Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12958Visninger
AA

21. Kapitel 20

”Sikke nogle turtelduer,” sagde en fjern stemme. Jeg åbnede øjnene og lukkede dem så straks igen, da alt virkede for lyst. For klart. Mit hoved kunne slet ikke følge med. Jeg stønnede højlydt i smerte, vendte mig rundt i sengen for at se Lukas stå fuldt påklædt i døråbningen.

”Hva?” mumlede jeg og tog mig selv til håret. Wow. Hvad var der lige sket med mit hår i løbet af aftenen? Og min stemme?! Den var næsten ikkeeksisterende:

”Hvornår kom du hjem?”

”Hvornår kom I hjem?” lo Lukas. Jeg hævede et øjenbryn. Jeg forstod tydeligvis ikke, hvad han fablede om. Havde han ikke fulgtes med Lea hjem: hun skulle jo overnatte her, ikke?

”I…? Hvad har du..”

Jeg blev afbrudt af en bevægelse ved min side og blev nu først opmærksom på, at det slet ikke var Lea, der lå ved siden af mig. Åh gud! Hvad lavede Adam her?! Jeg sparkede dynen af og var stadig iført min mors morgenkåbe, hvilket kun gjorde, at der hobede flere spørgsmål op i mit hoved.

”Hvorfor har han mit tøj på?” spurgte Lukas, der stadig stod i døren, som holdt en forbandelse ham ude. Han kunne også lige våge på at komme tættere på! Adam og jeg kunne ikke have… kunne vi? Nej!

”Han kastede op i nat,” sagde jeg. Både for at overbevise Lukas og mig selv om, at det rent faktisk var, hvad der var sket.

”Nåå, det forklarer, hvorfor der stank sådan ude ved trappen,” tilføjede han. Jeg sukkede lettet/skuffet og trådte ud af sengen. Jeg vidste ikke, om jeg burde vække ham. Mon han var savnet?

”Og hvor er Lea så?” spurgte jeg for at lede samtalen over på noget andet.

”Angående det..” begyndte Lukas og skar en grimasse:

”Hun kan fandeme drikke meget! Fik vidst samme tur som gutten der, men jeg var en gentleman og fulgte hende hjem.”

Han ændrede grimassen til et engleagtigt smil og prøvede tydeligvis at løbe om hjørnerne med mig. Jeg mindede mig selv om, at jeg måtte prøve at få historien ud af Lea, når jeg mødtes med hende på mandag. Om den nu var den samme fra begge parter.

Så forlod han endelig værelset.

Måske skulle jeg skrive til Alberte? Det virkede virkelig forkert, men jeg kunne ikke lide idéen om, at ingen havde nogen idé om, hvor Adam var, og jeg var stensikker på, at han var ligeglad, for han boede jo alene det meste af tiden. Måske skulle der sættes lidt gang i tingene, hvis andre begyndte at vise interesse for ham frem for at skubbe ham væk?

 Jeg lod ham ligge og listede hen til computeren. Jeg fandt Alberte igennem vores klassegruppe på Facebook, da jeg ikke anede, hvad hun hed til efternavn, og hun var stadig en af dem, jeg ikke havde magtet at sende en venneanmodning, for hvilken forskel ville det gøre?

Adam rørte ikke på sig. Hvis det ikke var fordi, at han snorkede højlydt og lavede smaskelyde en gang i minuttet, ville jeg tror, at han var bevidstløshed. Hvis det havde været sagen, ville jeg heller ikke være overrasket, efter hvor fulde, vi var endt med at blive i går.

Jeg bemærkede, at jeg havde fået en besked fra Kristian. Han havde spurgt midt i nat, om jeg ikke kunne ringe. Hvorfor havde jeg ikke set det før nu? Kunne jeg tillade mig at ringe nu?

Måske ville han bare vide, om jeg var kommet godt hjem, eller hvorhenne i byen, jeg var?

Er der stadig noget? Skrev jeg til ham, klappede så computeren sammen og forlod rummet. Selvom at det virkede mærkeligt at efterlade Adam i mit værelse, virkede det endnu mere mærkeligt at blive der.

Lukas var i gang med den bedste form for tømmermandsmorgenmad, og fandt endnu en skål frem til at hælde Coco-popsene ned i. Vi satte os til at spise i tavshed, og jeg havde på fornemmelsen, at lige så meget, som jeg havde lyst til at spørge ind om ham og Lea, ville han spørge ind til Adam, så jeg sagde intet.

