Just Another One | FanFiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 8 aug. 2015
  • Status: Igang
Niall Horan FanFiction. ~ Kærlighed. Noget som opstår mellem to mennesker, ikke sandt? For Niall Horan er denne sætning ikke sand. Kærlighed er også bare fra et menneske til et andet. Og lige netop dén kærlighed er han afhængig af. Fans bliver brugt om og om igen, for at han kan mærke den kærlighed, han selv ikke kan føle. Eller kan han? En dag støder Niall på en mærkværdig fyr kaldet Caleb. Igennem ham møder han Alexa, som er mindst lige så mærkværdig, strålende og excentrisk. Forholdet mellem Niall, Caleb og Alexa bringer Niall ud på en rejse, hvor kærlighed viser sig at være større end han lige troede.

6Likes
5Kommentarer
484Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Cinderella

 

Kapitel 1 - Cinderella part 1

 

_________________________________________

 

“Everyday people do

everyday things

but I can’t be one of them

I know you hear me now

We are a different kind

We can do anything”

 

Alesso - Heroes (we could be)

__________________________________________

 

Hej. Mit navn er Niall, og jeg er 21 år gammel. Jeg er fra Irland, Mullingar, og jeg er med i et verdenskendt band - One Direction. Min mor hedder Maura, og min far hedder Bobby, og jeg elsker dem begge. Plus jeg har en storebror ved navn Greg, som er gift og har fået et lille barn. Hov, nu kommer vi væk fra mig selv, hvilket det her jo skal handle om, såeh.. Jeg har i virkeligheden brunt hår, men det er farvet blond.

 

Længere kunne jeg ikke rigtigt skrive det. Var det nok? Well, sådan måtte det være. Jeg havde aldrig været specielt god til at beskrive mig selv. Tværtimod var jeg bedst til at beskrive andre. Lad mig se; Tommo, sjov, carefree, trouble seeker; Harold, mors dreng, ikke carefree, men gør hvad han har lyst til; Payno, venlig imod alle, stærk, rationel.

Se? Nemt nok. Men hvad fanden med mig? Jeg var sgu ikke god til særligt mange ting. Guitar?

 

Jeg er ret god til at spille guitar og prøver lidt med andre instrumenter.

 

Det måtte være det. Jeg gad heller ikke længere.

 

Oh, og hvis du undrer dig over, hvorfor fanden jeg skrev om mig selv på et krøllet stykke papir, så var det noget, en eller anden psykolog havde sagt, jeg skulle gøre. Folk syntes åbenbart, at jeg behøvede hjælp. Hvis jeg skulle have hjælp fra nogen, så var det mig selv (og jeg ville ikke have hjælp, så jeg gad sgu ikke hjælpe mig selv) og ikke A karakter personer, som fortalt mig alt muligt pladder som ‘det er okay at græde’ og ‘vær dig selv’. Bla bla bla.

 

Jeg ville hellere i byen og indtage min tilstand som fuld igen. Det var meget sjovere, og jeg fik da kærlighed ud af det. Jeg elskede den side af mig selv. Den største side af mig selv, hvis jeg skulle være korrekt. Flirt lidt, dans, drik alkohol, gør hvad fanden du har lyst til. Måske synes folk at det var noget værre noget, men fluck nu dem. Jeg kunne godt lide det, så hvem gav en skid om hvad mulige kloge mennesker og psykologer synes om det?

Så jeg rejste mig fra min lænestol og gik hen og fandt min mobil. Jeg låste den op med min kode - nej, den afslører jeg ikke - da jeg kom i tanke om at min ven havde nattevagt i dag. Great. Så tog jeg da bare afsted alene.

