Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12998Visninger
AA

23. Kapitel 22

Dagene derefter smeltede så småt sammen. Adam havde ikke skrevet til mig siden. På den ene side var jeg træt af, at han ikke gav besked eller kontaktede mig, men på den anden side vidste jeg, at det var for meget at forlange. At alt, Adam behøvede, var tid.

Jeg lå på sofaen i stuen, med benene over Lukas, imens mobilen lå på mit bare maveskind, idet T-shirten var kravlet op. Vi lå og så morgen-TV med en tegneserie, vi begge havde holdt af som børn.

”Hvad laver du?” spurgte jeg og hævede hovedet, så mine mavemuskler strammede sig i en smerte. Lukas sad med et alt for stort smil på læben, imens han skrev noget på telefonen.

”Skriver,” fnøs han.

”Med…?”

Han trak mere op i mundvigene uden at sige mere. Det ansigt fortalt det hele. Han skrev med en pige.

”Må jeg se,” begyndte jeg og satte mig op. Jeg kravlede over sofaen og rakte ud efter hans mobil, og selvom at jeg vidste, at det måtte være Lea ud fra kuløren på hendes kinder de sidste par dage, ville jeg selv se beviset.

Lukas strakte armen for at være på tværs, og snart var vi som mus og kat.

”Helt ærligt. Jeg vil se jeres kvalmende beskeder,” fnøs jeg, strakte mig op på knæene i sofaen for at nå hans telefon.

I det samme ringede vores fastnets telefon. Lyden kom bag på os begge, idet telefonen så sjældent ringede. Mor havde for længst tilmeldt sig robinsonlisten, idet hun mente, at hun ikke behøvede at blive kimet ned af tilbud, når hun alligevel aldrig havde pengene, og far hørte vi så sjældent fra, med mindre han sendte en sms og ønskede en tillykke med fødselsdagen eller ville høre, om vi havde lyst til at kigge forbi en weekend.

Lukas sank armen og kiggede på mig. Jeg gengældte hans blik. Det blev til et ”nej, du tager telefonen”-blik. Telefonen ringede igen. Og så igen. Lukas skulle til at rejse sig op, idet mor tog den ude fra køknet med et søvnigt:

”Hallo?”

Jeg vidste ikke hvorfor, men min mors stilhed kom bag på mig. Var mine bedsteforældre døde? Havde far fået et hjertestop?

”Ja.. okay,” hørte jeg min mor sukke. Måske havde hun en regning, hun endnu ikke havde betalt? Det var ikke slemt. Ingen tårer. Intet ualmindeligt slemt. Jeg bed mig i underlæben, krammede så pyntepuden og vendte hovedet imod TV’et. Det var tydeligvis noget, der omhandlede min mor, og min mor alene.

”Ja, jeg kan lige hente hende,” sagde min mor så.

Måske var det fra skolen? Eller fra Bispebjerg. Havde jeg ikke gjort tingene ordentligt? Skulle jeg tilbage dertil? Hvad var der galt?

”Lærke…” min mor stod bag sofaen og tøvede så højlydt:

”Det er politiet. De har fundet en mand, der stemmer overnes med beskrivelsen. De vil gerne have, at du kommer ned og bekræfter, at det er ham.”

Det var som om, at temperaturen faldt til frysepunktet i den varme stue. Jeg burde være glad for den nyhed, ikke? Det betød, at han ikke kunne gøre flere fortræd. Det betød, at jeg var i sikkerhed. Men åh, tanken om at jeg skulle tilbage til den aften, se ham i øjnene.

Det skræmte mig mere end tanken om, at han kunne være fri på gaden et sted derude.

Jeg ville ikke tilbage til den håbløshed, jeg endelig var ved at slippe fri fra. Det skulle bare ikke ske. Hvis politiet bare havde været i stand til at finde noget af hans sæd. Hvis de bare kunne have lavet en DNA-prøve, så alt dette ville være unødvendigt.

Jeg krammede puden hårdere og mærkede, hvordan mine vejrtrækninger havde ændret sig. Luften føltes anderledes herinde. Som om at uanset hvor meget jeg trak ned i lungerne, så var det ikke nok. Det ville ikke derned. Det ville heller ikke ud igen.

