Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12958Visninger
AA

17. Kapitel 16

Jeg sad med fødderne ud over kanten på den lille bro ved åen bag gymnasiet. Sólrun sad ved min side og røg en grøn LA, imens vi snakkede om de mennesker, der gik forbi. Vi prøvede at digte deres historier. Det var sjovt, at man kunne gå forbi de samme mennesker hver dag, men se så mange ansigter, at man ikke kunne genkende dem.

”Hun ligner en, der er på vej om i busken med ham den lilla-hårede længere fremme,” pointerede Sólrun og pegede på en yngre pige med smøgen. Pigen kunne være andet end 1.g’er. Ikke at det var en vigtig detalje i almindelighed, men når vi nu prøvede at sætte ord på folk.

”På vej i busken?” Jeg ændrede på måden jeg sad.

”Ja, du ved. Busk-knald og så tilbage til matematik.” Hun satte smøgen imellem læberne igen og udpegede så 3 drenge, der stod med ryggen til længere henne af åen.

”Hvor charmerende,” fnes jeg og trak benene op under mig selv. Med rynket næse betragtede jeg vandet, der var så plumret, at det var umuligt at se bunden. Fra en tid til anden savnede jeg mine bedsteforældres går og Vandet Sø.

”Jeg er født charmerende.” Sólruns skoddede smøgen i broens træ og lod den ligge. Hun lagde armene på den nederste række af gelænder, og lænede derefter hovedet imod dem, så hun nysgerrigt kunne kigge på mig.

Hun sagde ingenting.

Jeg tog det som et tegn til, at jeg skulle spørge ind til noget. Som om hun troede, at jeg havde de rigtige ord på tungen. Men hvad? Var jeg virkelig så dårlig en menneskegenkender? Jeg mærkede en knude forme sig i mit bryst. Jeg troede, at Sólrun var en, jeg kunne sætte en finger på. Måske den eneste efterhånden.

Men jeg tog selvfølgelig fejl.

”Hva’ så?” Jeg prøvede at dække over min mangel på venindetelepati.

”Hva’ så hvad,” sagde hun og formede et smil, imens hendes øjenbryn synkront skød op i panden. Det var ikke et spørgsmål. I stedet sagde det, ’jeg har intet at sige, men jeg har alt at fortælle’.

”Spyt ud.” Jeg hævede et øjenbryn, prøvede at finde gamle Lærke frem og håbe på, at hun kunne redde situationen ud. Hvis Sólrun selv snakkede, ville hun måske overse, at jeg ikke anede, hvad det her omhandlede.

”Ik’ noget. Ik’ en skid,” sagde hun og rejste sig op, imens hun stadig smilede. Nu prøvede hun bare at provokere mig. Hun spillede tydeligvis ikke efter reglerne.

Jeg fulgte efter hende. Skævede kort ned til cigaretten, der afgav en smule røg, og halvløb så op imod gymnasiet for at holde trit. For at lade som om, at jeg var den veninde, jeg tydeligvis ikke var.

Den veninde jeg aldrig ville blive.

Hun vendte hovedet imod mig og smilede, imens hun sagde ’Elliot’.

Jeg nåede dog ikke længere, inden at jeg blev bremset op af Alberte og Nanna, og pludselig var Sólrun væk, som solen også forsvandt bag en sky.

Albertes hår var farvet i lysebrune nuancer og krøllede på samme måde, som fotomodellerne på plakaterne, der hang i storcentrene inden bikinisæsonen. Et stort smil, der ikke passede ind i ansigtet, dukkede op og blev efterfulgt af den tydlige accent, der udtalte mit navn:

”Lærke, hva’.”

Hva? Hvad? 

”Øh,” var det eneste, der forlod min mund, og jeg fortrød det ikke. Øh var ofte et ord, man brugte, når man skulle fylde på en sætning eller trække en pause ud. Men øh var også det perfekte ord, der beskrev, hvor lidt jeg forstod den her situation, og det skabte den perfekte akavede stemning. Alberte måtte gerne få fornemmelsen af, hvor ’øh’ det her var.

”Har du to minutter?” Hun beholdt smilet på ansigtet, imens hun skævede til Nanna, der passivt tyggede på noget tyggegummi. Nanna mumlede et eller andet uklart og drejede om på hælen i de skrigende, røde sneakers, og så stod vi alene på plænen.

