Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13088Visninger
AA

4. Kapitel 3

  Jeg gjorde et sæt, da døren ind til rektors kontor blev åbnet. Jeg havde fuldkommen trukket mig selv ind i min passive verden, der bød på ren tomhed i så lang tid, som en dag kunne række. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig langsomt op. Det føltes som, at to 20-kilos-vægte var lagt på mine skuldre og trak mig ned, så jeg var ved at ryge igennem gulvet.

  ”Dejligt at se dig igen, Lærke. Vil du komme med?” smilede rektor, der havde klædt sig anstændigt og typisk gråt med skjorten stukket ned i bukserne. Jeg kunne ikke undgå at fokusere på de atypiske røde kondisko, der var stik-modsat af resten af påklædningen. Da jeg kiggede op igen, blev jeg mødt af jordens største smil. Jeg overvejede sarkastisk, hvor anstrengende det i længden ville være at skulle smile sådan. Jeg blev mere skræmt end modsat at skulle slappe af.  

  Jeg sagde ikke noget. Jeg trak ikke engang på en af de tunge skuldre, trods det ville være typisk at gøre, når jeg gav op på ordene. Jeg trådte blot ind i det lille kontor, som han trådte til side. Jeg blev arrangeret på et designermøbel af en stol over for det hvide, ryddede skrivebord, som rektor satte sig bag.

  ”Sagen er den, at du skal starte i 2.x igen, og jeg er sikker på, at du allerede kender proceduren og har kendskab til de fag, I vil få det på det nye år – dog må vi tage hensyn til din situation, og jeg synes, vi skal blive enig om, hvordan vi tager fat omkring den. Er det noget, du vil snakke om ude i klassen?” spurgte han, og hævede et øjenbryn. Det var ikke rigtig noget, jeg havde tænkt på. Jeg rystede på hovedet og sagde:

  ”Det kommer jo ud før eller siden alligevel, ikke?”

  ”Vi vil gerne gøre det bedste for, at det ikke bliver sagt – men det er op til dig, Lærke. Hvem ved – måske er det sundt for dig at dele det med dem?”

  Så de kan tage ekstra hensyn til den taber, der skulle gå om, fordi hun blev indlagt på en sindssyg-anstalt, tænkte jeg og fnøs sarkastisk i hovedet.

  ”Har du nogle spørgsmål?” spurgte han, da jeg ikke svarede. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan han havde tolket mit forrige svar og vidste derved heller ikke, hvad der egentlig ville ske. Jeg var dog ikke meget for at spørge ind til det alligevel. Jeg stirrede ud i luften og så, hvordan smilet i et sekund faldt fra hans læber. Så var det tilbage igen.

  ”Nå, så lad os følges ud til din nye klasse,” sagde han og rejste sig op. Han kørte hænderne imod hinanden og lignede virkelig en, der glædede sig over min situation i et eller andet omfang.

 

  ”Morten Lundsgaard,” læste en kvindelig stemme op, da jeg trådte ind i det velkendte klasseværelse efter rektor. Bag katederet stod en kvinde med de største krøller og brillerne helt nede over næsen. Hun virkede dog ikke til at være andet end i start-30’erne.

  ”Det må være vores anden nye elev,” smilede hun og rev sig væk fra fraværsregistreringen. Hun rejste sig fra den gamle kontorstol og trådte hen foran både rektor og jeg, hvor hun så gav mig navnet og kort præsenterede sig selv som Lene, klassens nye samfundsfagslærer. Rektor udnyttede muligheden til, med løftet pegefinger, at gøre resten af klassen opmærksom på skolens politik, der omhandlede, at vi ikke gav ”putte-g’erne” vand.

  ”Du må gerne sætte dig ned. Vi har fundet dig en plads ved siden af Sólrun. Hun er også kun lige startet i dag, så jeg tænkte, at I kunne følges ad,” smilede Lene og rettede så på brillerne, hvilket fik hendes øjne til at få en helt anden størrelse.