 

***

 

Og så gik jeg dér helt alene. På det våde fortov hvor kun lygtepælene viste mig vej. Det var et ret trist scenarie. Jeg følte mig også ret trist. Kender du det, når alle ens fortrydelser og kritiske punkter flyver gennem ens hoved på én gang? Sådan et øjeblik oplevede jeg lige nu. Den var forfærdeligt. Minder om den drejning, eller skal vi kalde det opklaringen, mit liv havde taget, da jeg havde været i byen med Lauren. Mit liv havde været så forfærdeligt kedeligt. Underligt nok ledte det kedelige til ændringer. Og endnu flere ændringer, da Lauren ikke ligefrem havde glædet sig over mine næste handlinger.

Min mave knugede sig sammen. Jeg hadede at tænke på hende. Alt, der var sket omkring hende, havde ikke just været glade sammenkomster imellem glade følelser og dårlige følelser.

Lad være med at tænke på fortiden, beordrede jeg mig selv. Jeg levede i nutiden, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Det kunne være ligegyldigt, om Lauren stadig var her eller ej, og det kunne være ligegyldigt, om jeg ville blive til en forsker i fremtiden. Lige nu fandtes nutiden sjovt nok, og dén havde jeg tænkt mig at leve i.

Apropos nutiden - i det selvsamme sekund kørte en bil forbi mig og over en vandpyt, så det beskidte regnvand sprøjtede over mig.

“FANTASTISK!” råbte jeg og slog ud med armene, så de få folk omkring mig kiggede underligt på mig. Kunne denne dag da blive bedre?

Skulle jeg nu tage hjem og skifte eller hvad? Jeg gloede ondt på vandpytten og overvejede mine muligheder, da den selvsamme bil - en sort Mercedes for resten, mega sød bil - kom bakkende hen foran mig. Trods mit våde tøj begyndte jeg at grine ved synet. De fleste ville bare have kørt videre, så hvad fanden. Jeg forstod ikke personens valg, men han havde da sans for humor - og venlighed, om jeg må be. Den person ville jeg godt møde - og det sagde en hel del for min fordomsfulde natur.

Og det skulle jeg nok komme til. Bilens tonede rude kørte ned, og et smilende ansigt kom frem. Personen havde brunt hår og nogle elektriske grå øjne. Ikke ligesom alle de fremmede, jeg gik forbi på gaden. De havde så kedelige, u-excentriske blikke, som om de alle bare var på vej til deres bedsteforældres fødselsdagsfest.

Næh nej, ham her havde sit liv.

“Sorry mate,” han satte albuen hen i vinduet og kiggede op og ned af mig. “Der ødelagde jeg vist dine planer for i aften.” Et grin undslap mine læber, for han havde i dén grad ret. Ingen kærlighed eller alkohol. “Ja mon ikke. Du skylder mig nyt tøj.”  

Han himlede med øjnene. “Er vi virkeligt allerede der, hvor jeg skal låne dig tøj? Til selveste Niall Horan?”

Jeg burde have grinet af hans kommentar. Men mit smil forsvandt. Endnu en, som så mig som den kendte Niall - men hvem gjorde ikke det?.

“Hvad er der galt?” spurgte han. “Gør vejret dig trist?” Jeg så op på himlen. Det så godt nok ud til uvejr. Gud var godt nok slem ved mig i dag. Men på en måde følte jeg, at jeg havde fortjent det. Jeg var i grunden ret negativ, når jeg altså ikke var fuld.

Back to reality. Måske dømte jeg bare for hurtigt der. Han virkede jo okay - og han havde humor. Så jeg satte et smil på igen. Han havde trods alt ikke inviteret til middag - han havde bare sprøjtet mig til med vand. Meget, meget beskidt vand.

“Nej, for fanden,” svarede jeg ham. “Men nu kan jeg ikke tage ud og blive døddrukken.”

Han trak på skuldrene, mens hans ene mundvig rakte opad og dannede smilerynker omkring hans øje. Det mindede mig om min ven, Dave. Desværre var Dave en simpel skørtejæger - hvilket jeg egentligt også var, men jeg havde det sjovt med det - og ham her virkede dybere. Ham her kunne jeg snakke med. Faktisk var jeg ikke specielt god med fremmede, men idioten her var en ordentligt person.

