Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13151Visninger
AA

3. Kapitel 2

  Det skrattede ud fra en højtaler i Vero Moda, der spillede en popsang, som jeg svagt kunne have nynnet med på, hvis det var, at jeg gad. Den måtte have været fra sidste år, hvor jeg var aktiv til at besøge en hver fest, der lå inden for en radius af 20 kilometer.

  Jeg kørte hånden over stoffet på en hvid sommerkjole og lod derefter hånden søge op imod et prismærke. De 300 kroner blændede mig, og jeg slap sukkende prismærket for at løfte blikket på min mor, der stod i døren og snakkede i telefon. Penge havde vi ingen af, havde jeg efterhånden fanget og selvom vi havde, ville jeg ikke bruge det på tøj, som jeg alligevel ikke ville vise mig i. Den slags kjoler lå til fortiden. I stedet trådte jeg hen til en ø, hvor der lå en masse T-shirts i et rod under et gult skilt, hvor jeg fangede, at man kunne købe 3 for hundrede. Jeg gad ikke rigtig tænke over printet, som var på nogen af trøjerne. I stedet søgte jeg efter størrelserne. Jeg fandt en mørkerød T-shirt med omridset af et kvindeligt ansigt, en hvid T-shirt og en mørkegrå, hvor der stod teksten New York, London, Paris med sort tekst. De var alle i størrelsen medium. Egentlig var størrelsen alt for stor til mig, og jeg burde nok have valgt trøjen i X-small efter den spinkle krop, jeg havde fået mig, men jeg ønskede ikke at fremhæve de mén, jeg havde taget til mig efter voldtægten – jeg ville ikke vise mig frem. Så hellere skjule mig i større tøj.

  ”Lærke?” En velkendt stemme lød i mit øre, og inden jeg nåede at vende mig om, blev jeg prikket på skulderen af en spids negl. Anna og Regitzes ansigter mødte mig, da jeg langsomt fik mig drejet.

  ”Gud, det er virkelig dig. Jeg troede, at de aldrig ville lade dig gå!” Anna hvinede sådan, at det farvede, lyse hår gjorde en dans om det spidse ansigt. Sidst jeg havde set hende for et halvt år siden, havde håret været i hendes naturlige, brune farve. Jeg skulle love for, at der var sket noget siden. Regitze lignede tvært imod sig selv, selvom jeg syntes at kunne ane, at hun havde fået endnu en piercing i det venstre øre. Ud fra deres tøjstil at bedømme, fulgte de stadig modebladene til punkt og prikke.

  ”Er du ude – you know, for good?” Spurgte Regitze, imens hun halvt pillede ved sin diamantbesatte mobiltelefon.  

  Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg valgte at trække på skulderen. Jeg kastede et blik over skulderen på min mor, der stadig stod og snakkede i telefon. Jeg håbede inderligt, at pigerne ikke skulle bemærke hende. Det var så flovt. I stedet begyndte jeg at sno en finger om mit knasttørre hår.

  ”Så hvad nu? Du fortsætter på gym, ikke?” Smilede Anna. Jeg var taknemmelig for, at hun var kommet op for at besøge mig et par gange på Bispebjerg, da jeg lige var blevet indlagt. Hun kunne i det mindste sætte sig ind i, hvordan jeg agerede til forskel fra dengang. Det håbede jeg i hvert fald, at hun kunne.

  ”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg lavt og bed mig i læben, da ordene nærmest kom ud som en stammen. Jeg fortsatte med at sno fingeren om totten.

  ”Det håber vi da, at du vil. Det er blevet så tomt. Frederik og Simone er også skredet, så klassen er ved at være ret kedelig,” sagde hun, og det virkede til, at hun ikke havde gjort tanker om, at jeg skulle tage 2.g om, frem for det sidste år med dem. At tage et år om var ikke ligefrem fristende i mine øre. Jeg havde heller ikke brudt mig meget om gymnasiet i forvejen, så hvorfor nu?

  ”Anna, vi har lidt travlt,” hviskede Regitze og prikkede Anna til siden for efterfølgende at stikke hende den diamantbesatte telefon.

  ”Åh, ja. Undskyld, Lærke. Bastien og Toft holder et grillarrangement, og vi er allerede ret sent på den. Vi ville egentlig bare tjekke, om de mon havde et par shorts, der kunne få mine ben til at se brunere ud.” Anna smilede undskyldende:

  ”Skal vi hilse?”

