En dag ad Gangen

Det var en anderledes start, en hård midte, men en god slutning. Forhåbentligt.

5Likes
3Kommentarer
665Visninger
AA

11. Kapitel 10

En stor smerte i mit hoved, får mig til at åbne mine øjne, men lukker dem hurtigt igen grundet den sol der skinner mig lige ind i ansigtet. Jeg rykker mit hoved lidt til siden og åbner igen mine øjne. Hvor er jeg? Jeg sider i en gang. Konkluderer jeg efter at have set mig lidt om. Nu skal jeg bare have fundet ud af hvis gang det er. En let snorken får mig til at kigge forvirret ned til højre og selvom min hovedpine nærmest bliver styrket i dobbelt styrke, hopper jeg forskrækket op fra gulvet. Matt ligge med en anelse åben mund imens han sover. Hans jakke ligger på gulvet ved siden af ham og hans trøje er halvt over hans skuldre. Jeg ser hurtigt ned af mig selv, jeg genkender ikke trøjen jeg har på, men den sidder heldigvis hvor den skal.

 

     Et grynt får mig til at kigge ned på Matt igen med bange anelser, men hans øjne er stadig lukkede og munden er stadig åben, heldigvis sover han endnu. Hvad skete der i går?

 

     Dørkarmen han ligger op af, fører ind til hans stue og min nysgerrighed bliver med det samme vækket. Et er at jeg kan se hvordan han bor, et andet er, at jeg kan få mere information om ham til min bog. Jeg træder varsomt over hans ben og går ind i stuen. Den er som jeg havde forestillet mig og så alligevel ikke, den er helt klart mere stilet end mine forventninger. De mørke farver er dog meget fremtræden, mørkebrun sofa med matchende lænestole og brunt træværk til reoler, borde og hylder. Gulvet er dækket af et lysegrå gulvtæppe som er meget slidt. Min nysgerrighed fører mig hen mod hans køkken og det første jeg rigtig lægger mærke til er det pilleglas der stå midt på hans kogeø. Med håb om at der er Panodil ‘er i, skynder jeg mig hen mod det, et lettet suk slipper ud af min mund da jeg får bekræftet mine forhåbninger. Jeg tager to og går derefter på opdagelse efter et glas i hans skabe.

 

”Hvad har du gang i?” Med et forskrækket skrig vender jeg mig om og taber de to piller ned på gulvet. ”Arh mit hoved” Udbryder han og tager sig til hovedet, hvilket jeg også selv gør.

 

”Du kan da ikke bare komme og give mig et chok på den måde!” Svare jeg surt og bukker mig ned for at finde pillerne, hvilket heldigvis ikke er svært.

 

”Jeg bor her” svarer han flabet og går hen mod pilleglasset. ”Gætter på, eftersom du ikke svarede mig, at du også har en heftig hovedpine som mig?” Smiler han skævt og jeg giver ham et kort nik.

 

”Jeg kan ikke finde et glas” Sukker jeg og kigger opgivende over på ham. Ja, jeg føler mig lidt dum.

 

”Tredje skab til venstre for vasken” svarer han og peger hen på et af skabene, som jeg går hen mod. Det værste ved hele situationen er helt klart, at jeg ikke aner hvad der skete i går. Jeg forventer det værste, håber på det bedste.

 

”Her” Jeg rækker ham et af glassene og går hen mod vasken med mit eget glas. Nogle sekunder efter har vi begge fået taget vores piller og der er en akavet stilhed der hænger over os.

 

”Vi burde virkelig snakke” siger han lavt og undgår øjenkontakt. Hvis ikke fordi han sagde det så alvorligt som han gjorde, havde jeg grinet af ham og joket med at det normalt altid var os piger der sagde de ord.

 

”Ja” svarer jeg kort og følger efter ham ud mod stuen. ”Hvor meget kan du huske fra i går?” spøger jeg og smiler nervøst. Jeg håber virkelig at han ved hvad der skete og siger at det ikke var noget dårligt.

