Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12896Visninger
AA

18. Kapitel 17

Jeg stirrede ud i luften og slog mig selv mentalt i hovedet. Hvorfor havde jeg ikke taget forsædet? Dumme, dumme Lærke. Hvad var værre end at efterlade Adam alene på bagsædet, hvilket var yderst mærkeligt, da det føltes som at sidde på hans plads, var at sidde på bagsædet med Adam. Hvorfor havde han sat sig her? Jeg havde haft en lille idé om, at tingene havde været mærkelige imellem Adam og Kristian, men ikke ’jeg sætter mig her for at undgå at snakke med sig’-agtig.

Kristian bladrede igennem stationerne på radioen, imens han fik sat vindueshviskeren på. Det var som om at bilen var en magnet til regnvejr. Han endte på en station, der spillede et gammel Johnny Cash-nummer og trommede på rettet i tempoet dertil. Det fik mig til at smile, men så snart Adam bemærkede det, var smilet væk igen.

Hvorfor var jeg gået med til det her? Jeg kendte kun ganske lidt til Astrid. Ikke meget mere end hendes navn, og det virkede ubehageligt at skulle krydse den grænse og træde ind i en fremmed families hus, og så især fordi, at Astrid ikke engang ville være en del af det.

Vi drejede af og ind i en stor indkørsel, der var brudt af et majestætisk hegn, jeg troede, der kun fandtes i film. Huset var lige så prægtigt. En større villa på tre etager med et spir i venstre side. Vi gik op af en lille trappe, der førte op til hoveddøren, hvor der var en af de gammeldags hanke, man skulle slå imod træet, frem for en dørklok. Kristian gjorde det, imens Adam lignede en, der var på vej ind til tandlægen eller værre.

”Er du okay?” spurgte Kristian, men ordene virkede til at sive direkte igennem Adam. Jeg overvejede at klemme Adams arm, tjekke om han var okay, men jeg gjorde det ikke. I stedet stod vi tavse på trappen og ventede på, at der kom nogen.

”Måske er de ikke hjemme?” foreslog jeg.

”De er hjemme. Jeepen står henne i garagen. Frank vil ikke efterlade grunden uden den,” forsikrede Kristian, og sekunder efter tittede et lille ansigt ud fra den døråbning, han havde lavet.

Det forskrækkede ansigt stirrede længe på os alle, og så lukkede døren sig igen. Jeg åbnede forvirret munden og overvejede, om vi skulle banke på igen. Kristian stirrede også forvirret på døren og gjorde en bevægelse med hånden for at banke igen.

Så åbnede døren sig dog helt.

”Åh,” sagde en lyshåret kvinde, der så 10 år yngre ud, end hun burde være. Håret var sat op i en stor knold, hun havde bedre medvind med make-up end jeg, og tøjet var alt for ungdommeligt. Fra at se forundret og forvirret ud, brød hun ud i et smil:

”Adam og Kristian! Alt for længe siden.”

Hun omfavnede dem begge og stirrede så på mig, som var jeg puslespilsbrikken fra et forkert spil, der ved en fejl var endt ovre i den anden kasse.

”Det er Lærke, Nora,” forklarede Kristian, idet Adam virkede som en, der befandt sig et helt andet sted end os andre. Han stirrede fjernt ned over forhaven med let åben mund og det slog mig, at det her måske netop var, hvad Adam havde brug for.

”Er hun din..?” spurgte hun forsigt. Kristian rystede på hovedet, og så stirrede hun i stedet på Adam. Prøvede at løse tingene og sætte dem sammen. Jep, jeg befandt mig tydeligvis et sted, jeg ikke burde være.

”Jeg er bare Lærke,” sagde jeg så, og det lød dumt. Virkelig dumt. Men det gjorde det mere sandt.

”Selvfølgelig,” sagde hun og stak så hovedet længere ud fra døråbningen:

”Nu skal I da ikke blive syge. Jeg formoder ikke, at I er kørt hele vejen herop for at stå på en trappe. Kom da ind!”

Vi fulgtes ind i den lille entre, hængte vores våde overtøj på en stumtjener og sparkede vores sko af. Jeg gik bagerst igennem den smalle gang, der var længere end jeg lige havde troet. Hvor stort var det her hus lige? Jeg prøvede at tage omgivelserne ind, prøvede at finde en måde, Adam passede ind i det her hus. Huset lignede et af det, der var med i Liebhaverne. I hvide toner med få, men farverige, ting på væggene. Midt på gangen hang et stort billede af tre børn, hvor den ældste dreng måtte være på alder med Kristian og Adam, en lille dreng på 4-5 år, jeg genkendte fra døråbningen og Astrid i midten.

Jeg følte mig ikke velkommen her. Jeg ville spørge ind til tingene, men ikke nu. Ikke her.

Vi blev vist ud i et køkken, der havde et stort panoramavindue imod baghaven, som havde en pool. Hvor mange penge havde den familie lige?

