En dag ad Gangen

Det var en anderledes start, en hård midte, men en god slutning. Forhåbentligt.

5Likes
3Kommentarer
660Visninger
AA

4. Kapitel 3

Fortsættelse…

Jeg finder hurtigt en plads og slår mig forpustet ned. ”En stor Mojito” Råber jeg til bartjeneren og han nikker som svar. Der går ikke mange sekunder før en stor Mojito står foran mig og han smiler flirtende.

 

”På husets regning - den dans fortjener en drink” siger han flirtende og jeg besvarer det med et blink og et tøset grin.

 

     Han forsvinder hen til nogle andre kunder og jeg skal lige til at vende mig om med min drink, da to hænder griber fat i mine hofter og holder mig med ansigtet mod baren.

 

”Det må jeg indrømme, den havde jeg ikke set komme” Hvisker en hæs, varm og forførende stemme mig i øret. Jeg genkender den med det samme og det for mig til at smile stort. Jeg fjerner det hurtigt igen før han når at se det og kigger ligeglad om mod ham.

 

”Hmm, du kender mig jo heller ikke” svarer jeg ham og tager en slurk af min drink. Han drejer mig rundt, så jeg nu har hele min krop vendt mod ham. ”Hej” tilføjer jeg og kigger ham direkte ind i øjnene.

 

”Jeg kender stadig ikke dit navn” konstaterer han og tager fat i min drink og fører den derefter op til sin mund for at tage en slurk. Ikke et eneste tidspunkt, slipper hans øjne mine. ”Hm, Mojito godt valg” roser han mig og giver mig den derefter igen.

 

”Folk kalder mig Ice” jeg beslutter mig for at fortælle mit navn til ham og han smiler forførende.

 

”Ice” gentager han og det ligner at han tygger lidt på navnet ”Hvorfor Ice?” Spørger han med et løftet øjenbryn.

 

”En forkortelse af Isabel” forklarer jeg ham og tager endnu en slurk af min drink.

 

”Og Isa er for originalt gætter jeg på?” Spørger han med et charmerende smil.

 

”Noget i den stil” Svarer jeg ham og kigger væk fra ham for første gang. Jeg lader dem vandre hen over de forskellige personer omkring os, jeg modtager mange sure og snobbede blik fra piger der helt sikkert ville give næsten hvad som helst for at være i min situation. Tilfreds fanger jeg igen hans øjne og smiler forførende. ”Det var, Matty ikke?” Spørger jeg og kigger uskyldigt på ham, som om jeg er usikker på hvad han hedder. Hvilket jeg langt fra er.

 

”Ja, men folk kalder mig egentligt bare Matt” svarer han og blinker.

 

     Som svar giver jeg ham et nik og lader som om hans selvskab keder mig, ved at igen betragte menneskerne omkring os. ”Vil du have mig undskyldt, men jeg skal finde Lou” jeg skubber hans ene hånd væk fra min hofte og hopper elegant ned af stolen. Jeg vender mig helt væk fra ham og begynder med at gå tilbage mod scenen, da han griber fat i min arm. ”Hvad er der med dig og gribe fat i min arm hele tiden?” Spøger jeg ham halv irriteret og vender mig igen om mod ham. Det er ikke for at drille ham, at jeg kommenterer på det, men rent faktisk fordi det irriterer mig.

 

Hurtigt fjerner han sin hånd og smiler undskyldende. ”Simpelt.” begynder han og smiler. Jeg trækker det ene øjenbryn op i en afventede folder. ”Fordi du hele tiden går før vi er færdige med at snakke”

 

”Jeg går netop fordi, at vi er færdige med at snakke” Svarer jeg ham og skal lige til at vende mig om endnu engang, da to hænder folder sig om mig i et kram bagfra.

 

”Kan du gætte hvem jeg eeeerrr” Griner Lou og stiller sig ind foran Matt. ”Lad mig præsentere George” siger hun formelt, men bryder ud i endnu et grin til sidst. Jeg kan heller ikke selv holde et grin inde og kigger derefter over på George.

 

”Jeg har hørt en del om dig” fortæller jeg ham og smiler. ”Bare rolig, kun gode ting. Jeg hedder Ice.”

 

”Aah, det tænkte jeg nok, hun har villet introducere mig til dig i lang tid” Smiler han venligt ”Men jeg kan forstå at du har et travlt liv?” Spørger han og lægger derefter en arm rundt om Lou, som forelsket kigger op på ham, hvilket han gengælder.