 

”Ikke meget. Jeg kan huske at vi var i baren og at du ville have mig med ud på danse gulvet, Lou var der også. Mere kan jeg ikke huske lige nu” sukker han og smider sig ned i sofaen. ”Jeg kan ikke huske hvor mange genstande jeg fik i går, men med min hovedpine er jeg sikker på at vi gik til den” griner han og kører sine hænder et par gange igennem håret.

 

”Nu du siger det, så kan jeg godt huske det nu.” Jeg placerer mig langsomt i den ene lænestol over for ham og tager mine ben op under hagen, for derefter at tage mine arme omkring dem. ”Vi kom ud på danse gulvet, så vidt jeg husker var vi virkelig dårlige” griner jeg og ser os danse i et flashback.

 

”Det jeg husker er, at jeg ikke kunne tage mine øjne fra dig” han ser op fra gulvet og får øjenkontakt med mig. Et forsigtigt smil møder mig og jeg genælder det.

 

”Der var en der afbrød os og du trak mig gennem en masse folk og ud i en taxi” Udbryder jeg, da endnu et flashback kommer tilbage til mig. ”Noget i den stil, er ikke helt sikker der er nogle sorte huller i mindet” mumler jeg frustreret.

 

”Jeg kan godt huske taxituren” griner han og sætter sig op. ”jeg er ikke sikker på om du vil huske den” griner han og blinker drillende til mig.

 

     Jeg mærker straks rødmen skyde op i mine kinder og jeg kigger væk fra ham og ud mod køkkenet. Jeg tror heller ikke at jeg vil vide hvad der skete i den taxi.

 

”Skal vi ikke lave noget morgenmad? Klokken er.. er allerede 12.12. så kan vi altid fortsætte med at huske tilbage senere?” Spørger han imens han rejser sig op og igen går ud mod køkkenet.

 

”Jo god idé” svarer jeg ham og går efter ham. Jeg har helt sikkert opgivet at komme i skole i dag.

 

”Jeg haaaar, toast, æg og bacon. Er det fint nok?” Spøger han og vender sig om med tingene i armene.

 

”Helt fint” svarer jeg ham og hopper, mindre elegant, op på hans kogeø. ”Skal jeg hjælpe?” spøger jeg og følger ham med øjnene, imens han går rundt og finder de sidste ting frem.

 

”Egentlig ikke” svarer han med ryggen til mig og begynder med at riste toasten.

 

Efter nogle minutter er der to tallerkener med æg, bacon og toast foran os og jeg begynder ivrigt at spise det. ”Det sager jo rent faktisk godt” siger jeg drillende og straks kigger han fornærmet over på mig.

 

”Så du siger, at jeg ligner en der ikke kan lave æg og bacon?” Spøger han og prøver at lyde som en pige.

 

”Ja, ja det gør jeg!” Griner jeg og propper mere mad ind i min mund, med et stort smil.

 

”Okay fint” Han skubber sin tallerken længere ind på bordet og begynder med at gå om på min side. ”Du er selv ude om det” Griner han ondt og prøver at tage fat i mig, men jeg er allerede på vej ud af køkkenet. ”Du kan lige så godt overgive dig!” Råber han og griner bag mig, imens jeg grinende løber rundt om sofaen.

 

”Aldrig!” Råber jeg i samme øjeblik jeg pacere køkkendøren igen og løber hen mod gangen. Et nervøst hvin ryger ud af min mund imens jeg prøver at lukke døren i gangen, så han ikke kan komme ud til mig. ”Jeg giver aldrig op” Griner jeg og får næsten lukket døren i.

 

     Matt skubber en sidste gang hårdt til døren, hvilket jeg ikke lige havde forventet, så ind ryger første døren så jeg vælter bagover og derefter Matt som vælter ind og ned på mig.  

 

”Wow. Ej, er du okay?” Spørger han alvorligt og prøver at flytte sig væk fra mig.

 

”Det-” Mere når jeg ikke at sige før mit grin nærmest vælter ud af munden på mig. Jeg kan virkelig ikke holde det inde mere. Først kigger han underligt på mig, men begynder så også selv at grine. ”Wow det må have set dumt ud!” konkluderer jeg og fortsætter med at grine.