  Jeg vendte blikket imod den ligblege, fregnede pige, der sad med blikket fæstnet på verdenen udenfor. Da jeg kom tættere på, var det at se, at en piercing sneg sig frem i hendes næse. Det var en af dem, der lignede en tyre-ring. Den var bare åben, og fordi næsen på hende var så spids, gjorde det, at den var godt skjult. Piercingen passede godt sammen med hendes postkassefarvede røde hår. Da jeg tavst satte mig, vendte hun langsom hovedet og gav mig et smil.

  Hun nåede dog ikke at sige noget, før Lene oppe ved tavlen havde fundet en dokumentar om socialgrupper i det danske samfund, hvilket passede mig fint. Det sidste jeg magtede ved gymnasiet var at blive social.

 

  Kantinen bestod af mindre mylder end normalt. Det måtte skyldes, at de fleste første-g’ere skjulte sig oppe i deres klasseværelser, hvor resten var ude at få vand. Det var derfor intet problem for mig at finde et bord, der ikke allerede var taget. Jeg satte mig i hjørnet af kantinen ved et rundt bord og gik tavst i gang med at spise af den sandwich, jeg havde købt. Jeg tog dog ikke mere end fire bidder, før min mave ikke længere kunne følge med. Mine madvaner havde virkelig ændre sig. Min mor havde forgæves forsøgt at finde madglade Lærke frem igen, men hun var tilsyneladende væk.

  ”Hey, er det ikke Lærke, der sidder derovre?” kunne jeg høre nogen hviske og inden jeg nåede at dreje hovedet, stod Regitze ved min side. Ved siden af hende stod Anna, Cecilie H, Andreas og Christian T, som jeg havde plejet at spise med i 1g. Det lignede, at de var på vej udenfor for at nyde det gode vejr, da de som sidsteårsstuderende intet havde at frygte.

  ”Hey, Lærke. Er din nye klasse fed?” prøvede Anna og smilede. Det lignede, at hun tavst kørte en samtale med Regitze ved rene blik. Ud fra hendes hidsige, pludselige ryk i hovedet med de sigende øjne peget imod bordet, hvor jeg sad, var det ikke svært at gætte, at Anna ville have, at de skulle sætte sig der. Selv jeg forstod den hentydning, hvilket Regitze tydeligvis ikke fangede.

  ”Den er vel okay – jeg tænkte ikke rigtig over det,” sagde jeg og åbnede munden for at sige noget mere, men da jeg ikke rigtig følte for mere, lukkede jeg den igen. I stedet gad jeg mig til at fumle med skruelåget på min Kildevæld. Jeg betragtede Annas bevægelser, som hun gled ned i stolen ved siden af mig, og snart fulgte Christian T og Andreas også efter.

  ”Vi troede, at vi var sluppet for gamle Frederiksen i år,” jokede Anna og tog derefter en bid af den pitakebab, der var dagens ret i kantinen. Hr. Frederiksen var en forfærdelig lærer – typen der havde misfarvet både skæg og tænder af tobak. Han havde efterhånden fået så stor en bedstefar-vom, at den ikke kunne blive i hans skovmandsskorter. Han var den værste lærer i Kemi, der måtte findes i historien – og tanken om at skulle have det et år ekstra, gjorde, at jeg mentalt stak to fingre i halsen.

  Jeg sagde dog intet ved hendes kommentar. Det gjorde, at en akavet tavshed opstod. Jeg fugtede mine læber med tungespidsen og løftede sandwichen for at spise mere, selvom jeg ikke rigtig kunne. Hellere tvangsfodre mig selv end at sidde og gøre ingenting.

  ”Hey, er du ikke kommet i klasse med hende den lækre 2.g’er – hvad var det nu, hun hed?” spurgte Christian T med et stort smil på læben.

