En dag ad Gangen

Det var en anderledes start, en hård midte, men en god slutning. Forhåbentligt.

5Likes
3Kommentarer
673Visninger
AA

1. ....

Kulden ramte mig som en mur da jeg trådte ud fra den varme kaffebar jeg netop lige havde befundet mig inde på. Klokken er omk. De 19 stykker om aftenen, så mørket havde efterhånden lagt sig hen over Londons gader. Jeg trak min frakke tæt omkring mig og holdte min bærebar tæt ind til mig. Selvom jeg ikke bor andet end et par blokke længere henne, skynder jeg mig videre, for at nå hjem inden kulden har krypt sig ind under min forårs frakke. Jeg burde virkelig skifte over til min vinter jakke, men er for doven til at finde kassen frem. 3 måneder har jeg boet i den lejlighed og alligevel er jeg langt fra færdig med at pakke ud og indrette den færdig. Det er en langsommelig proces med min gode gamle undskyldning; Dovenskab. Til alle andre ting og steder end skolerelateret arbejde og min skrivning tillod jeg mig at misbruge det ord for groft.

 

     Jeg nød at sidde på caféer, som den jeg netop lige havde forladt, og skrive i stedte for at gøre rent, pakke ud eller indrette lejlighed. Ligesom i dag kan jeg nemt sidde og slappe af, skrive, imens jeg får drukket flere liter kaffe. Jeg er afhængig af kaffe. Ikke på den måde ligesom stoffer hvor at det skader dig, afhængig. Og så alligevel måske lidt, kaffe er sundt i visse mængder og jeg overtræder vist den grænse tit. Det er en vane jeg har taget til mig helt far min tidligste barndom, for at kunne få mere end en sukkerknald forlagte min farmor altid at jeg drak en lille kvart kop kaffe. Jeg var 4 år. Som jeg blev ældre stod jeg tidligt op om morgen for at lave kaffe til min far og jeg, når vi sad i vores gamle varme stue foran en godt optændt brandovn. Vi sagde aldrig ret meget til hinanden, sad bare i hver vores tanker og stille forlod søvnens tag i os.

 

     Det er et dejligt minde og helt opslugt af det får jeg ikke set hvor jeg går og pludselig ramler jeg ind i noget hårdt. Jeg sætter mig chokeret op på den kolde og glatte jord og kigger direkte ind i en mur. Det må være den jeg er gået ind og imens jeg bander lavt for mig selv, får jeg hurtigt rejst mig selv op i håb om at ingen så det. ”Min bærebar” mumler jeg for mig selv og vender mig om og kigger efter den. ”Vær nu ikke gået-” Jeg stopper brat op midt i min sætning, da jeg møder et par brune øjne der stirrer på mig.

 

”Snakker du altid med dig selv?” Spørger han med et grin i stemme og rækker ud efter en cigaret lidt foran ham. Jeg betragter ham puste på den og børste lidt mudder af den. Han placerer den mellem sine læber og sætter ild til, straks tager han et sug ind og puster derefter en grålig røg afslappende ud igen. ”Sig mig er du blevet stum?” Spørger han og kigger atter op på mig. Et lille grin forlader hans mund imens han rejser sig op. ”Eller har du for travlt med at overglo min cigaret? Du kunne jo bare spørge om du må få et sug?” Griner han og stiller sig lige foran mig. Jeg ved ikke hvordan, men han børster charmerende sit tøj lidt af for det værste mudder og kører en hånd igennem hans lange mørke krøller.

 

”Ellers tak” får jeg svaret ham flovt og lader mine øjne falde ned på jorden imellem os. ”Jeg blev bare forskrækket” uddyber jeg og giver mig igen til at kigge efter min bærebar. Aldrig har jeg været udsat for noget så pinligt som dette og vil helst bare væk.

 

”Her” han bukker sig ned og samler min gamle brune læder mappe op, der indeholder min computer og rækker den hen til mig. ”Det er vel din?” Spørger han og morer sig tydelig over mine røde kinder, som jeg kan mærke begynder at bluse op.

”Tak” Svarer jeg kort og tager i mod den. Jeg smiler kort til ham og vender mig derefter om og begynder med at gå hen mod min bygning hurtigt.

 

”Bor du tæt på?” Lyder hans lidt hæse og rug stemme bag mig og forskrækket stopper jeg op. Jeg mærker nogen dunke ind i mig og er tæt på at falde for anden gang indenfor kort tid, men mærker nogle hænder gribe fat i mig. ”Sorry” Griner han og vender mig om mod ham.

 

     Min flovhed over at have væltet os begge omkuld en gang og derefter næsten falde igen på grund af et chok, bliver forvandlet til vrede. Hvad bilder han sig ind at gøre grin af mig og forfølge mig? ”Og hvorfor skulle jeg svare på det?” spørger jeg ham spidst og lægger min pande i spørgende folder?

 

”Fordi jeg spørger pænt” forklarer han med et stor smil og et medfølgende kækt grin.

 

”Nå” svarer jeg og har lyst til at slå mig selv fordi jeg intet comeback har, men når at stoppe mig selv. Jeg vil ikke ligne en spasser der slår sig selv også. ”Men jeg har ikke tid til at stå her og snakke, jeg har travlt” lyder min dårlige undskyldning og jeg vender mig efterfølgende om for at gå videre, men et greb i min skulder forhindre mig.

 

”Matty” hvisker han til mig ind i øret og vender mig derefter rundt så hans ansigt er lige ud for mit. ”Jeg hedder Matty” lugten af røg rammer mit ansigt og i enhver anden situation ville jeg have fjernet mit ansigt i dyb foragt overfor lugten, men noget ved ham gør at jeg ikke kan tage mine øjne fra hans. ”Vi ses vel en anden gang hvor du har mere tid” afslutter han og fjerner igen sit ansigt fra mit, imens han slipper grebet på min arm.

 

     Han vender sig om og ud fra røgeskyen ovenover hans hoved kan jeg regne ud at han ryger videre. Tryllebundet af hans charmerende udseende og forundringen over hvordan han behandlede mig, bliver jeg stående og betragter ham gå længere hen af gaden. Først lidt efter han er ude af mit synsfelt og kulden efterhånden har trængt sig langt ind under huden på mig får jeg vendt mig selv om og går de sidste otte skridt hen til døren, til min opgang. Jeg får bakset mig op af de mange trapper og ind i min lejlighed. Med håbet om at det hele bare var en drøm, gør jeg mig klar til at gå i seng, så jeg kan vågne frisk og udhvilet op i morgen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...