Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12964Visninger
AA

6. Kapitel 5

OBS: 

Jeg har ved en fejl smidt kapitel 5 ind før inden kapitel 4, så hvis nogle af jer tænkte, at det slet ikke gav mening, så det er det derfor, haha! Har fået rettet fejlen nu, undskyld. 

 

  ”Kan nogen fortælle mig, hvor vi inden for en filmanalyse vil placere de forskellige taksonomiske niveauer? Det er vigtigt, at I kan bruge dem, når I skal til at skrive afleveringen her. Simone, kan du ikke dele opgaveformuleringen ud?” Vores dansklærer, Hans, som jeg også havde haft de to forrige år, var forfærdelig. Men det var ikke noget nyt.

  ”Hvorfor kan han ikke bare lægge det op på nettet, som alle de andre gør?” hørte jeg drengen bag mig spørge. Man kunne lige så godt gøre sig den tjeneste at lade være med at spørge Hans om det spørgsmål. Han var tydeligvis imod alt den slags. En mand af principper, måtte man virkelig sige.

  Jeg tog imod papiret fra pigen, der måtte være Simone. Selvom jeg havde været her i over en måned, havde jeg stadig ikke styr på halvdelen af klassens elever. Og det var ikke fordi, det for alle ville være en udfordring. Jeg gjorde mig blot ikke den ulejlighed at forsøge.

  Jeg gav papiret et enkelt blik og sukkede. Jeg mente at have lavet afleveringen i starten af sidste år og håbede på, at jeg kunne genbruge den. Det kunne der vel ikke være regler imod?

  ”Har I nogle spørgsmål?” spurgte Hans med den tone, der fortalte ham, at han ikke rigtig gad svare på dem, hvis der var. Om man så endelig havde spørgsmål, gad man heller ikke være den elev, der skulle udstille sig selv som blank. Så hellere diskutere med sine nærmeste i frikvarteret.

  ”Godt så. Så ønsker jeg, at afleveringen ligger her på næste torsdag klokken 8.15, når jeg møder ind. Husk at lave lektier – vi laver noget gruppearbejde næste gang, så I afhænger af hinanden,” sagde Hans hastigt, da han vidst havde bemærket, at timen gik over tid. Folk var begyndt at pakke sammen sådan, at han måtte overdøve den larm, der havde lagt sig over klassen.

  Jeg genåbnede fanen til Facebook på min computer og begav mig til at rulle ned over væggen uden rigtig at bemærke, hvad der stod i de enkelte oplæg. Jeg bemærkede, at jeg havde fået en venneanmodning, og da jeg klikkede på den, hævede jeg et øjenbryn, da jeg ingen anelse havde om, hvem Tais Fisker var. Jeg hævede et øjenbryn og klikkede på billedet for at se, hvem fanden der havde ansøgt mig.

  ”Åh, har Tais fået et godt øje for dig?” Lea havde lagt en hånd på min skulder for at lægge hovedet ned i computerskærmen. Jeg bed min i læben, da jeg ikke brød mig meget om, at hendes hånd lå dér.

  ”Hvem?” spurgte jeg forsigtigt, og lod musen glide ned over drengens billeder og indlæg, der mest af alt bestod af fodbold og fester.

  ”Hvem? Aner du slet ikke, hvem du går I klasse med?” Lo Lea og klikkede igen på min venneanmodningsknap oppe i hjørnet. Hun rystede vantro på hovedet, da hun efterfølgende rullede ned over alle de anmodninger, jeg bevist havde undgået at besvare.

  ”Oh my. Lærke spiller kostspar,” nynnede hun og sagde ja til en adskillige mennesker, jeg ikke kendte. Jeg åbnede munden for at sige hende imod, men jeg sagde intet.

  ”Hvor meget deltager du overhovedet mentalt herinde?” spurgte Sólrun, der selv sad på Facebook i øjeblikket.

  ”-100, måske?” prøvede jeg.

  ”Wow, jokede Lærke virkelig lige der – hørte du det, Alma?” Lea slap endelig hånden fra min skulder og klappede så min computer i:

  ”Skal vi smutte til kantinen?”

  ”Jeg tror, jeg springer over,” mumlede jeg og rystede på hovedet. Jeg magtede simpelthen ikke at sidde i nogen forsamling i dag. Jeg ville hellere gå en tur ned til kanalen og stirre på ænder – måske købe noget brød på vejen?

  ”Det er cool,” sagde Lea, men det var tydeligt at læse i hendes ansigt, at det ikke var cool.

  ”Jeg tror også, at jeg bliver,” sagde Sólrun og smilede. Jeg skulle til at sige hende imod, men igen, det ville jeg ikke magte at formulere. I stedet nikkede jeg svagt på hovedet og prøvede at give Alma og Lea et smil. Jeg betragtede, hvordan de fandt deres dankort i tasken og derefter forsvandt ud af døren.