  ”Alberte Kristiansen?” rettede Cecilie og himlede med øjnene. Jeg anede ikke, hvem de snakkede om. Måske ville jeg have haft en idé, hvis jeg altså ikke havde været indlagt det meste af sidste år.

  ”Præsic!” sagde Christian og kom med en kommentar på, hvor glad han var for sommer-halvåret, så han kunne få set rigeligt af hendes slanke, brune ben.

  ”Du er seriøst for meget,” pointerede Regitze og himlede med øjnene. Man kunne se, hvordan hun bedst muligt anstrengte sig for at spise sin banan elegant – hvis det altså overhovedet var muligt.

  ”Du ødelægger muligvis Kongsholms største forelskelse i historien – Christian har bagt på hende hele foråret,” tilføjede Andreas med en latter.

  ”Ej, hvor er I søde,” lo Anna og i et kort øjeblik føltes det som om, at tingene var som før – det var de bare ikke. Samtalen gik fuldkommen over hovedet på mig, og jeg følte ikke, at jeg havde noget at gøre, som jeg sad ved bordet. I stedet spiste jeg fortsat af sandwichen og mærkede, hvordan det begyndte at blive ubehageligt. Mine øjne lå konstant på klokken og ønskede inderligt, at det snart ville ringe ind igen.

 

  Sidste time var på skemaet to timers matematik, men det viste sig i stedet at være endnu en blok, hvor vi i stedet skulle tvinges igennem talen om, at 2g ville blive meget mere seriøst, og havde vi ikke taget det seriøst sidste år, så skulle vi fandeme klemme ballerne sammen i år og glemme alt om skjulte mobilspil under bordet og Facebook.

  Da det ringede ud, valgte Sólrun endelig at tage sit snit til at starte en samtale.

  ”Det var Lærke at du hed, ikke?” sagde hun forsigtigt og skar en grimmase. Hun var i gang med at trække i den gule regnjakke, der havde hængt over ryglænet. Jeg overvejede, om hun havde taget den på i frygt for at blive forbundet med 1g’erne, eller fordi det for hende var almen påklædning.

  ”Jo,” sagde jeg tørt og var i gang med at liste min bærbar ned i min taske.

  ”Hvor er du flyttet til fra?” sagde hun forsigtigt og kløede sig bag den røde knold.

  ”2g – sidste år,” sagde jeg ligeud og håbede på, at jeg kunne flygte inden hun nåede at sige mere.

  ”Åh,” sagde hun og lignede en, der ikke anede, hvad hun nu skulle stille op. Hun håbede nok også på, at jeg bare stak halen imellem benene og forsvandt.

  ”Jeg er fra Fredericia,” sagde hun forhastet i stedet. Der var noget interessant og uskyldigt i hendes måder at agere på:

  ”Eller rettere sagt er jeg nok fra Færøerne – det i hvert fald der, jeg er opvokset. Men det er jo praktisk talt dansk, så hvorfor ikke bare tage Fredericia, for det er også en federe by.”

  ”Jeg har noget, jeg skal nå,” bed jeg af hende og fortrød halvt mine ord, da jeg så, hvordan hun sugede sin minimale selvtillid ind i sig selv.

  ”Ja, okay,” endte hun med at sige. 

  Inden hun nåede at sige et ’ses’, havde jeg trukket tasken over skulderen og var på vej ud af klasselokalet. Jeg boede ikke langt fra gymnasiet og kunne derved let tage distancen på gå-ben. Som jeg i tavsheden gik, talte jeg i hovedet ned til sofaen.

  Jeg stak hænderne i lommerne min røde Soft-shell jakke og trak hætten op over hovedet, selvom vejret stod på solskin fra skyfri himmel. Jeg stoppede op ved kanalen og gav mig i tavsheden til at betragte to ænder, der lå i vandkanten med vrikkede haler og skræppede af hinanden. Min hjerne var fuldkommen og aldeles gået i stå, måtte jeg konstatere.