 

     Han slipper et lettet suk ud og griner ”Jeg troede virkelig at du var kommet alvorligt til skade eller sådan noget.”

 

”Overhovedet ikke. Hvad med dig?” Spørger jeg og prøver at styre mit grin lidt. Jeg kan kigge lige ind hans brune øjne. Han ligger stadig halvt på mig, med en hånd på hver side af mit ansigt for at jeg ikke har alt hans vægt ovenpå mig.

 

”Nej, jeg landede blødt” Griner han og smiler drillende. ”Egentligt behøver jeg ikke at bevæge mig lige foreløbig” 

 

     Et flashback fra i går aftes fylder mine tanker, jeg ser hvordan vi kommer ind af døren og hvordan han væltede over et eller andet, så jeg ladede ovenpå ham. At jeg sagde de præcis samme ord som ham, hvordan vi grinte og hvor godt jeg havde det.

 

     Jeg tror også at han selv husker vores aften i går, for vi begynder begge med at grine på samme tid. ”Nu er det så tredje gang du vælter mig omkuld” griner han.

 

     Igen bliver vi lige stille på samme tid over det nye minde der fylder vores begges sind. Han flytter sig væk fra mig, så han sidder med ryggen op af vægen foran mig. Jeg selv sætter mig også op, så vi sidder overfor hinanden i hans lille gang.

 

”Jeg mente det” siger han stille og betragter mig. Jeg ved hvad han hentyder til og fjerner mine øjne fra hans og ned på gulvet.

 

     Jeg kan mærke hans varme hånd blidt tage fat i min hage og løfte mit hoved op. Vores øjne mødes og jeg kan mærke hvordan alt bare springer indeni mig. Aldrig har jeg oplevet en sådan indre eksplosion, bare fordi der er en der kigger på mig. Jeg ved hvor dumt det er, jeg ved hvor meget jeg virkelig ikke burde gøre det her. Men jeg gør det alligevel, for en gang i mellem skal man ikke lytte til sin fornuft, men bare springe ud i det. ”Jeg har også savnet dig.”

 

     Hans læber møder mine inden jeg har sagt alle ordene. Han ved hvad jeg mener, jeg har tilgivet ham, jeg har valgt at stole på ham, ladet mit hjerte forelske sig i ham og jeg ønsker aldrig at hans læber skal forlade mine igen. Vores kys udvikler sig mere og mere. Bliver dybere og jeg kan mærke hvordan jeg betror alle mine følelser til ham gennem kysset. Hvordan han gør det samme.

 

Det er så dumt. Bliver jeg ved med at tænke, men alligevel stopper jeg ikke. Jeg har ikke tiden til det her og mit hjerte har ikke brug for endnu et knæk i sig. Jeg ikke hvornår det sker, men jeg ved at vi aldrig vil komme til at være sammen for altid. Men lige nu, lige i dag og indtil den dag hvor jeg kan sige: jeg sagde det jo, har jeg valgt at springe ud i det og bare lade tingene ske sin gang.

 

     Vi fjerner os fra hinanden og som om en slog mig i ansigtet kan jeg mærke hvordan alle de drinks jeg fik i går gerne vil samme vej tilbage. Hurtigt rejser jeg mig op og løber ind i køkkenet hvor jeg så en skrallespand og lader alt mit indre komme op.

 

     Det er både en fantastisk og en forfærdelig start på de vi har gang i og sådan har det efterhånden været hele vejen igennem. Ingen tvivl om at den kommende tid vil være noget jeg aldrig vil glemme eller overleve med et helt hjerte. En dag af gangen er hvad jeg er nødt til at tage. 

_______________________________________________________________________________________________________
Det var så sidste kapitel, håber at nogen af jer har fulgt med eller/og kunne lide den hæhææ.. 
Det har i hvert fald været en af mine favoritter at skrive på og skrev den endda på under en måned. 
Regner med at der kommer en to'er, da jeg ikke heeelt er færdig med Matty og Ice endnu. ^^  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...