at gøre nogen fortræd. Men jeg kunne ikke holde Lauren ud, det kunne jeg bare ikke. Hun og jeg havde intet tilfælles, udover at vores forældre kendte hinanden, og at vi havde gået i børnehave og skole sammen, men det var det. Vi havde ikke nogen dyb historie med hinanden, som jeg havde med mine andre venner. Vi kunne ikke grine sammen. Vi kunne ingenting. MEN igen. Jeg kunne ikke klare at såre hende. Min fantasi kunne ikke engang blive optimeret til at forestille sig, at jeg afviste hende. 

Åh gud. Jeg stillede mig selv det samme spørgsmål, jeg havde stillet mig selv hele dagen. Hvordan skulle jeg kunne udholde indtil klokken ni?

 

 

Men jeg klarede det. Klokken var ti minutter i ni, og Lauren og jeg bevægede os ud fra restauranten, efter at jeg - selvfølgelig - havde betalt for vores middag. Hendes bil holdt en gade væk, så vi begyndte at gå i stilhed. Den første rigtige stilhed, der havde været imellem os hele dagen. Eller det vil sige ikke imellem os, for det fandtes ikke. Hun holdt altså bare op med at tale lige pludselig, og vi gik i lyset fra lygtepælene med de få lyde af biler og snak i det fjerne. 

Det var rart. Selvom jeg vidste, at det ikke ville holde særligt længe, så var de få øjeblikke stadig rart. En ro sænkedes over mig, og jeg mærkede for alvor trætheden skylle ind på land. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem i seng. 

"Niall?" kom det sagte fra Lauren. Man kunne høre, at hun havde overvejet det grundigt, om hun ville spørge mig. Hvad end det så var. "Mm?" svarede jeg med blikket i jorden - jeg var en smule irriteret over, at tavsheden endte så hurtigt. 

"Hvordan har du det? Sådan rigtigt, mener jeg?" Jeg så op i hendes blå øjne. De så faktisk oprigtigt bekymrede ud, og i det splitsekund overvejede jeg det. Jeg overvejede, om jeg skulle fortælle hende sandheden. Om hvordan livet var blevet så kedeligt, og at jeg trængte til nyt. Jeg overvejede at trække hende ind i et kram og hviske til hende om alle de dårlige ting, som var til på dette punkt af livet. Jeg overvejede, om dette øjeblik kunne blive vores venskabs dybe punkt, som det manglede. 

Men jeg gjorde det ikke. Hold nu kæft, hvad var der blevet af Niall? Var han overhovedet stadig derinde?

Niall ville have gjort det. Nu var jeg blevet til en underlig erstatning, som ikke kunne finde ud af noget selv, lige som om jeg var handicappet. 

Jeg træk i stedet på skuldrene igen. "Jeg har det fint. Hvorfor spørger du?" Mine øjne fjernede sig fra hendes og så ud på mørket igen. Jeg blev skræmt af mig selv. Hvorfor reagerede jeg ikke, som jeg plejede? Men der var ikke tid til at bekymre sig i andres selskab. Så ville de jo først begynde at påpege det, og jeg ville ikke have noget at sige, fordi den side af mig var væk. Rejst på ferie til Afrika eller sådan noget. 

Lauren var tavs i noget tid, og jeg kunne næsten høre hendes tanker; hvorfor lukker han ikke op for mig? har jeg gjort noget forkert? 

Jeg undrede mig lidt over, hvorfor hun ikke havde lagt mærke til, at vores venskab ikke havde noget dybt punkt. Men måske var det bare mig. Måske var jeg bare den nederen type idag. Ja, det måtte være forklaringen. 

Vi rundede et hjørne, og en lang række af biler lå foran os. Bilen var heldigvis kun et par meter væk, så der var kun få sekunder igen. Men Lauren stoppede op. Jeg stoppede op en meter foran hende og vendte mig om. Hendes arme var krydsede, og de blå øjne lyste frustreret. 

