Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12896Visninger
AA

9. Kapitel 8

Jeg begyndte at løbe på en torsdag i oktober. Vejret var ikke ligefrem til det, men de mørke skyer kunne ikke true mig. Jeg løb ikke, fordi jeg ville i bedre fysik. Jeg løb fordi det tvang mig til at smide de alverdens tanker, jeg havde på hovedet. I stedet måtte jeg bruge kræfterne på at tvinge min krop til det yderste, og den form for smerte var fantastisk.

Jeg stoppede op på et gadehjørne i udkanten af Albertslund, da jeg synes at høre nogen råbe efter mig. Jeg trak høretelefonerne ud af ørene og lod dem løst hænge over kanten på den sorte tanktop, som jeg gjorde overblik over mine omgivelser.

”Lærke – herovre,” hørte jeg en stemme sige, og lod blikket søge rundt, indtil jeg på en hjørnecafé så et lettere velkendt ansigt. Jeg kunne ikke huske ham ved navn, men jeg vidste, at det var ham, der havde kørt mig hjem den eftermiddag sammen med Adam. Jeg vidste ikke, om jeg bare skulle vinke venligt.

”Hej,” endte jeg med at fremstamme og lagde armene over kors. Jeg prøvede at virke afslappet, men min form var stadig elendig, og jeg havde behov for at hive efter vejret.

Han sad stadig og smilede, rørte lidt rundt i det, der lignede en kop te, og vinkede mig så over. Jeg mente i hvert fal, at den håndbevægelse skulle tolkes sådan, så jeg gik derover.

”Har du tid til at sidde, eller?” spurgte han. Jeg åbnede munden for at spørge om hans navn, men jeg ville ikke virke dum, så jeg lukkede den igen og nikkede, som jeg forsigtigt satte mig ned. Jeg prøvede at undgå det faktum, at jeg var sveden og iltmanglende.

”Hvad så? Jeg har ikke set dig siden den dag,” smilede han og nippede til téen.

”Nej, jeg droppede gruppen,” sagde jeg og rystede på hovedet. Jeg lod mine fingerspidser lege med min hestehale, der var klippet op til skuldrene nu.

”Ja, det nævne Adam noget om,” mumlede han og satte teen igen:

”Hov, vil du have noget? Jeg kan fint bestille dig noget, hvis det er?”

Oprindeligt ville jeg takke nej, fordi jeg hadede at fremstå som grådig, men sandheden var, at jeg havde glemt en vandflaske på turen, og jeg var skide tørstig!

”En kakao, måske?” peb jeg, og han nikkede. Straks fik han fat i en servitrice, som jeg svor på, ikke havde været i nærheden sekunder inden. Noget sagde mig, at hun var opmærksom på ham. Måske havde hun lagt på lur?

Imens prøvede jeg inderligt at huske hans navn. For alt i verden – han huskede jo mit!

”Så hvad har du fået tiden til at gå med siden da?” spurgte han bagefter, som tjeneren igen var gået. Han foldede hænderne om koppen, men lod den stå på bordet.

”Ikke så meget. Passet skolen, vel?”

”Den satans skole,” jokede han og rystede på hovedet, imens en lille latter lå på hans læber. Hans hår hang pjusket ned i øjnene på ham, og jeg bemærkede, at det var blevet en anelse langt.

Hvad fanden hed han nu?

”Så har du det bedre? Altså siden du forlod gruppen?” spurgte han.

Jeg skubbede læben ud, selvom jeg kendte svaret, og jeg kunne se på ham, at jeg ikke var alene omkring det.

”Værsgo,” brød tjeneren ind igen og gav ham et stort smil, selvom hun placerede koppen foran mig. Jeg var i princippet også ligeglad. Da hun var gået igen, startede jeg ud med chokoladen, der lå på kanten af underkoppen.

”Kristian,” sagde jeg pludselig, stadig fumlende med at åbne den lille chokolade.

”Ja?” spurgte han med et hævet øjebryn og en latter på læberne.

”Ikke noget,” begyndte jeg, og mærkede, hvordan jeg blev varm i kinderne over situationen.

”Du er egentlig godt selskab, Lærke,” sagde han, hvilket fik mit øjenbryn til at hæves. Jeg måtte være det kedeligste selskab, der fandtes. Men selvfølgelig skulle han sige den slags. Prøvede alle ikke at opmuntre folk, der ikke fungerede ordenligt oven i hovedet?

