Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13090Visninger
AA

16. Kapitel 15

Jeg trak hætten op for mit hår, idet de truende skyer over Albertslund med garanti indeholdt masser af vand. Jeg trådte uden om en større vandpyt og stoppede op for at tjekke min mobil, imens jeg ventede på det næste S-tog, der skulle komme om to minutter.

Over mig skreg nogle havmåger, der kredsede rundt om stationen, imens de en gang imellem dykkede imod et sted, hvor en gammel Happy Meal var spredt ud over perronen.

”Giv mig nu bare din cap,” hørte jeg en stemme sige og vendte langsomt hovedet imod to hætteklædte drenge, der stod og skubbede til hinanden.

”Jeg skal nok betale,” sagde den anden stemme irritabelt og skubbede tilbage.

”Du fucking skylder. Du skulle have gjort det i sidste uge,” hvæsede den første dreng og fiskede ud imod drengens hoved, hvor der under hætten var en rød kasket. Han flåede den af hovedet, sådan at hætten faldt af, og et lyshåret ansigt kom til syne.

”Helt ærligt. Giv mig den igen. Jeg skal nok betale i morgen!” Den lyshårede slog ud i luften efter kasketten, imens han hastigt fik hætten på igen. Jeg hævede et øjenbryn, da jeg ikke kunne undgå at vise en nysgerrighed over situationen. Det var ikke svært at gætte, hvad de to drenge snakkede om.

”Så gik mig din taske,” sagde den første og rakte kasketten ud igen. Den lyshårede tøvede længe, men lod så stroppen fra sportstasken glide ned over skulderen, hvorefter han så gjorde en byttehandel. I det samme trillede toget ind over perronen, og tøvende gik jeg imod dørene.

Den hætteklædte dreng, der nu havde tasken, var lige bag mig. Da han trådte ind i toget, trak han hætten af, og Adams ansigt kom til syne. Jeg kunne ikke undgå at åbne munden, idet jeg havde vendt mig om og stirret lidt for nærtagende på ham.

”Lærke…” sagde han forsigtigt, og jeg kunne se på ham, at han var klar over, at jeg lige havde set det, der var foregået på stationen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg gik igennem døren ind i selve toget, hvor jeg tavst satte mig i en tom sektion.

”Vent, Lærke..” Hørte jeg Adam sige bag mig. Hastigt maste han sig igennem sædegrupperne, og satte sig over for mig. Tasken dumpede ned på pladsen ved siden af mig.

”Det er cool,” sagde jeg, selvom min stemme fortalte noget andet. Var det virkelig det bedste, jeg kunne sige? Jeg prøvede at virke ligeglad. Egentlig tænkte jeg stadig på Astrid, men jeg vidste, at det ikke var et emne, jeg skulle bringe på banen.

”Det er cool? Virkelig?” Sagde Adam og lagde armene over kors, imens han kiggede på mig med et undrende blik. Jeg bemærkede, at hans skæg var blevet grovere, hvilket gjorde, at han så meget ældre ud.

”Det er det,” fortsatte jeg og trak på skulderen.

Vi blev afbrudt af en byge, der trommede imod ruderne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og det gjorde Adam tydeligvis heller ikke. Udenfor var himlen sort, og jeg vidste ikke, om jeg skulle nyde at sidde herinde i toget, fængslet af Adams forhør, eller om jeg hellere ville ud i det vejr.

”Jeg vidste ikke, at du stadig solgte stoffer,” sagde jeg i stedet. En kvinde fra den anden side af gangen gav os et stramt blik, og jeg bed mig i læben, da jeg fuldkommen havde glemt, hvad samtalen egentlig omhandlede.

Adam svarede ikke på det, men kiggede stadig ud af vinduet. Jeg kunne dog se, at han blev påvirket ved min bemærkning.

”Ved du, hvad du vil med livet?” spurgte jeg så. Jeg vidste godt, at spørgsmålet var hårdt, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor Adam kunne bygge sådan en facade op, når han havde været det igennem. Burde man ikke kunne se på ham, at det havde ødelagt ham følelsesmæssigt?

”Ved du, hvad du vil med livet?” Spurgte Adam igen og kiggede så på mig.