  Videre gik jeg i Super Best, der også lå på min rute. Jeg gik ned bagerst i butikken, hvor jeg i køledisken fandt en frysepizza. Min mor diskede sjældent op med andet end junk-food, så jeg kunne lige så godt købe det til hende. Det krævede jo ikke en vanvittig opskrift. Jeg fandt også en halvanden liters cola og tog det med op til båndet, hvor jeg tavst betalte.

  Med en grøn pose tog jeg resten af turen hjem til rækkehuset.

  Jeg begyndte at fumle med en hånd i lommen efter nøglen, da jeg stod foran det slidte, gule murstenshus. Jeg tog fat i håndtaget og bemærkede til min egen overraskelse, at der allerede var åbent. Med lettere hævede øjenbryn kiggede jeg ned på vejen, hvor vores slidte Volvo, der engang havde været blå, stod.

  Det betød altså, at min mor allerede var hjemme.

  Jeg trådte ind i den lugtende gang, hvor sko pleje at flyde ud over hele gulvet. Det var ren vane, at tingene bare lå bedre dernede end på de hylder, far havde sat op som hjælp, da han mente, at vores hus var et rent rod, og at hans børn i hvert fald ikke skulle få ideen, at man kunne bo sådan. Min mor havde aldrig sagt noget til, at vi brugte gulvet frem for. Måske var det endnu et modsvar på min far, hvor de altid skulle være evigt uenige?

  Forundret stoppede jeg op og bemærkede, hvordan skoene fint var arrangeret på hylderne for en gangs skyld. Hvad skulle det betyde?

  Jeg sparkede mine sneakers af og smed jakken på den skammel, der stod mast ind i hjørnet. Så trådte jeg ind i stuen og smed tasken på gulvet. Pænt ligeglad med computeren deri.

  Jeg blev mødt af en underlig, og samtidig behagelig duft. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg fandt min mor i køkkenet i gang med at bage boller. Det fedtede hår var sat op i en ren knold, og var det læsestift?

  ”Åh, hej Lærke,” sagde min mor og fik de læbestiftsbeklædte læber til at smile.

  Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige – ærlig talt var jeg mundlam. Jeg kradsede en tør hudflage af hagen, som jeg langsomt trådte nærmere. Jeg var fuldkommen på fremmed territorium, selvom det praktisk talt var i vores egen spisestue, jeg befandt mig.

  ”Hej?” sagde jeg forsigtigt, og trådte ind i det lille køkken, der var rodet ind i mel. Min mor havde aldrig været god til at bage, hvilket ellers var noget, hun havde accepteret med tiden, men at sige det nu? Det var fandeme for stor en ting, at hun overhovedet gjorde det, til at jeg turde.

  ”Var det godt at komme tilbage?” Smilede hun og tog en plade ud af ovnen med nogle nye handsker, hun måtte have fundet i en rodekasse i Fakta eller Rema 1000. Jeg skævede kort til de mørkebrune boller, der altså ikke var grov.

  ”Det var fint nok.” Jeg lagde indkøbsposen på spisebordet og trak pizzaen op. Jeg åbnede overrasket munden, da min mor gav pizzaen et misbilligende blik.

  ”Åh, det var pænt af dig, Lærke..” begyndte hun og prøvede bedst muligt stadig at smile, hvilket var så mærkeligt. Jeg betragtede hende, som hun åbnede køleskabet og trak en pakke med kød ud. Skulle hun virkelig selv lave mad? Hvem fanden havde taget mig mor og erstattet hende med denne alien:

  ”Men jeg havde egentlig planer om at lave mad i aften. Vi kan jo bare fryse pizzaen ned til en anden gang.”

  Jeg nikkede mest for mig selv og tog også colaen ud. Inden at min alien-mor begyndte at plapre om emalje og skader ved for meget sukker, stak jeg flasken under armen og fiskede et glas ud af køkkenskabet. Jeg gik ind på mit værelse og skænkede et glas op, imens jeg vantro rystede på hovedet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...