Vi satte os omkring det store glasbord, der var placeret op af vinduet, og Astrids mor, Nora, gik i gang med at rode i køleskabet efter mad, der kunne serveres til os. Jeg havde været hjemme ved folk med penge før, men det her overgik det hele. Jeg hadede, at jeg kun tænkte i penge, men det var svært at lade være, når det skreg en direkte op i øjnene.

Jeg bed mig i læben, prøvede at finde ud af, hvordan Adam passede ind i det her. Jeg vidste, at han ikke altid havde været den douchebag, han var nu, men jeg var stensikker på, at han aldrig ville passe ind i dette miljø. Så meget havde jeg da lært ham at kende.

Nora endte med at sætte en kaffekande foran os. Jeg skulle til at protestere med, at jeg ikke drak kaffe, da hun satte en porcelænskop foran mig, men ingen ord kom ud af min mund. Det kunne være lige meget.

Hun satte sig overfor Kristian ved bordet, og hvis der ikke var stille før, var der i den grad stille nu. Det føltes som brug af tortur.

”De her småkager smager virkelig godt,” begyndte Kristian, der havde taget en cookie fra tallerkenen foran ham:

”Har du selv bagt dem?”

”De kommer fra Rema,” sagde Nora og knækkede fingre. Det burde være en joke, og jeg kunne fornemme, at det i hendes mund normalt havde været noget, man kunne le over, men der var ingen humor i lokalet. Jeg bed mig i læben, kom til at tænke på første gang, jeg havde set Adam. Da han havde kastet sig over kagebordet til gruppeterapien. Den Adam jeg sad overfor nu var ikke andet end et spøgelse.

Men hvem var den ægte Adam?

Jeg tog en cookie, bed langsomt små bider af den, imens jeg stirrede på Adam. Jeg forsøgte at lade være. Hvordan kunne han være hovedpersonen i det her, sidde mindre end en meter overfor og ikke være her?

Han stirrede tilbage og så alligevel ikke.

”Så, hvad bragte jer herop?” spurgte Nora endelig. Jeg så, hvordan Adam begyndte at slappe af, og jeg forstod, at selvom han ikke passede ind her, så var der måske en del af ham, der ønskede, at han gjorde. Siden at han boede alene i lejligheden, måtte han have det svært med sin egen familie. Var det muligt, at Adam var ensom?

Det var muligt.

”Vi ville lige tjekke, hvordan det gik,” sagde Kristian samtidigt med, at Adam åbnede munden. Han rømmede sig og lukkede den så igen.

”Det er da også længe siden, at jeg har set jer,” sagde Nora, og hendes smil falmede langsomt. Hun strammede de hvide knoer om kruset, hun havde mellem hænderne og spidsede læberne en anelse.

Astrids lillebror stod pludselig i døren.

”Hey, Albert,” smilede Kristian og langsomt trådte den lille dreng ind igennem køkkenet, som ville han fryse ihjel, hvis han trådte helt på. Selvom han ikke kunne være mere end lige startet i folkeskolen, havde han tydeligvis en fornemmelse af, at stemningen ikke var som Kristians stemme fortalte.

Drengen tog fokusset, og jeg vidste ikke hvorfor. Men han fik os alle til at kigge i hans retning. Selv Adam kiggede forundret på ham, da drengen, Albert, langsomt rev den læderpolstrede stol ud ved siden af Adam og satte sig. Han lagde en hånd på Adams, og det var svarene på alt.

”Jeg..” sagde Adam hæst efter få sekunder, skubbede så stolen ud og forsvandt fra lokalet.

”Mor..” begyndte Albert med tårer i krogene af øjnene. Nora lignede selv en, der havde svært ved at holde på tårerne, men hun beherskede det smil, der lå på hendes læber:

”Det er i orden, Albert. En gang imellem skal følelserne bare ud, før alt kan blive okay.”

Hun havde ret.

Kristian havde ret.

En gang imellem handlede det om at sætte skub til tingene, gøre det modsatte af, hvad man burde gøre, og sætte ild til tingene. For i sidste ende var det tårerne, der havde noget at sige.

Jeg vidste ikke om Adam var en, der græd, og måske handlede det ikke om egentlige tårer, men det handlede om, at kroppen gjorde opgør. Det handlede om et wake-up-call.

Vi blev siddende der i et stykke tid, og da det ikke så ud som om, at Adam havde sinde i at komme tilbage med det samme, undskyldte Kristian på bedste Kristian-vis. Vi forlod bordet og Albert og Nora. På vejen ud igennem gangen igen, stoppede jeg op og betragtede familieportrættet og de tre tandpastasmil. Jeg gjorde mig selv en mental note om, at jeg skulle have ringet til Lukas for at høre, hvordan tingene gik. Jeg havde ikke hørt fra ham siden juleferien.

Fra gangen trak vi i overtøjet, Kristian stjal en paraply, der var stukket ned i en vase, og så gik vi sammen ud af huset.

”Mind mig lige om, hvorfor jeg skulle med,” var det første, jeg sagde, da jeg trådte ud. Jeg trak min splinternye læderjakke tættere ind om kroppen og forbandede mit tøjvalg. Foråret var tydeligvis langt om at komme.