Jeg åbnede munden men vidste, at jeg var gået ind på et område, jeg ikke havde noget at sige i forhold til. Jeg fandt min mobil frem og håbede, at det kunne være et tegn på, at jeg havde andet at lave.

”Hvor ser du dig henne om 2 år, Lærke?” Fortsatte Adam, der havde lænet sig en anelse frem, så hans albuer var støttet imod hans knæ og hænderne foldet sammen.

Jeg himlede med øjnene og fnøs højt, idet jeg ikke ønskede at se svag ud. Det var det eneste svar, jeg kunne komme på. Jeg turde ikke tænke på fremtiden. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde ikke overskud til at tage stilling til det. I mine øjne ville jeg være ung for evigt. Hænge i ungdommens problematikker igennem hele livet, og aldrig ældes. Aldrig få en normal, afslappet hverdag, hvor man over en kop kaffe snakkede om ens arbejdsdage, hvad ens børn havde lavet af ulykker i børnehaverne osv.

Det var bare ikke mig. Ny Lærke eller ej.

”Hvor skal du af?” spurgte Adam for at skifte emne. Han lynede den blå hættetrøje op, og jeg forstod ikke, at han kunne have det varmt, for selvom jeg var i min tykke jakke, frøs jeg stadig en del.

”Det ved jeg ikke,” hvilket egentlig var sandt nok. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge weekenden på. Jeg var stadig ikke i humør til at bruge en weekendsdag med en af pigerne fra klassen, og for en gangs skyld havde vi ingen afleveringer, der kunne tage opmærksomheden. I stedet havde jeg fundet min pung og impulsivt valgt, at jeg kunne prøve at finde et eller andet i byen, der kunne tage min opmærksomhed. Shopping var i et omfang noget, der altid kunne lette smerten i hjertet, når man havde brug for et pusterum.

”Så stå af ved Vesterport,” sagde han tøvende og lænede sig så tilbage. Jeg hævede et øjenbryn en anelse og mærkede, hvordan jeg forundret åbnede munden samtidigt. Havde jeg hørt rigtigt? Hvorfor var Adam interesseret i at bruge tiden sammen med mig? Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var den sidste person i hans omkreds, han valgfrit ville bruge tiden sammen med.

Jeg blev opmærksom på, at det måtte betyde, at Adam vidste besked om, at jeg kendte til Astrid. Der kunne ikke være en anden grund. Et ’okay’ var min eneste mulighed. Måske var det også det eneste svar, jeg havde lyst til at sige. Jeg vidste det ikke helt.  

Han kiggede ud af vinduet igen, og jeg udnyttede tavsheden til at finde mine høretelefoner frem og sætte min mobil på den playliste, der var på replay, når jeg kørte i S-toget eller gik i skole.

Jeg kiggede derefter ud i det våde vejr, og overvejede, hvad der havde fået Adam til at interessere sig i mig.

 

Så snart vi stod af, kom så kraftig en vind, at jeg var ved at blæse ind i toget igen. Det resulterede i, at jeg faldt bagover og direkte ind i favnen på Adam, der blidt skubbede mig fra ham igen.

Han kommenterede ikke på det, men stak hænderne i lommerne, imens vi gik imod trappen, der førte op imod vejen. Der gik ikke andet end sekunder, inden han havde placeret en cigaret imellem læberne.

Jeg lagde armene om mig selv, idet det stadig stod ned, og jeg forstod ikke, hvorfor Adam i det mindste ikke lynede hættetrøjen og trak hætten om hovedet igen.

Jeg kunne heller ikke lade være med at skæve ned til tasken, der hang og slaskede ind imod hans venstre side. Hvordan kunne han være okay med at tage en anden drengs taske? Også selvom at den dreng sikkert skyldte ham noget.

Fra trappen gik vi over det store kryds ved Staunings Plads, og ventede, imens der var rødt.

”Så hvad er grunden til, at du tør tage med hjem til mig?” spurgte Adam så, imens han var i gang med at tænde cigaretten med en lighter, der tydeligvis ikke ville det samme, som han.

”Hva?” spurgte jeg, idet mine tanker stadig cirkulerede omkring drengen med tasken hjemme i Albertslund.

Lyset blev grønt, og Adam begyndte at gå.

