Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13001Visninger
AA

20. Kapitel 19

Jeg snurrede rundt i spejlet, følte i et kort øjeblik at jeg var Carrie Bradshaw, - eller en anden fra en chick-lit roman. Hvis mit liv dog bare kunne centrere sig om nyeste indkøb, smålige pengekriser til shoppelisten og kærlighedstrekanter. Jeg bed mig i læben, glattede stoffet på den sorte, stramme nederdel, der var overraskende god til at holde alt på plads i mine ben, der ellers havde fået former ved alt det løb.

Jeg trak den stribede turtle-neck trøje over hovedet, jeg havde lånt af Lea  og rettede den ud, så intet virkede til at sidde forkert. Jeg tillod mig endda at smile til spejlet og lave trutmund for at beundre, hvor godt Lea havde påført den røde læbestift.

”Du bliver så meget guf-guf for øjnene i aften,” fnes Lea, der rodede igennem hendes enorme toilettaske. Hun rettede sig op, satte håret i en sjusket hestehale, hvor halvdelen af hårene ikke kom med, da hun havde fået klippet det i etager dage inden og gav mig så en tommel op.

”Så hvad var det, du skulle, igen?”

”I byen med nogle gamle veninder,” sagde jeg med et glimt i øjet, håbede virkelig, at hun ville købe den. Hvis Sólrun ikke var med på idéen, hvorfor skulle Lea så være?

”Hey, er der for resten noget imellem Sol og dig? I virker ret distanceret.” Lea fandt en mascara og sammenlignede den med de tre andre, hun allerede havde fundet frem.

Jeg vendte mig om, ledte efter de rigtige ord og trak så på skulderen.

”Ved det ikke rigtig. Uenigheder måske?” Jeg tog mascaraen, hun rakte ud imod mig og påførte den. Betragtede så resultatet i spejlet.

”Er der en speciel, du pynter dig for i aften?” Lea skiftede emne igen. Kunne tydeligvis mærke på mig, at det ikke var et samtaleemne, jeg ville ind på.

”Måske,” smilede jeg, mærkede hvordan kinderne blussede op igen. Det var virkelig noget, jeg skulle have lært at mestre, inden at det blev sidst på eftermiddagen!

”Uha, uha. Får man nogle detaljer?” Hun lænede sig nysgerrigt frem på sengen.

”Måske,” gentog jeg, vendte mig så om igen og prøvede alt for at komme frem til det neutrale ansigt igen.

”..Så mor fortalte, at..” Lukas brasede ind af døren, blev stående der i nogle sekunder og kiggede skiftevis på Lea og jeg:

”Hej.”

Lea hilste på ham, fik den samme kulør i ansigtet som jeg, og måske burde jeg havde reageret anderledes på de hormoner, der blussede frem i Lea, men jeg var taknemmelig for, at hun stjal opmærksomheden.

Lukas blev stående i dørkarmen, stirrede stadig på Lea, imens han tappede fingrene imod dørkanten.

”Nåja. Mor sagde, at far og Josefine kommer på besøg her om snart. Og jeg ved ikke, om det var vores stikord til at skride,” fortsatte han, da han blev mindet om sin eksistens i lokalet:

”Hvorfor ser du for resten sådan ud?”

”Jeg skal i byen, dumbass,” fnøs jeg og rejste mig op. Lagde armene over kors. Hadede at jeg var nød til at ”flygte” før end planlagt nu.

”Virkelig. Kan jeg joine?” Han smilede over hele femøren, var tydeligvis solgt til den idé.

Jeg åbnede munden. Vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Kunne jeg fortælle dem den rigtige historie? Måske dele af den rigtige historie, eller finde på noget tredje?

Måske var det i princippet for akavet at troppe alene op til Adams lejlighed.

Jeg fandt mobilen frem, tyssede på Lukas, der havde åbnet munden igen, og sendte hastigt en besked til Adam med spørgsmålet om en bytur i stedet. Han sendte en tommel-op tilbage, og jeg mærkede, hvordan jeg pludselig smilede.

