En dag ad Gangen

Det var en anderledes start, en hård midte, men en god slutning. Forhåbentligt.

5Likes
3Kommentarer
668Visninger
AA

6. Kapitel 5

Just girls” nynner jeg imens jeg støvsuger. Det er fire dage siden koncerten og jeg har stadig nogen af deres sange på hjernen og på de mærkeligste tispunkter udbryder jeg i sang med deres tekster. Hvilket også betyder, at Matt er i mine tanker hele tiden. I det mindste har jeg ikke mødt ham endnu. Den samme dag Lou havde været her, kom hun tilbage igen om aftenen og vi fik lavet en slagplan for at kunne undgå ham. Hun havde købt mad og andre ting nok ind til mig for næsten resten af ugen. Det hele var planlagt ned til den mindste detalje og kunne umuligt gå galt. Ugen efter ville de ikke være hjemme og ugen efter det, ville vores ferie være ovre og så vil jeg jo alligevel tilbringe det meste af min tid på skolen. Ja, det ville simpelthen ikke gå galt.

 

     Jeg blev færdig med at støvsuge og dansede glad hen mod min radio for at få tændt noget musik. I dag vil jeg bruge på at få skrevet en hel masse. Det kunne være dejligt at få færdiggjort en af de tre historier som jeg lige nu er i gang med. Efter at have tændt radioen danser jeg videre hen mod skabet med kaffe for at lave et par kopper. Min kaffebøtte er næsten tom, men der er lige nok til en kop kaffe. Jeg nynner lidt med på Ed Sheerans sang som der spiller og åbner skabet hvor alt mit ekstra kaffe befinder sig.

 

”Nej! NEJ! NEJ!” Udbryder jeg forfærdet da jeg ingen poser mærker derinde, for at bekræfte mine bange anelser kigger jeg ind i skabet og ganske rigtigt er det tomt. Den værste katastrofe er sket og jeg kan mærke panikken brede sig i min krop. Jeg overlever ikke uden kaffe, det er jeg godt klar over. Jeg er nødt til at købe noget mere og uden at have gennemtænkt konsekvenserne af min handling, hiver jeg min jakke på og er ude af døren på vej hen til supermarkedet.

 

     Jeg træder ind og styrter hen til afdelingen med kaffe. Med et lettet suk hiver jeg tre pakker af min ynglings kaffe ned af hylden og går tilfreds hen mod kassen. Jeg stopper brat op og skynder mig nærmest at kaste mig ned bag en masse hylder med sodavand. Foran mig på gangen ikke ret langt fremme er en fra deres band. Jeg genkender ham med det samme  og hvis en af dem er her, hvorfor skulle der så ikke også være flere af dem? Eller han kunne jo sige til Matty at jeg er her.

 

”Tænk, tænk, tænk, tænk, tænk” mumler jeg frustreret. Jeg kunne ringe til Lou, jeg mærker efter min mobil, men kan hurtigt konstatere at jeg ikke har fået den med mig i farten. Råddent. Jeg stikker mit hoved lidt op over hylden og ser at ham fyren stadig står derovre. Jeg skynder mig ned igen og prøver at gå den anden vej rundt, men flygter hurtigt tilbage igen. Jeg vidste at han var her! ”Fedt, fedt, fedt” hvisker jeg og kigger lidt over for at tjekke ham den første stadig er der. Heldigvis er han væk og jeg kan ikke se ham. Jeg skynder mig om bag en anden hylde og da der også er fri bane der fortætter jeg længere frem bag en anden hylde. Jeg gentager det fire gange mere og er næsten nået hen til kasserne og der er næsten igen kø.

 

”Åh hvor er det vigtigt!” sukker jeg og kan nærmest føle sejren i mål og skynder mig hen i køen.

 

”Er du sikker på at du ikke kunne finde nogen sugerør?” lyder Matts stemme ikke ret langt væk og det løber mig koldt ned af ryggen. Min hænder begynder at svede og jeg kigger stift ligeud.

 

”Ja, der står at der er udsolgt” lyder en anden stemme som ikke er særlig langt bag mig og jeg tripper endnu mere utålmodigt med foden.