”Hvad mener du?” spurgte jeg, imens jeg halvløb for at følge med, som han tydeligvis ville hjem hurtigst muligt fra regnen. Han kiggede imod mig, da vi nåede den anden side, og det var som et slag i maven. Han var ufattelig smuk i det øjeblik, slog det mig. Vandet løb ned over kinderne på ham, og igennem krogene imellem hans næseryg og øjne, imens cigaretten stadig sad imellem hans læber. Der var dog noget nysgerrigt i de blå øjne, jeg ikke kunne stå for. Det fik mit hjerte til at slå hurtigere, og jeg hadede det.

Jeg blev mindet om, hvad jeg havde lovet mig selv dage inden. Måske var det her godt.

”Hvorfor går du med?” spurgte han med et glimt i øjet og fik endelig gang i cigaretten.

”Fordi du spurgte?” prøvede jeg usikkert, da jeg virkelig anede, hvad jeg skulle svare ellers. Det var ikke ligefrem fordi, at jeg kunne fortælle ham om min plan. Det var ingen mulighed.

”Jeg kan lide din tankegang, Henriksen,” pointerede han så og vendte sig om igen, så vi gik side imod side.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til de ord, så jeg sagde intet.

Fra krydset gik vi forbi en Q8-tankstation, inden vi kom til Sankt Jørgens Sø, og jeg var sikker på, at jeg havde nydt gåturen med den udsigt, hvis det ikke var fordi, at det pissede ned.

Jeg prøvede at huske, hvor Adam boede, men for mig så gaderne i det indre København stort set ens ud, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke anede hvorhenne, han boede.

”Er der langt?” Hørte jeg mig selv spørge, da vi havde krydset broen. Adam rystede på hovedet og smed cigaretten fra sig for derefter at tænde en ny.

Vi gik i et par minutter endnu, inden at vi skulle krydse vejen for at gå imod en gade, der blev skiltet til at hedde Forchammersvej. Endelig kom vi til en rødbrun bygning, som jeg genkendte fra den dag, jeg havde været her med Adam og Kristian.

Han låste sig selv ind og guidede mig op på 3 sal, hvor jeg genkendte den anonyme dør. Vi gik ind i entreen, og Adam sparkede hans mudrede sko af midt i indgangen, så de stod og flød. Forsigtigt trak jeg mine sneakers af og satte dem ud i siden, eftersom jeg efterhånden havde fået bedre manerer, som min mor på de seneste måneder var blevet lidt af en rengøringsfreak.

Jeg nåede kun lige at træde ind i selve køkkenet, inden jeg forskrækket stoppede op, da Adam var i gang med at tage hans hvide, gennemblødte T-shirt af. Jeg rømmede mig ubevidst og modtog en spørgende grimasse fra Adam, der nu stod i bar overkrop.

Hvad skulle jeg gøre nu?

”Har du et toilet?” Fløj det ud af mig, og spørgsmålet kom tydeligvis også bag på ham.

”Det er lige dér,” sagde han og pegede på døren, jeg ganske rigtig stod op af. Jeg snurrede om på fødderne og listede ud på det lille toilet, imens jeg mærkede, hvordan mine kinder blev varmere.

Lærke Henriksen, hvad laver du her, spurgte jeg mig selv, imens jeg kiggede i det lille spejl, der hang over vasken. Det var lettere at konfrontere mig selv, når jeg kunne se mig selv lave det dømmende blik, jeg var så god til.

Hvor lang tid skulle jeg være herinde, før han fik en idé om, at jeg ikke var gået på toilettet som en undskyldning? Jeg talte ned fra 60 og lukkede mig så ud igen.

Adam var nu iført et par afslappede fodboldshort og en mørkeblå T-shirt. Han havde sat sig afslappet i sofaen med benene slået op på bordet, imens han var i gang med telefonen. Han kiggede ikke engang op, da jeg langsomt listede mig over og overvejede, om jeg skulle sætte mig i lænestolen eller i sofaen.

Jeg dumpede mig langsomt ned i lænestolen og fangede mig selv i at bide i min tommelfingernegl.

”Er du virkelig så genert?” spurgte Adam og slap grebet på telefonen, så den landede på hans torso.

Jeg vidste ikke, om det var en hentydning til, at jeg skulle sætte mig i sofaen i stedet eller bare hans bekræftelse om, hvor meget jeg egentlig hadede kropsnærhed. Og så især fordi det var Adam.

