Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13092Visninger
AA

7. Kapitel 6

Næste morgen fortalte jeg Sólrun det.

Jeg hev fat i hende ude på gangen 10 minutter inden skolestart og fik hende med ud på pigetoilettet, hvor jeg med lidt fikse fingre fik låst døren. Jeg vidste ikke, hvad der havde givet mig styrken til at åbne op, men nóget havde. Det var stadig i få ord – men det var órd. Jeg havde åbnet en af toiletkabinerne og havde sat mig på det lukkede toiletsæde, med armene trykket ind mod min pludselig oppustede mave.

”Hold da op,” hviskede Sólrun og lænede sig bagover i vasken, som hun trak ordene ind, jeg tøvende havde formuleret. Jeg græd ikke den her gang. Jeg ville bare gerne se hendes reaktion.

”Hvor mange ved det?”

”Dig – og flere fra min gamle klasse,” sagde jeg lavt og vippede usikkert med min fod, da jeg havde et pludseligt besvær til at sidde stille.

”Så hvad nu? Hvordan kommer du videre?”

”Lige nu er jeg i noget gruppeterapi,” sagde jeg og rystede på hovedet,

”men det er åndssvagt.”

”Ja, okay. Det handler måske om at få dig tilbage på sporet igen? Nu ved jeg ikke, hvordan du var førhen, men du kan umuligt have gået sådan altid. Undskyld, men du er virkelig deprimerende at se på.”

”Undskyldning accepteret,” mumlede jeg og gav hende et halvt smil. Det var da store ting, ikke?

Jeg begyndte at knække fingre.

”Jeg hørte Alberte fra klassen holde en fest her i weekenden. Vi er ikke rigtig blevet inviteret, men Lea kan sikkert finde på noget – måske var det sundt for dig at komme ud. Lære klassen at kende?”

”Jeg ved ikke helt,” begyndte jeg.

”Men det var heller ikke et nej – så siger jeg i hvert fald noget til Lea!” Sólrun skubbede sig selv væk fra vasken. Jeg rystede på hovedet og trådte hen foran hende.

”Du kan ikke sige det til nogen,” bad jeg.

”Jeg er vennemateriale, man kan stole på, Lærke. Det er Lea og Alma også. Men jeg siger ikke noget – det lover jeg,” smilede hun, og jeg nikkede. Jeg troede på hende.

Hun var på vej hen imod døren igen og fik dem med besvær lirket op. Hun kiggede spørgende på mig med et udtryk, der spurgte, om jeg ville med ind til timen, men jeg havde ikke lige modet til det, så jeg rystede på hovedet og blev siddende.

”Giv dig god tid, ikke?” sagde hun så med et smil, der virkelig ramte mig. Jeg havde manglet den støtte, og den sidste person, jeg havde gættet at få den fra var en rødhåret, piercet færing. Men pludselig virkede det så oplagt. Jeg havde ændret mig, hvilket tydeligvis betød, at min vennekreds ville gøre det samme.

Efter at have siddet og halvstuderet tusstregerne og ordene i båsen i noget, der føltes som en evighed, rejste jeg mig op og kiggede på det lasede, falske læder-ur, jeg havde haft med hjem fra en sommer i Barcelona.

Jeg trådte hen til spejlet foran vasken og betragtede de trætte øjne, der var gemt under pjuskede, øjenbryn, der i den grad trængte til en plukning, men hvorfor give hen til smerten? Jeg lignede stadig den pige, jeg havde gjort i foråret, da jeg stadig var på Bispebjerg. Jeg var tynd, og jeg så uhyggeligt usund ud. Måske skulle jeg få min mor overtalt til at melde mig ind i fitness? Men hvem prøvede jeg overhovedet at narre – som om jeg nogensinde satte en fod der, hvis det var.