 

”Så må vi jo undvære” lyder hans stemme lige bag mig, kun adskilt med en enkelt person imellem os.

 

     Jeg kan mærke hvordan mit hjerte hurtigt banker indeni mig og da der er plads til at lægge mit kaffe op på båndet, gør jeg det så lydløst som muligt. De fortsætter deres samtale og jeg er så nervøs at jeg kunne skrige og grine på samme tid. Endelig bliver det mig der skal købe. ”Bare på kortet” hvisker jeg lavt og vifter lidt med mit kort for at signalere, at jeg betaler med det.

 

”Hvad sagde du unge dame, jeg kunne ikke høre det” spørger kassedamen højt om og jeg kan fornemme hvordan flere mennesker kigger hen på mig.

 

     Jeg ved at han har set mig. Jeg kan mærke det. ”Bare på kortet” fortæller jeg hende højere og betaler mine varer. Han har ikke kontaktet mig endnu, men deres samtale er brat stoppet og jeg synder mig at skrive min kode. Jeg får betalt og som jeg tager fat i den første pose lyder hans stemme bag mig.

 

”Skal du have hjælp?” Spørger han og jeg taber posen med kaffe ned på jorden af nervøsitet og chok.

 

     Hurtigt tager jeg de to andre poser og flygter ud af centeret. Jeg går så hurtigt jeg kan og er lige komet ud af døren da jeg igen kan høre ham råbe efter mig, at jeg har glemt en af mine poser. Jeg prøver så godt jeg kan at ignorere ham og sætter i løb de få tyve meter der er hen til min blok. Jeg får hurtigt åbent døren og styrter op af trapperne så hurtigt at jeg er ved at falde to gange.

 

”Hold nu op Ice!” Råber han lidt længere nede, imens jeg med rystende hænder får låst døren op. Den går op og jeg skynder mig indenfor og smadre døren i. ”Av for fjederen i foden!” Lyder det højt og jeg flår hurtigt døren op igen. ”Du smadrede den lige ind i min fod!” brokker han og løfter sin fod op.

 

”åh nej, åh nej.” siger jeg panisk, smider kaffen fra mig ned på jorden, så jeg kan hjælpe ham ind og sidde. ”Her sæt dig her” jeg hjælper ham ned på stolen og kigger ned på ham med dårlig samvittighed. ”Vil du have noget koldt på? Skal jeg hjælpe dig med at få din sko af?” Spøger jeg og begynder med at binde hans sko op.

 

”Det er okay, det gør overhovedet ikke ondt” svarer han roligt og fjerner mine hænder. ”Jeg skulle bare bruge en undskyldning til at komme herind.” han smiler lusket til mig og jeg sætter mig hurtigt hen på stolen på den anden side af mit lille runde køkkenbord.

 

”Åh mit hjerte, jeg tror jeg får et hjertestop” mumler jeg lavt og tager mig til hjertet. ”Hvad bilder du dig ind!” udbryder jeg surt og kigger anklagende på ham. ”Jeg var virkelig nervøs for at der var sket et eller andet alvorligt med dig!” sukker jeg og kan mærke hvordan jeg ryster på hænderne af skræk.

 

”Det var ikke ment på den måde” undskylder han lavt, så hans hæse stemme bliver endnu dybere, hvilket går lige i hjertet på mig. 

 

”Hvad vil du?” Spørger jeg ham stift om og går ud efter min kaffe jeg ondt bare efterlod ude ved skoene.

 

”Tale med dig” svarer han kort og jeg giver han tegn til at fortsætte.

 

     Da han ikke gør det vender jeg mig om mod ham og får øjenkontakt med ham, så jeg vender mig hurtigt væk igen. ”så tal” siger jeg stift og begynder med at lave en kande kaffe. Om han kan lide kaffe eller ej, skal jeg nok få drukket hele kanden alligevel.

