Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13087Visninger
AA

22. Kapitel 21

Det virkede underligt, at Alberte havde komplimenteret det tøj, jeg var trukket i. Jeg vidste ikke helt hvorfor, at jeg ikke bare havde beholdt det tøj på, jeg havde haft på indtil nu. Var det fordi at en del af mig skreg, at jeg skulle møde Adams forældre? At jeg skulle gøre det gode indtryk. Det virkede så latterligt. Og det latterlige gjorde, at det virkede så vigtigt.

”Du har godt nok mange bøger,” mumlede Alberte, imens hun lå i min seng med benene ud over den ene kant, og bladrede igennem en af de bøger, der havde lagt på mit sengebord:

”En ting der virkelig er undervurderet i dagens Danmark. Thumbs up for det!”

”Adam og dig, ik. Har I egentlig gjort noget?” spurgte hun ligeud. Smed bogen fra sig og satte sig op med et nysgerrigt smil, imens øjenbrynene skød op. Jeg mærkede, hvor rød jeg blev i hovedet ved tanken.

”Ik’ rigtigt. Vi kyssede til nytår,” hørte jeg mig selv sige. Imens blev jeg ædt om af sorgen ved, at der ikke var sket mere. Det kys havde været en fejl for os begge. Det talte ikke.

”Og hva’ så nu?”

”Vi befinder os vidst i LærkeAdam-Limboland. Jeg tror sgu ikke, at det bliver til noget. Der ville være sket noget så,” sagde jeg til mit spejlbillede, imens jeg stod med ryggen til hende. Det virkede overraskende let at snakke med hende om det. Både fordi hun kendte Adam så godt, imens jeg ikke kendte hende.

”Måske er I bare bedst som venner. Venner er altså heller ikke noget dårligt, vel. Med mindre at det er den der ex-kæreste ting. Du ved: ’Ka’ vi ik’ bare være venner’.”

”Jeg ved ikke. Jeg tror, at signalerne er der. Nu.. det er ikke for mærkeligt at snakke om med dig, vel?”

Hun begyndte at le, og himlede så på hovedet, hvilket jeg kunne vælge at tolke arrogant, men jeg tog det ikke sådan. Jeg smilede selv.

Jeg fortsatte.

”Det er bare, at hver gang hvor vi har været tæt på at gøre det igen. Du ved, kysse ik, så trækker jeg mig bare væk. Jeg vil jo gerne. Det er bare som om, at en del af mig fortæller, at jorden går under, hvis det sker.”

”Men hvordan ved du det, hvis du ikke prøver? Hvis Adam har lagt op til det, så har han jo givet det grønne kort for, at han er villig til at arbejde.” Hun tog bogen igen. Bladrede lidt igennem den og svang med benene ud over sengekanten. Jeg trak på smilebåndet over tanken om, at hun turde gå med lilla, polkaprikkede sokker med en lille hvid blondekant.

Hvor vidste jeg bare lidt om, hvem andre mennesker egentlig var.

”Tror du, at han er ovre Astrid efterhånden?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg ville have spurgt så længe, men jeg turde simpelthen ikke spørge Kristian. Ikke når han var så meget imod alt, der foregik i mit hoved.

Alberte rystede på hovedet, og selvom at jeg inderst inde kendte svaret, gjorde sandheden stadig ondt.

”Hvis du fik revet din største kærlighed ud af hænderne så pludselig, ville du så kunne holde op med at elske ham? Spørgsmålet er vel bare at acceptere, at selvom den kærlighed er der, så er det også tilladt at vende den samme kærlighed imod andre og komme videre.”

”Jeg er ingen Astrid tydeligvis.” Jeg skar en grimasse. Begyndte på at flette en fletning.

”Præcis. At finde en person magen til Astrid ville være sidde fast. Komme med en undskyldning for at komme videre og gå i stå. Du er ikke Astrid. Det er præcist derfor, at Adam kan komme videre. Han kan relatere til dig på nogle andre punkter.” Hun smilede oprigtigt uden at fjerne blikket fra bogen.

”Så hvis… hvis I skulle være sammen ikke. Så tror jeg også på, at det ville gå. Så længe at du forstår Adam, hvilket jeg virkelig tror, at du gør. Det du har gået igennem. Undskyld, jeg skal ikke lege psykolog her, vel. Men altså, det har sgu også åbnet døre. Vi andre kan ikke sætte os ind i hans sted. Men jeg tror bare, at I har brug for hinanden.”