”Fint,” sagde jeg til Lukas, der tavst havde stået og ventet som en 5-årig til julegaver.

”Yes. Fedt. Du kommer også, ik?” spurgte han Lea, der nysgerrigt overværende samtalen.

Åh pis. Lukas vidste ikke hvem jeg skulle mødes med i det mindste. Jeg havde fortalt Lea, at jeg skulle mødes med et par veninder. Hvad skulle jeg gøre?

”Øh,” mumlede Lea, søgte efter en bekræftelse ved mig. Omvendt kunne hun være en god distrahering for Lukas. Ikke at jeg ville bruge dem på den måde, men der var tydeligvis kemi imellem dem. Det var vel bare et venligt skub.

”Selvfølgelig. Vi er snart klar,” prøvede jeg, skubbede ham så ud af døren, og lukkede døren op i ansigtet på ham.

Jeg prøvede at sende Lea et smil, imens hun søgte efter en forklaring.

”Så vil du have den rigtige historie?” Den rigtige historie var nødvendigvis ikke sandheden, men det burde hun ikke vide.

 

Musikken var høj, da vi alle trådte inde på det lille spillested, hvor der allerede var befolket. Jeg lod fingrene køre hen over stemplet på min underarm og smilede, fandt det sjovt at prøve noget anderledes.

”Det er egentlig første gang, at jeg er i byen for alvor,” råbte jeg til Lea, og blev opmærksom på, hvor meget jeg stadig var bagud ved. Jeg vidste ikke, om Adam allerede var derinde eller stadig ikke var ankommet. Med så høj musik virkede det dumt at gå ud igen for at ringe til ham.

Jeg havde været på klub et par gange før, når Bastien og drengeflokken insisterede på, at man godt kunne tage i skole om fredagen med tømmermænd, idet at mange natklubber ikke havde vagter på der. Men det her var noget andet. Det virkede mere spændende.

”Så var det vidst også på tide.” Hun havde fingrene låst om mit håndled, imens hun guidede os længere ind, forbi dansegulvet og over til et bord, som var blevet ledigt sekunder inden.

Lukas satte sig ved siden af Lea, og de fordybede mig i en samtale, og jeg fandt mobilen frem for at sende Adam en hurtig sms. Prøvede at fange stemningen imens, som musikken sloges imod ens trommehinder.

Lukas tilbød at betale for første runde med den undskyldning, at han skulle være påhæng. Han havde allerede brugt samme undskyld på caféen, vi havde spist på tidligere, og Lea fnes og tilbød at gå med, og snart sad jeg alene ved bordet. Var egentlig lidt ligeglad, for det var ikke dem, jeg havde planlagt aftenen med.

Jeg fik snart en sms retur, der fortalte, at ’de’ var ankommet. Hvem var ’de’?!

Jeg strakte hals for at kigge over dansegulvet og prøvede at få øje på det velkendte ansigt. Det var dog et andet, jeg bemærkede først. Hvorfor var Kirstine her?! Efterfulgt af hende så jeg Kristian og Adam, der også fulgte efter. Jeg løftede tøvende hånden, havde mistet lysten til at vinke dem herover, men gjorde det alligevel, og så mødte Adams øjne mine.

Fuck Kristian og Kirstine. De kunne passe sig selv i aften, kunne de.

Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, satte mig ordenligt ned igen og prøvede at virke neutral. Jeg kunne jo heller ikke vise, at der var anspændtheder imellem Kristian og jeg. Hvis det altså overhovedet var sagen. Måske var det bare noget, der havde foregået oppe i mit hoved. Måske var det derfor, at de var med?

Jeg tvang et smil frem over læberne, da de kom.

”Fedt at I gad med,” smilede jeg, omfavnede først Kirstine, for at undgå at sende signaler til de andre, så Kristian og til sidst Adam. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor meget han duftede af læder og cologne. Prøvede at virke neutral, da jeg trak mig fra ham igen.

”Så hvem her du med?” spurgte Kirstine, der havde sat sig på Leas plads.