”Nej,” endte jeg med at sige og rettede ryggen.

”Så hvorfor kom du her?” spurgte han igen, og jeg hadede, at det spørgsmål betød så meget. Men selvfølgelig gjorde det det. Jeg burde jeg ikke være her. Det var så dumt.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg lige ud, idet sandheden var bedre end at spille kostspar og lade som ingenting. Han gik over til køkkenafdelingen af stuen og tog to dåsesodavand ud af køleskabet, som han derefter satte på border foran os.

Jeg åbnede munden, da jeg ikke forstod Adam. Det var et tegn på gæstfrihed. Jeg vidste, at jeg sendte mange forskellige signaler, men det var lige før, at Adam var værre.

Tøvende tog jeg den kolde dåse og knappede den op, hvilket var den eneste lyd, der var at høre i hele lejligheden. Ubevidst var mine skuldre blevet stramme, da lyden virkelig mindede mig om, hvor stille her var.

Det her var en dårlig idé.

Hvad skulle vi gøre? Chit-chatte? Ingen af os sagde dårligt nok et ord i en større forsamling. Hvordan skulle vi pludselig kunne føre en samtale sammen?

Jeg trak mine ben op i lænestolen, så jeg sad i skrædderstilling, imens jeg beholdt colaen i hånden uden at drikke af den. Jeg vidste ikke hvorfor, men tavsheden var blevet til en stirrekonkurrence. Hans intense, blå øjne var virkelig dragende.

”Er du altid sådan?” spurgte Adam, der igen slog hans ben op på bordet, så jeg kunne se de sorte, beskidte flader under hans hvide tennis-sokker.

”Hvordan?” spurgte jeg, og jeg vidste ikke hvorfor, men ordene kom flabet ud. Det var ikke et egenskab, jeg var klar over, at jeg

’ havde, og jeg var taknemmelig for, at det lykkedes.

Han trak på skulderen og begyndte at dreje mobilen på maven, så hjørne skiftevis nåede hans mave, som den blev snurret rundt i hånden til en rytme, han måtte have i hovedet.

”Er dú altid sådan?” spurgte jeg igen og støttede dåsen let imod hagen, imens jeg overvejede, om jeg havde lyst til at drikke en tår.

Det fik Adam til at le.

Det fik mit hjerte til at banke hurtigere.

Og mine læber til at smile.

”Jeg ved det om Astrid,” fløj det så ud af mig. Temperaturen i den lille lejlighed faldt straks med 10 grader, og glimtet af Adams glæde var forsvundet så pludselig, som den var kommet.

Adam sagde ikke noget, hvilket ikke overraskede mig. Hvad skulle man svare? Hvad kunne man om muligt svare på den slags ting, når de kom så pludselig, som mine ord havde gjort?

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det. Det var faktisk hyggeligt. Hvorfor skulle jeg altid ødelægge tingene? Hvorfor skulle de ord absolut ud? Jeg vidste, at de havde presset på længe, men kunne jeg ikke have holdt på dem bare lidt længere? I det mindste have bygget op til det, så han vidste, hvor jeg ville hen af? Hvem sagde tingene sådan?

Jeg hadede mig selv.

Adam begyndte at nikke, imens han lænede sig frem og åbnede sin egen cola.

”Det ved jeg,” sagde han så, imens han fortsat havde mit blik fastlåst. Så havde Kristian altså sagt det.

Det gjorde det heller ikke lettere, at han pludselig svarede på det. En ting var, at jeg havde smidt den over på ham, men hvad skulle jeg nu sige? Jeg var fuldkommen paf.

Jeg løftede dåsen til læberne og tog en stor slurk af dens indhold.

Jeg følte mig som rotten, der blindt var løbet direkte i en fejl. Jeg havde søgt i blinde, og jeg var endt her. Der var ingen vej ud.

Skulle jeg spørge om noget? Det skulle jeg vel? Jeg kunne ikke spørge ham, om han var okay. Selvfølgelig var han ikke det. Jeg kunne ikke få ham til at snakke om det, for hvorfor skulle han gide at dele det med mig?

Så jeg blev ved med at tie stille i stedet.

Jeg vendte hovedet imod et af de beskidte vinduer og bemærkede, at regnen havde stillet af.

”Det er stoppet med at regne,” hørte jeg mig selv sige højt. Var det mit stikord til at gå?