”Hvornår spiser i ca,” spurgte jeg i stedet, da samtalen blev lidt for nærgående. Jeg vendte mig om imod hende, imens jeg løsnede håret igen fra fletningen, da den ikke var gået lige efter hovedet. Alberte kiggede på det prangende armbåndsur og skubbede læben sammen.

”Nok snart. Ska’ vi smutte?”

Jeg nikkede som svar, rettede på håret en sidste gang og tog så denimjakken, der hang henslængt over min kontorstol.

 

Bortset fra den imponerende havde, der bestod af alverdens eksotiske blomster og formede buske, lignede huset vores på en prik. Det føltes virkelig som evigheder siden, at jeg havde været her til en fest, hvilket måske også var sandheden, da det havde været lige efter sommerferien.

For ikke at gøre et stort nummer ud af det, trak Alberte mig med direkte ind på hendes værelse for at efterlade mig i et par minutter, så hun kunne fortælle sin mor, at jeg spiste med. Det virkede ret akavet at sidde i hendes værelse, da jeg stadig ikke havde nogen idé om, hvem hun faktisk var. Det første, jeg bemærkede, var hvor rodet her var. I hovedet havde jeg altid set Alberte som et ordensmenneske med en anelse OCD, men hendes værelse rodede 10 gange mere end noget andet, jeg havde set.

En anden ting var planterne. Det føltes næsten som at være inde i en botanisk have. Der var små kaktusser og orkidéer over alt. I vindueskarmen, på hendes reol, på skrivebordet samt sengebordene. Det sjoveste var dog den lille fiskebowle, der stod ved siden af hendes computer, hvor 2 store guldfisk kredsede om hinanden.

Jeg blev revet ud af min iagttagelser, da Alberte trådte ind af døren igen med en kurv vasketøj.

”Det var cool,” smilede hun og smed kurven på sengen. Uden at sige mere

 begyndte hun at lægge den store mængde af tøj sammen. Bemærkede så, hvor meget jeg var betaget af hendes værelse:

”Jeg håber bare, at du er okay med tofu og sådan. Min mor er inde i en eller anden helseperiode.”

Jeg hjalp hende med at lægge tøjet sammen, hvilket var rart, for jo mere der faktisk var at sætte fingrene i, jo mindre skulle der snakkes der ud over. Mit hjerte bankede alt for roligt i min lomme krop, og jeg tænkte, at det skyldes den del af mig, der fortalte, at jeg skulle møde Adams forældre/(far) for første gang. Hvorfor gik jeg så meget op i det? Kunne jeg ikke bare slukke for den del bare for en aften!

Det bankede på døren, og Albertes mor stak hovedet ind. Trods at kvinden lignede en i slutningen af 30’erne, var der enormt store ligheder imellem de to. Langt, fyldigt, blonde hår, en spids næse og de tykke læber.

”Piger, der er mad nu,” smilede hun og havde især blikket på mig, hvilket en forældre havde, når man havde nye mennesker med hjem. Selvfølgelig skulle de være ekstra opdaterede på, hvem de faktisk var, de havde inviteret ind i deres fort af et hjem.

I forhold til vores hus, havde de lavet en spisestue, hvor vores TV-stue befandt os, og det virkede ekstra åbent med det store spisebord direkte ud til baghaven. Det virkede heller ikke som noget chok, at haven var lige så prangende som alt andet ved huset. Jeg tøvede med at sætte mig, indtil at Alberte gjorde tegn til, hvor den ledige plads var, da der var alt for mange stole i forhold til beboere i huset.

Da vi endelig havde sat os, åbnede døren til det eneste værelse, der befandt sig nedenunder. Adam kom ud med det største morgenhår iført mørkeblå natbukser og en skæv, forvasket T-shirt. Jeg måtte bide mig selv i kindkødet for ikke at hoste op med en blanding af generthed og latter. Der gik et sekunder før, at han bemærkede min tilstedeværelse i lokalet.

”Så kunne du vågne, hva” sagde Adams far, hvilket var en velklædt, hvidhåret mand. Selvom de overhovedet ikke havde den samme stil, var der stadig noget underligt sammenlignende over de to, som var svært at overse.