“Sorry mate,” gentog fyren. “Jeg ville give dig mit, men du ved, jeg har det på.” Det måtte man da give ham ret i. “Det var en skam,” jeg gjorde mit bedste for at se ærgerlig ud, “det ser ellers skarpt ud. Hvor er du på vej hen?”

Ved lyden af et højt dyt gav jeg mig til at springe en halv meter op i luften. “FLYT DEN BIL FRA VEJEN!” råbte en eller anden og kørte i en bue udenom den unge mands bil. Jeg tog mig til hjertet af bar forskrækkelse.

“VI LEVER I ET FRIT LAND,” råbte han bare tilbage. Jeg grinte højt. Gid jeg også havde den selvtillid. Mærkeligt; jeg følte mig mere og mere ynkelig og på samme tid gladere for hvert øjeblik, jeg så på vandpyt-undskylderen.

Han så tilbage på mig, og jeg kom i tanke om mit spørgsmål. Jeg skulle til at stille det igen, da han selv åbnede munden for at svare: “Jeg skal til en eller anden kedelig fest hos nogle af mine forældres venner. De tvinger mig, men heldigvis er Alex der, så det bliver vel ikke så kedeligt alligevel. For lang forklaring?”

Jeg rystede på hovedet. “Slet ikke.” Jeg overvejede at spørge, hvem Alex var, men lod være da han sikkert skulle afsted lige om lidt. “Skal du så ikke til at komme derover?”

Ansigtsudtrykket hos ham ændrede sig. Hans øjne blev store, og han så på mig, som om jeg var et monster. “JO for satan!” Hovedet bevægede sig hurtigt hen til digitaluret i hans bil, men blev med et ryk svunget tilbage til mig.

Jeg så nysgerrigt på ham, da hans blik var blevet roligt igen. “Nah, jeg er allerede sent på den.” Jeg lo. Hold da kæft han var sær. Eller bare ligeglad. Strøg igennem livet på et kosteskaft, mens jeg var i en bus, som stoppede, hver gang nogle ville forstyrre mig.

Fyren sad lidt og studerede mig, som for at vurdere hvilken en type jeg var. Da han ikke så ud til at kunne placere mig, spurgte han; “Hvad med dig? Hvor er du på vej hen?”

Hvor var jeg egentligt på vej hen? Jeg kunne vel ikke tage på bar med vådt tøj og det hele. Så jeg trak lidt på skuldrene. "Du ødelagde min bar tur. Så hjem vel." Han tog sit studerende ansigt på igen for at genoptage sit forsøg på at placere mig. Hvad ville han med mig? Han havde jo sagt undskyld. Ikke at jeg ikke gad ham, det virkede bare mistænkeligt.

Hans stemme rev mig ud af mine tanker, og da jeg så på ham, så han ud som om han havde en pære blinkende over hans hoved.

"Hvad med at tage med til den middag? Jeg har altid ekstra tøj liggende i handskerummet, og selvom det bliver første gang, deler jeg det gerne med en anden mand." Hans tænder viste sig i et bredt og karismatisk smil, som jeg, hvis jeg havde været ekstra sarkastisk, ville have taget ironisk.

Men han inviterede mig lige på middag. Bare tanken fik mig til at grine indvendig. Jeg havde lige mødt ham, og nu datede vi sgu allerede, plus jeg ville møde hans forældre. Hold nu kæft.

Alligevel var der noget bagerst i hjernen der sagde 'hvis'. Jeg havde jo ikke andet og lave, og jeg havde savnet ændringer på det sidste - hvilket jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle gøre ved - så hvad hvis jeg tog med? Hvad hvis jeg bare hoppede ind i rutsjebanen uden at se mig tilbage?

Jeg ville elske det rent ud. Han virkede fuldkommen fri, og det ville jeg lære mere af. Hvad kunne højst sandsynligt gå galt?

Okay, jeg ved, at når folk siger det, så GÅR noget galt, men helt ærligt havde jeg en god følelse omkring det her.

