7.9.13 | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Moe Leth og Harry Styles har altid kendt hinanden og har aldrig været mere end venner, men for godt og vel fire år siden blev kontakten kappet af en grund, ingen af dem rigtig kendte til. Så da Harry og Moe støder på hinanden på det lokale bibliotek, begynder de at se til hinanden igen. Men på fire år ændre folk sig og hverken Harry eller Moe er den samme mere. Det finder de da også ud af på den hårde måde, da det, der startede som en uskyldig kop kaffe pludselig forvandler sig til langt mere.

71Likes
22Kommentarer
2080Visninger
AA

3. Kapitel 2 | Kaffepause

 

Moe

 

Nogle gange skal man bare lære at sætte sin mobil på lydløs inden man går i seng. Det lærte jeg på den hårde måde, da jeg vidst var faldet i søvn igår, med min mobil, og fordi den lå lige ved siden af mit ansigt fik jeg noget af et chok, da den pludselig udgav den irriterende, høje, skingrende lyd. 

Og jeg i chok faldt ned på gulvet.

Fedt, Moe, det gjorde jo slet ikke ondt. 

"Av, for... sabrikonda," mumlede jeg irriteret og slog dynen til siden mindst lige så irriteret. Jeg gav mig ikke engang tid til at tjekke, hvem det egentlig var, der ringede til mig klokken lort om morgnen. "Sig mig engang, hvem er det så lige, der bilder sig ind at ringe til mig så skide tidligt?" spurgte jeg irriteret ind i mobilen.

Hvis det var min mor, så var jeg på røven. Men det kunne ikke være hende, for jeg havde ikke snakket med hende i flere år efterhånden. 

"Sorry, men jeg troede altså ikke, at elleve var tidligt?" Mine øjne var lige ved at klæbrer sig sammen igen, da jeg hørte Harrys stemme og pludselig blev lysvågen. Det var tre dage siden jeg havde mødt ham på biblioteket, og jeg havde egentlig troet, at det betød, at han ikke ville ringe til mig. 

Men der kan man jo bare se. 

"Åh, Harry? Det må du undskylde... Elleve er normalt ikke tidligt, men jeg sad oppe til klokken tre i nat, fordi Olivia tudbrølede det meste af natten." En svag latter forlod mine læber, som jeg kom op og sidde ordentligt i sengen igen. 

"Ehm, jeg ringede egentlig bare for at høre, om den kaffeaftale stadigvæk var aktuel? Tro mig, jeg ville have ringet før, men for nogle måneder siden gik min mobil i stykker og jeg mistede alle mine numre. Du er ikke let at finde i telefonbogen, til information," smågrinede Harry. "Så, klokken 13 på Cafè Me & Annie?" Jeg kunne ikke holde det lille smil på mine læber tilbage. 

"Top, vi ses, Styles."

 

 

-

 

 

Jeg kunne vidst roligt sige, at jeg havde svært ved at finde Cafè Me & Annie, som Harry ellers så pænt havde sendt en beskrivelse af, hvor lå henne. Sagen var bare den, at jeg var forfærdelig - direkte forfærdelig - til at finde vej. 

Selvom jeg havde været på biblioteket flere hundrede gange, så kunne jeg stadigvæk godt have svært ved at finde hjem og derhen nogle gange. 

Det var en anelse pinligt. 

"Undskyld mig? Undskyld, ved du, hvor..." Jeg henvendte mig roligt til en mand i cirka midt-trediverne, men han sendte mig bare et 'jeg har lidt for travlt til at snakke med sådan en som dig' - blikket. 

Sure skid.

Jeg pressede læberne hårdt sammen, tog en dyb indånding og så mig omkring. Der var forfærdelig mange mennesker her i London og det var ikke til at se en skid. 

Og der, lige midt i vrimlen, fik jeg øje på nogle bogstaver stave det navn, hvor jeg skulle have befundet mig for et kvarter siden. Det var som om et lys opstod omkring navnet, og jeg skyndte mig at sætte en direkte kurs. 

Jeg håber virkelig ikke, at Harry tror, at jeg har brændt ham af. 

Noget skulderskubning og et lyskryds senere, befandt jeg mig endelig på en lille, hyggelig cafe med mørke trægulve, sandfarvede vægge pyntet med billeder og andre finurlige genstande og så træmøbler. Her duftede af en blanding imellem nybagte småkager og kaffe. 