”Mja,” mumlede Adam før han tog sin plads ved siden af Albertes mor:

”Hvem er det, du har med hjem, Alberte.”

Jeg mærkede, hvordan jeg blev rød i kinderne over hans spørgsmål, da begge forældrene pludselig kiggede nysgerrigt på mig. Selvfølgelig gjorde de det. Normalvis vidste forældre alt om, hvilke veninder man havde, og jeg var sikker på, at hverken Alberte eller Adam havde nævnt mig før.

”Åh, det er Lærke. Hun går I min klasse. Vi havde en kemirapport,” sagde Alberte og trak på skulderen, imens hun kørte gaflen igennem den mad, der ikke lignede noget, der ville komme ud af vores køkken. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, men besluttede mig for, at det nok var bedst at vise en interesse i maden.

”Det var da hurtigt, at I er i gang. Afleverede I ikke en i fredags?” Adams far havde tydeligvis ikke de manere, der gemte sig i tøjet. Maden lå stadig i munden, da han valgte at stille det spørgsmål. Øh!

”Nårh, jo det er ret nederen, ik. Vi er åbenbart bag ud på elevtid, og vi skal jo helst igennem det snart, så vi ikke dør under eksaminerne,” mumlede Alberte, der endnu ikke havde rørt sin mad.

Jeg hørte ikke rigtig, hvad de fortsatte med at snakke om, da jeg blev opmærksom på, hvor meget Adam stirrede på mig. Jeg havde så ufattelig svært ved at drukne det smil, der havde sneget sig frem på mine læber. Det var lidt underholdene, at han havde lagt ikke at introducere mig som en, han på forhånd kendte!

”Hvis du ikke kan lide maden, så tror jeg, at vi har noget farsbrød fra i weekenden,” pointerede Albertes mor, og rev mig ud af tankerne. Min gaffel var stukket ned i noget, der lignede en blanding af kylling og noget andet, jeg ikke kunne sætte ord på, og det gik op for mig, at jeg aldrig var kommet videre derfra.

”Åh, nej det går,” prøvede jeg og begyndte at spise for at bekræfte mine ord. Det smagte ikke nær så godt som kylling. Overhovedet ikke godt, fortalte en del af mig, men jeg beholdt smilet på læberne.

”Hvad har I så om?” Deres forældre var tydeligvis dem, der lod snakken køre over middagsbordet, hvilket var rart. Sådan havde det også altid været i Skave, da mor og far stadig var en enhed. Jeg havde aldrig rigtig vænnet mig til andet, og hadede efterhånden at spise sammen med Lukas og mor, fordi der var så ufattelig stille. Der var ikke noget mere akavet end at spise mad og bare spise. Det virkede så unaturligt og forkert!

”Mh, vi har om elektrokemi. Ikke det skide fede,” mumlede Alberte, imens hun skar en grimasse, da hun tyggede i tofu-kødet:

”Hvad med dig Adam. Ser du nogen for tiden?”

Det var virkelig svært ikke at le! I stedet begyndte Adams far at grine, og klappede Alberte på skulderen, imens han kommenterede på hendes emne for at snakke udenom. Alberte smilte sejrende, da Adam sendte hende et advarende, og endte med at give hende fingeren.

”For altså. Jeg har hørt, at du ses med den her labre pige, ik. Jeg kan ikke lige huske, hvad hun hedder, men altså, er det noget, du kan bekræfte?” Hun rynkede overdrevent på panden, imens hun sad med et cocky smil.

”Det har du da ikke sagt noget om!” Smilede Albertes mor, og gad Adam en albue i siden, så han fnøs højlydt. Hvad andet kunne han gøre?

”Jeg har for resten tænkt på at få en tatovering,” mumlede Alberte så i stedet, lagde armen op på bordet og forklarede, hvordan hun skulle have et hjerte ved håndledet, hvor der stod A+L.

”Og hvem er L, så? Har du en kæreste, du ikke har snakket om, Albert,” spurgte Adam med et skævt smil på læben, imens han kørte hånden igennem sit messy hår.

”Hvis du vidste det, er der jo ikke noget mystisk over det, vel,” pointerede hun og skubbede sig tilbage i skolen. Vippede frem og tilbage med benene under bordet, som kunne de aldrig stå stille.