 

***

 

Jeg flettede fingrene om kaffekoppen, og kom igen til at hoste, så det stak i hele halsen. Det irriterende ved byture var skraldet, man altid pådrog sig i dagene efter. Måske burde jeg have haft mere tøj på?

Jeg kiggede op fra kakaoen, hvis duft fik mine næsebor til at sitre.

”Så hvad sagde hun?” Spurgte jeg Kristian, førte så koppen til læben og mærkede allerede på krusset, at væsken stadig var for varm. Jeg prøvede at studere hans ansigt. Han virkede ret såret på den ene side, og på den anden virkede han helt okay.

”Mh.. ikke så meget,” sagde han og rettede på hele måden, han sad. Betød det, at hun havde sagt en masse? Det gjorde det vel. Drenge havde ofte ret i, at piger faktisk mente det modsatte af, hvad de sagde. Hvorfor ville han ikke fortælle mig sandheden?

Kristian og Kirstine havde slået op. Så meget havde jeg fanget.

Havde jeg set det komme? Jeg pressede læberne sammen ved den tanke. Det vidste jeg ikke helt, om jeg havde. Men havde jeg ønsket, at det ville ske? Det var helt en anden sag, og jeg følte mig så skyldig over at have haft de tanker.

”Hun var meget..” han ledte efter de rigtige ord. Blikket lå på mig, men jeg fornemmede, at han befandt sig et helt andet sted. Det var tydeligt at gætte, hvem det var, der havde taget initiativet til hele ’slå-op’-samtalen.

”Sagen var..” prøvede han i stedet, men lige meget hvilken start, han forsøgte at fortælle sætningen med, ville ordene ikke ud. Han lagde hovedet lidt på skrå, tog så en dyb indånding og foldede hænderne, og jeg fornemmede, at samtalen skulle tage en anden drejning.

”Hun var jaloux. Blev ædt op af det.” Jeg hævede øjenbryn. Jaloux på hvem – over hvad? Kunne man spørge ind til det? Jeg var sikker på, at han nok skulle svare på det, men var det måske ikke at overskride en grænse i forhold til Kirstine. Bryde en girl-code, jeg ikke kendte til, men, kunne fornemme i maven, eksisterede?

 Jeg sagde ikke mere. Drak i stedet kaffen, brændte mig på underlæben, men valgte alligevel med at hælde kaffen ned. Det sveg igennem hele min hals, fik mig tunge til at svulme op, og til sidst satte jeg krusset ned. Jeg ignorerede det overraskede blik fra Kristian.

”Så..” han prøvede at få et ord indført.

Min mobil brummede. Jeg gispede lettet og så, at Adam ringede. Jeg burde være overrasket, men på det seneste var vi begyndt at skrive mere og mere sammen. Ikke om vigtige ting, for følelser var svære at sætte ord på, men efter den by-aften var vi i det mindste kommet ordenligt på bølgelængde.

”2 sekunder,” mumlede jeg og afbrød Kristian ved at sætte mobilen mod øret.

”Hey, Adam. Hva så?” Jeg mærkede automatisk, at mine mundvige krøllede op, og jeg vendte ryggen til Kristian for at udelukke hans mistroiske blikke. Jeg blev halv mindet om samtalen hjemme hos Astrid. Om min plan med Adam. Åh, pis.

”Ikke det store.. Du ved.. nej,” mumlede han i den anden ende af røret.

”Hvorfor ringer Adam til dig?” Det lød overraskende nedladende fra Kristian. Hvor han før ikke havde vist følelser overfor bruddet med Kirstine, virkede han nu såret.

”Er du sammen med Kristian?” Sagde stemmen igennem mit øre.

Kunne jeg sætte dem begge på lydløs. Eller bare den ene?! Jeg gav Kristian det samme blik tilbage og ville ønske, at jeg kunne give det samme advarende blik igennem telefonen til Adam. Hvem skulle jeg svare?

Jeg rejste mig op. Sukkede højlydt og forlod det lille bord på Baresso for at finde ud til toiletterne.

”Hva så?” gentog jeg. Jeg var oprindeligt nysgerrig over, hvorfor han var interesseret i rent faktisk at ringe til mig.

”Hva så, hvad?”

Jeg pressede læberne sammen. Han ville tydeligvis ikke spytte ud med det nu. Uanset hvad det var, han ville have snakket om, var chancen passeret. Jeg lænede mig op imod væggen, holdt alligevel mobilen mod øret uden at sige noget. Jeg tror, at det var for at knytte mig til det spinkle håb omkring, at Adam og jeg var ved at knytte et bånd. En fælles forståelse.