  ”Vil du snakke om det?” Sólrun gjorde et lille forsøgende smil og drejede sig på stolen, som hun forventede en længere dialog.

  ”Om hvad?” spurgte jeg og prøvede bedst muligt at snakke om en, der ikke forstod et ord af, hvad hun snakkede om.

  ”Om hvad der foregår – hvor din hjerne bliver af?” Hun kløede sig i nakken og derefter i det røde hår.  

  ”Der er intet,” sagde jeg og sukkede.

  Hun rystede på hovedet og rejste sig op. Så trak hun i den gule regnjakke, som, jeg efterhånden havde konkluderet, var et hverdagstøjstykke. Jeg troede, hun havde givet op, men hun stoppede halvvejs og sagde:

  ”Kommer du, eller hvad?”

  Jeg anede ikke, hvad hun nu ville, men jeg rejste mig tøvende op og fulgte efter hende.

 

  Vi gik i tavshed. Sólrun havde stukket en smøg imellem læberne og lavede røgringe i luften, som var det for at gøre det mindre akavet. Hun havde tilbudt mig den grønne LA pakke, men da jeg aldrig havde røget for, takkede jeg nej. Jeg havde dog flere gange overvejet at købe en pakke, når jeg stod i Superbest eller Fakta. Måske kunne det få mig til at slappe af – sådan for alvor?

  Noget fis.

  Selvfølgelig var en lille sølle cigaret ikke være nok til at vende om på min hverdag.

  ”Så, vil du snakke om det nu, eller?” Sólrun slog fingerneglen imod cigaretten for at skode den og stak den derefter imellem læberne igen. Jeg vidste ikke, at hun røg. Men ærlig talt vidste jeg heller ikke meget om hende – eller om noget af de andre piger for den sags skyld.

  ”Der er ikke meget at snakke om,” mumlede jeg og mærkede, hvordan mit hoved gemte sig imellem mine skuldre. Jeg stak hænderne i lommerne og sparkede til en hvid sten, der lå på asfalten.

  ”Men der er nóget. Come on, Lærke.” Sólrun stoppede op.

  ”Og så hvis der er, hva så?” Jeg mærkede, hvordan irritationen nåede min stemme. Mit hoved føltes 10 grader varmere end normalt.

  ”Så fortæl det. Seriøst, du kan ikke bare holde det for dig selv.”

  ”Jeg er i behandling,” fnøs jeg og begyndte at gå fra hende. Jeg vendte blikket væk og gik imod ænderne. Jeg håbede på, hun ville lade den ligge der – at jeg kunne få fred. Men selvfølgelig skulle hun følge efter.

  ”I behandling – for hvad?” hørte jeg Sólrun spørge bag mig. Hun småløb for at indhente mig igen. Der var noget i hendes blik. Noget der gav mig lyst til at fortælle hende det. For det var ikke nysgerrighed – det var medlidenhed.

  Jeg stoppede op den her gang.

  ”PTSD, primært,” hviskede jeg og rodede med hænderne nede i mine bukselommer.

  ”Lærke, hvad har du været udsat for?” Blikket i hendes øjne var det samme. Det fik mit hjerte til at banke hårdere.

  Jeg åbnede munden for at sige det, men det kom aldrig over læberne. Det var ikke fordi, mine tanker havde noget imod ordet. Voldtægt, voldtægt, voltægt – se, det var let? Hvad fanden havde min mund så imod at sige det?!

  Det overraskede mig, da tårerne i stedet begyndte at falde tavst ned af mine kinder. Jeg havde ikke grædt længe. Det kom fuldkommen bag på mig og så alligevel ikke. Jeg bemærkede, hvordan Sólrun kort stod og lignede en, der ikke vidste, hvad hun gjorde i sådan en situation, men så lagde hun armene om mig.

  I det øjeblik mærkede jeg, hvor længe jeg havde savnet at have en ven eller veninde.

***

  ”Og inden vi begynder på dagens møde, vil jeg gerne byde jer velkommen til Lærke Henriksen,” sagde en pædagogisk mand, der måtte være i start-60’erne. Han havde en kost på overlæben, og håret var så hvidt, at det måtte konkurrere med farven på sne. Jeg havde ikke helt fanget hans fornavn, men på døren havde der stået ”Dr. Laursen”.

  Jeg blev mødt af 11 sæt øjne fra den rundkreds, jeg havde placeret mig i. Jeg var uden tvivl den yngste i forsamlingen. Der sad to usikre piger, der måtte være i starten af 20’erne, men ellers var hele gruppen fuldvoksne kvinder.