Snakken skiftede over på, hvad deres forældre havde lavet i løbet af dagen, og der var igen stille. Under maden blev Adam og jeg ved med at skæve til hinanden og køre en krig af blikke, når forældrene ikke kiggede.

Jeg havde på fornemmelsen, at mit hoved var ret rødt.

 

Det bankede på døren ind til værelset, efter vi havde siddet der i godt en halv time og havde kigget på youtube-videoer om yoga, hvilket Alberte havde fundet ufattelig sjovt. Det havde kun vist sig at blive sjovere, da hun havde fundet ud af, hvor usmidig og stiv i kroppen, jeg faktisk var.

Midt i et forsøg på at køre benet over baghovedet med hjælp fra Alberte, stak Adam hovedet ind og lignede en, der havde set et spøgelse.

”Øh,” var det eneste, der kom ud af hans mund.

”What’s up! Vil du joine?” drillede Alberte, og slap mit ben, så det slog ned i gulvet med et stort bank. Jeg skar en grimasse da smerten gav et stød hele vejen op igennem benet.

”Jeg… nej tak,” pointerede Adam og skubbede sig ind på værelset. Han havde stadig det samme tøj på som tidligere, men var nu også iført en blå, åben hættetrøje. Jeg morede mig over, at både Alberte og Adam havde så kiksede sokker på, som var det en almindelig ting.

Alberte rejste sig op, mumlede et eller andet uklart, som jeg fangede som ”ska’ pis”, og forlod os så inde i hendes rodede værelse.

”Hvad laver du her virkelig,” spurgte Adam og satte sig forsigtigt ned på Albertes seng. I farten skubbede han en BH og to oversize T-shirts ned på det lige så bedækkede gulv. Det var underligt at se Adam så rolig. Som havde han efterhånden to personligheder.

”Den der rapport, du ve,” prøvede jeg og kom på benene. Begge mine knæ gav en høj knæk-lyd fra sig, og jeg fik forskrækket overbalance, men blev alligevel på benene.

”Mh, ja,” var det eneste, han sagde og gabte så:

”Så det var slet ikke noget medlidenheds-noget, for at tjekke, at jeg stadig var i live?”

Jeg stak en hånd i siden og gav ham det mest alvorlige blik, jeg kunne finde frem.

”Adam..”

”Øhm… så hvorfor var du sammen med Kristian?” Adam begyndte at bide i hans tommelfingernegl, da han stillede spørgsmålet. Var han virkelig interesseret i det? En del af min ønskede, at det skyldes en jalousi, men over hvad? Jeg pressede læberne sammen og satte mig så langsomt ned ved siden af ham i sengen og blev mindet om vores bytur.

”Fordi Kristian og jeg er venner. Det er sådan noget, man gør.” Jeg prøvede at være omhyggelig med ordene. Vise ham, at jeg ikke længere havde følelser for Kristian, og kom så til at tænke på, om Adam vidste, at jeg på noget punkt havde haft det. For havde jeg egentlig det?

”Jeg troede, at du boede i lejligheden,” sagde jeg i stedet, og hævede et øjenbryn, da jeg ikke rigtig brød mig om den retning, samtalen tog, selvom en del af mig virkelig brændte for at vide, om Adam var jaloux. For var han jaloux, måtte det vel betyde, at han følte noget for mig? Bare et eller andet.

”Efter at vi besøgte Nora, gik det lidt op for mig, at jeg havde brug for at være hjemme,” fortalte han og strakte ryggen, imens han blinkede adskillige gange med øjnene. Jeg skubbede læberne sammen og nikkede ved hans ord, som gjorde det en forskel. Det glædede mig, at Adam havde set det. Betød det, at han selv var villig til at ændre sig efterhånden?

Jeg bemærkede, at jeg havde lagt min hånd forsigtigt på hans lår. Ikke sådan en flad hånd, der skulle vise støtte, men stadig halvt åben og halvt sammenkrøllet, som var den bare endt der ved et tilfælde og var det nu for akavet at fjerne den.

”Din mor..” begyndte jeg i stedet. Jeg havde ikke rigtig tænkt på det før, men det gik op for mig, at der manglede en central brik i Adams puslespil. Havde jeg ikke vidst, at Adam og Alberte var skilsmissebørn, var det lige før, at jeg ville tro, at de faktisk var søskende. Måske lignede de ikke hinanden udseendemæssigt, men da vi havde siddet om bordet, havde jeg bidt mærke i hvor naturligt tingene flød fra den ene kant til den anden. Det virkede så meget anderledes fra at være hjemme i Skave med far og Josefine.