Jeg kiggede på Adam igen.

”Og hva’ så?” spurgte han med en rynket pande.

Det var det tydeligvis ikke.

Jeg blev ved med at tage mobilen op af lommen og tjekke, hvad klokken var. Ikke at jeg følte mig fanget. Jeg burde føle mig spæret inde, ikke? Men egentlig var nærværet stadig okay hyggeligt, selvom jeg hellere ville have ført en ordentlig samtale frem for det her, hvor ingen af os turde spørge ind til noget.

Jeg gættede på, at Adam var i gang med at køre hans væg igennem på Facebook, eftersom at hans pegefinger hele tiden gled op over skærmen. Imens sad han og røg på en smøg, han havde tændt sekunder inden.

Jeg tog en dyb indånding og valgte så at stille det spørgsmål, jeg ville have spurgt ham om siden den dag, hvor jeg mødte ham første gang.

”Du savner hende, ikke? Astrid?” Spurgte jeg ham forsigtigt, selvom jeg vidste, at jeg virkelig stod på tynd is lige nu.

Adam hævede forsigtigt blikket fra mobilen og lagde den forsigtigt på sædet ved siden af ham.

”Det er fortid,” sagde han så og pustede røgen ud, imens han tomt stirrede ud i luften.

”Det ved du godt, at det ikke er sandt,” hviskede jeg og forventede at møde hans blik, men i stedet stirrede han nu op i loftet med hovedet lagt tilbage imod ryglænet.

”Hvorfor var du praktikant til de møder?” spurgte jeg i stedet. Jeg vidste, at jeg ikke burde træde i det.

Han kæmpede denne gang efter ordene. Det her var en helt anden Adam end den rapkæftede, sarkastiske Adam, jeg havde mødt ind til videre.

”Er du sikker på, at du gider høre det?” spurgte han så. Var han seriøs? Selvfølgelig ville jeg høre det!

”Min onkel tilbød det,” sagde han, skoddede cigaretten inden at den var røget færdig, og tog mobilen igen, som var det hele historien. Jeg hævede et øjenbryn og lænede mig længere frem i lænestolen.

”Adam,” hørte jeg mig selv sige. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var underligt at sige hans navn. Især når det ikke var en del af en sætning:

”Hvorfor valgte du at sige ja?”

Denne gang smed han mobilen ned i sofaen i stedet og kiggede op på mig ved et arrigt udtryk, og det slog mig, at det var første gang, Adam virkelig havde vist sine følelser.

”Fordi, Lærke, du er ikke den eneste, der bærer på en masse shit!”

Dét havde jeg ikke forventet. Men selvfølgelig havde han ret. Jeg vidste, at jeg havde det slemt, men i det mindste kæmpede jeg kun med ting, der omhandlede mig. Adam havde mistet en anden, og det var ikke noget, man kunne komme sig over på samme måde. Hvis det overhovedet var noget, man nogensinde kunne komme sig over.

Der var stadig en del af Adam, der forsøgte at kæmpe, imens en større del valgte at lukke øjnene og trække sig fra alt, der havde med det at gøre.

Men hvorfor ville han så snakke med mig?

Jeg vidste, at jeg ikke burde presse på. Det var som at træde en person, der allerede lå ned, men jeg ville virkelig vide besked. At jeg ikke var den eneste person i verden, der var fucked up.

”Adam,” gentog jeg igen, og jeg anede ikke hvorfor. Det virkede til at få ham til at slappe af.

”Hvorfor lige en voldtægsgruppe?” spurgte jeg forsigtigt.

”Det var ikke kun en voldtægtsgruppe. Det var AA, traumeramte, folk med social angst og hvad andet, jeg overhovedet kunne deltage i.”

”Hvorfor?” Jeg troede efterhånden, at jeg vidste besked. Måske var Adam ikke så svær at forstå. Måske skulle jeg trække min idé om, at folk ikke blev skabt ud fra deres handlinger og oplevelser, tilbage. Måske var det i princippet, hvem vi var.

”Det var lettere end sorggruppen. Det var lettere at lytte til andres problemer end at snakke om ens egne.”

Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage på dengang, hvor Adam kom ind i lokalet og afbrød hele øvelsen. Måske var han flabet af den grund, at han ville tage afstand. At han prøvede at undgå at se sandheden i øjnene.