Jeg sagde ikke noget. I stedet begyndte jeg at tage små bidder af chokoladen, imens jeg ventede på, at kakaoen ville få en god temperatur.

”Jeg tænkte på, om du ville med til at mødes igen? Vi er nogle 3.G’ere, der vil fejre, at vi har afleveret vores SRP-opgaver på fredag, så vi tager på havnen og drikker,” smilede Kristian og kørte en hånd igennem håret.

”Hvor går du henne?” spurgte jeg og afledte derved spørgsmålet.

”CPH West i Ishøj,” sagde han afværgende, og fortsatte:

”Adam kommer også, hvis det gør en forskel.”

”Hvorfor skulle det gøre en forskel?” Jeg hævede øjenbrynet og mærkede igen på kakaoen, der endelig havde fået den temperatur, jeg brød mig om. Jeg havde altid været ret svag, hvad angik varme drikke.

Han trak på skulderen og, og så sad vi der i et stykke tid og nippede til hver af vores drikkevare, imens vi betragtede trafikken, der gled forbi. Det begyndte at blive køligt at sidde i løbetøjet, så jeg lynede min hættetrøje op.

”Hvorfor er du egentlig her?” Jeg hævede et øjenbryn.

”Godt spørgsmål. Adam og jeg brugte caféen ofte for et par år siden, da han boede herude med Alberte og hendes mor, og så er den egentlig bare blevet værd at køre efter,” sagde han og trak på skulderen. Jeg hævede øjenbrynet og kiggede på caféen, der ærlig talt ikke så ud af noget specielt, men jeg gad ikke at sige noget.

”Så på fredag – var du interesseret?” Spurgte Kristian og smed emnet over på noget andet.

”Øhm,” begyndte jeg og rodede med en hånd i nakken:

”Jeg kan prøve at høre et par veninder, om de vil med? Jeg ved ikke helt..”

”Cool. Du kan lige få mit nummer her. Så giver du bare besked, hvis det er,” smilede han og trak en kuglepen op af tasken, der havde hængt op af ryglænet på træstolen. Han skrev på en serviet, hvor caféens navn var nedskrevet, og stak mig lappen.

Jeg tog imod servietten og stak den i lommen på hættetrøjen med et stramt smil.

”Det er ikke for at være uhøflig eller noget, men jeg bliver nød til at smutte. Vi har trods alt ikke afleveret den SRP endnu,” smilede Kristian og smed en 100-kronerseddel på bordet ved siden af hans halvtomme kop:

”Vil du ikke betale for mig? Du kan bare beholde resten.”

Jeg nåede ikke at indføre et ord, inden han havde rejst sig op og var trådt hen til den genkendelige Audi, der holdt i vejkanten.

Jeg vendte først opmærksomheden mod servitricen, der var kommet tilbage, da bilen var ude af syne.

”Kan jeg betale?”

 

***

 

Jeg havde endt med at lokke både Alma og Lea med. De havde insisteret på at tage med, hvilket ikke havde overrasket mig, da jeg efterhånden havde fundet ud af, at de ikke brugte én fredag på lektier. De købte et par sicks-packs med Carlsberg i en kiosk på vej til S-toget, og ellers tog vi først S-toget til Danshøj for at skifte til Ny Ellebjerg. Til sidst tog vi med det tredje tog til Ishøj, og hvor hadede jeg dog bare pigerne for at finde ud af, at vi kunne have taget bus 143 direkte for gymnasiet til Vallensbæk, hvor vi så kunne have gået resten af vejen. Pigerne undskylde med, at toget var 10 gange hyggeligere – men det var nok mere fordi, de allerede kunne tage hul på øllene der.

Ingen af os var ret velkendte i Ishøj, så da vi stoppede ved stationen, var vi ret uvidende over, hvad vi skulle gøre næst.

”Skal jeg ringe til Kristian?” spurgte jeg, og fandt min mobil frem for lommen. Jeg havde allerede kodet hans nummer ind på telefonen tilbage på caféen, da han var gået.

Lea trak på skulderen, imens Alma ledte efter en form for kort. Der var ingen mennesker at se på stationen, så der var heller ingen at spørge. Jeg fandt straks Kristian på min sølle liste over numre og ringede op.

Der kom intet svar.

”Prøv igen,” insisterede Lea, og jeg gjorde, som hun sagde.

Telefonen ringene i lang tid, men blev taget til sidst.

