Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13098Visninger
AA

19. Kapitel 18

Timingen om at tænke på Lukas var ironisk. Samme dag, jeg kom hjem fra Astrids hjem, stod en stor kuffert i indgangen til det lille rækkehus. Han var blevet smidt ud fra universitetet.

Jeg blev mødt af råb ude i køkkenet, da min mor tydeligvis ikke var med på idéen. Lukas sad med ryggen til ved det lille spisebord og lignede tydeligvis en, der prøvede at lukke sig selv ude for hendes ord. Hans kiggede op mig med et undskyldende smil og stak efterfølgende skeen fra hans yoghurt ind i munden og drejede så om på stolen.

Mor faldt straks ned i gear, da hun så mig.

”Du får ikke lov til at slippe, unge mand,” sagde hun, pegede på ham, og forlod så rummet. Hun maste sig direkte forbi mig, trak i hendes tykke termojakke og gik udenfor, imens hun trak hendes smøger op af lommen.

”Smidt ud af studiet?” Jeg hævede et øjenbryn og trådte ind i køkkenet. Lukas lignede sig selv. Lokkerne var ikke blevet en millimeter længere, og selvom det stadig var hundekoldt udenfor, hang en par solbrikker i kraven på hans T-shirt.

”Gået ud – smidt ud. Det var ikke mig,” forklarede han, imens han fortsatte med morgenmåltidet, der ikke passede til tidspunktet. Der var ikke ret lang tid til, at vi burde få aftensmad.

”Så nu crasher du her?” Jeg satte mig op på stolen overfor ham.

”Far var heller ikke helt med på idéen og værkstedet står elendigt til. Han har ikke råd til at betale for mig så ofte, at jeg har en ordenlig indtægt. Så jeg prøver at finde et job her i stedet,” forklarede han.

”Finder du egen lejlighed så?” Idéen virkede fristende. Jeg gad godt selv at flytte hjemmefra, men uden job virkede det ikke som det smarteste at gøre. Jeg kunne heller ikke se, hvad jeg skulle stille op der. Ville det i sidste ende være bedre end at bo her?

”Hus måske. Jeg gider ikke bo helt inde i byen. Jeg bliver nok aldrig det bymenneske som dig,” jokede han og spiste den sidste skefuld, inden han skubbede skålen fra sig.

”Jeg savner skam Skave. Bare ikke personerne,” blinkede jeg.

 

”Hvad med mig?” Han lod som om, at han var fornærmet. Lagde en hånd på hjertet og gjorde de hundeøjne, piger var faldet for i rækkevis.

”Især ikke dig!” fnes jeg og sprang ned fra stolen:

”Ej, du er her jo nu!”

Vi blev ved med at småsnakke i køkkenet, og hvor var det bare rart. Mange sagde, at man ikke kunne være venner med søskende, og at søskende bare var det mest irriterende. Lukas og jeg havde aldrig haft sådan et forhold, og det var derfor som at miste en nær ven, da han flyttede tilbage til Skave og efterlod mig hos mor.

Det var rart at have ham her igen. Det var lidt ligesom at have fået en del tilbage af sig selv.

Vi blev enige om, at vi skulle lave et eller andet samme aften, idet at han ikke engang var nået ind til byen endnu. Han var kun lige kommet ind over dørtrinnet efter at have hugget Josefines minivan, da det virkede mere rebelsk end bare at tage toget. I øvrigt var hans undskyldning, at han derfor sparede en helvedes masse penge, fordi bilen var så økonomisk.

Jeg fortalte mig selv, at jeg skulle være i lokalet, når enten far eller Josefine bemærkede det og ringede for at give ham en skideballe. Mor vidste ikke besked endnu, da han havde været så diskret at parkere den længere nede at vejen.

Endelig gik jeg op på mit værelse og smed min taske og jakke i selve sengen. Så satte jeg mig over til computeren og gik på Facebook. Jeg åbnede en ny samtale og skrev Adams navn. Det var underligt at have kendt hinanden i godt et halvt år og stadig ikke have skrevet sammen. Ville det være for mærkeligt at forsøge nu?

Jeg endte med at knække mine fingre, før jeg lagde fingrene på tasteturet. Så skrev jeg: Er du fri på fredag?

