Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13088Visninger
AA

10. Kapitel 9

Kapitel 9

De næste uger sneglede sig afsted. Det var hårdt pludselig at skulle tilbage til alle lektierne, når man havde været indlagt i 9 måneder uden en egentlig hverdag. Jeg prøvede bedst muligt at sætte mig ind i afleveringerne i et forsøg på at ændre på mit elendige gennemsnit.

En fredag blev det meddelt, at Benedicte Hvid havde været ude for en alvorlig ulykke i forbindelse med hendes køreprøve, og som hele klassen var i chok, prøvede jeg bedst af alt at finde ud af, hvem hun var. Det slog mig, hvor lidt jeg havde deltaget i det sociale. Spisepauserne havde været underlige. Alma og Lea havde spist sammen med Benedictes veninder for at få den sidste sladder med, og Sólrun og jeg havde automatisk distanceret os fra dem.

”Så er der noget nyt fra Kristian?” spurgte Sólrun tirsdagen efter, som vi sad i spisesalen. Hun satte sin sandwich ned og pillede ved den løse skærm på hendes iPhone. Sólrun var igennem de andre piger blevet opdateret på mit nystiftede venskab med en ”HHX’er”. Ikke at jeg selv mente, at der var tale om noget, der var værd at tale om. Kristian og jeg ”havde ikke noget”. Havde vi?

Jeg trak tavst på skulderen.

Jeg betragtede bordet længere nede, hvor mine gamle venner sad. Jeg havde ikke snakket med dem siden. Hvis jeg gik forbi Anna eller Regitze på gangen, når der skulle skiftes lokale, hilste vi ikke engang længere.  

Jeg ville ønske, at jeg kunne savne dem. Men jeg kunne ikke se mig selv sidde ved det bord længere. Det var fyldt med varme og latter, og selvom tanken var rar, var det fortid. Jeg var et andet sted nu, og det måtte jeg leve med. Jeg havde det godt nu, havde jeg ikke?

”Tror du ikke, vi skal pakke sammen nu? Hvis vi skal nå at blive omklædt,” prøvede Sólrun, og jeg vidste, at det udelukkende var en icebreaker, eftersom der stadig var lang tid til, at pausen endte. Jeg nikkede og alligevel og lod resten af min sandwich være.

Jeg mærkede min mobil brumme og fandt den frem. Jeg havde fået en SMS fra Kristian.

”2 sekunder,” sagde jeg til Sólrun, og vi stoppede på vej ud af kantinen.

I beskeden spurgte Kristian, om jeg skulle noget fredag aften. Var han virkelig stadig interesseret i at snakke med mig? Sidst vi havde snakket var sammen var til det druk-komsammen, hvor jeg alligevel havde snakket med Adam det meste af tiden. Jeg endte med at svare, at jeg skulle lave lektier. Hvad skulle jeg svare?

”Skriver han nu?” spurgte Sólrun, og rettede på remmen, der hang over hendes skulder. Jeg nikkede til hende.

Jeg ville ikke gøre et nummer ud af det. For filan, der var jo ikke tale om noget. Det var jeg enig med mig selv i. Jeg stak mobilen i lommen og fortsatte ud af døren fra kantinen imod idrætshallen, der lå over for skolen. Uden for bygningen fik Lea og Alma hastigt halet sig ind på os, sådan at vi i tavshed fulgtes over til salen.

Vi var de første, der var i omklædningsrummet, men det var heller ingen overraskelse, var det? Jeg kiggede på mit armbåndsur og blev mindet om, at der stadig var 15 minutter tilbage af spisepausen. Selvfølgelig var de ikke kommet endnu. Vi klædte dog om alligevel.

Da jeg var i gang med at binde mine Reebok-snøresko, begyndte de andre piger at komme ind i omklædningsrummet. Nogle af dem havde som altid allerede klædt om på skolens toiletter og stod nu i deres små shorts og dannede en kø til toilettet, så de kunne fylde vand i deres vandflasker.

Jeg bemærkede Alberte, der stod med en finger snoet ind i det nyfarvede, platinblonde hår. Hun brugte den spejlblanke skærm på hendes mobil til at spejle sig selv i, imens hun halvt lyttede til veninderne, der lystigt snakkede om en eller anden fest, der skulle holde på gymnasiet i morgen. Jeg kunne ikke forestille mig Adam stå ved hendes side på familiefotos. Godt nok var de ikke direkte relateret, men bare tanken om, at de alligevel var tvunget sammen i en familie, var for mig et uklart billede.

”Hva så?” Alberte fangede tydeligvis mit blik og hævede et øjenbryn. Jeg åbnede munden en anelse og vidste ikke, om jeg skulle svare. Jeg svarede ikke på ting. Det var at snakke. Nej tak. Jeg kiggede væk.