”Hvorfor er du sammen med Kristian?” Spurgte han så. Lagde tydeligvis meget i det. Var der noget, jeg havde misset?

”Ja, han var ret nedtrykt over Kirstine,” løj jeg. Jeg kunne ikke sige, at Kristian ikke virkede ret såret over det, for jeg vidste ikke engang selv, hvilken anden grund der var til at mødes.

”Fortalte han dig, hvorfor de slog op?” Adam vidste noget. Så måtte de trods alt stadig være på bølgelængde.

Jeg sagde ikke noget. Kristian havde jo sagt det, men jeg havde ondt af Kirstine. Hvorfor skulle hun bruges som objekt i det her? Jeg vidste, at man altid skulle vælge side i forhold til ex-kærester, og at jeg burde ”holde” med Kristian, men sandheden var, at jeg dårligt nok kendte nogle af dem. Jeg lod som om, at jeg var langt mere inde i den gruppe end, hvad jeg reelt var.

”Hvad ville du, Adam?” Min stemme var irriteret nu, og jeg lod den fortsætte i det toneregister. Det var ikke det, jeg havde taget telefonen for.

”Ik’ noget. Lige meget.” Det smittede af på ham. Hvorfor havde jeg ødelagt det spinkle øjeblik, hvor Adam rent faktisk havde virket glad? Hvorfor havde han selv ladt sig ødelægge det? Var vi en tikkende bombe? Sekunder fra at detonere?

”Ja, okay,” mumlede jeg. Jeg havde givet op. Ikke kun på Adam, men også på Kristian. På alle. Det var dumt at tro, at jeg var en del af dem. At jeg var blevet lukket ind, for ingen turde betro mig. Og turde de betro mig, turde jeg ikke blive betroet. Som om jeg i sidste ende ville skuffe dem. Og det var måske også netop, hvad jeg havde gang i lige nu.

”Vi..” ordet hang tomt i luften. Vi ses? Vi, hvad?

”Jeg..” Hvorfor i alverden blev alle vores ord mødt af en mur? Kunne vi for alt i verden ikke bare sige tingene færdig? Var det fordi, at det var svært at sige farvel? Fordi der måske var tale om det sidste farvel. Det farvel der faktisk betød noget og ikke bare ’vi ses’.

”Ja.. hej,” endte Adam med at sige, og der blev lagt på. Jeg blev stående med mobilen trykket imod øret. En del af mig ventede på, at han ville ringe igen. Det her var ikke planen. Det var ikke så længe siden, at Adam og jeg havde malet byen rød. Hvorfor var vi kommet hertil? Tog jeg tingene for seriøst? Hvad var det overhovedet, at han ville snakke om.

Jeg måtte rive mig tilbage i en verden, hvor tingene hang sammen. Måske skulle jeg lytte lidt mere til Kristian, når det kom til stykket? Jeg åbnede først læberne en anelse, og lukkede dem så sammen igen. Stirrede på det spejlbillede, hvor der efterhånden stod en fremmed pige og kiggede tilbage.

Det lange hår var sat op i verdens mest sjuskede knold, imens ansigtet for en gangs skyld fik lov til at beholde den naturlige rødmen frem for det ton makeup, jeg førhen havde benyttet for at skjule størstedelen af, hvem jeg egentlig var.

Jeg kendte ikke rigtig denne pige, måtte jeg indrømme. Men jeg kunne meget bedre lide idéen om, hvem hun var, frem for den pige, der eksisterede før voldtægtsdagen. Post-Lærke havde sine kvaliteter, fortalte jeg mig selv og gav spejlbilledet et lille smil.

Endelig fjernede jeg mobilen fra kinden og lagde den tilbage i baglommen, hvor den hørte til. Hvis Adam og jeg var et overstået kapitel, så var det sådan, at det var. En del af mig ville komme videre. Det var det, hele idéen var. Jeg ønskede ikke, at det her skulle være vores fælles undergang, og jeg følte efterhånden, at det var, hvad det var blevet. Var jeg kommet videre?

Muligvis. Men måske skulle tingene ændre sig herfra. Jeg havde ikke rigtig dagdrømt om Adam med den idé om, at jeg inderst inde vidste, at det her var så langt, vi kunne gå. Hvilket par skulle vi ende med at blive? Jeg var i limbo. Der var kun en vej ud.

Jeg trak blikket væk fra det fortryllende spejl, mærkede hvordan ryggen pludselig var ret, og gik ud af døren, som var jeg med i en eller anden krigs/post-dommedagsfilm, hvor jeg pludselig havde fundet mine evner til at redde verden.