”Nårh, hende..” begyndte Adam og kløede sig i nakken, som havde han forventet snakken. På måden, han sagde det, lød det til, at han havde ventet et stykke tid på, at jeg faktisk ville nævne det. Det kom også bag på mig selv, at jeg ikke havde givet det en tanke før. Adams liv var så spillet et puslespil, at det var svært at finde alle brikkerne, men hans mor var alligevel noget så centralt i hver en persons liv. Om det skyldes, at personen spillede en stor rolle på grund af tilstedeværelse, eller om det var fordi, at hun manglede i livet.

”Min mor bor i Randers. Jeg har aldrig rigtig haft noget med hende at gøre.”

Han virkede til at mene det. Trak ligegyldigt på hovedet uden at vise nogle tegn om, at det gik ham på. Måske så han denne familie som hans rigtige familie. Måske handlede ordet familie i det hele taget om det sted, man bare følte sig hjemme. Det var et sted, jeg stadig ikke helt kendte til. Det havde jeg ikke gjort siden, at jeg var barn og gik med den forestilling oppe i hovedet, at det var alle de andre børns forældre, der blev skilt, men ikke mine.

Min hånd lå stadig på hans lår i samme, akavede form. Langsomt trak jeg den tilbage til mig selv, og kørte den over munden, som skulle jeg tørre noget af mine læber, bare for at gøre et eller andet. Jeg vidste ikke, hvad der var at sige til det. Jeg havde aldrig rigtig snakket om de personlige ting. Heller ikke da jeg var indlagt. Hvorfor skete det, at Adam og jeg kunne aflaste på hinanden, som var det den mest naturlige ting i verden? For det var ikke det faktum, at Adam delte tingene med mig, der gjorde mig nervøs. Det var det faktum, at det ikke burde være naturligt.

”Så du havde faktisk planer om at tage herhjem efter festen, fordi du havde boet der i nogle dage?”

Han svarede ikke på det. Foldede i stedet hænderne i skødet og stirrede direkte ud i luften. Hvor lang tid kunne det lige tage Alberte, før hun kom tilbage igen? På den ene side var det rart nok at snakke tingene ud, få lidt mere styr på det, men på den anden side virkede det også lidt mærkeligt at side på et værelse hos en pige, jeg stadig ikke kendte ret godt. Mange ting havde efterhånden været underlige.

”Var det ikke bare lettere at tage dig med hjem?” Jeg fattede ikke, at jeg lige havde sagt det højt! Nu lagde jeg jo op til et svar, jeg ikke vidste, om jeg var klar til at høre. For hvilket svar ville lige komme med. Og var det værste, hvis han overhovedet ikke svarede på det?

”Det var det vel.”

Ordene hang i luften og mindede om telefonsamtalen tidligere. Godt nok var det ikke blevet til det endelige farvel, men hvorfor virkede alt, vi sagde, til at det bare ville falde til jorden. Kom vi nogle veje? Var der nogle veje at gå.

Jeg rejste mig op, tog min denimjakke og stak armene ned i dens ærmer. Var jeg i gang med at gå? Det var jeg vel.

”Adam..” Jeg stirrede på ham og mødte hans blik. Han så lige så forvirret ud, som jeg følte mig. Med et nysgerigt blik og en let-åben mund, imens panden rynkede en anelse.

Jeg sukkede. Trådte hen til ham, gjorde noget jeg overhovedet ikke forventede, at jeg på noget tidspunkt ville få mod til, lagde en hånd sikkert på hans skulder og kyssede blidt hans læber. Inden han nåede at reagere på det, havde jeg trukket mig væk fra ham igen. Vores øjenkontakt var ikke brudt.

”Find ud af det, ikke,” hørte jeg mig selv sige, før jeg trådte ud af værelset. Først da jeg lukkede døren, bemærkede jeg, hvor meget jeg rystede. Jeg forstod ikke et ord af, hvad jeg lige havde sagt. Det havde lydt til, at jeg havde styr på, hvad jeg ville, men sandheden var en anden. Jeg anede ikke, hvad mine egne ord betød. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...