"Okay, så er det en date," sagde jeg og grinede kort af ironien. Fyren lo også i et øjeblik og sagde, "du skal være velkommen."

Så skete der sgu noget. Vandpyt-undskylderen endte med at være min vært for aftenen.

"Sæt dig ind på bagsædet, så kan du skifte, imens vi kører." Imens vi kører?!

"Ville det ikke være sådan lidt farligt og sådan lidt ulovligt?" kommenterede jeg uden at virke for meget som en stor kylling og sørgede for at beholde humoren i mine sætninger, således jeg ikke fik streget min middagsinvitation over. Hah, for fanden hvor var det hele så surrealistisk.

Han trak bare på skuldrene. "Jeg lever livet farligt. Sæt dig ind." Mine øjenbryn var hævet højt, da jeg mumlede et ‘okay’ og satte mig ind. Sådan var det åbenbart at være excentrisk. Eller rettelse; sådan var det åbenbart at føle sig ubegrænset. Lige så meget som jeg følte mig draget af den følelse, lige så meget følte jeg mig bange for den. Well, here we go place I’ve never been to and people I’ve never met.

Der blev kastet en sweater og et par skinny jeans om til mig, og med et hårdt ryk flyttede vi os fra den nye parkeringsplads, som han så fint havde indviet. Jeg kunne mærke mit hjerte begynde at pumpe spændt i mit bryst, da jeg uden skam fjernede det våde og delvist beskidte tøj fra min krop. Mine tanker snoede sig ikke så meget om, hvordan folk muligvis så mig, da jeg skiftede i en fremmedes bil, mere om hvordan fanden jeg nu skulle opføre mig foran en fremmed - nej, lad os kalde ham en bekendt, som jeg i øvrigt ikke engang kendte navnet på.

“Hey, taxachauffør?” sagde jeg, højt nok til at han kunne høre mig. “Ja sir?” Jeg så ham smile i bakspejlet med det efterhånden sædvanlige humoristiske glimt i hans øjne. Mine øjne himlede kort en gang over hans barnlighed, selvom jeg syntes, det var sjovt.

“Jeg kom lige i tanke om, at vi ikke er på fornavne endnu.” Nu var det hans tur til at himle med øjnene. Han virkede heller ikke som typen, der gik på fornavne. Well, jeg havde også selv kaldet han taxachauffør.

“Caleb,” sagde han. “Det betyder ‘hund’ eller ‘trofast’. Desuden bibelsk navn, en eller anden Caleb fyr var en kriger eller noget i den stil. Mere du vil vide?” Han smilede kort til mig i bakspejlet igen, inden han vendte blikket mod vejen, og selvom jeg godt vidste, at det var for ikke at dræbe os begge, så følte jeg mig alligevel lidt afvist af det.

Jeg trak ‘trofasts’ sweater over hovedet. “Ja, nu hvor vi er igang med spørgsmålsrunden,” sagde jeg og mærkede mit selsikre smil hobe sig op igen. Det samme smil, som jeg havde på hver eneste gang i byen, hver eneste gang jeg tog til møde med drengene og managementet, hver eneste gang jeg tog nogle steder hen. Det selvsamme smil som var forsvundet få minutter siden. Jeg ignorerede det blot, fordi jeg både ikke havde tid til at tage mig af det, og fordi jeg for det meste prøvede at skubbe alle ændringer væk. Jeg havde ikke brug for ændringer. Vent, hvor kom vi fra?

Spørgsmålsrunden, det er også rigtigt. “Hvor gammel er du?” startede jeg ud. Faktisk havde jeg en masse spørgsmål, men alderen så ud til at være vigtig for min underbevidsthed.

“22,” svarede han med en dyb udånding efterfulgt. Han havde nok regnet min nysgerrighed ud.

“Hvorfra?” lød mit næste spørgsmål.

“Clevedon, nær Bristol.” Det forklarede hans dialekt.

“Bopæl?” Jeg kæmpede for at få bukser på imens spørgsmålene og svarene kom.