  Jeg svarede ikke, og det virkede egentlig heller ikke til, at de forventede et svar på spørgsmålet, for Regitze havde allerede trukket hende væk fra øen og hen mod døren.

  ”For resten, Lærke. Du kan godt tage og lægge de T-shirts på plads – det kan du bare ikke gøre imod os! Jeg så en hvid kjole lidt længere henne. Sommermust til dig.” Anna gjorde et luftkys sekunder inden, at de elektriske døre lukkede sig bag dem.

Dernæst kiggede min mor forvirret op fra den gamle Nokia og kiggede imod døren.

  ”Var det ikke Anna og Regitze?” spurgte hun og pegede på det sted, hvor de var forsvundet. Jeg nikkede en enkelt gang og krammede dernæst bundet med T-shirts. Jeg vidste, at Anna havde ret. Den gamle Lærke havde vrænget næse af trøjerne og havde ikke nærmet sig dem i første omgang. Den gamle Lærke havde for længst trukket den hvide kjole ud i prøverummet for at stå og posere foran spejlet for dernæst at spørge enten Anna eller en anden veninde til råds. Fuck den gamle Lærke, tænkte jeg og bed mig dernæst i læben.

  ”Skal du have dem?” spurgte min mor og pegede på trøjerne. Jeg nikkede og gav hende dem, da det var hende, der havde insisteret på, at vi skulle tage ned i den lokale Vero Moda efter dagens besøg på Bispebjerg hos en psykolog. Jeg tror, det var hendes måde at prøve at fremkalde noget af det, vi havde engang. Tilbage i Holstebro kunne min mor tage tidlig fri for at hente mig direkte fra skole, sådan vi kunne tage en hel eftermiddag til enten Herning eller Ålborg.

  Men lige meget hvor ihærdigt hun prøvede, kunne det aldrig blive det samme.

 

  Lukas var der stadig. Han var godt nok taget hjem i to uger, da der var ekstra travlt i sommerferien på fars værksted. Han var dog kommet tilbage igen i torsdags. Han havde insisteret på at blive hele ugen i Albertslund, eftersom han alligevel ikke havde noget at bruge ferien på. Når han endelig havde ferie fra værkstedet og studierne, ville han gerne have den mindste fornemmelse af noget ferie. Det var i hvert fald, hvad han gentagende gange havde sagt, når mor spurgte ham ad. Jeg vidste dog godt, at det var fordi, hans beskyttende storebror-følelse var vokset i ham. Det havde altid været en af de ting, jeg havde fundet irriterende ved ham. Men jeg indrømmede gerne, at det var rart at have ham her. Så skulle jeg i det mindste ikke hænge på mor konstant.

  ”Jeg nævnte det godt nok i går, men der kom ingen af jer med indvendinger,” sagde min mor og hostede ned i det våde viskestykke, hun brugte til at vaske en tallerken op med, da vaskemaskinen igen var gået i stykker:

  ”Men, jeg har altså fri i dag, og når vi nu alle er samlet, skal vi så ikke bruge dagen på et eller andet?”

  ”Vi kunne lege en film?” foreslog Lukas, hvilket i mine øre lød fint nok, da det betød, at vi kunne blive indendørs og ikke snakke sammen.

  ”Udendørs,” rettede min mor og satte hænderne i siderne med et irettesættende blik, som hun havde mestret i alle de 17 år, jeg havde været under det.

  Jeg lagde armene om mine knæ, som jeg sad i den mørkebrune, sprækkede lædersofa, der var fyldt med hjemmelavede puder med frynser og hele lortet. Jeg ville så gerne støtte debatten. Jeg skulle ikke uden for en dør.

  Lukas stod og slog sin mellem-og pegefinger mod hagen, imens han stod placeret mellem køkken og stue. En enkelt solstråle gik igennem persiennerne og faldt på ham, hvilket var den eneste nuværende lyskilde i den ellers mørklagte lejlighed.

  Han kiggede på mig, og da jeg følte, at jeg måtte gøre et eller andet, rystede jeg blot på hovedet. Jeg så, hvordan han tog en dyb indånding, inden at han snakkede igen.

  ”Jeg går i Blockbuster – Lærke, kommer du med?”

  Jeg så, hvordan det opgivende blik fandt vej frem i min mors ansigt. Jeg betragtede, hvordan hun skuffet lagde viskestykket på den våde bordplade og lod resten af vasken stå, som hun gik ind i det lille soveværelse.