Jeg havde aldrig nogensinde været her før, og selvom jeg sjovt nok havde gået forbi her utallige gange, havde jeg ikke rigtig bemærket den før nu. En lysekrone hang forøvrigt i loftet og noget roligt musik kørte i baggrunden. Her var ikke mange mennesker og derfor tog det mig heller ikke lang tid at konkludere, at Harry ikke sad her. 

Han var måske gået alligevel? Måske havde han brændt mig af, eller så troede han, at jeg havde brændt ham af? 

"Undskyld mig, men er du Moe Leth?" Jeg rynkede på panden, da en middelaldrende dame henvendte sig til mig. Hun arbejdede her, kunne jeg se, og det gjorde blot det hele mere forvirrende. 

"Ehm... Ja?" Kvinden lyste straks op i et smil, så der kom nogle få rynker til syne ved hendes brune øjne. 

"Så skulle jeg fortælle dem, at Harry venter på dig i kælderen," informerede hun mig om med et venligt smil og viste mig vej hen til en trappe, der førte ned til kælderen. Ligesom gulvene var trappen også af mørkt træ. Jeg sendte kvinden et lidt forvirret, men takkende smil, inden jeg gik ned i kælderen, hvor jeg hurtigt fik øje på Harry. 

Også hernede stod de selv samme møbler som oven på, levende lys var placeret på de fire, runde borde omkring i rummet, og hvis det var muligt, hang her endnu flere gamle billeder og malerier på disse vægge. 

"Det var lige før jeg troede, at du ikke kom," sagde Harry med et stort smil og gav mig et hurtigt kram, som jeg gengældte, inden jeg satte mig ned på stolen. 

"Jeg gik faktisk hjemmefra en hel halv time før jeg skulle være her, men selvfølgelig fòr jeg vild," sagde jeg med et småkejtet smil, som Harry grinede svagt af. 

"Hvad kunne du tænke dig?" spurgte Harry, der tydeligvis allerede havde besluttet sig for, hvad han skulle have. 

"Jeg tror... Jeg tror, at jeg skal have en af de der chokolade cookies og så bare en helt almindelig sort kaffe - med mælk," fandt jeg frem til og lagde menùkortet fra mig. 

"Jeg går lige op og bestiller, så," sagde han med et lille smil og forsvandt op af trapperne. Jeg kunne mærke min mobil vibrere i min lomme, så jeg fandt den hurtigt frem og så en SMS fra Olivia, var tjekket ind. 

Hvordan går det? Hvordan er han? FORTÆL! 

- O

 

Jeg kunne ikke lade være med at smågrine over Olivia, da jeg egentlig ikke kunne fortælle hende, hvordan det gik. Vi havde kun udvekslet få ord til hinanden ind til videre - mig og Harry. 

 

Olivia, jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal fortælle dig det, men det er altså ikke en date. Bare en lille... Kaffepause, imellem to gamle venner. Vi snakkes, når jeg kommer hjem xx

 

Jeg lagde hurtigt min mobil tilbage i min jakkelomme, da Harry kom gående ned ad trapperne med to kopper kaffe og en chokolade cookie på en bakke. 

"Skulle du ikke havde noget at spise?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn, da Harry stillede min småkage og min kaffe foran mig, og selv satte sig ned efterfølgende og rystede svagt på hovedet. 

"Jeg er egentlig ikke sulten, Niall havde lige bagt noget chokolade kage inden jeg tog afsted og insisterede på, at jeg smagte. Og når Niall skærer dig et stykke kage, så bare husk at sige, at du skal have halv størrelse," smågrinede han, hvilket smittede af på mig.

"Det vil jeg gøre," fastslog jeg og hældte noget mælk ned i min kaffe, så den straks skiftede farve til en mere lysebrun. "Så må jeg lige høre; hvorfor er det lige, at vi sidder i kælderen?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn og rørte lidt rundt i min kaffe. Harry stillede kaffekoppen fra sig og fugtede sig hurtigt om sine læber. 

"Jeg tænkte, at det var lidt mere fredeligt. Du ved; man kan aldrig få fred, og noget vil jeg bare ikke dele med hele verden," sagde han med et lille smil og jeg nikkede forsigtigt. 

"Det forstår jeg godt, det må være vildt stressende." 

 

Hello, beautiful.

Rigtig god tirsdag til alle derude, jeg håber i allesammen kom igennem Egon uden nogle skader.

Hvad syntes i egentlig om Moe? Hvad syntes i om Harry og bare historien generalt? Det ville være super hyggeligt at høre lidt fra jer, så jeg ved, at der faktisk er nogle, der læser dette <3

Maite xx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...