Jeg stak hænderne i lommerne på de løse, tynde bukser, jeg havde trukket i på grund af tvang af den hedebølge, vejrudsigten havde snakket om. Farvel til trykke jeans. Jeg rettede lidt på, hvordan mit hår hang ned i ansigtet og trådte ud af det lille badeværelse for at støde ind i en pige, der måtte være startet her i år. Ud fra hendes store øjne og hvinende undskyldning, var det svært at tro andet. Jeg gjorde mig dog ikke den venlighed at sige noget igen. I stedet skubbede jeg mig forbi hende og gik ned af gangen – fordi de klasseværelse, hvor de andre fra klassen ellers var i gang med morgenens første blok med biologi. Nej tak.

Jeg blev ved med at gå ned igennem de forskellige gange, der næsten var øde, eftersom at de fleste elever endelig havde lært politikken om ikke at pjække, og de nye 1g’ere var endnu ikke blevet skoletrætte. Jeg var ikke i tvivl, da jeg gik forbi skolens musiklokale, for ud fra den falske tuden, der måtte komme fra en form for horn, kunne jeg ikke andet end holde mig for ørene. Jeg var glad for, at jeg aldrig selv havde valgt dette fag. Jeg var selv så tonedøv, og jeg havde aldrig interesseret mig for at prøve med nogle instrumenter. Døren til musiklokalet åbnede og ud trådte Regitze. Siden jeg havde bemærket hende sidst, var håret blevet krøllet og farvet rødbrunt. Da hun bemærkede mig, åbnede hun for det store, hvide tandpastasmil.

”Hey – burde du ikke være til time?” spurgte hun med en drilsk undertone og hævede det ene øjenbryn. Hun var iført en sort kjole, der ellers ikke blev luftet så tit. Igen gættede jeg på, at det skyldtes den hedebølge – for folk forstod virkelig at iklæde os som, at vi boede i Spanien eller Grækenland.

Jeg trak på skulderen og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige – i øvrigt var det jo tydeligt, at jeg ikke var til time.

”Musik er virkelig et lortefag. Hvorfor kunne Anna og dig ikke have overbevist mig bedre?” Hun hang med underlæben, imens hun gned hænderne imod hinanden. Hun lignede ikke en, der var på vej på toilettet. Regitze havde nok alligevel aldrig forstået sig på det med lavt fravær.

”Så, går alt godt? Du er kommet i klasse med nogle ret søde drenge, kan jeg se,” smilede hun og rynkede med sine bryn på den irriterende-sexede måde.

”Det har jeg ikke bemærket,” sagde jeg, hvilket også var sandheden. Jeg kunne stadig ikke navnene på ret mange inde i klassen. I sidste uge havde voret lærer fortalt, at vores udvekslingsstudent fra Kroatien,  Anamarija, ville flytte klasse, da hun ikke havde haft det let derinde. For mig var det kommet som et chok, at der havde gået en pige i klassen, der ikke kunne dansk – jeg havde ikke hørt nogen snakke engelsk, og navnet sagde mig heller ikke rigtig noget.

”Åh, er du sikker? Hvis det ikke var fordi, at jeg har et godt øje for Sebastian, ville jeg gå efter de drenge,” nynnede hun.

”Ved du.. jeg skulle egentlig bare have frisk luft, så,” begyndte jeg og kløede mig i baghovedet.

”Ja, okay. Kommer du og spiser med i dag?” sagde Regitze og det var at se, at hun var en anelse såret.

”Måske,” endte jeg med at sige, selvom mit indre svar var ’nej’. Det var underligt at sidde ved det bord – som om jeg prøvede at holde fast ved noget, der ikke længere eksisterede.

”Held og lykke med hvad end, du så har.” Smilet lå igen på Regitzes læber, hvilket var noget, hun altid havde været dygtig til. Sidste år havde hun været sammen med en idiot, vi kaldte Kalle, og i løbet af de 3 måneder, de havde noget kørende, havde hun bare trukket på skulderen, når han var kommet fuld hjem til hende og havde undskyldt for igen at have været sammen med en anden. Det var endt med, at Regitze havde startet historiens voldsomste skænderi – og derved havde drengene kaldet det en ’Regitze’, når vi på den tid af måneden fik et lille vredesudbrud.