Men da det lød for desperat og underligt, slettede jeg det med det samme igen og sukkede så. Jeg rejste mig op, gik ned og hang min jakke ordenligt op, og satte mig op på værelset igen, imens jeg stirrede på skærmen. Hvad i alverden kunne jeg skrive?

Skal jeg kigge forbi fredag? Skrev jeg så. Virkede det ikke lidt bedre? Som en slags opfølgning på tidligere i dag, da stemningen tilbage i bilen havde været virkelig akavet. Kristian var tydeligvis stadig chokeret over min idé, og han snakkede derfor ikke til mig, og Adam var bare Adam.

Det gør du bare, stod der minutter efter, og jeg måtte tjekke efter 2 gange for at bekræfte, at han faktisk havde svaret. Hvad var hans reaktion bag skærmen. Ordene virkede ret nedtonet, som han prøvede at virke ligeglad og overskudsagtig. Hvad burde det rigtige svar have været?

Jeg lagde tydeligvis for meget i det.

Okay, så ses vi der, skrev jeg og klappede computeren sammen. Jeg gik et par runder rundt i det lille værelse og gik så hen til vinduet, hvor jeg stirrede ned på de ens huse, og overvejede, at det var lidt sjovt, at der kunne bo så forskellige mennesker i så ens omgivelser.

Jeg, Lærke, var en pige med en opgave, og det virkede til, at det gik i den rigtige retning. Jeg ville dog ikke sige noget til Kristian. Han kunne passe sig selv – og Kirstine for sin egen skyld. Fuck ham. Det her var mig og Adam.

Eller det kunne det blive.

Jeg trådte væk fra vinduet igen og kiggede på den sammenklappede computer. Overvejede at åbne den op igen for at se, om han skulle have svaret, men var det ikke lidt af en coversation-killer, jeg havde lavet? Måske var det også fint. Jeg havde ikke på fornemmelsen, at Adam og jeg pludselig ville skrive lange samtaler med hinanden til ud på natten.

Men fredag skulle vise en masse.

Det håbede jeg virkelig.

Jeg gik nedenunder igen med en mærkelig summen i kroppen. Smilede lidt mere og følte mig lidt højere, imens jeg gik ind i stuen, hvor Lukas lå på sofaen og bladrede igennem det sølle udvalg af kanaler.

”Har vi mistet TV-pakken?” spurgte han uden at fjerne blikket fra den hypnotiserende skærm.

”Mor er ikke ligefrem liebhavermægler,” påpegede jeg og satte mig i bunden af sofaen, så han måtte trække benene til sig selv. Han blev dog liggende og fortsatte med at bladre rundt.

”Vil du snakke om det?” hørte jeg mig selv sige.

”Om hvad?” Han virkede distanceret, som han prøvede at undgå den samtale, jeg prøvede at presse ham ind i. Var det et nyt egenskab, jeg havde fået mig: at jeg kunne se, når folk ikke var okay? For Lukas var ikke okay.

”Du er gået fra Charlotte, ikke?” Lukas’ ekskæreste, der fik ham ind på studiet i første omgang. De var det klassiske eksempel på, at kærlighed var modsætninger, lige indtil at han mistede sin modsætning og blev med ét med hende.

”Hun har knaldet udenom i et år,” sagde han så:

”Havde så travlt med at anklage mig fordi, at jeg ikke ville flytte ind til byen, og gæt hvem synderen så er.”

”Det er jeg ked af,” mumlede jeg, og det var jeg virkelig. Jeg havde haft svært ved at få følelser for andre mennesker og vide, hvor meget jeg egentlig skulle dedikere mig i deres liv. Så hellere holde mig væk. Men Lukas var min bror, og når han nu også var en nær ven, betød det meget.

”Lad være. Det var et wake-up call. På tide,” han trak en anelse op i mundvigen og slukkede så for fjernsynet. Kiggede endelig på mig:

”Charlotte var..”

Han stoppede sig selv og fortrød tydeligvis de ord, der havde været på vej ud af hans mund. Han satte sig op i sofaen og smed benene op på stuebordet foran, der var fyldt med ragelse.

”Charlotte var ikke den rette,” prøvede jeg.

Han fnøs.

