Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13090Visninger
AA

5. Kapitel 4

  De næste uger forløb sig nogenlunde som den første uge. Undervisningen gik godt nok i gang, men jeg havde ingen intentioner om at lytte efter. I stedet brugte jeg stor tid på at tegne evige cirkler og andet krusedullers i det hæfte, jeg havde fundet i en sidelomme på tasken. Jeg spiste ikke med Anna, Regitze og slænget længere. Jeg tror, de havde fattet, hvilket genfærd, Lærke efterhånden var blevet – og jeg havde accepteret det. I stedet var jeg endt ved et bord med nogle af pigerne fra klassen. Det var Sólrun, der havde insisteret på, at jeg ikke kunne blive siddende og bare stirre ud i luften, når de andre gik til pause. Selvom det ærlig talt var passende for mig. Hvad dagene blev af, var et mysterium for mig. Hvordan jeg nogensinde var blevet så tom, var for mig uvirkeligt, og stadig kunne jeg ikke sætte en finger på, hvorfor. Jeg tænkte ikke på voldtægten, selvom scenariet stadig fulgte mig i mine mareridt. Ordet Posttraumatisk stress stod malet i panden på mig, efter jeg var blevet diagnoseret af en ny psykolog. Men det var ikke et svar på, hvem fanden jeg sad tilbage med. For ligesom min mor var blevet besat, så var Lærke også væk.

  ”Åh, jeg magter fandeme ikke den hyttetur, Lene bliver ved med at plapre om. Var det ikke nok med den introtur sidste år?” beklagede Lea imens hendes pegefinger snoede sig igennem det mørkebrune hår. Hun fortsatte med at snakke uklart, da hun tyggede på pastaretten.

  ”Come on – det skal nok blive fedt nok. Lidt ruste-sammen, ikke?” prøvede Sólrun med et oprindeligt smil, der fortalte, at hun var faldet til i gruppen.

  ”Hvis det betyder teambuilding igen, må jeg fandeme komme op med en god undskyldning for ikke at deltage. Hierakiet skinner virkelig igennem, og jeg gider sgu ikke være den, der evigt bliver leet af,” pointerede Lea, og rystede opgivende på hovedet.

  ”Var I på hyttetur sidste år, Lærke?”  Alma kiggede spørgende på mig med de haselbrune øjne, og det røde krøllede hår. Hendes ansigt var fuldkommen gemt væk i fregner.

  ”Ja, men det var også noget lort,” fremstammede jeg og rystede på hovedet. Egentlig ville jeg have fortalt mere. Hvordan vi havde låst os inde på toilettet med ’dårlig mave’ og havde kravlet ud af vinduet for at løbe de 4 kilometer ind til den nærmeste landsby. Vi havde tømt alle lommerne for kontanter for at købe mest muligt alkohol. Senere den aften havde Christian T. lokket Anna op i et træ, da hun var fuld, og han gad kun at hjælpe hende ned igen, hvis hun flashede sine ”kvindelige dele”. Den slags historier havde været meget værd førhen – gode minder. Men i dag lød det bare så plat.

  ”Nå, pausen er allerede slut nu. Det er fandeme svært at skrue uret tilbage på skoletid. Jeg kunne godt have taget en længere sommerferie,” beklagede Alma og strakte sine arme, sådan at de gav et højt knæk fra sig.

  Vi rejste os alle sammen for at gå imod det lokale, hvor vi sammen skulle have Mat B-undervisning.

  ”Så du kunne ligge nede på Cypern og flirte med den englænder? Hvad var det nu han hed igen?” Lea fandt sine sorte læsebriller frem, som hun mente hjalp på hendes intelligente udseende. Hvilket var nonsens, da hun ind til videre kun havde fået 10 og 12 i sine afleveringer – hvad skulle brillerne hjælpe med her?

  ”Rhys – er det ikke bare sexet?” Alma trak sine notater ind i favnen og lignede virkelig en i den 7’ende himmel? 