Jeg hørte mor forlade pladsen bag sofaen for at gå tilbage til telefonen igen og forklare politiet, at jeg gerne ville bidrage i det. Selvfølgelig skulle hun fodre politiet med den slags ord.

Men jeg havde ikke lyst. Jeg havde virkelig, virkelig ikke lyst.

Jeg kunne se, hvordan Lukas stirrede på mig. Hans lillesøster var forsvundet for hans øjne igen og blevet erstattet af en joke. De sidste måneder føltes som en ferie. Det her var virkeligheden.

Jeg var stadig fucked up. Det andet havde været en illusion. Jeg ville aldrig blive til andre end fucked up Lærke. Det var, hvem jeg var, og hvem jeg ville forblive.

Jeg rokkede frem og tilbage i sofaen.

Mor måtte allerede være ved at finde telefonnummeret på Bispebjerg.

 

Jeg stod foran skranken og stirrede tomt ud i luften, imens min mor stod med en arm om mig og førte ordet med den lyshårede sekretær, der sad på den anden side.

”De sagde, at jeg skulle sige, at vi havde en aftale med Ove Povlsen,” smilede mor med den røde læbestift, der stadig virkede så forkert.

Kvinden nikkede og bad os om at tage plads ved siden af en række andre mennesker, der sad og ventede. Jeg betragtede hvert et ansigt. En rødhåret kvinde med et tydeligt ar ned af den venstre kind, en mand med tatoveringer, der snoede sig op af halsen og gemte sig i hans kulsorte hår under en mørkeblå kasket. 2 unge tyrkiske drenge, der konstant blev tysset på for at være for højrystet, og en lyshåret kvinde, der rystede alt for meget. Hun var tydeligvis lige så glad for at være her, som jeg var.

Hvad mon så forskellige mennesker skulle her? Jeg prøvede at forestille mig deres grunde i et forsøg på at glemme min egen. Måske skulle den lyshårede kvinde vidne ligesom mig selv?

De to tyrkiske drenge blev hentet af en kvindelig betjent, hvilket fik dem til at fare op og le, imens de glade fulgte efter hende, som var de på vej til en slikbutik for 5-årige. Det var ikke en reaktion, jeg kunne forstå, eksisterede på en politistation.

Endelig kom den ældre mand, Ove, der skulle hente os. Han gav os begge pænt hånden og smilede på en måde, der følte mig tryg, hvilket jeg ikke rigtig troede kunne være situationen. Men på den anden side følte jeg mig stadig så langt fra ok som muligt. Jeg kom tøvende på mine ben, havde svært ved at finde fodfæstet, men jeg formåede alligevel at sætte det ene ben foran det andet.

Vi blev ledt ned af en gang og ind i et ledigt lokale, hvor der lå en bog.

Jeg åndede lettet ud. Jeg skulle ikke se manden i øjnene, som jeg havde set, at de gjorde i filmene.

”Ja, vi får jo mange mænd igennem, så jeg kan ikke forsikre, at det er den rigtige, at vi har fået fingrene i. Vi fik fanget en mand i morges, der passer på de ting du sagde. Men inden at du begynder at kigge på billederne, så vil jeg gerne have, at du tænker tilbage på den aften. Jeg ved, at det kan være svært og hårdt, men prøv virkelig at huske på, hvordan han så ud. Så kigger vi på billederne bag efter, okay?”

Jeg satte mig ned og kiggede på den lukkede bog, hvor billederne måtte være i.

”Kan I for resten tænke jer noget at drikke. Et glas vand, kop kaffe eller noget?” Ove kløede sig i de grå skægstubbe.

”Et glas vand ville være fint, ikke Lærke?” spurgte min mor. Åh gud, vi var kommet tilbage dertil, hvor jeg ikke engang kunne svare for mig selv. Det var slemt. Jeg åbnede munden, hørte min stemme knække over og endte så med at nikke.

Jeg ville så gerne bare bladre igennem bogen. Sætte min pegefinger på hans ansigt og komme væk herfra i en fart. Hjem og lade som om, at det her aldrig var sket. Jeg kunne godt sunde mig ovenpå det her, ikke?

Jeg kunne begynde at tage den medicin igen, jeg havde løget overfor mor om at have taget. Jeg kunne komme mig over det her. Det skulle jeg bare gøre.