  ”Lærke, hvis du vil sige noget, er du selvfølgelig velkommen, men det er mest tænkt, at du skal være med for at lytte og se, hvordan det egentlig foregår her,” sagde manden og gav mig et smil, der mindede om det, Henriette på Bispebjerg også havde:

  ”Okay, hvem vil starte i dag?”

  Inden han overhovedet var færdig med at snakke, hørte man den ubehagelige lyd af en stol, der skrabede over gulvet. En rødhåret kvinde havde rejst sig op og kiggede med usikre øjne på os alle. Blikket lå ikke mere end et sekund på hver enkelt af os.

  ”Lauren,” sagde mangen og kvinden begyndte.

  ”Okay. I tordags havde jeg treårsdag siden, at det skete – altså voldtægten,” begyndte hun med en pibende usikker stemme:

  ”Og jeg er lige blevet tilbudt et job af det lokale bibliotek.”

  Hold da kæft. Var det sådan noget, vi skulle stå og snakke om i hvad – en time? Jeg kunne ikke undgå at snige et blik ned på mit gamle armbåndsur. Hvis jeg uge efter uge skulle høre om, hvilke små frem- eller tilbageskridt man havde haft, så kom jeg da virkelig ikke nogen vejende. Mine tanker blev trukket tilbage på samtalen med Sólrun i går.

  Jeg havde ikke rigtig snakket med hende i dag. Jeg havde på fornemmelsen, at hun ville give mig tid til at snakke selv. Og jeg håbede inderligt, at hun ikke havde sagt det til Lea og Alma.

  ”Det lyder rigtig godt, Lauren,” smilede den pædagogiske mand og bladrede i nogle papirer for at skrive noget ned. Jeg håbede ikke, han brugte sit blæk på alle disse små ting.

  ”Er der andre, der har oplevet noget siden hen?”

  Der var ikke rigtig nogen, der havde noget at sige.

  ”Nå, det har da været lidt af en kedelig uge, hva? Okay, så springer vi videre. En lille øvelse – og den kan du også sagtens være med i, Lærke! Brug 3 tillægsord om at fortælle, hvordan I havde det de første måneder efter jeres voldtægt, og hvordan I har det lige nu. Skal vi starte ved dig, Ellen?”

  Og så begyndte den øvelse ellers.

  ”Rastløshed, ensomhed og forladt,” sagde kvinden og stirrede blankt ud i luften, før hun fortsatte:

  ”Håb..”

  Kvindens ord blev straks stoppet af lyden med en smækkende dør. Ind trådte en mørkhåret dreng med pjusket, uredt hår, grove skægstubbe og en cigaret imellem læberne. Han gjorde sig ikke engang den ulejlighed at undskylde for afbrydelsen. Jeg forventede, at han ville sætte sig ned, men i stedet trådte han direkte hen til kagebordet, der fint var sat op i hjørnet, og hamstrede fra de forskellige fade. Han lagde cigaretten på bordet, som var det en almindelig ting at gøre.

  ”Det må I undskylde. Det er min nevø, Adam. Han vil være i praktik her de næste 6 uger,” manden forventede lidt, at drengen, Adam, ville præsentere sig selv, men han blev ved med at stå ved kagebordet. Hvorfor tage et praktikjob her, hvis man ikke gad interessere sig for, hvad der egentlig foregik?

  Manden rejste sig sukkende op og gik over til drengen, hvor han lagde en arm på ryggen af ham. Drengen blev snurret om og var i fært med at tygge på et svensk chokoladebrød.

  ”Hva?” sagde han dovent, og rynkede på næsen, imens han blev ved med at spise.

  ”Sæt dig,” hørte jeg onklen hviske. Han blev trukket med over, hvor en stol blev klappet ud, og snart var vi i gang igen.

  ”Okay, Ellen. Du sagde håb. Hvad ellers?” spurgte manden, Dr. Laursen

igen.

  Kvinden, Ellen, virkede fuldkommen forvirret over hændelsen og kunne ikke til at kunne fatte om sine ord igen:

  ”Øh, håb. Måske glad og afslappet?”

  ”Godt, det lyder godt,” nikkede manden, men blev hele tiden ved med at skæve over til drengen, der havde taget småkager med i favnen.

  ”Lærke, er du frisk på at sige noget?”

  Jeg kiggede spørgende på manden og åbnede munden, da jeg egentlig ikke ønskede at deltage. Men omvendt kunne det ikke skade at sige seks små ord.

  ”Okay. Øhm, fortvivlet, håbløs, åndsfraværende?”

  ”Og hvordan har du det i dag?”

  ”Fortvivlet, håbløs, åndsfraværende,” gentog jeg tørt og mærkede sandheden i dem.

  ”Det er meget intere..” begyndte Dr. Laursen.