”Nå, jeg må nok også tilbage til trækbasunen,” sagde hun med sit klassiske glimt i øjet. Hun vendte om på hælen og gav mig et sidste smil, inden at hun trådte ind i klassen.

Jeg blev stående der lidt, og kiggede ned på mine slidte sneakers. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle give mig til. Til sidst tog jeg en dyb indånding og gik tilbage til dagens biologi.

***

”Jeg ved stadig ikke helt,” sagde jeg tøvende, som jeg stod iført en sort, stram kjole, som Lea havde fundet bagerst i mit tøjskab.

Da Lea først havde hørt om min ’interesse’ i at tage med til Albertes fest, havde hun straks gået i planlægnings-mode, og da mit hus lå tættest på Albertest, holdt vi forberedelse her. Min mor havde ladt pigerne komme ind med åbne arme og var endda smuttet i Superbest for at købe 3 flakser Verdi, vi kunne dele inden.

”Den er da gudeskøn – hvor har du fundet dén?” nynnede Lea og lod en hånd køre igennem hendes nyfarvede Ombré-hår, der gik fra hendes naturlige brune farve og ned til en lysere tone.

Jeg svarede ikke. Jeg var så optaget af det fremmed ansigt, der usikkert stod i det store vægspejl og kiggede tilbage på mig. Hendes ellers rødmosede hudfarve var gemt bag et lag foundation, og øjenlågene var malet op til smokey eyes. Jeg havde ikke set sådan ud i lang tid. Hvorfor havde pigerne nogensinde talt mig ind til dette i første omgang?

”Kan vi ikke bare sætte en film på?” prøvede jeg og knyttede mine hænder ind til min mave. Jeg kiggede spørgende på Sólrun, der var iført en sort nederdel og rød top. Hun havde brugt det meste af aftenen med at klage over hendes røde hår, der ikke ville matche noget som helst.

”Nu ikke tale os ud af det, vel?” Hun smilede skævt og gav min skulder et klem. Så hev hun Verdi-flasken op fra mit sengebord og tog en stor slurk for at vise, hvor meget hun stadig var nede over hendes hår.

”Giv mig den,” endte jeg i stedet med at sige og hev flasken fra hende, inden at hun kunne nå at tage endnu en slurk. Hvis jeg skulle med til det her, så var der især nogle ting, der skulle ligges en dæmper over. Mine nerver måtte lige tage og slappe af. Jeg ønskede at være social, gjorde jeg ikke?

”Så, piger – hvad synes I?”

Alma trådte ind på værelset efter at have låst sig inde på toilettet, da hun ikke kunne komme ned i hendes egen kjole. Lea havde været så venlig at finde en konge i mit skab, som hun burde kunne komme ned i. Jeg havde fuldkommen glemt alt om den kjole. Prismærket hang stadig i den, eftersom det var en kjole, jeg havde fået, da min moster igen skulle giftes, men to dage inden brylluppet, blev det hele aflyst, og så havde jeg ikke rigtig husket den siden.

”Åh, må jeg ikke glatte dit hår?” sagde Lea starks og stod allerede med det GHD-glattejern, hun selv havde trukket med i hendes store sportstaske.

”Men, vi er jo allerede sent på den,” prøvede Alma og pegede på det store ur-display på hendes iPhone. Hun slap dog ikke og vi måtte vente i 20 minutter endnu for at håret gad at sætte sig glat. I den tid havde Sólrun og jeg fået åbnet endnu en Verdi-flaske, som vi tavst sad og delte imellem os.