Jeg satte fødderne ned på gulvet igen og rejste mig langsomt op for at skubbe mig igennem vand-køen, så jeg kunne komme ud af omklædningsrummet.

Jeg stødte ind i Tais udenfor omklædningsrummet, og med et undskyldende smil, skubbede han sig fra mig. Mon vi havde været venner, hvis jeg havde åbnet munden siden og havde snakket? Jeg rystede tanken af mig og gav ham et undskyldende smil, som han trådte ind i omklædningsrummet, der lå klods op af vores.

Snart var Lea også ude af omklædningsrummet, og vi satte os på en bænk, der var fastgjort til væggen. Lea havde i lommen på hendes løbejakke fundet to gamle karameller. Hun tilbød mig den ene, men jeg var ikke meget for lommeslik, og gad vide, hvor længe de egentlig havde lagt der? Hun sværgede på, at de var fra i onsdags, hvor hun havde løbet omkring Kiwi på vej hjem. Sikke en dårlig kur, måtte jeg indrømme.

Vores idrætslærer, Lone, som jeg også havde haft sidste år, begyndte at løsne et net bolde, og snart var det offentliggjort, at dagens lektion bestod af volleyball, hvilket gav en delt stemning imellem de elever, der havde snøvlet sig færdig.

”Jeg skal bruge to frivillige, der kan sætte net op, imens resten løber rundt om banen, gryntede Lone med et vagtsomt blik, og straks meldte to af drengene sig. Sukkende måtte vi andre i gang. Modsat Lea, nød jeg at løbe. Selvom jeg ville foretrække de naturlige omgivelser frem for en lugtende idrætssal.

 Drengene gjorde sig ikke ret umage, og snart begyndte halvdelen at sagte ud. Jeg endte med at løbe ved siden af Alberte, som Lea også fulgte til bagtroppen.

”De gør det bare med vilje,” hvæsede Alberte til hendes veninde, der også løb ved siden af.

”Typisk,” fnøs veninden, imens hun løb med sådan et overskud, at der var tid til at rette på den mørkebrune hestehale.

”Det må være nok. I kan hjælpe jeres klassekammerater med at få nettene op,” endte Lone med at brøle, og vi stoppede i vores løb. Egentlig ville jeg hellere løbe end at spille volleyball. Jeg var elendig til boldsport. Jeg havde før forstuvet min hånd, engang vi skulle spille det tilbage i folkeskolen. Hvordan jeg bar mig ad med den slags, vidste jeg ikke.

Alma og jeg endte med at hjælpe Tais og en dreng ved navn Mikkel med at sætte et net op, og det var ikke så let, som det ellers så ud. Måske skyldtes det især min højde, der tit viste sig at være en problematik.

”Vi er lidt i undertal i form af elever i dag, så I vil finde ud af, at jeres hold er dem, I står ved på de forskellige net,” begyndte Lone og trampede frem og tilbage imellem det sted, hvor to net skiltes:

”Prøv at øve serv og stå ellers og spil sammen og få noget skudfornemmelse, okay?”

Vi stillede os sammen i en firkant, og Alma startede kejtet med bolden.

”Åh, Alberte og Nanna – I kan da gå hen til Tais’ gruppe,” hørte jeg Lone sige, og snart stod vi i stedet i en rundkreds.  

Jeg blev irritabel over de ord, og det chokerede mig. Var der stadig en pessimist gemt i mig, der ikke havde overskud til den slags? Jeg kunne være ligeglad. Det var jo ikke fordi, at de ødelagde noget. Man kunne umuligt være værre til dette spil, end jeg var. Jeg rystede på hovedet og gjorde bedst muligt en neutral grimasse, da firkanten blev lavet om til en sekskant.

Alma startede ud med en kikset serv, der sendte en torpedo direkte imod Mikkels røde hoved. Heldigvis dukkede han sig i tide og måtte løbe under nettet for at hente bolden, der var endt ved gruppen på den anden side. Snart var bolden i vejret igen, og vi endte med alle at røre den, uden at den blev slået ud af spil.

Imens gik Lone rundt og roste os, selvom der ikke rigtig var noget at rose over. Halvdelen af gangene jeg modtog boldene, ramte de fingrene forkert, sådan at boldene ikke kom videre, og indvendigt jamrede jeg højt over smerterne.

Øvelsen blev hurtigt trættende, og Lone fandt i stedet på, at vi skulle spille imod holdet på den anden side i en øvelseskamp. Idræt ville aldrig blive mit favoritfag. Det var jeg hundrede procent enig med mig selv i.

Jeg blev placeret oppe under nettet, og det gik først op for mig nu, hvor lille jeg egentlig var.