”Hallo?” brummede en stemme, og som jeg åbnede munden for at sige noget, kunne jeg høre, at det var Adam der snakkede og ikke Kristian.

”Hvor er Kristian?” spurgte jeg så.

”Hvem snakker jeg med?” bed stemmen af mit spørgsmål.

”Du snakker med Lærke Henriksen. Kan du ikke lige række mig Kristian?” fortsatte jeg, imens jeg bemærkede Lea, der langsomt listede sig tættere på mig med et nysgerrigt udtryk. Mit tonefald ændrede sig.

”Han er her ikke lige. Hva, er det dig fra gruppen?” spurgte stemmen fra gruppen. Jeg mærkede, hvordan min frie hånd foldede sig til en knytnæve. Det var måden, han omtalte mig på: det gjorde ondt.

”Kan du fortælle os vejen til havnen?” Jeg valgte at udnytte Adam som rutevejleder, selvom jeg ikke brød mig meget om det.

”Skal jeg ikke hente jer i stedet? Knægten gav mig nøglerne til sin Audi, og den vil jeg med glæde gerne finde en undskyld for at lufte den. Hvis det omhandler dig, er jeg nok tilgivet.”

”Vi kan sagtens gå. Giver du os ikke bare vejen?”

”Nå, Karl-Smart er tilbage,” afbrød Adam og snart blev jeg mødt af Kristians velkendte stemme.

”Hey Lærke – så fik jeg dig overtalt? Var det noget vejvisning, du havde brug for?” sagde han frisk. Alkohollen var tydeligvis at høre i hans stemme, men det gjorde ikke, at jeg syntes mindre om ham.

”Vi står på stationen i Ishøj. Hvilken vej?” sagde jeg og havde pludselig glemt samtalen med Adam.

”Det kunne faktisk ikke være lettere. I skal gå parallelt med den store vej, som toget kører over. Kan du se den?” Jeg nikkede men huskede på, at Kristian ikke fik meget ud af min nikken.

”Ja” sagde jeg så, hvilket fik live i både Alma og Lea.

”Hvis du går uden om den store bygning, der er mod syd, kommer du ned på en vej, der hedder Skovvej. Det er bare at følge den. Så skulle du gerne komme ned til søerne, og den store folkemængde skulle ikke være svær at finde.”

”Tak,” sagde jeg og mærkede mig selv smile:

”Så ses vi om snart.”

”Det satser jeg da på! Jeg skal nok gemme en god plads til dig og dine veninder.” Kristian lagde på, og jeg lagde telefonen i lommen. Vi prøvede bedst muligt at finde vej, og selvom Alma på et tidspunkt insisterede på, at vi var gået forkert, fandt vi alligevel ned til vandet, og Kristian havde ret i, at der var mange mennesker. Der måtte være flere mennesker end 3g’ere.

Efter at have gået rundt i mængden i evigheder, fandt jeg endelig Kristian, der sad sammen med tre piger. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg blev stående med hænderne i lommerne med et latterligt, genert smil på læberne. Der gik et stykke tid, før Kristian bemærkede mig.

”Lærke, hva’ så,” udbrød han energisk, da han så mig og sprang op for at møde mig i en varm omfavnelse. Han duftede en del af sprut, men krammet var rart alligevel. Dernæst hilste han ligeledes på Alma og Lea med en omfavnelse til hver og sagde, at jeg havde nogle smukke veninder. Hvis en anden dreng havde sagt det, havde jeg måske taget det kritisk, men jeg hørte fra Kristian, at det var drilsk og positivt ment.

”I er da tidligt på den. Det er det med STX – I har det også bare så let,” brummede han, imens han knappede en ny øl op. Han satte sig i græsset og gjorde gestus til, at vi skulle sætte os sammen med ham.

”Tja, jeg kan ikke engang sige dig imod. Vores lærer er stadig syg i samfundsfag, så vi fik en blok aflyst for tredje gang i ugen,” smilede jeg og tog imod en øl fra Lea.

”Nå ja! Det her er Kirstine, Yrsa og Irina.” Kristian præsenterede mig for de tre piger, der virkelig var af forskelligt udseende. Kirstine havde korngult hår, et letfregnet, buttet ansigt og et virkelig genert smil. Ved siden af hende sad Yrsa, der var en naturligt rødhåret pige med tre piercinger i øret og en ring i næsen. Hele hendes venstre arm var prydet af tatoveringer. Det var ikke svært at gætte, at Irina kom fra et baltisk land eller var russer. Hun havde et sart, specielt ansigt og sølvhvidt, tyndt hår. Hendes isblå øjne betragtede os varsomt, men der var stadig noget venligt over hende.

