7.9.13 | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2015
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Moe Leth og Harry Styles har altid kendt hinanden og har aldrig været mere end venner, men for godt og vel fire år siden blev kontakten kappet af en grund, ingen af dem rigtig kendte til. Så da Harry og Moe støder på hinanden på det lokale bibliotek, begynder de at se til hinanden igen. Men på fire år ændre folk sig og hverken Harry eller Moe er den samme mere. Det finder de da også ud af på den hårde måde, da det, der startede som en uskyldig kop kaffe pludselig forvandler sig til langt mere.

71Likes
22Kommentarer
2079Visninger
AA

2. Kapitel 1 | Snotpapir

 

Moe

 

Mine øjne flakkede over de mange bøger på de mørke træreoler, der stod strategisk opstillet på det yderst fredfulde bibliotek. Jeg bed mig svagt i underlæben, egentlig uden en rigtig grund. 

Sandheden var nok den, at jeg havde læst langt de fleste af bøgerne på disse hyller. I hvert fald i denne afdeling. De fleste på min alder var nok ude på stranden lige nu eller foretog sig den vante sommershopping bestående af alt for korte shorts og trøjer, men næsten ikke kunne kalde en trøje. 

Nogle af dem lå nok derhjemme med tømmermænd fra gårsdagens fest, og andre tilbragte måske bare lidt alene tid med deres fantastiske kæreste. 

Nogle dør lige i dette sekund for, at en ny kan komme til verden.

Det var underligt at tænke på, at hver og en af menneskerne i jordens befolkning på knap 7,3 milliarder, foretog sig noget lige nu. Det var underligt, at min egen mor, søster, gamle veninde eller eks kæreste foretog sig noget lige nu, som jeg ikke anede og kun kunne prøve at gætte mig frem til. 

Eller jeg kunne samle min mobil op fra min jakkelomme for at ringe og spørge dem, spørgsmålet var så bare, om de vil tage telefonen, eller om de vil lægge på når de ser, at det er mit navn, der dukker op på displayet. 

 

Jeg endte med at gå hen til det sted, hvor jeg greb den selv samme bog, som jeg havde læst mindst hundrede gange; Romeo og Juliet. 

Jeg åbnede den i forsigtige bevægelser og allerede efter at have læst de første par ord var jeg ikke tvivl om, at jeg blev nødt til at låne den... Igen. 

"Det er en af mine yndlings." Jeg skyndte mig at klappe bogen sammen og så forskrækket op fra min lille trance. "Det må du undskylde, det var ikke meningen at skræmme dig," sagde fyren foran mig med et skævt smil. Jeg rystede hurtigt på hovedet og stillede bogen tilbage på plads. 

"Du forskrækkede mig ikke," sagde jeg hurtigt og førte noget af mit lysebryne hår om i bag mit øre. 

"Jo, det gjorde jeg, for når du bliver forskrækket laver du altid sådan en underlig bevægelse med dit højre øjenbryn." Jeg rynkede straks på panden. Hvordan vidste han det? 

Og der slog det mig. 

"Harry?" udbrød jeg i et stort smil og gik straks frem imod ham for at lægge armene omkring ham. Ligeglad med, om det var upassende for ham eller ej, siden det snart var fire år siden jeg havde set ham. Til mit store held lagde han selv armene omkring mig, inden jeg trak mig væk fra ham lidt tid efter. "Jeg vidste ikke, at Romeo og Juliet var en af dine yndlings?" sagde jeg undrende og trådte et lille skridt bagud så vi ikke stod så tæt. 

Han så fantastisk ud i de sædvanelige stramme, sorte bukser, en hvid T-shirt og håret samlet i en kær lille knold. 

"Det er rimlig nyt," tilstod han og jeg nikkede svagt. En stilhed lagde sig over os, ingen af os sagde noget yderligere og jeg følte det straks akavet. Det var måske bare mig, der var en akavet person. 