 

”Jah, det kan man vel godt sige” Griner jeg lidt forfjamsket. Travlt vil jeg ikke selv kalde mig, nærmere et rutine menneske, der planlægger flere dage frem så jeg altid ved hvad jeg skal. Det går selvfølgelig tit galt når jeg begynder på en ny historie.

 

”Hvad laver du?” Spørger Matt bag Lou og hun trækker sig lidt længere hen mod George, så Matt også deltager i vores samtale.

 

”Hun er forfatter” forklarer Lou for mig, inden jeg selv får svaret.

 

”Næsten, jeg kan bare godt lide at skrive” ændre jeg det og kigger rystende med hovedet over på Lou. ”Mest er det vel bare skolen der tager tid” Smiler jeg og kigger op på George.

 

”Næsten?” Selvfølgelig skal han hefte sig i netop det ord og det får mig til at ønske, at jeg kunne slå Lou.

 

”Jeg skriver mest for mig selv” Svarer jeg ham. ”Jeg-”

 

”Hun er bare bange for at sende det ind, hun er bange for afslag” Plaprer Lou ud og jeg kigger med store øjne hen på hende. Hvor vover hun at sige sådan noget foran dem, det er en af mine dybeste hemmeligheder.

 

     Jeg beslutter mig for at rede den lidt og griner ”Undskyld George, men hvor meget har du lige fyldt på hende?” Spøger jeg og hentyder til Lou der sikkert allerede har glemt hvad hun har sagt, da hun har fået øje på dansegulvet.

 

”Kom George! Lad os danse!” Hviner hun og trækker ham hen mod de tæt dansende mennesker.

 

”Tydeligvis for meget” Griner han og følge efter hende ind i mængden.

 

     Jeg betragter dem forsvinde ind blandt alle de dansende mennesker og da jeg ikke længere kan se dem, vender jeg mig væk fra Matt og begynder hurtigt at gå væk fra ham. Selvom jeg fornemmer hvordan han følger efter mig, fortsætter jeg min målbevidste gang hen mod toiletterne, hvor jeg forhåbentligt kan ryste ham af. Jeg mangler ikke andet end nogle få meter, da svimmelheden hurtigt indtager min krop og jeg næsten falder. Jeg mærke nogen der har fat i mig og ved at det er Matt.

 

”Tak” mumler jeg flovt og får genskabt balancen.

 

”Altid” svarer han og jeg vender mig om mod ham og lader mine øjne vandre op og ned af ham.

 

     Først nu ligger jeg mærke til at han har skiftet sin lyseblå skjorte ud med en sort T-shirt med V-hals og en rå, slidt sort læderjakke udover. Jeg kigger fra hans bryst og op til hans læber og videre forbi hans næse op til hans øjne. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad hans ansigt siger, men det er ikke lagt i hans drillende og forførende folder som normalt. Jeg rykker mit hoved lidt, så det nu er skævt ud for ham og jeg kigger spørgende på ham.

 

”Så kys mig da” udbryder jeg efter vi har stirret på hinanden i lidt længere tid. Hurtigt ligger hans læber på mine og ligesom første gang er vores kys hårdt og vildt, men ikke på en sådan måde at det er ubehageligt. Faktisk er det så godt, at jeg med det samme bliver bange for konsekvenserne af min handling. Jeg skubber alle tankerne fra mig og lader mine hænder forsvinde ind i hans hår. Lader det ske.

 

     Jeg trækker mig fra ham for at få vejret og imens vi begge forpustet trækker vejret ind i ansigtet på hinanden flytter vi os ikke. Det er som om alt lyden omkring os vender tilbage og det samme gør min fornuft. Jeg burde virkelig ikke kysse med ham. Jeg burde virkelig ikke kysse sådan med nogen foran så mange mennesker. Jeg har virkelig ikke tid til at have en kæreste.

 

     Jeg løsriver modvilligt mine øjne fra hans og kigger ned mod gulvet. Jeg mærker to fingre under min hage der blidt skubber mit hoved op igen. Jeg lader ikke mine øjne møde hans, i stedet fokuserer jeg på hans let adspredte læber der trækker luft ind og ud i hurtige bevægelser. Jeg kan stadig mærke dem på mig. Hvordan de trykker hårdt ind på mine, imens de samarbejder med mine i hurtige bevægelser. Det er længe siden at jeg har kysset på en sådan måde. Jeg havde helt glemt hvordan det føltes. Hvilken tilfredsstillelse det giver.