”Hvad blev der af Adam?” spurgte Yrsa og tog en stor slurk af hendes Mokaï. Hun kiggede rundt og strakte hals sådan, at jeg virkelig blev overrasket over, hvor høj hun egentlig måtte være.

”Pas. Han passer sig selv. Er det ikke sådan, vi kender ham bedst?” Kristian daskede til mig med hans albue og blinkede. Jeg mærkede mig selv blive varm i kinderne, da jeg virkelig ikke anede, hvad jeg skulle kommentere til det.

Jeg trak på skulderen og tog en slurk af den lunkne øl, der lå i mine hænder. Så begyndte jeg at kigge rundt for at få et overblik over stedet. Det var et atypisk sted at drikke, måtte jeg indrømme. Men der var alligevel noget hyggeligt over at sidde her sammen med så mange andre mennesker. Jeg plejede ellers at blive klaustrofobisk i den slags forsamlinger.

På en mindre havnekaj fandt jeg Adam stående med en smøg imellem læberne, som han stod og smed noget, der måtte være sten, efter en flok måger, der irriteret sværmede rundt over vandets overflade for at finde et sted og sidde i fred. Der var ingen mennesker i nærheden af ham.

Af en grund sagde jeg ikke, at han stod dernede. Hvis han var gået derned, væk fra folk, var det nok af en grund.

Jeg fik en sur opstødning ved næste slurk og satte øllen fra mig. Den var alt for varm.

”Er du OK, Lærke? Jeg ville foreslå lidt frisk luft, men du er jo allerede udenfor,” jokede Kristian med en spørgende rynke over hans næseryg. Han lagde en hånd på skulderen på mig.

”Ja, jeg skal bare ikke drikke mere af dén der,” hikkede jeg.

Han lo og ledte igennem en Fakta-pose, hvor han fandt mig en kold dåseøl, hvilket måtte betyde, at han havde været i Fakta kortinden. Jeg takkede og åbnede den for at drikke af den nye øl, der smagte tusinde gange bedre.

”Så gik afleveringen godt?” spurgte jeg Kristian i et forsøg på at starte en ordentlig samtale.

”Nej, fandeme nej. Men jeg har også en lorte studieretning. Et 4-tal og jeg er tilfreds! Jeg er bare ikke ret godt til virksomhedshedsøkonomi.”

”Du skulle jo have taget international økonomi. Det havde vi jo sagt,” prøvede Kirstine med et smil og en stemme, der tydeligvis fortalte mig, at hun havde følelser for Kristian. Det kunne en blind mand fortælle.

 ”Men jeg ville ikke gøre som alle,” beklagede Kristian sig og rystede på hovedet. Han rejste sig op og rakte en hånd ned til mig:

”Skal vi ikke tage og finde Adam, Lærke?”

Jeg kiggede kort ned mod havnekajen igen, hvor Adam stadig stod og røg. Skulle vi gå derned? Jeg vidste ikke helt, om jeg turde. Der var noget mystisk og uklart ved den dreng. Jeg valgte fortsat ikke at røbe, hvor han var, og tog alligevel imod Kristians hånd.

Med en lille undskyld forlod jeg pigerne, der virkede til at være faldet i snak med Kristians veninder, og sammen banede vi os vej igennem folkemængden. Der var ufattelig mange typer af mennesker. Midt i mængden sad en gruppe af mennesker og røg tjald, imens de lod et par joints gå fra hånd til hånd. Jeg valgte ikke at kommentere på det og stak mine hænder i lommerne på den røde vinterjakke, jeg allerede havde trukket i. Her var ufattelig køligt nede ved vandet og ingen læ.

”Så går det godt?” spurgte Kristian og krøllede øldåsen sammen, han havde medbragt. Så tog han små skridts tilløb og kylede den tomme, sammenklemte dåse ud i bølgerne. Jeg kiggede bebrejdende på ham.

”Miljøsvin,” sagde jeg og mærkede, hvordan det bevægede sig i den ene mundvige alligevel.

”En dag vil jeg eje en stor virksomhed, og når jeg gør, skal jeg nok indføre noget CSR. Det lover jeg,” prøvede Kristian med et drilsk blik. Modvinden gjorde, at hans hår stod i alle retninger, og han så sød ud, som han stod der med røde kinder.