Jeg var ved at smække døren op i Kristian, der stod på den anden side og lignede en tro kopi af et spørgsmålstegn.

”Jeg..” Begyndte jeg, og blev med ét forstenet. Jeg stod stadig med døren i hænderne, og endte med at læne mig imod kanten, imens vi kiggede på hinanden i tavshed. Jeg vidste ikke, hvor min hjerne var på vej hen i øjeblikket. Det var som om, at min hverdag var blevet vendt på hovedet. At alt fornuft var blevet rystet ud, og nu lå et sted, hvor intet betød noget. 

”Var alt i orden?” spurgte han. Jeg bemærkede, hvor røde hans kinder var, og overvejede, om det virkelig kunne være fra den varme kaffe alene. Hvorfor gik jeg så meget op i det? Fornuft, please kom tilbage!

”Jaja,” mumlede jeg. Var det bare mig, eller var alt efterhånden nedsat til at køre i slowmotion som i en eller anden plat-romantisk film, hvor fokusset skulle lægges på de to smadderforelskede personer?

Jeg skulle ikke dele den scene med Kristian. For nu skulle jeg ikke dele den med nogen. Jeg undskyldte og skubbede mig forbi Kristian, bemærkede hvordan tingene efterhånden speedede op til den hverdag, vi burde befinde os i. Henne ved vores plads greb jeg den mørkebrune frakke og mønstrede tørklæde, som jeg trak i, imens jeg stadig fortsatte i bevægelse.

”Jeg kan ikke være Kirstine,” røg det beklageligt ud af mig, da jeg vendte mig imod Kristian i et øjeblik. Så bakkede jeg ud af den lille kaffebar og ud i den kulde, jeg hørte hjemme i.

 

Med mobilen i hænderne begav jeg mig ned af den lille vej, hvorpå vores rækkehus var mast ind i et samfund, hvor det ikke gjaldt om at skille ud. Det var først nu, at jeg blev opmærksom på, hvor sandt det var. Når den første startede med at klippe hæk, gik der ikke andet end et par dage, før hver en hæk på vejen var klippet. Folk gik i det samme tøj, snakkede det samme sprog. Vi havde skilt os ud for en stund, da min mor var nede at røre gulvet. Men hun var lige så falsk, som de andre efterhånden var.

Hvorfor tænkte jeg sådan? Hvorfor skulle der lægges følelser på det hele så pludseligt? Jeg var i færd med at lirke den lille havelåge op, hvorpå der med et messingskilt stod: ”Fam. Messer”, som skulle det lægge op til den lille prestige, der veg fra realiteten om, at vi ikke havde råd til andet end et råddent rækkehus, der befandt sig så langt væk fra alting og ingenting.

Lærke Messer, fortalte jeg mig selv og lagde hovedet på skrå, imens jeg forestillede mig, om hun ville være en anden pige. Det var tragikomisk, at navnet skulle brande os som familie, når det udelukkende var min mor, der havde taget hendes gamle efternavn tilbage.

”Lærke?” Jeg blev revet ud af mine spøjse tanker, og bemærkede Alberte, der var på vej direkte i min retning.

Håret var blevet farvet mørkt i mellemtiden og lignede noget, der kom direkte fra en eller anden fancy frisørsalon. Jeg kunne ikke helt beslutte mig om det lyse hår eller dette så mest naturligt/falsk ud. For ikke at gøre mig selv akavet, valgte jeg ikke at komplimentere det.

Jeg stak hænderne i lommerne på jakken, og lod mobilen komme med. Jeg kunne ikke undgå hende nu, vel? Jeg blev overrasket, da Alberte omfavnede mig med et lille, forsigtigt smil på læben. Det virkede til deles akavet af den grund, at jeg stadig havde hænderne i lommerne, og ikke rigtig virkede til at gengælde den, men også bare af det faktum, at vi ikke rigtig havde noget med hinanden at gøre. Jeg havde en idé om, at Alberte gjorde en hel del ting, hun faktisk ikke mente.

Ligheder imellem hende og Adam var der.

Sidste gang jeg havde snakket med hende, var da hun havde givet mig den advarsel om ham. Selvom det føltes som evigheder siden, huskede jeg tydeligvis hvert et ord, hun sagde. Mon det var sandt efterhånden?

Lad være med at være den, der holder hans hoved under vand.

Jeg tog en dyb indånding, prøvede virkelig at fastholde det smil, jeg havde presset hen over læberne på mig selv. Skævede så hen imod huset, og bemærkede, at jeg allerede havde fået åbnet lågen indtil haven, inden Alberte havde nået at stoppe mig.