  Jeg var klar over, at min mor virkelig prøvede – men hun gjorde det ikke på den rigtige måde. Uanset hvad hun prøvede på, fik jeg en fornemmelse af, at det var forkert. Ikke at de gjorde det rigtigt på Bispebjerg. Jeg havde bare en følelse af, at det hele blev gjort forkert, og ene det, kunne få mig til at sidde og tude på mit værelse, når resten af huset gik til ro. Spørgsmålet var bare, hvad der så skulle til? Psykologerne vidste det ikke, min mor havde heller ingen anelse om det og ærlig talt, var jeg lige så blank.

  Lukas trak i læderjakken på knagerækken, trods det var 22 grader udendørs og en solskinsrig dag. Han hev sine John Lennon-solbriller op fra T-shirt-kanten, hvor de ellers havde hængt hele formiddagen. Han var så typisk Københavner, selvom hans fornøjelse af at bo i det lille rækkehus havde været kort. Det var ironisk at tænke på ham i mekanikeroutfit hjemme i Skave. Jeg ville vædde med, at Lukas Henriksen, i Jylland, var en pigemagnet.

  ”Er du klar?”

  Jeg bed mig i læben, da jeg stadig ikke ønskede at gå uden for en dør. Jeg fugtede læberne og lod sætningen vendes og drejes inde i hovedet, før jeg åbnede munden og sagde:

  ”Jeg har det ikke ret godt. Kan du ikke finde noget?”

  Selvom det var en af mine længere sætninger, var den stadigvæk død. Fuldkommen forladt af det, der engang hed ’Lærkes personlighed’. Lukas åbnede munden for at sige noget, men så lukkede han dem, til min lettelse, og smilede.

  ”Ingen gyserfilm, right?”

  Jeg nikkede svagt, selvom jeg ikke rigtig havde noget imod gysere længere. Det var faktisk blevet sværere at kæmpe sig igennem en romantisk komedie eller realistisk film, frem for at se en plat splatterfilm, hvor der intet sammenhæng var.

  Lukas nikkede igen og fandt pungen ude i køkkenet. Så låste han sig selv ud, og jeg kravlede tilbage til min krog i sofaen og lagde mig sådan, at hovedet kunne ligge på armlænet. Sofaen var ufattelig hård, og hvis jeg ikke tog fejl, var det skelettet af træ, der pressede sig direkte op i mit øre. Jeg gjorde mig dog ikke den tjeneste at tage en af de gyselige puder som støtte.

  I stedet lod jeg de tårer slippe, der havde ventet hele dagen, indtil at jeg igen var alene. Jeg græd lydløst. Det var en ting, jeg var begyndt at mestre. Så skulle jeg ikke angribes af flere spørgsmål fra enten mor, Lukas eller en eller anden psykolog. Jeg gad ikke, at de satte flere diagnoser på mig. Det fik ikke syet mig sammen – tvært imod.

  Ferien var lort. Jeg havde aldrig følt mig så ensom før. Det havde endda været bedre på Bispebjerg, selvom jeg aldrig snakkede med de andre indlagte. Det lå bare ikke i mig at skulle stifte bekendtskaber med andre freaks. Så hellere prøve at samle et normalt liv i omverdenen.

  Jeg havde været hos min far for to uger siden. Da Lukas skulle til at hjem, havde han dristigt valgt at tage mig med på tværs af Kattegat for at flytte ind på mit gamle værelse, der føltes lige så fremmed som alt andet, der engang havde været mit. Fra far, var jeg efter tre dage taget med bussen til Thy, hvor jeg havde boet hos mine bedsteforældre på den store gård, de altid havde drevet. Det havde som barn været det eneste tilflugtssted, der havde virket, når alt håb virkelig var væk. Jeg havde boet hos dem i en uge, da mor og far blev skilt og senere hen igen, da far begyndte at se en kvinde, jeg virkelig ikke brød mig om. Så sad jeg tit i laden om aftenen hos min mosters gamle hest, hvor min bedstemor og jeg kunne snakke om alt mellem himmel og jord.

  Bedstemor havde prøvet med hestefodring og snak, hun havde prøvet med lange gåture ved Vandet Sø, vi havde spillet kortspil til midnat og selvom jeg virkelig prøvede, fordi jeg ønskede at skylde mine bedsteældre det, så hjalp det heller ikke. Min bedstefar snakkede jeg ikke meget med. Det var ligesom, at han prøvede at undgå mig – som om jeg var blevet en anden. En der ikke tilhørte familien længere. Og måske var det også sandheden – jeg havde jo meldt mig ud af alt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...