Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12896Visninger
AA

8. Kapitel 7

”Mit navn er Brigitte Sørensen. Jeg er blevet bedt om at skulle stå for dagens møde,” sagde kvinden, der havde bænket sig imellem Adam og Dr. Laursen. Det gråsprængte hår hang i en løs, tyk fletning over skulderen på hendes blåstrikkede cardigan. Jeg ville gætte på, at hun enten var i slutningen af 30’erne eller i starten af de 40. For selvom håret så slidt og gammelt ud, var ansigtet stadig ungt og frisk:

”Hvis I ikke har hørt om mig, så er jeg talskvinde for en masse foredrag rundt i landet om f.eks. voldtægt. Det skyldes, at jeg selv blev voldtaget, da jeg var 27.”

Jeg hævede et øjenbryn og skævede hen til Dr. Laursen, der ivrigt nikkede med hovedet til hendes ord. Det virkede slet ikke, at han havde bemærket Adam, der havde skubbet sig frem i stolen med hovedet begravet i hans mobiltelefon.

”Dr. Laursen mener, at I er svære at få til at snakke, så han ville prøve at se, om der skulle andre metoder til,” forklarede hun med et venligt smil:

”Er der en, der vil melde sig frivilligt?”

Det virkede ikke til, at hun troede, at nogen faktisk ville melde sig – for som Dr. Laursen sagde, så snakkede vi ikke rigtig.

”Du kunne prøve Lærke – du har vidst ikke fået delt så meget med gruppen, har du?” spurgte Dr. Laursen og lænede sig frem i stolen, imens han pegede spørgende på mig.

”Eh,” endte jeg med at sige, og jeg svor på, at jeg for de andre ville ligne et spørgsmålstegn. Jeg mente endda at kunne se Adam skæve over mobilens kant i et kort sekund.

”Okay, Lærke..” sagde Brigitte og vendte hovedet imod mig. Jeg havde tydeligvis ikke noget at sige her, fortalte jeg mig selv. Jeg mærkede, hvordan mine ellers afslappede skuldre begyndte at liste sig anspænt op imod mine øre.

”Hvor lang tid har du deltaget i møderne her?” spurgte hun fast.

”Det her jeg, øh, det her er min anden gang,” mumlede jeg og pressede læberne sammen til en trutmund

”Hvad har du fået ud af dem?” fortsatte hun. Det begyndte at føles som et grundlovsforhør af en eller anden art.

”Ikke ret meget,” sagde jeg og prøvede at rette mine anspændte skuldre ud.

”Sig mig Lærke, hvor lang tid er det siden, at dit overfald fandt sted?” Begyndte hun i stedet uden at gøre nogle ansigter over mine svar. Hvad skulle det her bruges til? Det var jo komplet idiotisk.

Jeg regnede på det i hovedet.

”Det må være omkring et år siden.”

”Mh hm. Hvad skete der efter?”

”Efter?” Jeg hævede et øjenbryn og prøvede virkelig at finde ud af, hvad hun ville. Det her var plat – hvorfor stoppede Dr. Laursen ikke med en kagepause eller noget? Han burde da også kunne se, at det her ikke endte nogle steder.

”Ja, fortsatte tingene som normalt, eller?”

”Jeg blev indlagt,” sagde jeg og rynkede på brynene. Jeg havde ikke engang tid til at føle skam over ordene.

”Og nu sidder du her,” færdiggjorde hun.

Ja gu’ gør jeg så, tænkte jeg, men sagde ikke noget. Hvad fanden var det for noget lort?

”Så fortæl mig Lærke – hvorfor sidder du stadig her?”

Jeg åbnede munden og ville virkelig sige noget – komme med en eller anden smart, flabet kommentar. Men der kom intet ud. Jeg lukkede munden igen og sank tilbage i sædet med armene over kors og prøvede at ignorere det faktum, at alle øjne lå på mig.

”Præcis,” sagde Brigitte og hævede øjenbrynet med et udtryk, der lignede, at hun havde bekræftet sin egen teori. Hvilket nok i sandheden også var, hvad hun havde gjort:

”For det starter alt sammen med, at I begynder at snakke. Giver I ikke lyd, ved vi ikke, hvordan vi skal hjælpe jer – og hvordan vi skal få jer videre herfra.”

Hun rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage inde i cirklen.

”Så nu spørger jeg igen – hvem vil snakke med mig?” Hun lod øjenbrynene glide ned over øjnene i et dømmende blik, som hun drejde 360 grader rundt. På den tur nåede vi alle at få blikket, og snart lå spredte hænder forsigtigt i luften fra de andre kvinder. Min hånd var dog stadig ikke blandt dem.

”Det var da en start,” smilede hun og udvalgte en rødhåret kvinde ved navn Annemette.

 

Jeg trak min striktrøje tættere ind til mig for at få varmen, da jeg stod nede på en gade i det indre København. Jeg havde lige modtaget en besked fra min mor om, at hun ikke ville have tid til at hente mig alligevel, som hun var taget til Vest-sjælland for at kigge på nyt arbejde. Jeg stak hånden i min baglomme i håbet på at fiske nogle kontanter op, så jeg kunne tage med S-toget hjem.

”Hva, så – er selskabet stadig bims?” Hørte jeg en mandelig stemme sige, og da jeg vendte mig om, stod en ung fyr lænet op af en bildør. Hans kommentar var tydeligvis henvendt imod Adam, der lige var trådt af døren bag mig. Han havde endda stukket en cigaret ind imellem læberne i mellemtiden.