Ove kom tilbage med en kande vand og 3 glas, satte sig så på den anden side af bordet og skænkede op.

”Har du tænkt dig godt om, Lærke?”

Jeg nikkede, selvom det var løgn. Jeg ville ikke tænke tilbage til den aften.

Jeg var kommet videre.

Ove skubbede det ene glas over til mig. Jeg nippede af det for at være høflig og ventede så på, at jeg måtte åbne bogen.

Luften blev tungere i lokalet, som den havde været derhjemme. Jeg var så bange for, at mor ville sende mig retur. Som om Bispebjerg ville skrue mig ordentlig sammen. Jeg ville virkelig ikke tilbage.

Jeg ville tilbage på skolebænken.

Jeg ville ligge på græsplænen ved Frederiksberg Have og nyde årets første varme dage med de andre piger, som vi havde gjort forleden.

Jeg ville planlægge festivalture, kigge på praktiske gummistøvler og joke om, hvem der først ville gå kold.

Jeg ville gruble videre over Adam, konfrontere ham endnu engang og måske snakke om følelser. For fuck der var følelser.

Jeg ville ikke sidde på en politistation og grave op i fortid.

Jeg ville ikke være fucked up Lærke.

Jeg ville være normal.

 

”Du må gerne åbne bogen nu,” sagde Ove.

 

Jeg gispede efter vejret og lænede mig imod den ru væg, der var beklædt med savsmuldstapet. Om det var fordi jeg var begyndt at hyperventilere igen for nok hundrede gang, eller fordi jeg næsten var løbet af trapperne, vidste jeg ikke. Måske en kombination.

Efter at have kigget i bogen, havde jeg hæst fremstammet, at jeg skulle på toilettet, og så snart jeg så Ove gå ind i den nærmeste frokoststue efter en kop kaffe, forsvandt jeg ned af gangen. Jeg havde formået at være usynlig, snige mig forbi nogle betjente i gang med en samtale og trække min hætte over hovedet, idet jeg gik ud i receptionen.

Jeg havde skævet til den lyshårede kvinde, der stadig lignede et nervevrag, og var derefter forsvundet ud i friheden for derefter at sætte retningen imod Adams lejlighed i håbet på, at han var hjemme igen.

Jeg vidste ikke hvorfor, at det blev til flugtstedet, men sandhede var, at jeg ikke turde vise denne side af mig selv til andre.

Endelig tog jeg mig sammen til at banke på den sorte dør, hvor navnene Søren & Adam Lehmann stod. Det blev til tre bank, der slog et ekko igennem mine ører. Jeg tøvede. Ønskede jeg, at han var hjemme, eller at jeg kunne redde mig selv ved, at han ikke var? Jeg kunne godt glemme, at det her var sket.

Der var så meget, jeg gerne ville glemme.

Jeg trak vejret langt ned i maven, og kørte så min hånd øjnene for at fange de tårer, der fortsat stod ned af mine kinder. Da jeg fjernede den igen, var den sort af mascara.

Endelig hørte jeg en lås blive drejet, før døren blev åbnet på klem, for derefter at blive åbnet helt op, da de blå øjne havde inspiceret mig.

Røgen fra Adams smøg virkede til at hvirvle op i luften i slowmotion. Vi stod bare og stirrede på hinanden i evigheder. Der var så stille, at man kunne høre hver en vejrtrækning, vi trak.

”Vil du snakke om det?” Spurgte Adam. Han stirrede fortsat på mig, inden at han endelig tog et sug af smøgen igen. Der var noget skræmt over hans blik, som han prøvede at skjule. For mig? For ham selv?

Han lignede en, der havde set et spøgelse. Bare i et kort øjeblik. Så var det velkendte udtryk tilbage i hans udtryk. Han åndede hårdt ud, kørte så hånden igennem håret og stirrede spørgende på ham. Jeg blev opmærksom på, hvad han havde spurgt mig om.

Jeg ville ikke snakke om det. Jeg kunne ikke.

I stedet trådte jeg hen til ham, lod en anden del af mig tage over og omfavne ham. I den fucked op verden jeg levede i, var Adam blevet min antidepressive medicin. Om han var en modgift, det anede jeg ikke. Men han hjalp på det gabende hul, jeg følte, der åd af mig til tider.

Måske var det på tide, at jeg gav efter.