“Watford, nær London.”

“Hold da op, lang køretur helt herind, hva?” Endelig gled de meget skinny skinny jeans op over mine lår, og jeg så op i bakspejlet for at fange hans blik igen. Han så allerede på mig med et utålmodigt udtryk.

“Oh sorry, ehm, status?” spurgte jeg og bed mig uvilligt i læben, da jeg prøvede at lyne bukserne.

“Kompliceret forhold, så single vel.”

Det var utroligt som samtalen bare kørte og kørte ligesom bilen kørte. Det gav mig en følelse af at samtalen ville stoppe, lige så snart bilen stoppede. Jeg havde ikke rigtigt lagt mærke til omgivelserne udenfor bilen indtil jeg begyndte at bekymre mig om dem, og jeg så at vi allerede var ude af byen, og at vi nu kørte rundt i et boligkvarter. Hvilket betød, at vi snart skulle parkere, så jeg skyndte mig videre til næste spørgsmål.

"Bedste øjeblik og værste øjeblik i dit liv?" Jeg rakte ned efter mine sko, mens jeg samtidig formåede at se på hans udtryk i øjnene for at dømme hans reaktion. Den bedste måde at lære folk at kende, er at være opmærksom. Så det var jeg. Han var et stort vendepunkt - eller bare en omvendt vej, en u-vending - og derfor havde jeg besluttet, øjeblikket han bakkede tilbage for at undskylde, at han var en spændende person.

For sådan en beslutning tog jeg om alle mennesker efter min nye kedsommelige fase.

"Bedste øjeblik; The Script koncert med Alex og andre af mine venner. Værste - eller i hvert fald et øjeblik, jeg fortryder mest - hm, seneste skænderi med min 'kæreste’." Caleb gjorde gåsetegn med sin ene hånd for at understrege det 'komplicerede forhold', som han havde kaldt det.

Han så for mig mere og mere mystisk ud i sin figur, og et øjeblik mistænkte jeg ham for at være eventuel morder, som havde plottet at dræbe mig, for hvorfor ellers invitere en superstjerne på højeste plan til ens familiemiddag? Men på sammen tid virkede han så ærlig og fri, at det på ingen måde kunne ligne ham.

Gæt hvem der ville blive myrdet af en psykopat om et par minutter, yay mig. Jeg havde trods alt lige beskrevet en psykopat. Hvorfor fanden er de også så gode skuespillere?

I mine mistanker om myrderi og krimifilm, var Caleb også selv fanget i sine egne tanker, og bilen var tavs bortset fra motoren, som larmede som en genopstået død, og den evige lyd, som altid fyldte en bil med indelukket susen, som vi kørte forbi alle villahusene.

Måske ville han kidnappe mig og sælge mig til en fan eller sådan noget. Ligegyldigt hvad, så lød det alt sammen mere spændende end min nuværende stilling.

“Ikke flere spørgsmål?” spurgte han mig, dog undgik han øjenkontakt denne gang.

“Hm,” sagde jeg og lød en anelse for mistænksom. Jeg havde mine grunde til at tvivle på ham, men jeg ville stadig gerne kende den person, som han indtil videre havde opført sig som.

“Job?”

“Studerer jura i øjeblikket.”

Jeg tænkte i et stykke tid igen over mit næste spørgsmål. “Hvorfor inviterer du mig egentligt med til en familiefest?”

Caleb smilede sit skæve smil, som i det øjeblik mindede mig utroligt meget om Harry, og kastede et hurtigt blik på mig i bakspejlet.  “Stoler du ikke på mig eller hvad? Det har jeg allerede sagt.”

“Min tillid tager tid, du. Og nej, det har du vist ikke rigtigt,” svarede jeg med en undertone af Calebs bedrevidenhed. Mine øjenbryn trak sig sammen i et koncentreret udtryk, for han havde ikke rigtigt forklaret mig, hvorfor jeg skulle med.