”Det kan du bande på,” hørte jeg Adam mumle igennem cigaretten. Han stoppede op midt på fortovet og gav mig elevatorblikket. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget, og lagde derfor armene om mig selv. Var det os, de snakkede om?

”Hva så – kan du ikke slæbe din fede røv herover?” Jokede kammeraten, der stadig stod ved døren. Adam rystede på hovedet, og kørte en hånd igennem det opsatte hår. Så skodede han cigaretten med fingerspidsen og gik over til bilen:

”Eller er det damer, vi kigger på lige nu?”

”Næ,” hørte jeg Adam mumle, inden han åbnede døren til den sorte Audi og satte sig ind.

 ”Hey – skal du nogle steder hen?” råbte drengen over døren og det tog mig sekunder før, jeg bemærkede, at det var mig, han snakkede til. Jeg åbnede munden for at sige noget og rystede ellers på hovedet.

”Vi kan ellers altid bruge lidt selskab,” smilede drengen og det var tydeligt at se, at det var hans bedste egenskab. Jeg kunne se Adam skynde på ham, men drengen ignorerede det tydeligvis:

”Kom nu – jeg giver altid et lift!”

”Aldrig følges med fremmede,” endte jeg med at sige.

”Ha – noget siger mig ellers, at du kender Adam her,” smilede drengen og gjorde et jag med hovedet i retningen af bilen:

”Jeg hedder for resten Kristian – er det ikke nok? Kom nu – det trækker vidst op til regn.”

Der var noget sandt i Kristians ord. Jeg kiggede op og bemærkede, hvordan skyerne havde sat sig sammen i en truende mørk farve, og inden jeg nåede at sige mere, havde den første dråbe ramt min næsetip.

”Okay,” endte jeg tøvende med at sige og trådte hen til bilen, hvor jeg fik lirket bagdøren op. Jeg gled ind på bagsædet og prøvede bedst muligt at virke usynlig. Jeg burde ikke sidde her i bilen. Den gyngede, som Kristian også satte sig ind. Han tændte straks for vinduesviskerne, og snart brød himlen løs.

”Så hvor skal chaufføren og hans følgesvend sætte den unge dame af?” smilede Kristian igennem bakspejlet, hvor han mødte mit blik.

”Bare ved Østerport. Så skal jeg nok selv finde hjem,” prøvede jeg og kløede mig i nakken, da et tøjmærke havde sat sig rigtig irriterende.

”Du bor måske lige i nærheden?” Kristian virkede tydeligvis som personen, der godt kunne lide, at der konstant skulle køres en dialog. Jeg havde ellers altid fortrukket stilheden frem for. Det virkede også til, at Adam blandede sig udenom.

”I Albertslund.”

Kristian stoppede bilen straks og begyndte derefter at dreje den i den modsatte retning. Det gik op for mig, at han på sekunder valgte at omlægge ruten.

”Bare sæt mig af ved Østerport. Det er fint.”

”En gentleman følger da en dame til døren,” smilede Kristian kækt, hvilket fik Adam til at fnyse. Jeg pressede læberne sammen og sank mig sammen i lædersædet på bagsædet. Noget sagde mig, at Kristian enten selv havde mange penge, eller at hans forældre var godt velhavende.

Jeg betragtede menneskerne på gaden, der hastigt søgte i ly for regnen, imens lyden af vinduesviskeren lød i baggrunden.

”Så du går på Kongsholm?” fortsatte Kristian, og jeg nikkede:

”Så vil jeg vædde med, at du kender Alberte.”

”Adams søster?” spurgte jeg og kiggede igen på bakspejlet for at møde hans blik. Et tandpasta smil lagde sig over hans mund.

”Så du kender Adam!”

Han daskede efterfølgende Adam hårdt i skulderen, så Adam fór sammen og efterfølgende begyndte at jamre – stadig med cigaretten i munden.

Jeg var stadig ikke i humør til at snakke, så jeg spurgte ikke de typiske spørgsmål som, hvorfra de kendte hinanden, om Kristian selv boede i Albertslund osv. I stedet kiggede jeg igen ud af vinduet, som verden uden for gled forbi. Jeg fik kuldegysninger ene af at se det kolde vejr og nød for en gang skyld at sidde i bilen.

”Du var til det der møde, var du ikke?”

Jeg nikkede uden at kigge på ham denne gang.

”Det er jeg sgu ked af.” Kristian ændrede nu tonefald.

Det var jeg også.

 

Efter en halv time, ankom vi endelig til den lille vej, og det virkede til, at de truende skyer var flyttet imod Sverige. Jeg havde ikke behøvet at guide dem ret langt, for Kristian kendte tydeligvis området. Jeg havde på fornemmelsen, at det skyldtes Alberte og Adam. Jeg kravlede ud af bilen og takkede endnu en gang for liftet, og blev derefter afbrudt af Kristians venlige: ”skulle det være en anden gang.”

Dernæst kørte Audien igen, og da den var ude af syne, trådte jeg op til det lille rækkehus og låste mig selv ind i mørket. Jeg fik sparket skoene af, smidt jakken, og dernæst gik jeg direkte til køleskabet, hvor jeg fandt resterne af en pastasalat, min mor hastigt havde bikset sammen i aftes. Jeg tændte TV’et i stuen og satte mig til rette til DR2s udseendelse om første verdenskrig og begyndte tavst at spise, imens jeg fulgte underteksterne til den tyske udsendelse.

Jeg nåede dog ikke at sidde der længe inden, at min mor trådte ind af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...