Det var som om, at jeg kunne slappe af øjeblikkeligt, idet han lagde armen om mig og accepterede min omfavnelse. Vi stod der i et øjeblik.

Så løsnede han igen grebet og gik ud i køknet for at skoddede hans cigaret. Han stirrede dog stadig på mig, idet han gjorde det.

Jeg gik selv hen til køleskabet og fandt en flaske øl, hvorefter jeg satte mig hen i sofaen. Jeg huskede på sidste gang, jeg havde været her, hvor jeg havde siddet i stolen overfor. Det var ikke andet end et par måneder siden, men det føltes som at være i et helt andet liv.

Adam dumpede sig ned i sofaen ved min side, og tog den hånd, hvor øllen ikke lå i. Han flettede hans fingre ind i mine, og så sad vi der i tavshed og stirrede begge ud i luften. Jeg tog en tår af øllen, ignorerede den bitre smag, og lagde så hovedet på hans skulder, som var det den mest normale ting at gøre i verden.

”Han er stadig på fri fod,” hviskede jeg så endelig.

Jeg mærkede, at Adam vendte hovedet en anelse og lagde næsen imod mit hår. Det var lige før, at det her var en drøm. Mit hjerte begyndte at slå, og min hjerne alarmerede, at dette vil være det perfekte tidspunkt at respondere på det, vende hovedet og kysse ham.

Men perfekte tidspunkter galt kunne i film.

Det perfekte tidspunkt til et kys ville ødelægge så meget andet. Adam lyttede. Han lyttede rent faktisk.

Mon det her var Adam med Astrid? Jeg lukkede øjnene og prøvede at forestille dem sammen, som jeg havde set på hendes facebookvæg. Han havde virket så glad. Så ordinær.

”Han kommer ikke efter dig igen, Lærke,” mumlede Adam endelig.

”Det ved jeg.. men hvad med alle andre.” Jeg vidste ikke, hvad der gik mig på. Jeg skulle aldrig se manden i øjnene igen. Jeg havde ikke engang set hans billede i bogen. Det billede de havde vist mig lignede ham ikke engang.

”Det er ikke fair, at han render rundt herude et eller andet sted.” Jeg fugtede mine læber med min tunge uden at fjerne mit hoved fra hans skulder. Det virkede som det bedste sted at ligge i hele verden.

”At han bare får lov til at være okay, når han skader andre. Verden er virkelig ikke fair.”

Jeg fnøs, og en tot af mit hår landede i mit ansigt. Jeg skulle til at fjerne den, idet Adam i stedet gjorde det. Han åbnede munden for at sige noget, og sank så hånden igen.

Jeg tog en tår mere af min øl.

”Det handler om at komme videre. Det er den største hævn, hun kan gøre, Lærke.”

Jeg hævede hovedet fra hans skulder og kiggede på ham. Han afbrød mig, inden at jeg skulle til at kommentere på hans ord.

”Jeg er kommet videre.. eller jeg er på vej. Livet er uretfærdigt. Det er fucking uretfærdigt til tider. Men det vinder først over en, når man giver op. Jeg har ikke lyst til at leve mit liv i sorg. Det var det sidste, jeg lovede Astrid.”

Jeg blev mindet om min mor, der måtte gå i panik over, hvor i verden jeg var. At stikke af fra en politistation var ikke det smarteste at gøre.

”Adam, jeg bliver lige nødt til at ringe,” hørte jeg mig selv sige. Det virkede til at slå noget i stykker inde i ham. Hvorfor havde jeg en evne til at ødelægge alting? Jeg bed mig i læben, og kyssede ham så på kinden i et håb på at redde resterne af den samtale, vi var i gang med.

”Jeg kommer tilbage om 2 sekunder. Så snakker vi videre.. ikke?”

Han nikkede. Jeg gispede lettet indvendigt og forlod ham fra sofaen, fandt min mobil i min bukselomme og trådte ud i opgangen, hvor jeg ringede til min mor.

Hun var ikke glad for mine ord. 

 

 

_______________________________________________________________________________________________________

OBS. Hvis du vil vide, hvad der får Adam til at virke så fjern og distanceret i dette kapitel, så tjek mit oneshot 19.00 ud, der er skrevet fra hans P.O.V af scenen, som også befinder sig på Movellas! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...