Kristian trak på smilebåndet og slog paraplyen op. Jeg tøvede lidt med at stille mig tæt op af ham, så vi begge stod i læ.

”Adam har brug for dig,” sagde han så, imens han stadig smilede. Jeg rystede på hovedet, imens jeg lo. Kristian smilede dog stadig, og jeg begyndte at forstå, at han virkelig mente de ord. Det begyndte at stramme en anelse i maven.

”Jeg kender ikke noget til det, Kristian,” begyndte jeg. Vi gik ud af haven og ned af vejen, der var fuldkommen øde i dagens vejr.

”Måske er det netop derfor,” pointerede Kristian og sparkede til en sten, der sprang over vejen og gav genlyd. Jeg blev ved med at holde hænderne om mig selv, imens jeg betragtede, hvordan min ånde dannede en sky.

”Tror du nogensinde, at han bliver sig selv?” spurgte jeg. Jeg anede ikke engang, hvem han havde været en gang.

”Blev du det?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Jeg åbnede øjnene for at sige noget, men lukkede den så igen. Jeg var ikke blevet den samme. Men jeg måtte indrømme, at efter at jeg var begyndt at snakke med folk og slappe af, kunne jeg bedre lide det mig, jeg var nu.

”Jeg tror, at Adam nok skal blive den person, han bør være med tiden. Men han kan ikke længere fortsætte, som han..,” sagde han og blev afbrudt af et tordenskrald. Han rystede på hovedet, og lo, hvilket ikke passede ind i samtalen, men jeg slog det væk med den tanke, at han så virkelig sød ud, når han lo sådan:

”Fortsætte som han gør nu.”

”Jeg snakkede med ham den eftermiddag. Du ved, sådan rigtig snakkede, Kristian,” gispede jeg og klappede tænderne sammen. Kristian stoppede op og kiggede på mig under paraplyen og selvom vi stod så tæt, føltes det som om, at der pludselig var meter imellem os.

”Du..” mumlede han og ledte tydeligvis efter de rigtige ord.

”Jeg tror, at vi er nød til at tvinge følelserne ud af ham. Han ved det godt selv,” fortalte jeg. Jeg hadede, at det var mig, der skulle stå og kloge sig på et emne, jeg ikke burde kende så meget til. Jeg kunne se, at Kristian følte sig forrådt.

”Og hvordan får vi følelserne ud?” spurgte han.

Det klassiske svar havde været, at Adam skulle i terapi. Det havde været, at han skulle snakke om tingene med en, der havde styr på det, men kunne jeg ikke holde det ud, så var jeg stensikker på, at Adam slet ikke kunne holde til det.

”Han er nød til at komme videre. Komme sig over Astrid. Eller i det mindste acceptere, at han er nød til at give slip,” hviskede jeg.

”Så du foreslår, at jeg skal være en wing-man i byen – prøve at finde en rebound til ham?” Kristian lo. Var tydeligvis ikke med på den idé:

”Er du klar over, hvor dumt det her lyder, Lærke?”

Jeg trak armene fra mit bryst og knyttede dem ned langs siden og fugtede mine læber.

”Det behøver jo ikke at være en tilfældig pige, vel?”

Nu forstod han tydeligvis, hvor jeg ville hen med det. Han stod forundret med let åben mund og var ved at tabe paraplyen.

”Det ville du ikke..” begyndte han.

”Jeg havde brug for selskab, Kristian. Og Adam er…” jeg ledte for ordene, men gav op, da jeg ikke kunne finde dem:

”Måske kan det her fungere for os begge.”

”Har du hørt på dig selv,” pointerede han. Jeg havde hørt på mig selv. Det her var dumt. En del af min hjerne skreg ’ hvad fanden er det, der lige er kommet ud på munden af dig, Lærke’. Hvad fanden var det egentlig, der var kommet ud af munden på mig? Det gav absolut ingen mening? Havde jeg lige sagt, at jeg ville tilbyde mig selv som rekvisit i den film, der hed ’Adam 2.0’?

”Ja, jeg har hørt mig selv,” fnøs jeg. Jeg lagde hovedet på skrå og prøvede at fange hans blik for at overbevise ham om noget, jeg ikke engang selv troede på. Det her var langt ude. Men måske var det netop fordi, at det var langt ude, at det gav så god mening.

Jeg havde fået mig en mission, og lige meget hvor plat og barnligt det lød, fortalte jeg mig selv, at det var i orden, og Kristian kunne rende mig et hvis sted, hvis han ikke kunne forstå det. Han havde ikke været det igennem, som vi havde. Han kunne ikke se tingene fra den anden side.

Hvis jeg kunne få Adam til at fungere igen, så ville jeg gøre mit forsøg.

Jeg så mig ikke nær så værdifuld, som jeg engang havde, og selvom dette betød, at jeg skulle leje dukketeater med mig selv, skræmte tanken mig ikke nær så meget, som den burde have gjort. Jeg ville gøre det her. Uanset hvad det her ville betyde for mig i sidste ende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...