"Ehm... Jeg må vidst også hellere se at komme hjemad. Min roomie har nogle ret slemme hjertesorger, såe..." Jeg bakkede et lille skridt bagud og trak svagt på mundvigene. Harry nikkede hurtigt og lige da jeg skulle til at vende rundt for at fortsætte ud fra biblioteket, afbrød hans stemme mig. 

"Kunne du tænkte dig at drikke en kop kaffe med mig?" Det tog lidt tid for mig at forstå de ord, han lige havde sagt. Grunden kendte jeg ikke selv, men da jeg endelig fik dem til at give mening inde i mit hoved, nikkede jeg. 

"Du har mit nummer," sagde jeg med et lille smil, inden jeg vendte rundt og forlod biblioteket. 

 

 

-

 

 

Lige så snart jeg tog mit første åndedrag i min og Olivias lejlighed, var jeg ved at kaste op. Jeg smed hurtigt mine Nike sko fra mig og hang min tynde jakke op på knagen, inden jeg fortsatte ind i stuen, hvor Olivia lå nøjagtig det samme sted, som hun havde gjort da jeg tog afsted. 

"Fy forhelvede, hvor her stinker," udbrød jeg og gik straks hen for at åbne vinduet, så vi kunne få noget frisk luft ind. "Har du overhovedet spist noget mad imens jeg har været væk?" spurgte jeg med løftet øjenbryn og gik hen for at trække dynen af hende. "Eller taget et bad?"

"Moe, stop det! Mad kan ikke hele et knust hjerte," sagde hun meget dybt og poetisk, pussede hendes næse med det sidste lommetørklæde og smed det hen i den lille bunke hun havde samlet sig igennem de sidste par timer. Et stort bjerg bestående af snot og tårer. 

"Så vil du måske ikke have den chicken salsa cheese burger, jeg har taget med hjem til dig? Okay, fint nok, så spiser jeg den bare selv," sagde jeg i en lokkende tone, fordi jeg vidste, at hun elskede den burger. Det var den hun bestilte hver gang vi var på McDonalds. 

Straks satte hun sig op i sofaen og spærrede øjnene op. 

"CSCB går ikke under kategorien 'mad', når man har hjertesorger," sagde hun hurtigt og tog straks imod den burger, jeg rakte til hende. CSCB var hendes egen personlige forkortelse af navnet på burgeren. Jeg kunne ikke lade være med at grine af den måde, hun på næsten ingen tid havde spist halvdelen. 

Hun var virkelig sulten. 

"Den her burger minder mig om Dylan," sagde hun og blev straks helt sørgmodig igen. Jeg hævede begge øjenbryn og lagde en ny pakke lommetørklæder på stuebordet. 

"Hvordan kan en burger minde dig om Dylan?" spurgte jeg undrende, for uanset hvor meget jeg tænkte over det, kunne jeg ikke få det til at give mening. 

"Han købte altid den her burger til mig... Nu køber han den sikkert til den billige tøs til Rosie." Det sidste blev sagt med så meget væmmelse i stemmen, at det næsten skræmte mig. Og så gjorde hun noget, jeg aldrig havde regnet med, at Olivia ville gøre med hendes yndlingsburger: hun kastede den væk med alle de kræfter, hun overhovedet kunne præstere, men grundet, at hun hverken havde spist eller drukket andet end is i flere dage, røg den ikke længere end få meter. Det var dog nok til, at jeg skulle have fat i en klud for at tørre ketchup af trægulvet. 

"Hvordan kunne han gøre det, Moe!? Hvordan kunne han nogensinde vælge den klamme tøs over mig?!" Hun begyndte endnu engang at stortude, så jeg åbnede hurtigt pakken med lommetørklæder og rakte hende en. Hun tog den hurtigt op til næsen og pustede alt hvad hun kunne, så alt det ikke eksisterende snot kom ud og lommetørklædet røg den samme vej som alle de andre. 