”Min bror og Lea. Jeg tror, at du har mødt hende før,” fortalte jeg. Tænkte tilbage til første gang, jeg også mødte hende ved Ishøj. Det følte efterhånden som evigheder siden, og måske var det fordi, at det netop også var sagen. Det overraskede mig, at tiden for en gangs skyld ikke havde stået stille.

”Ingen alkohol, hva?” sagde Kristian ned i mit øre, da han havde placeret sig ved siden af mig. Jeg havde ladet ham komme ind først, så jeg ville ende med at side foran Adam.

”Jeg har sendt de to på opgaven,” forklarede jeg tilbage, kiggede så ud over stedet for at se, om der skete proces oppe i baren.

”Så hvad var det, at I rigtig skulle?” spurgte Kristian, ville tydeligvis skære tingene ud og sendte mig efterfølgende et advarende blik. Jeg prøvede at holde inde på det suk, der havde begravet sig dybt i mig og håbede inderligt, at jeg kunne få ham til at tie.

”Jeg er helt vild med din halskæde, Kirstine. Hvor er den fra?” spurgte jeg i stedet og smilede direkte til hende. Hun virkede overraskende, men hvorfor skulle hun være andet? Jeg var opmærksom på, at jeg ikke havde brugt krudt på at være decideret venlig overfor hende.

”Kristian købte den til mig på vores månedsdag,” smilede hun så, og begyndte at lege med det lille vedhæng med fingrene. Jeg pressede læberne sammen, prøvede så fortsat at smile og blev lettet over, at Lukas kom tilbage med en hel balje, hvori der var stukket en flaske Moët ned imellem et hav af isterninger.

Lea fik sig charmeret ind ved nabobordet, hvor hun fik lov til at låne to stole fra et større hold drenge, og snart sad vi alle omkring bordet, imens Lukas udskænkede.

”Det var et held, at vi fik så mange glas med, hva,” lo Lukas, imens jeg præsenterede dem for flokken.

”Jeg følte, at jeg skyldte dig en lille undskyldning,” mumlede Lukas lettere beruset ned i mit øre, inden han satte sig for enden af bordet. Han faldt i snak med Kirstine og Kristian over Adam og jeg. Imens sendte Lea og jeg spørgende blikke til hinanden, imens vi konstant skævede til Adam.

Lukas tog jobbet med at åbne flasken, og proppen fløj op i loftet, imens champagnen stod ud af flasken. Hvinende sprang Lea fra stolen og nåede på sekunder at sikre sig fra vådt tøj resten af aftenen.

Der blev lynhurtigt skænket op i glassende, og overraskende nok virkede det til, at det løftede en anelse på stemningen. Efter minutter maste Kirstine og Kristian sig ud for at forsvinde ud på dansegulvet, og Lea tog det som et signal til at hive Lukas med derud.

Jeg pressede læberne sammen, drak en større slurk af glasset og prøvede at holde blikket på Adam hele tiden.

”Så var det her, hvad du havde i tankerne?” spurgte han endelig. Det var som om, at jeg havde forestillet mig Adam som en tavs person over de sidste par dage. Som havde rollerne byttet om siden første gang, hvor jeg mødte ham.

”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg. Jeg smilede svagt, imens jeg støttede det kolde glas imod siden af underlæben:

”Hvad havde du da i tankerne?”

Champagnen løste vidst mere op end jeg havde regnet med. Virkede jeg ikke for interesseret i ham nu? Men det var vel også planen, så hvorfor begyndte jeg at tvivle det nu. Jeg hostede kunstigt og satte glasset ned.

Adam trak på skulderen og kiggede ud over dansegulvet. Der var fyldt med mennesker efterhånden, og det virkede alt for klaustrofobisk for mig. Jeg åbnede munden en anelse, tog en dyb indånding og fortalte mig, at jeg var i et sikkert selskab heroppe med Adam.

”Så inviterede Kristian sig selv med?” spurgte jeg mistroisk og prøvede for min egen skyld at ændre emnet. Hvorfor var jeg altid så svag, at når tingene endelig skulle til at se, trak jeg mig ud i sidste øjeblik?

