En dag ad Gangen

Det var en anderledes start, en hård midte, men en god slutning. Forhåbentligt.

5Likes
3Kommentarer
666Visninger
AA

2. Kapitel 1

Endnu dag er gået uden held, eller held kan man vel på nogen måder også kalde det. Jeg slår mig selv blidt på kinden over mine åndsvage tanker. Hvorfor jeg ikke bare kan glemme den fremmede mørke mand jeg mødte for de snart tre-fire uger siden, forstår jeg ikke. Hver dag jeg er gået til den sædvanlige café og når jeg er gået hjem, har jeg ubevidst kigget efter ham uden at se ham. Om det er godt eller skidt, er jeg ikke helt sikker på. På den ene side var han så charmerende med hans flotte brune øjne og det lange mørke krølleede hår og hans flotte slanke og høje bygning. Han var klædt i sort fra top til tå og havde det mørke skær hen over sig, men alligevel var det som han lyste svagt op i aftens mørke. Han skreg dårligt selvskab og normalt ville jeg aldrig falde for en type som ham. Der var bare et eller andet over ham der tiltrak mig med en så vild kraft, at jeg ikke havde glemt en eneste detalje fra vores møde. Selvom jeg ønskede at møde ham igen, skræmte det mig også mere end noget andet. Jeg har ikke tid til alle de problemer han med sikkerhed ville give mig.

 

     Jeg ryster midt hoved svagt frem og tilbage, uden at tiltrække for meget opmærksomhed herinde på den meget proppede café. Dage som i dag er jeg glad for at jeg kommer her så tit, for medarbejderne lader mig sidde alene her i hjørnet, uden at skulle sidde sammen med en fremmede. Ja, de havde endda reserveret pladsen til mig, da jeg kom herind. De kender vel efterhånden min kafferutine. Selv den nye dreng der begyndte for lidt over en uge siden, kender allerede min faste rutine og står klar med en kop kaffe når jeg kommer ind af døren.

 

”Du burde komme ud mere” Fortalte han mig i går og vendte sig grinende om. ”Det her er jo nærmest bare en del af din lejlighed” fortsatte han imens han tog ordre for en anden kunde, en ældre herre hvis hat næsten dækkede hele hans ansigt.

 

     Jeg havde grinet af ham og fortsat mit skriverig. Jeg kunne godt lide ham. Han var altid i utrolig godt humør, gik og snakkede med alle kunderne der var interesseret i en lille sludder. Phillip hedder han hvis jeg husker rigtigt. Jeg giver ham altid lidt mere end de andre servitricer, ikke fordi de er dårlige. Nej, de er en del af grunden til at jeg altid kommer her. Hver og en af dem passer ind i hele atmosfæren herinde. De rustikke brune møbler, de grønne planter i hjørnerne og de små søde lysebrune fyrfadslys af træ på borderene. Det hele var 100% gennemført og man følte sig altid velkommen.

 

”Vi har fået en ny kaffe på menuen, jeg har selv opfundet den” Jeg bliver afbrudt af mine tanker ved lyden af Phillips stemme ud for mit højre øre. ”Den skal kun være her i denne måned, du ved en December specialitet” Uddyber han og hans smil fylder hele ansigtet da jeg vender mit eget mod ham.

 

”Er det en jeg må smage?” Spørger jeg dumt og griner. ”Eller er du bare kommet for at fortælle mig om den”

 

”Se det tænkte jeg nok du ville sige, jeg har pause om 5 min - hvad siger du til at jeg kommer herhen med en kop på min regning, så kan du fortælle mig hvad du syntes om den imens jeg har pause?” Spørger han og smiler. Hans øjne flakker en anelse og jeg kan se ud fra hans måde at stå på, at han er nervøs for mit svar.

 

”Selvfølgelig, så får jeg lige skrevet den sidste sætning” Svarer jeg ham hurtigt og hentyder til den bog jeg er ved at skrive. Jeg holder af hans selvskab og kan alligevel godt trænge til at snakke med andre mennesker end mig selv for en forandring. Jeg er nok meget det man klader en enespænder og har kun meget få tætte venner.

 

”Fantastisk, vi ses om 5 min så” siger han og går hen imod en kunde der netop lige træder ind af døren.

 

     Igen vender jeg tilbage til hele universet i min bog og før jeg ved af det har han sat sig på stolen overfor mig. ”Uh, du forskrækkede mig” griner jeg og lukker skærmen ned på min computer.