  ”Hvad fanden er det her for noget lort,” bed drengen, Adam, af Dr. Laursen og spyttede sin seneste småkage ud. Jeg kiggede forskrækket på ham og så, hvordan hans irriterende blik også lå på mig.

  ”Adam, vi blev enige om, at du ikke skulle sige noget,” prøvede onklen og lagde beroligende hånden på benet af sin nevø.

  ”Men hvad fanden skal det hjælpe dem med?”

  ”Det hjælper dem til at se, hvor de er i livet.”

  Og hvad skulle jeg med det? Der var noget sandt i Adams ord. Men han var en nar – jeg ville ikke give ham ret i noget. Jeg tog en dyb indånding og forventede, at vi kunne gå videre i runden.

  ”Okay, du der pige. Hvor i alverden er du i livet?” Adam pegede direkte på mig med et svensk chokoladebrød og hævede et øjenbryn, imens et smørret grin lå om læberne på ham.

  ”Øh,” mumlede jeg.

  ”Det skal du ikke svare på, Lærke. Det er den slags, du finder ud af her. Han har intet at skulle have sagt,” sukkede Dr. Laursen.

  ”Hun ligner ellers en, der gerne vil sige noget.”

  Jeg ville gerne sige noget – bevise den nar, at jeg for fanden ikke kunne bruge hans ord til en skid, men på den anden side havde han ret. Jeg havde i virkeligheden intet at sige.

  ”Okay. Skal vi tage en kagepause? Adam, så skal vi to lige have en snak.”

  Da kvinderne tavst rejste sig op, kunne jeg lavmeldt høre, hvordan de snakkede om, hvor forkert drengen var på den. Jeg havde ikke rigtig nogle at snakke med, og havde nok heller ikke noget at gøre folk enig i, så jeg blev siddende.

  Jeg fandt min mobil frem og valgte at bruge den sidste datatrafik på at gå på Facebook. Jeg prøvede at gøre mig selv opmærksom på de oplæg, der kom fra mine nuværende klassekammerater. Jeg var begyndt at kunne sætte navne på ansigterne ved at huske, hvilke skavanker man gik og bemærkede. Som at Keila Graversen havde en ualmindelig stor næse, at Philip Schou havde monobryn og Silje Trane havde ualmindelig store fødder for en pige, der gik i nederdele og cardigans.

  ”Åh, jeg er aldrig sunket dybere i mit liv, end jeg er nu – hvorfor fanden tog jeg også med til det her. Jeg hader mig selv,” hørte jeg en stemme bag mig. Adam stod med et selvtilfreds smil på læberne og gjorde nar af mig. Hvordan fanden kunne man være det bekendt?

  Jeg sagde intet. I stedet lod jeg blikket glide ned over skærmen og skulle til at klikke på en fælles chatbesked fra Lea, Alma og Sólrun, da min mobil meddelte, at jeg ikke havde mere mobildata for resten af måneden, og at den nu ville trække over. Sukkende slog jeg det fra og lagde mobilen i skødet.

  Han stod der stadig.

  ”Hvis jeg skulle bedømme, hvor du var henne i livet lige nu, ville jeg sætte en bunke med lort her,” forklarede han grafisk med sine hænder, og satte den ene hånd højt oppe i jorden, han placerede så den anden langt under og sagde:

  ”Og her er du og resten af det her deprimerende støttefis.”

  ”Jeg har forstået det,” sagde jeg endelig.

  ”Hold da op – snakker I virkelig her omkring?”

  ”Er du klar over, hvor forfærdeligt sagt det var? De kvinder har været igennem nogle traumer,” sagde jeg irriteret og blev først efter opmærksom på, at jeg faktisk havde snakket. Og ikke bare få ord – en sætning. Med den stemme, gamle Lærke, snakkede i. Hvorfor skulle hán få mig til at snakke?

  ”Så du synes, at den her måde hjælper dig på? Snart er alt som det plejer igen?”

  Jeg sukkede og vendte hovedet om. Det var ikke pænt af mig at gøre, men hvorfor havde jeg nogensinde interesseret mig i, hvordan jeg skulle opføre mig over for andre. Det var uden tvivl ham, der var værst.

  ”Okay – jeg tror, det var nok – min mave kan i hvert fald ikke mere,” jokede Dr. Laursen og fik folk tilbage i cirklen igen. Jeg fik fred for Adam resten af den time og i frygt for, han ville kommentere på noget så snart, vi var færdig, nåede jeg ikke at sige farvel til alle, som de ellers gjorde noget ud af. Jeg trak tasken hastigt over skulderen og halvløb ned af trapperne og ud på gaden til det sted, hvor min mor holdt parkeret.

  I sidste ende vidste jeg ikke, hvad jeg løb fra.

  Var det overhovedet ham? Jeg begyndte at tro, at det var sandheden, jeg var løbet fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...