Jeg havde halvt håbet, at jeg kunne trykke min depression ned for at gøre plads til alkoholen, men det virkede til, at de lå i maven og sloges. Jeg blev ikke gladere af den grund. Jeg følte ønsket efter at være noget, men uanset hvor meget jeg prøvede, gad den person ikke at komme frem.

Endelig var vi klar og jeg fandt den lille trofaste taske hængende på indersiden af håndtaget til mit skab. Tasken var stadig klistret ind i både øl og maling fra det Rave party, der var holdt uger inden, at dét skete.

”Så er vi vidst dem, der er skredet,” sagde Lea på vej ud af døren, da vi passerede min mor. Normalvis havde min mor altid været skeptisk for, hvor ofte jeg egentlig havde deltaget i fester, og hvor sent jeg plejede at komme hjem, men jeg fik ingen bemærkning andet end: ”Hav nu en god aften”.

Hvad skete der lige der?

 

Vi blev mødt af Alberte i døren, hvilket var en jordbærblonde pige iført en hvid, løs top og en tætsiddende sort nederdel. Hun var en af dem i klassen, jeg ikke kunne undgå at få kendskab til, eftersom hun altid var på stedet. Alle kendte hende, havde jeg fundet ud af.

”Åh, hej piger – lækkert at I gad komme,” smilede hun og åbnede døren helt op, så vi kunne træde ind i det lille rækkehus, der ikke havde lagt andet end 200 meter for, hvor jeg boede. Jeg havde dog aldrig set hende før, jeg var startet i klassen.

”Selvfølgelig,” smilede Lea og omfavnede Alberte, som var de slyngveninder. Jeg havde dog ikke set de to piger veksle et ord uden for deres makkerskab i Samfundsfag.

”Jeg ville egentlig give en velkomstdrink oppe i baren dér, men de er åbenbart væk,” undskylde Alberte med det store læbestiftssmil.

”Vi har rigeligt,” nynnede Alma og løftede den store sportstaske, Lea og Alma i fællesskab havde fyldt med alt i Superbest, der var indenfor deres kontantbeløb.

Alberte var dog allerede i gang med at byde velkommen til to drenge, jeg genkendte fra klassen, og videre var Lea, Sólrun og Alma også. Jeg følte mig stadig ædru, hvilket var sjovt, da jeg ikke havde drukket noget i evigheder. Jeg måtte slange mig igennem det tætte rum, der var propfyldt med mennesker. Møbler var rykket ud til siden, sådan at stuen var lavet om til et dansegulv, som folk brugte flittigt. Jeg besluttede mig for at sætte mig ned i en af sofaerne, der var placeret op af væggen. De andre piger var sluppet ud af syne, men jeg var egentlig lidt ligeglad. Lige nu ville jeg bare tænke.

”Hey, det var Lærke ikke?” sagde en stemme straks. Jeg vendte hovedet imod drengen ved siden af mig. Han havde ikke siddet der to sekunder inden, og måtte lige været dumpet ned.

Jeg nikkede og var for en gang skyld taknemmelig for den høje musik. Så var jeg da fri for at skulle snakke så meget.

”Jeg hedder Tais – jeg har vidst ikke fået hilst på dig endnu,” råbte drengen Tais og måtte læne hovedet tættere på, før jeg kunne høre hans ord. Jeg huskede ham. Det var drengen, Lea havde accepteret på min Facebookside. Ham der spillede fodbold.

”Hej,” endte jeg med at råbe – det kunne man vel godt sige?

”Hey, dine hænder ser tomme ud – mangler du ikke noget at drikke?” Han skævede ned til mine hænder, jeg havde lagt i skødet på den sorte, ubehagelige kjole. Jeg skar ham en grimasse og rystede på hovedet.

”Ej, det er da synd for dig. Her, du kan få min,” smilede han og stak mig hans Carlsberg, der allerede var drukket halvt. Jeg nåede ikke engang at skænke den tanke, om han havde hældt noget i den. I stedet tog jeg imod den med et nik og bundede resten af øllen. At jeg overhovedet kunne klare så meget alkohol var for mig et mysterium.