”Nanna, du står helt forkert,” blev Mikkel ved med at påpege, men tøsen var ligeglad. På en måde kunne jeg godt forstå hende. Hvorfor gå så meget op i det her? Men på den anden side var der en del af mig, der var taknemmelig for, at jeg havde placeret mig rigtigt. Alma startede med bolden, og lavede en serv, der gik direkte i nettet. Men fordi vi kun øvede, blev det modsatte hold hurtigt enige om, at hun kunne prøve igen, og snart var spillet i gang. Idéen, om kun at ’øve’, blev dog hurtigt glemt igen, og snart gik der konkurrence i det.

Snart stod jeg med serven og blev overrasket over, hvor mange aggressioner jeg kunne slå ind i den bold. Da bolden var over nettet, betragtede jeg min hånd og strakte de knyttede fingre. Jeg modtog en ”tommel-op” fra Tais, og snart vandt vi bolden.

Spillet fortsatte sådan i et stykke tid, og snart stod jeg oppe foran nettet igen. Jeg var ikke opmærksom den smasher, en dreng, fra den modsatte side, sendte direkte imod mig, og blev ramt med sådan en kræft, at jeg røg bagover og knaldede hovedet i det kolde gulv.

Hans hænder der fandt vej op under min trøje. Hans hænder der tog et fast greb om mine bryster. Et skingert skrig der forlod min strube.  Hans hænder der løb videre ned af maven på dem, hænder der løsnede mine bukser og trak mine trusser ned.

Jeg skreg igen.

Jeg havde ikke skreget den aften.

Jeg blev opmærksom på, at skriget lå i min strube i nuet, og snart åbnede jeg øjnene.

Jeg lå i fosterstilling midt på idrætsgulvet med en voldsom hovedpine, omringet af bekymrede og nysgerrige klassekammerater. Jeg lagde armene om mig selv og græd, imens billederne stadig spillede i hovedet på mig. Jeg måtte se skør ud. Men jeg følte mig også skør. Med vrangen udenpå, vendt på hovedet og offentliggjort.

”Lærke, fald ned,” prøvede Lone, men hendes ord var ikke særligt bekymrende.

Jeg prøvede at tage mig sammen. Prøvede at få vejrtrækningerne ned. Men billedet lå på indersiden af mit hoved, og uanset hvad jeg gjorde, ville de ikke fjerne sig – bare det at forsøge gjorde, at de trængte mere igennem.

”Lærke, vi skal have dig op,” forsøgte Lone, og snart tilbød Tais at bære mig, da jeg tydeligvis ikke var at kommunikere med. Det var som at se hele scenariet udefra. De snakkede ikke til mig: de snakkede lige igennem mig.

Tais bar mig ud af banen og satte mig på en bænk. Lone prøvede at tale mig til fornuft, men jeg prøvede fortsat at få vejrtrækningerne ned. Jeg var begyndt at hikke, fordi hulkende sad fast i halsen.

Sólrun var den eneste, der vidste besked. Hun stod i blandt de stirrende elever, og jeg kunne se på hende, at hun ikke ønskede at stå der. Men hun vidste jo ikke besked. Ikke rigtigt.

”Lærke, har du noget medicin, du har glemt at tage?” prøvede Lone, og det var let at se, at hun mente, at jeg var skingrende sindssyg. Jeg tænkte glasset med antipsykotisk, der lå i min skoletaske. Jeg havde ikke taget det i evigheder.

Jeg rystede på hovedet.

”Gå tilbage til spillet, elever: jeres karakterer afhænger af det her,” begyndte Lone igen, og snart listede de ud på banerne igen, men deres blikke lå hele tiden på mig imellem spillene.

”Vi bliver nød til at ringe til din mor, Lærke – kan du sige, hvor din telefon er?” prøvede Lone, men jeg svarede ikke. Lea, Alma og Sólrun var dog blevet ved min side, og Lea tog det stikord til at løbe ind i omklædningsrummet for at hente telefonen, der lå i min jakkelomme.

Jeg rystede stadig voldsomt.

 De hænder.

Jeg kunne stadig mærke dem, som var det øjeblikke siden, han havde sluppet min krop.

Snart stod Lea igen ved min side, og de prøvede at få mobilkoden ud af mig, men jeg lyttede ikke. Jeg stirrede blot på dem med våde, blanke øjne.

”Lærke..” blev de ved.

Til sidst gav Lone op og ringede til direktionen på gymnasiet for at få telefonnummeret derigennem, og så fik de alligevel kontakt til min mor. Jeg sad der i en halv time og bemærkede ikke, hvad der foregik omkring mig. Selvom jeg sad med vidtåbne øjne og stirrede på banen, spillede scenariet fra den aften stadig for mit indre.

Til sidst kom min mor og pakkede mig ind i hendes jakke, og Tais kom igen til undsætning for at bære mig ud i den gamle Toyota. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...