”Undskyld” Lyder en hæs stemme og synet der møder min øjne for mig til at udbryde en forskrækket lyd. Hans smil, over min forskrækkelse, bliver stører og han læner sig underholdt tilbage på stolen. ”Sidder der nogen her? For der er ikke andre pladser” Spørger han uskyldigt, imens han, uden svar, begynder at tage sine sorte uld hansker af. De er typisk for folk som ham, den der lidt rocket type med en snert af punk.

 

”Faktisk ja” Svarer jeg ham kort for hovedet og kigger over mod Phillip der travlt arbejder bag kassen. En lille kø på 5 mennesker optager ham og det ser ikke ud til at han får tid til at komme herhen lige foreløbig. Irriteret over at jeg ingen redning har fra ham, vender jeg igen mit blik over på ham.

 

”Hmm, jeg tager det som et nej” Svarer han og kigger over på mig igen han må vel have fuldt mit blik til Phillip. Endnu et stort smil fylder hans ansigt og vinker derefter en travl servitrice over til sig.

 

     Mia kommer styrtende herhen og smiler forførende til ham. Et stik af u forventet jalousi rammer mig og jeg kigger ned på min computer. Jeg ved ikke hvorfor og det gør mig ærlig talt rimelig sur på mig selv. Hvad bilder jeg mig ind at have en sådan nærmest ejer fornemmelse over en anden person jeg ikke engang kan lide.

 

”Bare det sædvanlige” Svarer han Mia som netop havde spurgt ham om hvad han ville have.

 

     Det sædvanlige. Gentager jeg for mig selv i mine tanker, aldrig i de tre, snart fire måneder jeg har boet her og besøgt denne café har jeg set ham. Hvordan kan han have en sædvanlig.

 

”Nu må vi se om jeg kan huske den” Griner hun flirtende. ”Det er jo længe siden sidst, hvad har du haft gang i siden du ikke havde tid til at komme her?” Spøger hun og kaster sit hår lidt om bag ryggen i en stilet bevægelse.

 

”Du ved, lidt her og der” Svarer han og besvarer hendes flirten ”Drengene og jeg har haft lidt travlt med at spille lidt hist og her” Svarer han hende henkastet og derefter vender han sig igen om mod mig. ”Skal du have noget, jeg kan se at din kop er tom” Han blinker kækt til mig og holder min øjenkontakt.

 

”Bare det sædvanlige også” fortæller jeg Mia som betragter mig lettere overasket. Hun havde helt sikkert ikke forventet at vi snakkede sammen selvom vi sidder ved det samme bord.

 

”Ja det var det” siger han efter nogle sekunders akavet stilhed. Med et nik forsvinder hun og jeg følger hende give beskeden videre til Phillip som kigger undrende herhen.

 

     Jeg sender ham et træk på skulderen og han besvarer det med et smil, der for mig selv til at smile svagt.

 

”Kæresten?” Jeg bliver afbrudt af min øjn-samtale med Phillip og kan ikke lade være med at smile overlegent til ham. Skuffelsen og jalousien i hans stemme er tydelig i mine ører, men det er også nemt at se på ham, at han prøvede at skjule det.

 

”Egentlig ikke” Svarer jeg ham og betragter hvordan hans skuldre næsten usynligt falder lidt ned på plads. Selvom jeg allermest havde løst til at drille ham lidt med at lyve overfor ham, for at se hvordan han ville reagere, vil jeg hellere se hvordan han reagere på et nej.

 

”hmm” brummer han og betragter mig. ”Jeg fik aldrig dit navn, men du kender mit - jeg syntes det er uretfærdigt” han læner sig lidt hen mod mig og placerer sine albuer overlegent på bordet. Hans opførelse irriterer mig. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at skælde ham ud - for på en helt surrealistisk måde, tiltrækker det mig også samtidig.     

 

     Irriteret over mine blandede følelser, åbner jeg mit computerlåg op, så jeg kan ignorerer ham ved at leve mig ind i min bog endnu engang, i håb om at han fatter en hentydning. ”Jeg spurgte aldrig om dit” svarer jeg ham flabet og skriver nogle vilkårlige ord ned, som overhovedet ikke har noget med historien at gøre. Det skal bare forestille at jeg har for travlt til at tale med ham.