”Den rette? Nu lyder du virkelig som en romantikker, Lærke. Hvad er der sket?”

Jeg fnøs også og hadede hans egenskab for at kunne ændre en samtale så hurtigt. Det her handlede om ham og ikke om mig. Jeg mindes om alle de gange, jeg havde plapret op om, at kærlighed og ægteskab var to vidt forskellige ting, og frem for at slå den ihjel ved at blive gift og sætte ring på det hele, ville jeg holde på spændingen og stole på, at et forhold kunne holde, uden at man var nød til at give en alverdens løfter, man alligevel aldrig kunne holde alligevel.

”Du ved, hvad jeg mener,” sagde jeg og rystede på hovedet:

”Så hvad nu. Ingen Charlotte. Har du en anden på sigtekornet, så?”

”For det er ikke i orden at være single?” Han lagde armene over kors og vendte sig i sofaen, så han sad vendt direkte imod mig. Smilet lå stadig på hans læber, som han prøvede at fiske noget frem, han morede sig over.

”Single er overvurderet. Jeg kunne da godt bruge en at putte med,” røg det ud af mig. Hvem havde jeg hentydet til? At jeg savnede at gøre den slags med Bastien, eller at jeg kunne se mig selv gøre det med enten Kristian eller Adam?

”Nånå,” lo han og kommenterede ikke yderligere på det.

”Skal vi ikke glæde mor med at købe et nyt TV?” foreslog han i stedet ud af det blå. Et nyt TV? Hvad i alverden skulle det løse?

”Du har ingen penge. Det har du jo lige sagt,” fortalte jeg ham.

”I det mindste et Netflix-abonnoment? Jeg er ved at dø her.”

”Vi kan stå for aftensmaden?” foreslog jeg.

”Det kunne vi også,” medgav han, og så gik vi ellers i gang i køkkenet. Jeg vidste ikke, hvad det skulle løse. Jeg gjorde det ikke rigtig for at glæde mor, men for at glæde mig selv ved at tilbringe til med Lukas. Sidste gang han var her, havde jeg ikke været mig. Vi snakkede rigtig sammen igen, og det var rart. Det var en af de ting, man ikke savnede, før man havde fået dem igen.

Vi stod der længe, og glemte alt om de sorte pomfritter i ovnen, og idet at vi måtte give op på maden, valgte vi for en gangs skyld at bestille mad fra det lokale pizzeria. Det betød dog ikke noget. Maden var det mindste.

Alt var okay.

Idet at Lukas skulle til ned og hente pizzaerne i Josefines stjålne bil, ringede telefonen og far var i den anden side. Lukas gjorde en komisk grimasse i min retning med mobilen mast ind imellem skulderen og øret, idet han gik ud af døren.

Få minutter efter kom mor hjem.

”Hvad er det, at her lugter af?” Hun rynkede på næsen og spadserede direkte ud i køkkenet, hvor hun sukkende så den brændte aftensmad.

”Lukas er rendt efter pizza,” sagde jeg.

”Jeres far har ringet. Var det ikke nok, at han skulle blive smidt ud fra studiet. Hvorfor oveni købet stjæle Josefines bil?” sukkede hun og begyndte at kyle de resterende ting ud, vi ikke havde fået smidt ud:

”Er det så svært at være et godt barn?”

Hun stirrede irriteret på mig, som havde jeg svarene på alt. Den opskrift på livet, der kunne få alt i balance. Hvad forventede hun? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare til det og håbede, at hun havde ment det som et retorisk spørgsmål.

”Hvor var du for resten henne i dag?” Hun stoppede op i det hun lavede, og jeg fornemmede, at Lukas havde gjort, at hun ville sætte en hård straf for os bedste på bedste moder-vis.

”Jeg var i Charlottenlund. Oppe at besøge… en veninde,” mumlede jeg.

”En veninde? Du kender da ingen derfra,” begyndte hun skeptisk.

”Du kender ikke alle, jeg går med, mor. Men jo, en veninde. Astrid hed hun, hvis det betyder så meget,” fnøs jeg. Hed. Var det for tydeligt, eller ville hun ikke bide mærke i detaljen?