"Jeg mener... Jeg er jo meget pænere end hende, ikke?" Olivia så forventningsfuldt hen på mig med hendes store, grønne øjne. Hendes mascara var tværet fuldstændig ud og sad alle andre steder end på hendes øjenvipper, hendes kinder var helt rødblussede, underlæben blævrede og tørret snot sad under hendes næse. For slet ikke at nævne hendes sorte hår, der bogstaveligtalt sad som èn stor tot filt på toppen af hendes hoved. 

"Jo, du er meget smukkere og meget mere fantastisk end hende, Olivia. Dylan var bare en stor nar," sagde jeg med et lille smil. Olivia nikkede langsomt og lagde sig ned på ryggen. Hun så direkte op i det hvide loft og tog en dyb indånding. 

"Hvor var du egentlig henne?" spurgte hun lidt efterfølgende uden at skænke mig et eneste blik. 

"På biblioteket," svarede jeg hurtigt og gik hen til køkkenet, der lå i samme rum som stuen, og fandt en klud frem for at tørre resterne af Olivias burger op fra gulvet. 

"Du bruger alt for meget tid på biblioteket... Hvorfor går du ikke ud og finder en sød fyr? Du trænger lidt til det," sagde hun ærligt og satte sig igen op i sofaen for at følge med i, hvad jeg gik og lavede. Hun trak hurtigt sin dyne til sig og så på mig for at få et svar. 

"Jeg trænger ikke til noget som helst," sagde jeg en anelse fraværrende og smed den halve burger i skraldespanden. 

"Helt ærligt, Moe. Hvor lang tid siden er det, du har haft sex?" spurgte hun med rynket pande og så på mig, som om hun var bedrevidende. Til tider var hun pisse irriterende, men jeg elskede hende. Hun var min bedste veninde. 

"Det vedkommer i hvert fald ikke dig." Olivia valgte heldigvis at lade det ligge, hun trak blot på skuldrene og greb ud efter fjernbetjeningen. "Men -"

"- Men hvad?" afbrød hun mig hurtigt. 

"Ja, hvis du ikke havde afbrudt mig, så havde du hørt det," sagde jeg med et skævt smil og tørrede det sidste ketchup af gulvet, inden jeg lagde kluden fra mig på køkkendisken. 

"Undskyld, undskyld, undskyld, hvad er det?" spurgte hun ivrigt. 

"Jeg mødte Harry idag," startede jeg ud og Olivia lavede straks store øjne. Mig og Olivia havde været bedste veninder siden børnehaven, så hun kendte til Harry. "Og han spurgte, om jeg ville drikke en kop kaffe med ham."

"Gjorde du så det?" spurgte hun ivrigt og jeg rystede på hovedet. 

"Nej, jeg skulle jo hjem til dig." forklarede jeg og Olivia udgav straks et højt suk. 

"Din idiot, Moe..." sukkede hun. "Gik du så bare fra ham?" 

"Nej, jeg sagde, at han havde mit nummer. Men han har ikke skrevet til mig endnu." Den sidste tilføjelse blev mumlet, men ikke så lavt, at Olivia ikke kunne høre det. Det kunne hun bestemt. 

"Okay... Han skal nok ringe," opmuntrede hun mig, selvom jeg egentlig ikke havde brug for opmuntring. 

"Du behøves ikke opmuntre mig. Hvis han ikke ringer, så ringer han ikke, så er den ikke længere. Jeg har ikke set ham i næsten fire år, så der er ikke ret meget i det," sagde jeg med et skuldertræk. Olivia rystede svagt på hovedet af mig. 

"Du var forelsket i ham, Moe. Jeg ved, hvordan han sårede dig, og -"

"- Jeg er ikke forelsket i ham mere, Olivia." Jeg lagde et ekstra tryk på hendes navn. "Historien er ikke længere," sagde jeg en anelse vredt. Olivia nikkede forsigtigt og lod hendes blik falde. 

"Din psykolog ringede."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...