”Så, hvor gik du inden, at du kom her?” spurgte Tais og stoppede en dreng op, der kom vraltede hen over gulvet, fordi han var så stiv. Han trak Mokaien ud af hånden på ham, og det virkede til, at drengen var okay med det. Derefter begyndte Tais selv at drikke af den, som drengen vraltede videre.

Skulle jeg lyve? Sige at jeg var flyttet fra Nordjylland – jeg kom jo derfra. Hul i det, tænkte jeg og sagde:

”Klassen over.”

”For højt fravær, snyd eller hvad?” begyndte Tais med et drilsk glimt i øjet, imens han fortsat drak af hans dåse.

”Fravær, kan man godt sige,” smilede jeg og mærkede halvt, hvordan det hele begyndte at blive en anelse behageligere – hallo, jeg smilede jo?

”Du er faktisk ret cool, Lærke,” pointerede Tais og stak en finger på brystkassen af mig for at understrege hans holdning.

”Jeg tror, jeg skal udnytte dig næste gang, vi får makkerskabsgrupper – hvis du allerede har været pensum igennem,” smilede han og jeg rystede halvt på hovedet. Jeg sagde ham dog ikke imod.

”Hey, jeg har fundet hende!” afbrød en stemme, og jeg blev mødt af de 3 piger, der tydeligvis havde været sportstasken igennem. Lea – hvilket ikke var overraskende- var dog værst tilredt:

”Lærke!”

”Vil du med ud og danse,” spurgte Tais, som var pigerne ikke andet end luft. Jeg bed mig i læben og kiggede ud på dansegulvet. Men jeg kunne ikke ignorere pigerne.

”Måske senere,” endte jeg med at sige og rejste mig op. Jeg havde ikke rigtig lyst til at danse, men hvorfor såre drengen?

”Cool, så må jeg jo fange dig senere,” smilede Tais og blev siddende.

Jeg trådte hen til pigerne, der stod og fniste. Jeg sagde ikke noget. I stedet trak jeg den røde Breezer ud af hånden på Sólrun og trak den op til munden.

”Øh, det ville jeg ikke gøre, Lærke,” begyndte Alma, men jeg havde allerede taget en stor slurk. Det smagte forfærdeligt. Selvfølgelig havde pigerne blandet noget i. Jeg rystede på hovedet og tog endnu en slurk. Jeg måtte kæmpe med at holde det nede. Jeg skulle være social, ikke? Jeg havde jo allerede hilst på ham Tais. Det har var godt.

Jeg stak Sólrun flasken tilbage og mærkede, hvordan en bøvs sneg sig op igennem mit halsrør. Da den først var sluppet, braste pigerne sammen af grin.

”Jeg tror virkelig, at jeg skal tisse,” endte jeg med at sige, og pigerne nikkede.

”Ditto – så bliver vi toiletveninder for en aften,” smilede Lea og stak armen under min, og vi fulgtes sammen ud til badeværelset, hvor der i forvejen var en kø. Jeg lænede mig op af væggen og mærkede, hvordan mit grundlovsforhør begyndte.

”Så, hvad snakkede Tais og dig om?” smilede Lea og legede med det sugerør, der stak op af hendes tomme flaske.

”Ikke så meget,” sagde jeg og kørte en hånd igennem det mørke hår. Jeg måtte nok tage og få det klippet, mindede jeg mig selv om.

”Han ville danse med dig,” pointerede hun med et grin malet på hendes læber.

”Ja,ja,” mumlede jeg og begyndte virkelig at blive utålmodig. Hvem brugte så forbandet lang tid på at være på toilettet?

”Måske skulle vi gå over til nabohuset og banke på?” hørte jeg en af de to piger sige, der stod foran os.