”Det gjorde han vidst,” sagde Adam, kiggede igen på mit ansigt og trak en anelse op i den ene mundvig:

”Er det for tidligt at gå ud og ryge en smøg?”

Jeg rystede på hovedet.

”Ikke hvis jeg kan komme med.” Det lød ret cheesy, måtte jeg indrømme. Men jeg havde virkelig brug for luften. Det var pludselig alt for anstrængende at være herinde. Han nikkede, og vi forlod bordet. Det ville stensikkert ikke være frit, når vi kom tilbage.

Adam begyndte at slange sig igennem menneskerne, da dansegulvet havde rykket sig helt op af baren, og det var ikke til at komme ud. Undervejs måtte jeg rive mig selv fra en fyr, der nev mig i røven. Jeg så mig ikke engang tilbage. Mærkede i stedet, hvordan hjertet sad oppe i halsen.

Folk havde bare drukket. Bare rolig, Lærke. Der var ikke mere i det.

Dørmanden lukkede os ud, og vi trådte op på det lille fortov, der allerede var fyldt med berusede mennesker. Så snart vi var ude i luften, bøjede jeg mig forover og kastede op.

”Er det ikke lidt tidligt?” mumlede Adam med smøgen imellem læberne. Sendte en spydig kommentar efter vagten i døren og valgte så at holde mit hår, imens jeg fortsatte med at sende strømme af angst op. Tårerne væltede ned over mine kinder, og imens mærkede jeg, hvordan mit hoved prøvede at få kontrol over min krop.

Jeg kunne godt. Jeg var kommet over det her.

”Er du okay?” spurgte Adam oprigtigt. Havde skoddet cigaretten for at hjælpe mig ordenligt på benene igen.

Jeg nikkede, men det virkede ikke oprigtigt. Jeg var ikke okay. Hvorfor var jeg ikke okay?

”Kan.. kan vi blive herude?” hviskede jeg, lagde armene om mig selv, imens jeg hundefrøs.

”Jeg henter lige vores jakker så,” sagde han så. Jeg rodede i min lille taske, der hang over skulderen og fandt garderobenummeret og stak det til ham med rystende hænder. Så forlod han mig på den lille sidegade.

Jeg bemærkede to blondiner, der stod og hviskede til hinanden, imens de sendte mig blikke. Blikkene var de værste. Det var dem, der altid mindede mig om, at jeg ikke var normal.

Jeg koncentrerede mig om at trække vejret ind igennem næsen og ud igennem munden, prøvede virkelig at få kontrol over mig selv igen. Det var ikke noget stort. Der var ikke sket noget.

Jeg rystede stadig.

”Her,” sagde Adam, der var tilbage. Han rakte mig vinterjakken og trak i hans egen læderjakke. Vent, betød det, at han ville blive herude med mig? Jeg åbnede munden, begyndte så at snøfte igen.

”T..tak,” gispede jeg. Holdt om mig selv igen.

Vi gik fra stedet, længere ned af gaden og fandt så en opgang, hvor døren ikke var låst. Satte os på de nederste trapper og sad bare der i et par minutter og sagde intet. Det var rart.

”Hvorfor sker der aldrig gode ting for mig?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg stirrede ud i luften uden at kigge på et bestemt punkt. Alt virkede underligt fjernt.

”Hvorfor sker der aldrig gode ting for os,” pointerede Adam i stedet. Han havde tændt en smøg og sendt den hen til mig. Uden at tænke over det, havde jeg taget den og bare prøvet. Prøvet at se, hvilken forskel det gjorde.

”Kommer vi nogensinde videre?” spurgte jeg ham, pustede røgen ud, efter den rigtig havde fået lov til at ligge i mine lunger, og sendte så cigaretten tilbage.

”Det tror jeg. Men om det er om et år eller om 50, ved jeg ikke,” sagde han. Klemte så mit lår. Jeg kiggede ud af øjenkrogen på ham, så det afslappede smil, der lå om hans læber, og jeg endte med at bide i indersiden af min egen.