Alle de mennesker, der havde været her sekunder inden, var væk. Havde de alle en 6 sans for at fornemme, hvornår de skulle forsvinde og holde deres nysgerrige næser væk? Hvorfor virkede den sans ikke hos mig?

Defekt, måtte der stå i min pande.

Og det morede mig. Jeg vidste ikke hvorfor.

Defekte Lærke. Jeg var lige ved at fnise, men blev så mindet om Alberte, der stadig stod lige dér.

”Du snakker med Adam,” sagde hun ligeud, og med et var smilet væk. 

Hvad skulle det betyde? Jeg havde fået den idé, at Alberte og Adam ikke var mere end to børn, der var blevet presset til at bo under samme tag, indtil Adam var flyttet hjem i farens lejlighed. Hvordan vidste hun besked, og hvorfor skulle det betyde noget?

Som snakkede jeg med det forbudte.

Det forbudte. Jeg kunne godt lide den titel.

Jeg sagde intet. Det var tydeligvis ikke et spørgsmål, men en konstatering. Ville hun se min reaktion? Jeg gav hende ingen. Gamle Lærke styrede showet. I stedet lagde jeg armene over kors.

”Hør… Lærke. Jeg ved ikke så meget, men hold dig væk.” Hendes ord var ikke meget mere end en hvisken. Hun kiggede sig usikkert over skulderen og trådte et skridt tættere på:

”Han er en skidt fyr, men det er ikke det. Han er allerede ude, hvor han ikke kan bunde. Lad være med at være den, der holder hans hoved under vand, vil du? Gør dig en tjeneste og hold dig inde på land, hvor du hører til.”

”Har du overvejet, at Adam er den, der holder sig selv nede?” Røg det ud af mig. Alberte åbnede munden for at sige noget mere, kørte så arrigt en af krøllerne om bag det piercede øre og kneb øjnene sammen i et blik, ingen andre nogensinde ville kunne mestre.

”Hold dig væk, Lærke.”

Hun vendte sig om og gik efter Nanna, der stod 50 meter længere henne og havde betragtet os. Hun gjorde en kejtet vinke-bevægelse i min retning, men sank så hånden idet Alberte kom, og sammen efterlod de mig alene på pladsen.

 Lad være med at være den, der holder hans hoved under vand, sagde Albertes stemme i mit hoved. Sætningen blev ved med at køre i ring, idet jeg gik ned igennem klassen, tog min taske, gav Sólrun en undskyldende grimasse og efterfølgende forsvandt ud i regnen.

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i den lille café. Det var underligt at se de nye mennesker, der sad her i forhold til barens tidligere stamgæster. Det osede af en anden atmosfære. Af ungdommens stemmer, som studerende sad spredt rundt omkring og småsnakkede på adskillige sprog over en Tuborg eller en kop te.

”Det er blevet fedt, ikke?” Kristian smilede og klappede den kolde Tuborg op, som han efterfølgende placerede foran mig ved den bevarede bardisk. Jeg nikkede, imens jeg tog det hele ind. Det var længe siden, at jeg havde set ham, men han lignede sig selv.

Hvorfor skulle han se anderledes ud? Havde en del af mig troet, at Kirstine ville gøre Kristian til en helt anden person, der ville snakke anderledes, iklæde sig på en helt anden måde og undgå enhver form for kontakt med Lærke Henriksen?

”Har du snakket med Adam?” spurgte han så og lænede sig ind over bardisken med et bekymret blik.

”Hm?” Jeg prøvede at lade som om, at jeg ikke havde hørt efter. Jeg vidste, at han ville spørge ind til Adam, hvis jeg tog herned, men hvor havde jeg bare håbet, at der var en minimal chance for, at jeg var forkert på dem.

”Adam. Har du snakket med ham?”

Skulle jeg ryste på hovedet. Nikke? Lyve eller fortælle sandheden?

”Jeg snakkede med Alberte. Eller, hun snakkede med mig,” fortalte jeg i stedet. Han hævede et øjenbryn og skubbede sig så tilbage, imens han lo.

”Virkelig? Hvad havde tøsen at sige?”