 

”Hey, er du her?” griner han og bevæger sine øjne ned ud for mine. Man kan tydelig høre at han er en anelse usikker på hvad han skal gøre, selvom han prøver at skjule det godt. Jeg giver ham et stort smil og han gengælder det hurtigt. ”Du er det mest forvirrende menneske jeg har mødt, du går fra venlig til lukket, til vred til flirtende. Fra charmerende til sexet for derefter at skifte fuldstændig retning til vred. Og nu, fra forførelse til usikkerhed.”

 

”Det er din skyld” Forklarer jeg ham forvirret. ”Du, du” stammer jeg frustreret. ”Du forvirrer mig, jeg kan ikke finde ud af dig. Jeg kan ikke regne dig ud.” forklarer jeg ham og endelig får jeg selv svar på mine spørgsmål. Jeg er så vant til at jeg bare ved et blik kan regne folk ud, et fantastisk redskab grundet min indre fortætter. ”Du går fra venlig til forførende, fra overlegen, til pludselig at kysse mig i vrede og nu til det her” Slutter jeg og kigger op på ham.

 

     Ingen af os siger noget, vi stirrer bare frustrerende ind i hinandens øjne. ”Jeg bliver nødt til at gå” jeg kan ikke stå her for altid og det her vi har gang i er ikke noget jeg har lyst til at fortsætte. Jeg er for fuld til at gå helt lige, så jeg går usikkert fra side til side mellem menneskerne på mine høje hæle og forbander dem langt væk. Jeg når sikkert hen til udgangen uden at falde og støtter mig kort op af en stolpe.

 

     En drink. Ja, en sidste drink til at slutte på, inden jeg går hjem. Bare lige en til at opkvikke hjernen igen, så er jeg kørende igen. Eller nok mere betegnelsen gående igen man skal bruge i denne sammenhæng. Jeg bor ikke andet en syv blokke væk herfra, det er en god gang på et kvarter, hvis man går i normalt tempo.

 

     Jeg når op i baren og hurtigt bestiller jeg et vodka shot. Jeg får betalt og skal lige til at hælde det i mig, da jeg får øje på Matt ude på danse gulvet med en pige under armen. Et stik i mit hjerte får mig til at sætte den ned igen. Jeg betragter ham grine ned til hende og hende op til ham. Der kan ikke være gået mere en syv minutter siden vi stod og kyssede. Fem minutter siden har stod og sagde at han ikke kunne finde ud af mig. Hvorfor i al verden har han overhovedet prøvet at finde ud af mig, når han alligevel bare står der og hygger sig med en anden. Allerede. En vrede bygger sig langsomt op i mig og jeg tager kampagtigt fat i shotglasset og går målbevist hen mod ham. Vreden i min krop må have gjort mig mere ædru, for jeg er ikke ved at falde en eneste gang og jeg når hurtigt hen til ham. Han kigger forvirret på mig og han har ikke en chance for at reagere før jeg har hældt vodkaen ud over ham og derefter vender mig om igen og går hurtigt og målrettet væk fra ham. Da jeg placerer et bord sætter jeg hårdt glasset på bordet.

 

     Jeg når ud af døren og af fortvivlelse over min handling, af vrede over hans og fordi jeg kan mærke tårerne presse sig på, får jeg hurtigt mine stilletter af og sætter i løb med dem i hånden. Hvorfor er det at jeg altid ender med at være fortvivlet og have en million spørgsmål efter hver gang jeg møder ham? På hvad der føleles som igen tid, er jeg ud for min blok og jeg er på rekordtid inde i min lejlighed, hvor jeg hurtigt smider mine sko fra mig i entréen. Som jeg kommer ind i stuen får jeg kæmpet mig ud af min kjole og inde på toilettet får jeg hurtigt min bh og trusser af. Jeg opgiver hurtigt med at få mine mange spænder ud af håret og stiller mig bare ind under det løbende vand fra bruseren. Jeg ved at jeg græder, men grunden til det er stadig uklar for mig. Ja, jeg har flirtet lidt med ham, men det meste af tiden har jeg jo bare holdt ham hen. Jeg havde ingen ret til at blive sur på ham over, at han stod med hende pigen. Det må være alkoholen. Det skal være alkoholen.

 

     Det varme vand for stille mine muskler til at slappe af og det samme med mine tårekanaler. Jeg begynder langsomt kampen med at få alle mine spænder ud af mit hår og lader egentlig bare det varme vand fortsat at berolige mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...