”Vi kunne også bare tisse ude i haven,” fniste den anden. Gør med glæde det, tænkte jeg – så kom vi da hurtigere til toilettet. Endelig åbnede døren op og de to piger foran trådte ind.

”Så gør det da – Tais ser rigtig godt ud.” Lea hævede øjenbrynet og lo fortsat.

Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben. Tais så godt ud, indrømmede jeg. Med rødblonde, vokssat hår og krystalblå, smilende øjne. Det sidste jeg tænkte på, var dog drenge. For de fleste piger ville et ønske om tryghed ofte sammensættes med en kæreste. Men jeg ville helle finde trygheden i mig selv.

Mit hoved gyngede i takt med mussiken, som vi stod og ventede på, at toiletbåden blev fri. Endelig kom de to piger ud, og Lea og jeg kunne gå ind på det lille parfumerede badeværelse, der var pyntet med kvalmende mange nipsting, og var det ikke for brækket i håndvasken, havde det lignet noget, man kunne finde i et Disney-eventyr.

Det blev en kort tur, da det hurtigt havde vist sig, at hverken Lea eller jeg faktisk skulle tisse. Lea var begyndt at rode i Albertes skuffer af ren nysgerrighed, imens jeg sukkende havde prøvet at rette på håret.

Da vi kom ud igen, begyndte det hele at sejle en anelse. Jeg lagde armen om Leas og min normale spaceboble var i den grad indskrænket.

”Jeg tror, at jeg skal have noget at drikke,” mumlede jeg og prøvede at samle tankerne, da det skarpe diskotekslys virkelig gjorde mig forvirret.

”Ja, jeg kunne godt tage nogle shots,” begyndte Lea.

”Nej, vand,” sagde jeg hæst og trak hende ud imod det sted, der lignede et køkken. Køkkenet var lige så fyldt af mennesker som resten af rummet

”Jeg tror, du må droppe den plan,” lo Lea og pegede imod en pige, der var endt i håndvasken. Hun virkede ikke til at tage skade af det, som en dreng hang ind over hende i et snav.

”Pis, mand,” mumlede jeg og satte mig op på den køkkenø, der stod midt i det lille køkken. Jeg betragtede mine ben, der hang og dinglede under mig.

”Så, skal vi tage det som en udfordring?” Tungen lå drilsk ude af munden på Lea, der hun søgte skabene igennem for et glas. Derefter listede hun sig hen til håndvasken og måtte kravle op på køkkendisken for at nå om til selve vandhanen. Jeg betragtede, hvordan hun prøvede at kline glasset ind under hanen, men hun endte i stedet med at hælde vand direkte ned i ryggen på pigen.

Jeg kunne ikke andet end at fnise, da pigen hastigt havde smidt sig verbalt over Lea. Jeg lod som om, jeg intet havde med at gøre det, og vendte hovedet væk. Mit blik endte med at falde på ryggen af en mørkhåret dreng, der stod lænet ind over to piger.

”Det bliver 400, hver,” sagde drengen og lænede sig helt ind over en af pigerne. Fra det sted, jeg sad, lignede det, at de udvekslede noget med hænderne. Solgte han dem stoffer? Jeg lænede mig en anelse frem for at se bedre efter. Jeg genkendte ingen af pigerne, måtte jeg indrømme, hvilket nok også var en lettelse. Så var der ikke nogen at stirre mærkeligt på, når jeg mødte ind på mandag.

”Ej, får vi ikke lidt rabat,” prøvede den ene pige, der var iført en falsk pels. Hun havde platinblonde, fladglattet hår og sorte, optegnede øjenbryn. Og ud fra lyset at dømme, var det en rhinsten, der sad under hendes øje, og ikke en skønhedsplet.

”Kom nu, Adam – vi plejer at få lidt,” nynnede pigen og kyssede ham på kinden.

”Det er ikke mig, der sætter priserne,” brummede drengen, men trak sig stadig ikke væk fra pigerne.