Havde jeg nu gjort noget forkert? Udover at glemme Niall i Sahara? 

"Niall, du har slet ikke sagt noget som helst om noget som helst hele dagen," sagde hun med irritation i stemmen. Jeg sukkede. "Og jeg er med i et band. Hvilke andre åbenlyse ting skal vi konstatere?" Jeg kunne simpelthen ikke holde hende ud længere. Det ene øjeblik har hun det fint med at snakke hele tiden, det næste er hun irriteret over, at jeg ikke får et ord indført, selvom det er hendes skyld. Og lige pludselig var hun bekymret for mig. Det var sgu ikke til at finde ud af. 

"Stop det! Jeg har kæmpet for at gøre det til en god dag, fordi vi nærmest aldrig ser hinanden, men du er bare så kedelig hele tiden!" Lauren slog ud med armene. Jeg kunne mærke på hende, at hun snart brød ud i et råbe-anfald, men jeg havde ikke noget imod det. Faktisk ville jeg elske et skænderi. Det skete alligevel aldrig, at jeg sagde min mening.

Niall var vidst på vej tilbage. 

Jeg åbnede munden for at forsvare mig selv, men inden det skete, sagde hun højt og vredt: "Du lyttede ikke engang til mig én eneste gang! Jeg troede rent faktisk, at det her ville blive en god dag fyldt med minder. Jeg troede, at du var den samme Niall, som jeg så sidst. Jeg troede, at du var den, som jeg.." Hun klemte øjnene hårdt i for at afbryde sig selv. Men jeg blev nysgerrig. Som hun hvad? Jeg ville spørge, men hendes øjne åbnedes sig og den evige prædiken fløj ud af hendes mund som altid. "Du må vel forstå, at jeg har savnet at tale med dig! Jeg har savnet dig, Niall. Det har jeg. Men du har åbenbart ikke savnet mig, eller hvad?" 

Hendes ansigt forvrængedes, og jeg kunne se tårer stige op i hendes øjne. Hun formåede at få min dårlige samvittighed til at tage over, og langsomt forsvandt Niall igen. "Jo, jeg har savnet dig!" løj jeg og prøvede at få min dårlige samvittighed til at dække over det. "Du må virkeligt undskylde, hvis jeg ikke har opført mig som planlagt." 

Jeg anede ikke, hvad jeg undskyldte for. Desuden - hvad mente hun med, at hun havde savnet at tale med mig? Sidst jeg så hende, var vi sammen med nogle andre venner, og da var hun utroligt fjern for en gangs skyld. Vi havde aldrig talt sammen rigtigt. Hun havde altid haft et eller andet at sige, mens jeg måtte være en gentleman og kun tale, når hun syntes det. Jeg kunne ikke engang rigtigt lide hende. 

Noget i hendes øjne bevægede sig. En eller anden dyb følelse. En følelse, som jeg kun havde mærket et par gange før i mit liv. Følelsen, som jeg savnede så utroligt meget. Men det havde aldrig forekommet mig, at den skulle eksistere for mig hos andre mennesker - som ikke var fans. Jeg længdes efter den følelse. Jeg ville mærke den, omfavne den, kysse den. At den fandtes hos en pige, jeg ikke kunne lide, kunne være ligegyldigt. Mit liv var kedeligt uden den følelse. 

Ikke mange øjeblikke gik før jeg trådte et skridt frem og tog hendes ansigt i mine hænder. Mine læber lagde sig på hendes. Kærligheden. Den strømmede i hendes blod men blev destrueret så snart, den kom ind i mig. Men bare det at føle andres kærlighed fik den falske kærlighed op i mig. Jeg ville have mere. Jeg ville have al hendes kærlighed, selvom hun ikke var den pige, jeg passede med. 

 

Og det var altså starten på min afhængighed til ugengældt kærlighed. Lige siden da har jeg været i seng med lidt af hvert, hver gang for at få den kærlighed, jeg ikke selv følte. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...