Måske prøvede jeg ikke at redde Adam for hans skyld. Måske var det for min egen.

”Jeg er træt af altid at være den svage,” sukkede jeg. Rakte automatisk ud efter smøgen. Modtog den.

”Hvis du holder op med at se dig som den svage, er verden måske en anden.” Jeg vendte hovedet i hans retning, mødte hans blik.

”Og de ord lever du selv efter?” Jeg mærkede, hvordan det trak på smilebåndet. Cigaretten virkede pludselig ikke så spændende længere. Ikke før jeg blev mindet om den, da den brændte mine fingre.

”Jeg prøver.” Han kiggede ned på skoddet, der lå på et af trappetrinene længere nede.  

”Bullshit,” fnøs jeg. Kiggede stadig på ham. Jeg rejste mig så op, mærkede at aftenen tydeligvis ikke var ovre. Jeg magtede ikke at sidde tragisk på trapper endnu. Vi fortjente bedre.

”Så lad os være ikke-svage i aften.” Jeg rakte en hånd ud imod ham. Prøvede virkelig at overbevise mig om hans ord.

Han tog imod den.

 

”Hvor fanden er du henne?” råbte Lea over telefonen. Der var tydeligvis stadig larm i baggrunden.

”Jeg fik det ret dårligt, undskyld. Adam og jeg er på vej hjem,” prøvede jeg. Kiggede ud af øjenkrogen, hvor Adam gik afslappet ved min side, imens han rystede på hovedet og sparkede til en flaske.

”Ja, okay. Men hvorfor sagde du ikke noget… Ej, Lukas.. Lad..” hun begyndte at fnise, og jeg vidste, at det var til at trække sig ud af en mulig diskussion:

”Pas godt på dig selv, ikke? Det kan være, at jeg kommer og crasher ved dig i nat, hvis det er ok.”

”Jaja, du kommer bare.” Jeg kørte en tot hår væk, der havde sat sig i ansigtet. Lagde så på og stak mobilen ned i tasken igen.

”Så hvad er planen?” spurgte jeg Adam, og skubbede blidt skulderen imod hans side.

”Jeg troede, at det var dig, der havde en plan.” Han trak på smilebåndet, trak så et nøglebundt op af lommen:

”Jeg har en idé, men jeg ved ikke, om den er god.”

”Dårlige idéer er til tider også de bedste,” hørte jeg mig selv sige. Jeg vidste ikke, hvor sandt det var, men det fik ham til at le:

”Vil du uddybe?”

”Det er til caféen, hvor Kristian arbejder. De har masser af øl.”

”Øl er godt,” hørte jeg mig selv sige. Jeg ville slå mig selv i hovedet over de ord. Det mente jeg seriøst ikke, gjorde jeg? Kunne jeg ikke komme på noget bedre at sige? Den smule alkohol, jeg havde drukket, havde jeg kastet op igen. Jeg havde ikke engang en god undskyldning for at sige de her ting.

”Øl er fantastisk!”

Vi nåede dog ikke til caféen. På vejen mødte vi en mindre gruppe mennesker, der havde placeret sig midt på en gade med ensrettet trafik, og da det virkede øde nok, havde de lavet vejen om til en større bane til øl-bowling. Jeg vidste ikke hvordan, men pludselig var vi blevet en del af spillet.

”Fortæl mig lige igen, hvordan det her kan være en god idé,” spurgte jeg Adam, da jeg sad og trillede fodbolden imellem mine hænder i skødet. Vi sad hver især på en ølkasse overfor et par drenge, hvis navn jeg ikke kendte. Den ene snakkede vidst ikke engang dansk.

”Vi skulle være ikke-svage, ikke? Leve lidt i nuet. Jeg synes, at det her er et glimrende eksempel,” smilede han. Tog bolden ud af mine hænder, da jeg aldrig kom videre.

”Spille ølbowling med fremmede? De kan jo lige så godt have puttet noget i øllene,” fnøs jeg. Smilede alligevel.

”Chancen er vel større for, at de bare har brug for nogle glimrende modstandere. Lad os se, hvor natten bringer os, ikke?”