“Eh, jo jeg har. Så vidt jeg husker, sagde jeg noget omkring, at jeg gjorde det som en undskyldning for at smadre dit tøj."

Så vidt jeg huskede det, havde han ikke direkte sagt det, men det gav mening. Men hvorfor fuck bakkede han tilbage for at sige undskyld? Han havde overhovedet ikke forklaret mig tilpas.

Men jeg udelod at sige noget, for han han kørte ind på fortovet for at parkere og steg ud.

Jeg overvejede lidt at blive i bilen for en sikkerheds skyld, men gik da efter ham, da han kiggede tilbage med et spørgende blik.

"Så det er bare din ting? At sige undskyld for at skade folks tøj?" spurgte jeg ham.

"Selvfølgelig," svarede han let, " jeg prøver altid at få det hele til at være godt for alle. Noget af en udfordring. Og du? Hvad er 'din ting'?" Han lavede tegn med fingrene ved ordene 'din ting'.

"Aner det sgu ikke. Jeg er med i et band? Irsk?"

Vi nåede op til hoveddøren, og jeg fik taget et bedre blik på huset. Det så ganske normalt ud. Murstenshus, to etager, pænt nyslået græs. Jeg kunne endda næsten dufte varm mad indefra. Det var alt i alt bare et andet ukendt hus, man kørte forbi hver dag.

Caleb trykkede på ringeklokken, så det gav genlyd herud igen med de lyse toner.

Efter nogle sekunder blev døren åbnet, og en lille pige stak hovedet ud. "Caleb!" hvinede hun ved synet af ham og sprang bogstaveligt talt i armene på ham.

"Hey, du klemmer mine ribben, Pen," grinede han. 'Pen' hoppede ned fra ham og smilede genert. Førstehåndsindtryk; en lille pige.

"Mor har lavet snacks, kom nu med ind! Lexa er her allerede."

Jeg stod egentligt bare og observerede og tænkte ikke på, hvordan jeg selv indgik i den lille piges planer.

Men som om Caleb havde læst mine tanker, sagde han: "Skal du ikke lige hilse på den gode mand her, Penelope?" Pædagog stemmen var virkelig.

Penelope, som hun så hed, fik jeg diskret informeret, kiggede for første gang over på mig. Jeg gav et lidt akavet smil fra mig og kom med et "hej" eller noget i den retning. Efter flere tusind kram og hilsner til fremmede piger, skulle man tro, jeg kunne mere end dét, men sjovt nok ikke. Hun var jo lillesøster (gik jeg ud fra) til den excentriske vandpyt-undskylder, så jeg tog det lidt forsigtigt.

Penelope smilede kort til mig, som var jeg en gammel bamse, hun bare lige skulle sige hej til igen, og kiggede på Caleb igen. Jeg tænkte, at hun nok måtte være vant til at Caleb introducerede hende for fremmede, for han virkede så karismatisk, at han i hvert fald måtte være venner med hver eneste person i London. “Caleb, mig og Lexa har altså ventet virkeligt længe, kom nu med ind og spis chips,” sagde Penelope med hendes underlæbe længere ude end normalt for at skabe den rette reaktion.

Caleb mimede kort ‘hun er skør’ til mig med et skævt smil om læberne, inden han lod hende trække os indenfor, ind i det hus, som om lidt blev fra ukendt til kendt.

 

 

Heyo. Som du sikkert er klar over, er jeg ti år om at opdatere på denne movella. Min fejl, jeg skal nok prøve at gøre det bedre osv. Jeg vil ikke være den, der sidder og kommer med flere tusinde undskyldninger, så jeg vil bare nøjes med at sige undskyld, og håbe at I vil læse med alligevel. :)

Spørgsmålet for i dag: Hvad siger I til Nialls 'kidnapper'? Selv forguder jeg Caleb. ^p^

Tak fordi du læser med, selvom jeg er forfærdeligt langsom. Jeg håber og be'r til at næste kapitel kommer ud lidt tidligere, ehehe. 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...