Vi stod der i et stykke tid. Kiggede bare på hinanden og ventede på, at den anden skulle give op først. Så nikkede hun. Bakkede og stirrede så ud i luften.

”Du skal ikke være så hård imod Lukas,” hørte jeg mig selv sige. Mærkede den lille del af ansvar, der havde gemt sig langt inde i mig. Som var den fra et andet liv.

Hun kiggede overraskende på mig. Trak så op i den ene mundvig og gik op af trappen og efterlod mig i stilhed på underetagen. Jeg pressede læberne sammen, vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig og endte med at tørre bordpladen af endnu en gang, imens jeg ventede på, at vi alle skulle sidde samlet om bordet for første gang i evigheder.

 

 

Senere på aften sad jeg på mit værelse. Sad og så en TV-serie på lydløs på computeren, imens jeg skypede med Sólrun over højtalerne. Jeg sad med den ene fod på skrivebordsstolen, havde den anden smækket op på bordet, imens jeg spiste af min mors brownies, hun havde lavet samme aften.

”Så fortæl mig det lige igen.” Jeg havde fortalt Sólrun om min idé, håbede inderligt, at der var nogen, der faktisk forstod mig, for jeg følte stadig, at jeg var et puslespil med manglende brikker i andres øjne. Lige undtagen for Adam, der virkelig forstod mig. Men ham kunne jeg ikke fortælle idéen til.

”Du vil forføre ham?” Hendes stemme knækkede over. Jeg kunne ikke helt tyde hvorfor. Af en tøven, latter? Hun virkede i hvert fald ikke til at være helt med på idéen.

”Nej, ikke sig det sådan,” forsøgte jeg, mærkede stadig latteren i min egen stemme.

”Jamen, det er vel det, du gør?” Var det? Jeg rejste mig fra bordet, tog computeren med hen på sengen og slangede mig over den på maven, imens jeg bed i tommelfingerneglen. Stirrede på serien, der fortsat kørte og overvejede, hvad jeg skulle svare. Sólrun tøvede også i den anden side.

”Men er det så en dårlig idé? Jeg tror faktisk, at jeg kan lide ham. Du ved..” jeg tøvede, tog en dyb indånding og trillede om på ryggen, hvor jeg stirrede på de lysende blå stjerner, der havde hængt der fra dengang, vi købte huset:

”Li’, li’ ham, ik?”

Jeg mærkede, at jeg blev varm i hele ansigtet, som kunne man stege pandekager på min flade pande af ren rødmen. Det var første gang, at jeg havde ladet tankerne slippe fri. Jeg havde ellers holdt dem nede længe, håber på at tænkte jeg dem ikke, så eksisterede de ikke.

”Det ved jeg,” sukkede Sólrun så:

”Det er nok det, der gør det så dumt, Lærke.”

Jeg bed mig i læben, var en anelse overrasket over hendes ’det ved jeg’ og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Hun skulle ikke tale mig ud af det. Jeg havde betroet hende med det, fordi jeg regnede med, at det ville støtte hende.

”Hvis vi begge får følelser for hinanden, er det jo ikke dumt. Måske er det klogt,” forsøgte jeg. Satte mig op i sengen og pressede puden ind imod min mave, imens jeg stirrede ned på skærmen, hvor hovedpersonen igen var blevet afvist af sin bedste veninde, der ikke kunne bestemme sig for sine følelser.

Jeg lukkede fanen ned og blev opmærksom på, at det var begyndt at regne udenfor.

”Men hvad hvis det ikke går efter planen?”

Jeg havde rejst mig op. Havde trukket i den tykke striktrøje, der var slynget over ryglænet på min skrivebordstol og trådte hen til vinduet for at kigge ned på gaden.

”Lærke?” Hørte jeg Sólrun sige.

”Jeg bliver nød til at smutte, sorry,” forhastede jeg og klappede så computeren i, inden at hun kunne nå at protestere. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen. Jeg måtte bare ud at gå en tur, få noget frisk luft og tænkte dette igennem. Jeg måtte få Adam til at se på mig, som jeg så på ham, og jeg troede virkelig på, at det kunne fungere.

 

Der gik et par minutter før, at jeg blev opmærksom på, hvor jeg egentlig var henne. Jeg stoppede op, rettede på det orange tørklæde, jeg havde viklet om håret, og trak det ned, så jeg rigtig kunne tage omgivelserne ind.