  ”Fandeme et mærkeligt navn – hvad er der blevet af Jack, Charles og sådan noget?” Leas øjne himlede inde bag glassende, imens hun lagde en arm om sin veninde. Imens gik jeg i tavs gik ved siden af Sólrun. På vejen krydsede vi mit gamle stambord, og jeg kunne ikke andet end mærke et lille slag i maven, da jeg trådte forbi.

 

  Jeg skruede TV’et højere op, da støvsugeren overdøvede alt i det lille rækkehus. DR2 bød på en dokumentar om Columbus’ opdagelse af Amerika, og selvom jeg ikke kunne være mere ligeglad, var der ikke andet at se. Jeg havde pakket mig ind i et tæppe, min bedstemor havde syet, da jeg var barn, og jeg svor på, at det stadig duftede af Jylland.

  ”Far har spurgt efter dig – om du ikke snart kommer hjem og besøger ham?” sagde mor, da hun stoppede op direkte foran TV’et. Der var noget komisk over hendes udseende. Overalls, en rød bandana i håret og den uvante make-up i ansigtet.

  ”Det kunne godt være,” mumlede jeg med hovedet ned i den tobakslugtende pyntepude. ’Det kunne godt være’ var den pæneste måde at sige, at ’det gad jeg fandeme ikke’. Min far ville jeg gerne besøge, men hans nye kone og hendes børn var blevet et irriterende vedhæng, som jeg ikke magtede.

  ”Det kunne godt være hvad: skal jeg sige ja eller nej?” sagde min mor og tog telefonen op. Havde hun planer om at ringe til ham lige nu og her?

  Jeg trak på skulderen og prøvede bedst muligt at se igennem min mor, så jeg kunne følge med i udsendelsen. Alt for ikke at have den her samtale.

  ”Lærke..” prøvede min mor, men jeg så ikke op.

  ”Mor, kan du ikke flytte dig?” forsøgte jeg i stedet, men det var tydeligvis ikke de rette ord at sige. Jeg betragtede, hvordan hun irriteret slukkede for fjernsynet.

  ”Kig på mig, Lærke,” sagde min mor hysterisk.

  Jeg kiggede op på hende.

  ”Hvorfor prøver du ikke? Det eneste der skal til, er, at du gør en indsats selv. Jeg har prøvet alt, har jeg ikke?” Min mor hævede stemmen og pegede med en fast finger ind imod sit eget bryst. Så pegede hun derefter rasende på køkkenet.

  ”Jeg bager – jeg fucking bager for dig. Og du ved, hvor meget jeg hader det. Jeg prøver at være din mor – så vær for fanden min datter,” græd hun.

  Jeg burde sige noget – jeg burde bryde sammen med hende. Hvorfor kunne jeg ikke det? Der var en del af mig, der ønskede, at skallen ville springe – at pubben ville klække og Lærke ville springe ud som en sommerfugl. Det var nonsens – det her var virkeligheden.

  ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere, okay? Jeg har prøvet alt, har jeg ikke?”

  Mit blik begyndte langsomt at søge imod TV’et igen, imens jeg halvt lyttede til hendes ord.

  ”… terapi, give dig frie tøjler..”

  Jeg tog mig selv i at bide negle. En vane jeg havde haft som barn, men som jeg var fyldt de 13 og var trådt ind i de fine ’teenageår’, var vanen pludselig forduftet. Pudsigt at den var tilbage.

  ”Lærke – så sig for fanden noget!” Min mors råb trak mig ud af mine trancelignende tanker. Jeg kiggede forhastet op på hende og sank min finger ned fra mine tænder.

  Jeg sagde intet. Jeg betragtede blot, hvordan hun satte sig ned på knæ og lagde hænderne på mine kinder – hvordan hendes øjne borede sig ind i mine.

  ”Sig noget, vær sød. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil ikke sende dig tilbage dertil – det vil være at give op,” græd hun. Jeg ville gerne tilbage dertil. Til den sløse hverdag, hvor man ikke blev nedstirret over sit fravær. Jeg ville tilbage til det sted, hvor jeg blev accepteret for det genfærd, jeg nu var blevet.