”Fint,” sukkede den anden veninde endelig og knappede sin taske op for at stikke ham kontanterne. Drengen tog imod pengene og stak dem derefter poserne. Så vendte han sig om, og hans blik lå i et sekund på mit. Det virkede og ikke til, at han genkendte mig på det korte blik. Adam – det var ham fra gruppeterapien. Jeg skulle til at springe ned og følge efter ham, som han banede sig ud af køkkenet, men så var Lea tilbage.

”Åh, Gud – så du lige det,” skraldegrinede hun og gemte hovedet i mit skød med armene om mine hofter.

Jeg vippede utålmodigt med benene og ventede på, at hun ville slippe mig. Jeg endte med at klappe hende på hovedet og sige, at jeg skulle have lidt frisk luft.

Lea mente, at hun ville finde Alma og Sólrun, så vi skiltes endelig, og jeg halvløb igennem stuen og ledte efter den velkendte mørkebrune læderjakke og det pjuskede baghoved. Midt inde på dansegulvet syntes jeg endelig at finde det. Jeg nåede at prikke ham på skulderen, inden jeg blev afbrudt af Tais’ stemme.

”Lærke – er det nu?” råbte Tais over musikken og tog imod mit håndled. Jeg åbnede munden og kiggede på Adam, der lige havde vendt sig om. Jeg vidste stadig ikke, hvad han lavede her, men jeg valgte at udnytte det.

”Desværre – jeg danser med ham,” råbte jeg tilbage og pegede på Adam, der forvirret stod med munden åben, men da mine ord nåede ham, nåede et selvtilfredssmil hans læber, og han lagde hænderne om mine hofter. Jeg så det skuffede blik i Tais’ øjne, men så blev han fanget af en mørkhåret pige fra klassen, Trine, og den skuffede mine var væk igen.

”Så jeg var bedre en ham, hva?” Smilede Adam og flyttede med mine hofter til takten af musikken.

”Ha-ha,” sagde jeg sarkastisk.

”Så hvad laver du her – jeg troede ikke, at I deprimerede mus gjorde den her slags?”

”Hvad laver dú her?” Jeg fandt det fedt at svare med at stille et nyt spørgsmål.

”Jeg er Albertes åh-så-dejlige stedbror– og så er der forretning i det,” smilede han, og jeg gættede på, at han alligevel havde genkendt mig ude i køkkenet, siden han valgte at dele sin strategi med mig.

”Det var Lærke, ikke?”

”Godt husket,” jokede jeg, og han smilede.

”Det ser da også ud til, at du husker mig. Du har sikkert ikke tænkt på andet siden da. Har jeg en lille beundre?”

”Det kan du godt glemme,” droppede jeg i stedet ind og greb hans hånd i et arrigt greb, der havde et fast greb om min venstre balle.

”Men du ser så godt ud i den lille sag,” beklagede han uden at fjerne smilet fra læberne.

”Jeg burde gå – han er væk nu,” sagde jeg og kastede hovedet imod det sted, hvor Tais og Trine havde stået og danset. Jeg trådte et skridt tilbage og derved ud fra Adams arme.

”Ouch,” sagde han med et smil.

”Det gør ondt, hva?” smilede jeg.

”Det gør det faktisk, ja,” han rystede på hovedet og lo, sådan at et hvidt tandsæt kom i syne, og jeg vidste ikke, om det bare var lyset i aften, der gjorde det så dejligt, eller om det altid så sådan ud.

”Hey – hvorfor..”

”Nå, tak for dansen. Vi får nok hinanden at se igen, ikke?” smilede han og lod mig stå på dansegulvet. Jeg sukkede og trykkede hænderne ind til min mave, da jeg ville spørge ham, hvorfor han var blevet praktikant i gruppen. Han passede ikke ind. Det var så tydeligt. Spørgsmålet havde lagt i mit baghoved i dagevis. Han var mystisk – hvad gemte han på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...