Var det ikke tegn nok til, at jeg ikke var i humør til endnu en større alvorlig samtale. Hvis man overhovedet kunne kalde det en samtale og ikke bare noget envejskommunikation. Bare tanken om, at Alberte åbnede munden, fik det hele til at fryse til is inde i mig. Jeg anede ikke, hvorfor hun havde den effekt på mig. Var det fordi, at hun var den eneste, der faktisk talte sproget ’sandhed’?

Hvilket nok var en løgn, når det kom til stykket.

”Jeg..” prøvede jeg, trippede utålmodigt, da jeg ikke følte mig tilpas i situationen.

”Hey.. ” Mumlede hun tilbage. Kunne det virkelig passe, at Alberte var utilpas? Hvad skete der lige for det?

Jeg så, hvordan hun kørte håret igennem det nyfarvede hår, og selvom en del af mig fortalte, at det nok bare var fordi, at det var nyt og dejligt at køre fingrene igennem, havde jeg en idé om, at det skyldes, at hun ikke var så meget for den her samtale.

”Hør..” fortsatte hun, og lige så meget som jeg virkelig prøvede at lytte til de ord, der måtte komme derefter, kom der ikke flere ord. Hun gik fuldkommen i stå. Sådan med munden halvåbnet, med fingrene fastfrosset imellem hårspidserne.

”Det med Adam, ik” forsøgte jeg i stedet, og skævede op til huset. Om det var mere sikkert, kunne jeg ikke rigtig fornemme:

”Jeg ved det godt. Du har ret.”

”Vent.. nej!” Hun trådte lidt tættere på, imens hun rystede på hovedet. Hviskede så.

”Adam.. han, han kom hjem til os her i går. Virkede… gladere. Jeg ved ik.”

Det var lige inden, at vi havde været i byen sikkert. En indre del af mig dansede sejrende rundt ved hendes ord, men så blev jeg mindet om samtalen i dag. Blev så mindet om, at det meste måske foregik oppe i hovedet. Hvis der var noget, jeg var god til, så var det at overtolke ting.

”Har du snakket med ham i dag?” spurgte jeg træt, mærkede hvordan hormonerne blandede sig med mine tømmermænd, og lagde hånden imod min pande, imens jeg glippede med øjnene. Hvor ville jeg bare virkelig i seng.

”Mh. Gladere,” gentog hun.

”Jeg ville bare sige tak. Måske er vi ikke søskende, vel, men vi er altså ret nære alligevel. Det betyder sgu meget.” Hun omfavnede mig igen, trak så en anelse op i mundvigen. Det gik op for mig at Alberte ikke var nogen dronning af 2.x. Hun var en ganske almindelig pige. Ikke at jeg havde en idé om, at vi skulle blive slyngveninder og gå solnedgange i møde med gadedrengehop, men det betød noget. Det gjorde det virkelig.

Jeg nikkede. Anede ikke rigtig hvad et ’det var så lidt’ kunne gøre.

”Skal du noget nu her?” spurgte hun så. Vent… spurgte Alberte mig, om vi skulle hænge ud? Det kunne ikke betyde andet, kunne det?!

”Øh.” Jeg kiggede op mod huset igen, imens jeg mærkede, hvordan en skyld hobede sig op i mig. Hun virkede usikker og underligt sammenfattet på samme tid:

”Ik’ rigtig.”

”Vil du.. jeg tænkte på, om du ik’ vil med hjem og spise ved os. Adam kommer, og måske tja.. jeg kan jo bare sige, at du er med mig, du ved ik’. Surprice..” Hun skar grimasse ved sine egne ord og rystede så på hovedet:

”Du gør et eller andet ved ham. Det må være dig.”  

”Det kan jeg nok godt,” mumlede jeg. Nikkede så for mig selv. Samtalen havde ikke været et farvel. Det havde det altså ikke. Et farvel var et farvel, når det var en sikker mave-fornemmelse. Når det var stensikkert, at man ikke havde behov for at se en person længere. Jeg havde lyst til at ses med Adam igen, og jeg vidste, at det her havde været min beslutning. Det var i mit hoved, at tingene hængte sådan sammen. Måske havde Adam ikke en fjerneste idé om, hvor meget jeg PMS’ede i dag. Det måtte virke latterligt om et par dage.

Det håbede jeg virkelig, at det ville.

”Vil du ikke med ind og have en kop kaffe eller noget,” hørte jeg mig selv sige. Jeg ignorerede at nævne, at jeg allerede lige havde fået en kop med Kristian.

Alberte trak op i mundvigen og nikkede så. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...