”Måske skulle du starte nu og få samlet den dåse op,” sagde jeg og hentydede til dåsen, der lå i vandkanten.

”Kun for dig så,” smilede han og vendte sig om igen for at gå helt ned i vandkanten, der primært bestod af sumpet vand og ujævnt græs. Han undgik heller ikke at få våde sko og begyndte at beklage sig, men han gjorde det alligevel. Kristian måtte have lange arme, for han formåede at fiske dåsen op uden at falde i. Så viftede han med den i hånden med et koket smil.

”Så Adam,” prøvede jeg, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre. Kristian nikkede for sig selv. Vi fortsatte med at gå langs vandkanten – længere væk fra havnekajen. Vi gik der i et stykke tid i tavshed, og da Adam ikke var nogle steder at finde, gik vi tilbage til gruppen.

”Det var mærkeligt. Mon han er taget hjem?” prøvede Kristian og kløede sig i panden. Han havde adskillige gange prøvet at ringe til Adam, men opkaldende gik direkte på telefonsvaren. Da vi kom tilbage, stod Adam stadig dernede. Var han virkelig så svær at finde?

Kristian satte sig ned ved pigerne igen, og til min glæde snakkede Lea og Alma stadig med pigerne. Det måtte betyde, at fik noget ud af denne fredag eftermiddag.

”Jeg skal lige ringe,” hørte jeg mig selv sige og gjorde en undskyldende mine.

”Super, det gør du bare,” smilede Kristian venligt. Mine ben begyndte at gå imod kajen. Jeg mærkede Kristians blik i min nakke på hele vejen, men jeg fortsatte. Da jeg kom derned, stod Adam med en tændt cigaret i hænderne og spejdede ud over vandet. Jeg vidste ikke, om han kunne se noget specielt. Jeg kunne i hvert fald intet at se.

”Er der noget imellem dig og Kristian?” spurgte jeg forsigtigt, hvilket fik Adam til at vende sig hastigt om. Hans øjne blev hårde og fjendtlige, som de samtidigt viste genkendelse.

”Skulle du spørge fra nogen?” fnøs han og tog et sug af cigaretten.

”Så er det et ja?” prøvede jeg så og trådte tættere på. Jeg var nysgerrig. Der var noget ved Adam. Noget han lukkede alle udefra. Kristian vidste det tydeligvis heller ikke. Hvordan fik jeg ham til at snakke? Jeg brændte af en nysgerrighed.

”Giver du én?” spurgte jeg og gjorde et kast imod cigaretpakken.

”Jeg vidste ikke, at du røg.” Adam gav mig en cigaret, og jeg tog imod den.

”Det gør jeg heller ikke,” sagde jeg og stak alligevel cigaretten ind imellem mine læber, hvor den tydeligvis ikke hørte hjemme. Men hvad fanden. Min mor røg: det gjorde ikke mig til en synder, vel? Der var jo også kun tale om én gang.

Han kommenterede ikke på det.

Jeg betragtede Adam, som han fumlede efter en lighter. Da han endelig fandt den, stak han mig den, og jeg prøvede forgæves at få ild i lighteren.

”Du gør det forkert,” sukkede Adam og rev den åndssvage lighter ud af hånden på mig. Jeg gav op og smed cigaretten på jorden. Jeg ønskede ikke det scenarie, der spillede inde i mit hoved i øjeblikket: jeg stod med smøgen imellem læberne, hvor han så tændte den.

”Tak for det,” fnøs Adam irriteret og stak lighteren tilbage i lommen på hans bukser.

”Så hvorfor står du her?” spurgte jeg i stedet.

”Fordi her er stille,” sagde han ligegyldigt og vendte igen hovedet imod vandet. Jeg trådte hen til hans side og prøvede at finde ud af, hvad han kunne se derude. I det svage kunne der anes et gammelt sejlskib, men det var ikke der, hans retning lå.

”Så hvorfor tog du med?” spurgte jeg i stedet og kiggede nu på ham. En rynke dannede sig hans pande, og han trak på skulderen. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede her. Jeg skævede op til folkemængden igen, hvor en svag messe af glade stemmer lød. Hvorfor stod jeg selv her? Jeg rystede på hovedet og skævede ned på cigaretten? Hvorfor var jeg lige ved at ryge – hvorfor ville jeg ryge for háns skyld? Jeg rynkede på næsen og kom til fornuft.

”Det må du om,” sagde jeg endelig og gik tilbage til de andre.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...