  ”Du må snakke med nogen om det. En psykolog virker ikke, gør det?”

  Skulle jeg være ærlig? Nej, det gjorde det ikke. Jeg følte udelukkende, at det var spild af tid at snakke om, hvordan jeg havde det. Det var jo altid det samme, og det gjorde ikke mig klogere.

  ”Hvad med at snakke med folk, der har prøvet det samme som dig? Noget gruppeterapi?” Tårerne løb stadig ned af kinderne på hende. Jeg kunne virkelig ikke undgå den stærke lugt af mint, der sikkert bestod af mundskyld, så det dækkede over hendes sædvanlige tobaksånde.

  Gruppeterapi lød tamt. Men fik det hende på andre tanker, var det vel et forsøg at tag. Der var noget over min mor, der græd, som jeg ikke brød mig om. Måske fordi det var fremmed? Min mor var den stærkeste kvinde, jeg kendte, da jeg var barn. Hun viste aldrig sine triste sider til andre, og om de nogensinde kom frem, havde jeg tit undret mig over.

  ”Ja, okay,” mumlede jeg, og jeg kunne se, hvordan et lille smil tittede frem igennem tårerne. Hun lagde armene om mig og hulkede ned i min skulder.

 

***

  ”Så sidste gang i dag, hva, Lærke?” Jeg satte mig langsomt ned i den komfortable læderstol, der var placeret over for et skrivebord. Bag det sad centerlederen af Bispebjerg, Henriette. ”Psykolog-smilet” lå på hendes lyserøde læber.

  Jeg svarede ikke. I stedet rettede jeg på min måde, jeg sad på, så jeg nu hang mere i overkroppen. Mit blik gled ned over det trælignende linoleumsgulv. Lignede den en nullermand, der i frygt var kravlet ind under hendes sofa? Der var ellers så rent, at det næsten blev ubehageligt. Det var her, man blev påmindet om, hvad at blive indlagt indebar.

  ”Jeg er ikke helt enig i din mors idé, men det lød til, at du var med på den, så det er vel fint i det mindste at forsøge. Ellers kan du jo altid komme tilbage hertil,” smilede Henriette. Der måtte være en del af hende, der ikke ville erkende, at jeg et fejlet forsøg. Og hun virkede ikke til typen, der ville overbringe sine opgaver til andre.

  Min mor rømmede over fra klapstoplen i hjørnet, imens hun diskret forsøgte at læse i en krøllet udgave af Bolig. Det var ikke let at regne ud, at hun fuldkommen var imod, at jeg skulle tilbage hertil.

  ”Det skal jeg huske,” sagde jeg i stedet og prøvede at presse et svagt smil over læberne. Wow, det føltes unaturligt at gøre det.

  ”Har du noget at tilføje?” Spurgte Henriette og foldede hænderne i skødet.

  ”Ikke ligefrem,” sagde jeg og prøvede bedst muligt at beholde smilet på læberne. Jeg skyldte min mor det her, ikke?

  ”Jeg ønsker stadig, at vi hører fra dig på den ene eller anden måde. Jeg ved ikke, om det er muligt, at vi kan få et referat af det gennemgåede på møderne – bare en gang imellem, altså,” sagde hun med et glimt i øjet, som jeg ikke helt kunne tyde.

  Da hun blev mødt af tavshed fra både min mor og jeg, rejste hun sig op og rømmede. Hun fandt en mappe frem og gav mig en formular, hvor hun bad både min mor og jeg om at skrive under. Jeg tøvede, da jeg tog den elegante, og sikkert dyrebare kuglepin. Endelig skrev jeg under med mine kravetæer, da jeg aldrig havde fundet frem til det, jeg kunne kalde min signatur.

  ”Glimrende. Så må jeg ønske dig held og lykke,” sagde hun og prøvede bedst muligt at lyde oprigtigt. Hun havde sikkert sagt det så mange gange, for det virkede næsten ærligt. Hun gav mig hånden, og dernæst blev vi begge vist ud på den velkendte gang.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...