Adam trillede bolden. Ramte tydeligvis forbi. De to drenge lo, klingede deres flasker imod hinanden og drak alligevel.

”You throw like a girl, my friend,” lo drengen, der havde en tyk latinamerikansk accent.

Den lyshårede, danske dreng, kastede bolden igen, og væltede vores flaske. Adam og jeg klingede vores flasker imod hinanden, drak så halvdelen og begyndte at le. Denne gang kunne jeg ikke komme udenom kastet.

”Smagte øllen af andet end øl?” jokede Adam.

”Nederlag. Masser af nederlag,” fnøs jeg tilbage. Kastede så bolden og missede også flasken. Vi var elendige til det her. Vi drak øllene færdig. Tog så hver en ny fra de kasser, vi sad på. Jeg anede ikke, hvorfor drengene var så generøse overfor nogen, de ikke kendte. Jeg rakte øllen til Adam, der af en grund havde en flaskeåbner i inderlommen.

Vi spillede videre, blev ved med at drikke øl. Efter 10 minutters tid kom en bil, og pludselig var vi fnisende på benene, skyndte os at trække kasserne ind til siden. Bilen blev ved med at dytte, og halvdelen af mine flasker trillede ud på vejen.

”Åh gud,” fnøs jeg, skulle til at bøje mig ned på usikre ben og samle dem op, da Adam trak mig væk fra vejen. Så stod vi der. Med så få centimeter imellem hinanden og trak praktisk talt vejret af den samme luft. Han var så tæt på. Jeg kunne høre hans vejrtrækninger, der steg, og mine fulgte med. Hvorfor kunne det føles så elektrisk?

Jeg kunne bare læne mig ind. Kysse ham nu. Han havde sendt mig det hvide flag. Jeg var sikker på det.

Jeg trak mig væk, vendte mig om med blussende kinder. Ikke i aften. Ikke nu.

Lyden af bilen, der kørte rumlende over brostenene, trak mig tilbage til den virkelighed, vi stod midt i. Jeg smilede dog stadig. Løb ud på vejen og begyndte at samle flaskerne op sammen med drengen, der snakkede engelsk.

”Still good, still good,” mumlede drengen, som han tjekkede øllenes helhed, og forsvandt så for at finde en kasse.

”Skal vi fortsætte?” spurgte jeg Adam med et grin og rettede mig op. Tørrede de beskidte hænder af i mine bukser. Han lignede en, der tænkte længe over spørgsmålet, tændte en smøg i mellemtiden og kiggede bare på mit ansigt, som var det normalt at stirre så intenst på en så længe.

Hvad mon der gik igennem hans hoved? Omgivelserne smeltede stadig underligt sammen, og selvom vi stod med så stor afstand, føltes det som om, at vi var en enhed. Kun Adam & Lærke.

”Natten er ung,” sagde han og åbnede langsomt munden, så røgen krøb ud imellem hans læber og blandede sig med den kølige luft. Var det et stikord til, at vi skulle blive – eller at vi skulle videre? Skulle jeg spørge?

 

Adam tyssede, lagde en finger for læberne og var ved at falde ind i min mors staudebed, der mest bestod af alverdens ukrudtsplanter. Jeg var nød til at hive fat i hans arm, hvilket næsten gjorde, at jeg røg med i faldet, men ved lidt støtte fra gelænderet op til trappen, formåede jeg at holde os begge på fødderne.

Jeg lænede mig ind imod ham, som var det det mest naturlige verden, og fik ham rettet op. Vi stod alt for tæt på, og alligevel føltes vi så fjerne, fordi der stadig ikke havde været egentlig kontakt. Vi stirrede på hinanden, blev endnu en gang connected med vores blikke. Hvis det havde været en romantisk film, havde Adam bøjet sig ned og kysset mig ganske let nu, inden han var forsvundet.

Men det her var virkeligheden. Og virkeligheden var, at Adam kastede op ud over mig.