”Ikke så meget,” mumlede jeg, idet jeg blev opmærksom på, at hendes samtale ville lede mig ind på det, jeg prøvede at undgå at snakke om. Jeg vidste ikke hvorfor, at jeg ikke ville snakke om Adam. Det ville jeg bare ikke.

”Hvordan går det med Kirstine og dig?” spurgte jeg så. Ikke at jeg rigtig gad at vide besked.

”Kirstine er i Gibraltar på studietur. 3 uger,” sagde Kristian så og begyndte at tørre bardisken af. Var det et svar? Skulle jeg tolke det som, at de havde problemer, at tingene kørte på skinner?

”Skal I afsted?” spurgte jeg så. Det virkede lettere. Hvis han ikke ville snakke mere om det, ville jeg heller ikke.

”Berlin i maj. Lige samle tankerne inden eksamensperioden, du ve’.”

”Samle tankerne med druk? Lyder som en god plan.” Vi delte et Lærke-Kristian-smil og sagde ikke mere. Jeg havde ikke tænkt over det før, men det smil fortjente et navn, og ikke kun ud fra selve smilet, det måtte fremkalde i begge vores ansigter, men følelsen. Fornemmelsen af at alt var mere end okay, når man kunne snakke om drukture og drikke øl klokken 2 om eftermiddagen.

”Hvorfor arbejder du egentlig nu?” spurgte jeg ham mistroisk.

”Hvorfor sidder du her nu?” Han begyndte at kaste kluden imellem hænderne, imens han gav mig hans ’jeg-ved-hvad-du-er-ude-på-blik’. Jeg prøvede at sende det tilbage.

”Klokken er to. Jeg kunne have fri nu,” sagde jeg og lagde armene over kors.

”Kunne? Noget fortæller mig, at Lærke er en lille pjæk-røv,” smilede han:

”Må droppe undervisningen for at smutte ned og se åh-så-dejlige-Kristian.”

Jeg blev varm i kinderne og håbede virkelig, at det var en effekt, han havde på alle piger. At det ikke bare var Lærke, der var fuldkommen skudt i en dreng, der allerede var optaget. Men det var hans ord. Han måtte tydeligvis vide, hvad der fulgte med dem.

”Jeg har jo mine prioriteringer,” smilede jeg og valgte at spille med.

Med et ændrede hans ansigt sig tilbage til det alvorlige.

”Men Adam. Har du hørt fra ham?”

Langsomt nikkede jeg.

”Han sælger stadig stoffer, Kristian. Virkelig ude at skide, tror jeg,” mumlede jeg og rullede flasken rundt imellem mine håndflader.

”Jeg vil rigtig gerne gøre noget, ik’? Det er bare, hvad fanden skal jeg stille op?” Han kløede sig på hagen og stillede sig med hænderne imod bardisken, så man kunne se, hvor anspændte hans arme var blevet.

”Jeg burde give op. Det er tydeligvis signalet han sender, ik’?” Kristian lo, men stemmen var uden en antydning af humor.

”Det er signalet, han tror, han sender.” Jeg blev ved med at rulle med flasken. Skiftevis drikke en tår, så rulle, og drikke en tår igen.

Kristian nikkede og sukkede så dybt. Han kiggede ud i caféen, som blev han distraheret af en høj lyd, jeg ikke havde hørt.

”Jeg har måske noget. Men jeg ved ikke.. Jeg har bare tænkt på det i et stykke tid,” fortsatte han, imens han tomt kiggede ud i caféen med et fastlåst, distanceret blik.

”Og det er?”

”Jeg tror, at det er på tide, at Adam kommer på et visit til Charlottenlund.”

Jeg anede ikke, hvad Kristian snakkede om. Ville han havde Adam indlagt? Måske var det det rigtige. Det kunne få ham afvendt fra stofferne, men hvad så? Adams problem var ikke stofferne. Jeg vidste ikke engang, om han selv tog dem. Men det var det, der gjorde, at han begyndte at sælge dem i første omgang.

”Hvad er der i Charlottenlund?”

”Astrid,” sagde Kristian, og det virkede som, at det var svaret på alt.

Men svaret og løsningen kunne være to vidt forskellige ting.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...