 

”Hvorfor stak du af fra mig henne i supermarkedet?” spørger han lavt lige bag ved mig og jeg går i stå i mine handlinger. Hvilket han helt sikkert har lagt mærke til. ”Hvorfor stoppede du ikke, da jeg råbte at du skulle” han er kommet endnu tættere på mig og jeg tvinger mine arme i gang igen. ”hvorfor har du undgået mig hele ugen?” spørger han lige bag mig, så jeg kan mærke hans ånde mod mit hår. Endnu engang går jeg i stå i mine handlinger og da han blidt tager fat i min hånd for at fjerne kaffeposen, slipper jeg den uden modstand. Han fortsætter fra der hvor jeg slap og laver kaffen færdig.

 

”Fordi jeg er flov over at jeg kastede vodka udover dig” svarer jeg ham endelig og kigger op på ham. Han kigger ned på mig med et stort smil.

 

”Hvorfor er du det?” spørger han og jeg kigger undrende på ham.

 

”Fordi jeg ingen ret havde til det” fortæller jeg ham og rykker mig ud af hjørnet, så jeg ikke står alt for tæt på ham.

 

”Bliver du meget sur hvis jeg fortæller dig, at når jeg stod med den pige lige foran dig, så var det for at se din reaktion på det. Jeg havde ikke regnet med at få hældt vodka udover mig, men måske bare et vredt ansigts udtryk eller noget i den stil” han rykker sig ligesom mig væk fra hjørnet og sætter sig igen ned på min køkkenstol.

 

”En test” udbryder jeg. ”Har jeg bare været helt til hundene over en freaking åndsvag test!” siger jeg vredt og rejser mig op. ”Er det her bare en leg for dig hva? For jeg har aldrig sagt at jeg gad være med.” frustreret og uden noget at gøre ved det der er sket, sætter jeg mig opgivende ned. ”Jeg giver op” siger jeg og kigger hen på ham. ”Jeg kan ikke finde ud af dig og jeg orker det ikke. Det kan være lige meget” snakker jeg bare videre og kigger opgivende ned på mine hænder.

 

”Jeg ville se om du kunne lide mig” siger han stille og jeg kigger mærkeligt hen på ham. Ham af alle personer jeg kender, ham der kyssede mig uden at kende mig af vrede, ham der drillende har flirtet med mig jeg ved ikke hvor mange gange.

 

”Ha. Ha, ha!” udbryder jeg og ryster på hovedet. Det er så dumt at det ikke kan være rigtigt.

 

 ”Ice?” Jeg kigger undrende hen på ham og ser hvordan han lige sluger endnu engang. ”Vil du med mig på en date i morgen?” spørger han og griner dumt. ”Vil du med mig ud og spise på en restaurant, se en film - lige hvad du vil med mig, som min date, i morgen?” Smiler han og sætter sig på hug foran mig. ”Please sig ja” beder han

 

”Men, men hvorfor?” spørger jeg. Indrømmer det, meget dumt og kigger forvirret på ham.

 

”Fordi jeg kan lide dig. Fra første gang jeg så dig hvor vi gik ind i hinanden, der er et eller andet over dig. Noget specielt og jeg kan ikke sætte min finger på det, men jeg vil finde ud ad af hvad det er, sammen med dig.” Uddyber han og smiler lumsk ”Jeg syntes at du skal sige ja.”

 

”Jamen ja? Ja!” svarer jeg ham ”Se det her havde jeg helt klart ikke forventet!” udbryder jeg og griner.

 

”Det havde jeg heller ikke, jeg skulle bare hen og have sugerør og æg.” griner han.

 

”Kaffe?” spørger jeg ham og skynder mig hen til maskinen. Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad jeg skal sige til alt det her. Hans attitude skriger problemer, men hans væremåde er helt klart modsat.

 

”Nej tak ,jeg må hellere komme af sted. Vi skal spille en koncert inde i centrum i dag” smiler han stolt ”Men du har lige gjort så jeg overhovedet tager med. Havde ellers planlagt at vente på dig ved caféen. Du plejer at tage derhen på det her tidspunkt hver onsdag aften” griner han og stiller sig hen til dørkarmen.

 

”Hvordan ved du det?” spøger jeg ham forvirret

 

”Jeg har holdt øje med dig siden vores første møde, jeg har bare ikke vidst hvordan jeg skule tage kontakt til dig” smiler han og blinker lumsk til mig. ”Vi ses i morgen, jeg er her kl. 19 præcist. Hver klar.” og så var han ude af døren igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...