Jeg burde blive overrasket, bare gøre et eller andet, men jeg tog det i en overraskende stiv arm. Sikrede mig at han ikke kastede mere op, og trak ham så med ind igennem huset. Det var et held, at han havde gjort det udenfor. Godt nok lige foran trappen, men det havde været bedre end køkkengulvet.

Hans hånd var fastlåst i min. Vi sneg os op ovenpå, og jeg guidede Adam ud på mit badeværelse. Bankede så forsigtigt på Lukas’ dør, men da der ikke blev svaret, åbnede jeg den på klem og opdagede, at han ikke var tilbage endnu. Jeg havde ikke hørt fra nogen af dem, siden vi var gået videre til baren. Dette måtte forhåbentlig betyde, at de havde en god tid.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Adam kastede op igen. Jeg håbede, at min mor ikke hørte det. Hvad ville hun ikke tænke?! Jeg for ud på badeværelset, gispede lettet op, da han allerede hang med hovedet nede ved toilettet. Støttede kinden imod brættet, imens hans blå, blanke øjne iagttog mig.

”Klarer du den?” hviskede jeg. Han nikkede, og jeg forlod endnu en gang badeværelset. Jeg fandt så noget tøj på Lukas’ værelse, som jeg gav til Adam. Uden at tænke mere over det afklædte jeg mig selv fra trøjen og nederdelen. Det var jo ikke fordi, at Adam var ved de fulde 5 alligevel. Jeg trak i min mors alt for lange, forvaksede morgenkåbe og trådte så hen til ham for at finde ud af, at han havde lukket øjnene.

Selvom Alberte boede så kort fra, hvor vi var, virkede det som en umulig opgave at få ham hjem. Jeg sukkede, prøvede venligt at ruske liv i ham, men han var tydeligvis faldet i søvn.

”Adam… Adam!” hørte jeg mig selv sige ihærdigt, imens jeg ruskede hårdere. Jeg endte med at give ham et smølfespark ved tindingen, og så virkede der endelig til at ske noget.

”Hva?” mumlede han og kom ustabilt på benene, imens han febrilsk kiggede rundt i badeværelset. Jeg stak Adam det tøj, jeg havde fundet på Lukas’ værelse bestående af et par løbebukser og en hættetrøje. Han tog imod det uden nærmere spørgsmål. Jeg prøvede lydløst at rydde op. Skyllede opkastet ud, smed mit eget tøj til vask og så Adams med det ønske, at min mor ville formode, at det var Lukas’. Han var alligevel en, der også havde det med at feste ret vildt.

”Kom,” mumlede jeg, og rakte en hånd ud for at følge ham ind på mit værelse. Den her scene havde udspillet sig i mit hoved længe, og jeg mærkede, hvordan mine kinder blev røde. Men samtidigt var jeg udmattet over situationen, og var ærlig talt begyndt at få hovedpine. De to ting spillede ikke ret godt sammen.

Det var underligt at have en dreng herinde. Også selvom at der ikke rigtig skete noget. Den sidste, der havde været herinde, var Bastien, og det følte som evigheder siden: som fra et tidligere liv.

Adam smed sig i sengen. Eller retter sagt lod han sig selv falde, og man kunne høre, hvordan det slog luften ud af ham. Benene hang stadig ud over kanten, imens hovedet var smasket direkte ned i vinterdynen.

”Adam,” hørte jeg mig selv fnise. Åh gud, hvor mange gange havde jeg egentlig sagt hans navn i dag. Jeg måtte trække ham ordenligt op på sengen og hive skoene af ham, der stadig hang på hans fødder. Hvor længe havde han lige haft det ene snørebånd åbent?

Så sprang jeg ud af sengen for at slukke lyset, og måtte liste tilbage over det kolde trægulv for at krybe ind under dynen i det varme seng. Ud fra hans vejrtrækninger var han allerede faldet i søvn igen. Hvor jeg lå under dynen, lå han ovenpå, hvilket gav det hele en underlig vægt i den ene side, men ikke andet gjorde det kun det hele endnu varmere, og der gik derfor heller ikke lang tid, inden at jeg, trods min tinnitus, faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...