 

     Jeg skimtede kort over min computer skærm og får øjenkontakt med ham. Stik mod min forventning lyser hans øjne endnu mere op, med endnu mere beundring ”Rigtigt, men jeg spørger om dit” svarer han og smiler stort - tydeligvis morer det ham at jeg er så fjendtlig. 

 

”hmm nej” svarer jeg ham og begraver mig, falsk, i de ord jeg skriver på computeren.

 

”Nej?” spørger han forvirret.

 

”Nej” gentager jeg mig selv og smiler til Mia der kommer med min kaffe. ”Tak” hun stiller kaffen hvor den plejer at stå og rækker derefter Mattys kaffe til ham. Jeg smug kigger på ham og ser at han åbner munden for at sige noget, men hun har allerede vendt sig om og er på vej væk.

 

     Et grin slipper ud af min mund mod min vilje og han fokuserer på mig, i stedet for Mias ryg. ”Afvist for groft!” Mumler jeg højt nok til at han kan høre det og udtrykket i hans ansigt vil jeg aldrig glemme. Priceless!

 

     Efter omkring et minuts stilhed, kun brudt af mine flabede fnis kommer han endelig med et comeback. Jeg tager min kaffe kop op til munden og tager en lille slurk.  ”Hun kunne vel bare se kemien imellem os” Svarer han og prøver at lyde overlegen.

 

     Hans ord for mig næsten til at spytte min kaffe ud og jeg sidder meget uappetitligt og hoster, halvkvalt af kaffen og hans ord. ”HA, ikke engang i dine drømme findes der en kemi imellem os to - hun indså vel bare at du er alt for overlegen til at kunne holde ud..” Får jeg halv hostende svaret ham og lukker min computer i.

 

     Han kigger surt på mig imens jeg rejser mig op og tager min jakke på, pakker min computer hurtigt sammen og tager den under armen. ”Tak for kaffen” jeg vender mig om med min kaffe i hånden og computer under armen. ”Kan jeg få lavet den her til at tage med?” Spørger jeg Phillip, som straks tager i mod den og hælder den i et papkrus. ”Vi må lige tage den kaffe næste gang du har vagt, er ked af at vi blev afbrudt” Fortæller jeg ham og tager i mod min kaffe igen.

 

”Helt sikkert!” svarer han og smiler stort. ”Vi ses, kom godt hjem”

 

     Igen vender jeg min ryg mod ham og i farten ser jeg Matty stirre efter mig og det får automatisk et smil frem på mine læber. Hvilket han må have set eftersom han hurtigt kigger væk igen. Skakmat siger jeg bare. Med et stort smil forlader jeg caféen og er tæt på at bryde ud i grin der midt på gaden.

 

     Et fast greb om min arm og derefter et hårdt ryg, får mig chokeret til vende rundt. Hans ansigtsudtryk, væremåde og kropsholdning skriger af vrede og det får det til at løbe koldt ned af min ryg. Hvad vil han gøre? Gik jeg for langt? Han placerer sin anden hånd på bagsiden af mit hoved, stadig med et fast greb i min arm, og imens han ubehageligt skubber mit hoved lidt frem kommer hans eget tættere på. Før jeg ved det, ligger hans læber på mine og han kysser mig hårdt og vildt, med et chorkeret og bankende hjerte kysser jeg uden at rigtig vide hvorfor, ham tilbage med samme styrke. Alt inde i mig prøver at fjerne sig fra ham og få mine læber til at forlade hans, men jeg flytter mig ikke ud af stedet. Efter jeg ved ikke hvor mange sekunder flytter han sine læber lidt fra mine og jeg føler mig underligt nøgen der hvor hans læber før var placeret. Nogle flere sekunder går hvor vi bare stirrer på hinanden, hans øjne med vrede og mine med forvirring, imens vores læber heftigt trækker vejret mod hinanden.

 

”Det tænkte jeg nok” mumler han og fjerne derefter hurtigt hans greb fra min arm og mit hoved. Hurtigt har han vendt sig rundt og er på vej væk igen, som han kom.

 

     Som efter vores første møde, står jeg og stirrer efter ham uden at flyttet mig, til han er ude af mit synsvinkel og kulden har krypt sig ind under huden på mig. 

~***********************************~

Heey pepz! 
Såå jeg udgav det her kapitel i går, men der har jo været alle de problemer der.. 
Men i hvertfald, så er her endnu et kapitel ^^
**Der Blier udgivet et hver mandag og torsdag

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...