Pileparken. Jeg havde ikke været der siden den aften.

Jeg betragtede skyerne, der formede sig ud af min mund og følte pludselig, at alt var blevet nedsat i tid til en slowmotion. Det var ikke det, jeg skulle tænke på nu. Bare det at gøre her, gjorde, at jeg følte, at jeg blev trukket tilbage i deforme Lærke. Ikke nu.

Mine vejrtrækninger blev hårdere og det føltes som om, at mit tøj begyndte at skrumpe ind og kvæle mig. Hysterisk trak jeg halstørklædet af og mærkede, hvordan tårerne pressede på.

Pis, pis, ikke nu. Hvorfor kunne jeg ikke styre kroppen? Mit sind prøvede i det mindste at holde sig i ro. Jeg satte mig ned på den nærmeste bænk, stirrede stift ud i luften og blev opmærksom på, at en kvindelig løber var stoppet op for at tjekke, om jeg var i orden.

”Kærestesorger,” sagde jeg og pressede ansigtet til et smil, imens tårerne stadig løb ned af kinderne på mig. Hun gav min skulder en klem og løb videre.

Da jeg var alene igen trak jeg benene op om mig, fuldkommen ligeglad med at jeg var gennemblødt igennem bukserne ved den våde bænk, og begyndte at rokke frem og tilbage.

”Ro på, Lær..ke. Ro…. på,” mumlede jeg for mig selv.

Jeg fik dog ikke lov til at sidde stille længe. Bastian stod foran mig med en sportstaske slynget over skulderen, imens håret var drivvådt og fik dråber til at hænge ned over ansigtet på ham. Han trak hørertelefonerne af ørerne og lod dem hænge om halsen. Så satte han sig ved siden af mig, og så sad vi der på bænken, tavse.

Hans nærvær virkede på mig. Han var ikke den person, jeg havde ønsket, der skulle sidde der på bænken, men det var rart alligevel. Han havde fundet min iskolde hånd, havde klemt den og varmet den imellem hans hænder, der var lige så kolde.

Så løftede han den og kyssede den, lod den lægge imod hans læber, imens han kiggede spørgende på ham. Jeg sagde ham ikke imod. Lukkede øjnene og ønskede, at det var et andet ansigt, der stirrede på mig med undrende, grønne øjne.

”Hvad.. hvad laver du.. her,” gispede jeg, vidste ikke om det kom af chokket eller kulden. Måske begge?

Bastien begyndte at varme mine hænder igen. Smilede, så kronjuvelerne af hans tænder kom til syne. Han kiggede i den anden retning.

”Muligvis skulle jeg på date,” sagde han. Kiggede så på mig igen.

Jeg lod mine hænder glide ud af hans, mærkede hvordan jeg slappede af, og det gav mig overskud til at sende ham et dømmende blik.

”Burde du så ikke være..” jeg sukkede, bed mig i læben og holdt armene om mig selv, fordi der var så forbandet koldt og klamt:

”….Et andet sted?”

”Jeg burde være her, tydeligvis.” Han var alvorlig. Det her handlede ikke om mig og Bastien, men det handlede for hans vedkommende om, at han ikke havde været der i tide, og det her måtte være hans måde at gøre det godt igen.

”Hvor bor hun?” spurgte jeg så. Prøvede at skifte emne. Jeg kunne godt det her. Det var bare en park, og jeg var ikke alene.

”Oppe ved – af,” han stirrede på mig. Forstod tydeligvis ikke det, jeg prøvede at få ham til at fange.

”Godt så.” Jeg rejste mig op. Tog halstørklædet om halsen igen og kiggede rundt i parken. Prøvede at trække op i den ene mundvig. Det virkede ikke rigtig, men det var måske også at sætte ønsket for højt. I det mindste var jeg ikke løbet ud herfra?

Bastien stak armene i lommerne på frakken, og så stod vi der og kiggede på hinanden i et stykke tid. Fortid, fortalte jeg mig selv. Nu skulle jeg få afleveret den her dreng, få sat min fortid til side og få fokuseret på min fremtid.

”Kommer du?” spurgte jeg Bastien. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...