Jeg begyndte at tro, at Adam var mere fucked up end mig.

”Ved Kristian og de andre det?” Jeg vidste, at spørgsmålet var dumt. ’De andre’ var pigerne, som Adam tydeligvis ikke havde nogen interesse at snakke med. Hvorfor skulle de vide besked?

”Næ,” sagde han og rejste sig så for at gå hen til køleskabet igen.

Denne gang tog han en ølflaske.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og tog en dyb indånding.

”Hvorfor fortæller du mig så det her, Adam?”

”Fordi du spurgte,” sagde han og tog en stor slurk af øllen.

Jeg nikkede for mig selv.

Jeg havde ikke fået det bedre af de her ord. I stedet var mit bryst fyldt af skyldfølelse, nu hvor jeg havde fundet ud af, hvem Adam egentlig gemte på. Og jeg forstod ham. Det gjorde jeg virkelig.

Selvfølgelig tog han afstand.

I det mindste døde Astrid med byrden. Adam skulle leve med den og blive minde om tabet hver evig eneste dag, imens han ikke havde nogen at dele den med.

Han måtte være skør. Kunne man være andet?

Men hvad skulle jeg med informationerne. Forventede Adam, at jeg skulle gøre noget med dem? Det kunne jeg næsten gætte mig til, at han ikke gjorde. Men måske betød det, at jeg netop skulle gøre noget ved det?

Jeg havde lyst til at trække toilet-kortet igen, men det var allerede brugt. Jeg var virkelig fanget i fælden denne gang.

Jeg vidste, at jeg stirrede på Adam. Men jeg kunne ikke lade være. Mest af alt havde jeg lyst til at sætte mig ovre i sofaen, tage hans hånd og give den et tryk.

Men det var kun noget, der kunne ske oppe i mit hoved. Selvfølgelig ville jeg ikke gøre det.

Jeg tog en dyb indånding.

”Du kan godt tage hjem,” sagde han så.

”Hva?” Jeg blinkede et par gange for at overbevise mig selv om, at han faktisk havde sagt de ord, og at de ikke befandt sig oppe i mit hoved. Jeg burde være såret over, at han ikke ønskede mig her, men jeg var lettet.

Det her var et mærkeligt emne at snakke om, og vi havde tydeligvis begge brug for luft.

”Jeg skal nok følge dig tilbage,” fortsatte han. Han tog endnu en cigaret fra pakken, stak den ind imellem læberne og tændte den uden at fjerne blikket fra mig.

Jeg nikkede svagt, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige til ham. Ikke fordi at jeg troede, at det kunne give ham et specielt indtryk. Jeg havde bare ikke nogle ord.

Adam bundede resten af øllen, og det eneste, der fyldte rummet, var lyden af hans slurker, før den tomme flaske blev sat på bordet ved siden af min halvfulde cola.

”Så kom,” sagde han og rejste sig op. 

Jeg trak hætten op for mit hår, idet de truende skyer over Albertslund med garanti indeholdt masser af vand. Jeg trådte uden om en større vandpyt og stoppede op for at tjekke min mobil, imens jeg ventede på det næste S-tog, der skulle komme om to minutter.

Over mig skreg nogle havmåger, der kredsede rundt om stationen, imens de en gang imellem dykkede imod et sted, hvor en gammel Happy Meal var spredt ud over perronen.

”Giv mig nu bare din cap,” hørte jeg en stemme sige og vendte langsomt hovedet imod to hætteklædte drenge, der stod og skubbede til hinanden.

”Jeg skal nok betale,” sagde den anden stemme irritabelt og skubbede tilbage.

”Du fucking skylder. Du skulle have gjort det i sidste uge,” hvæsede den første dreng og fiskede ud imod drengens hoved, hvor der under hætten var en rød kasket. Han flåede den af hovedet, sådan at hætten faldt af, og et lyshåret ansigt kom til syne.

”Helt ærligt. Giv mig den igen. Jeg skal nok betale i morgen!” Den lyshårede slog ud i luften efter kasketten, imens han hastigt fik hætten på igen. Jeg hævede et øjenbryn, da jeg ikke kunne undgå at vise en nysgerrighed over situationen. Det var ikke svært at gætte, hvad de to drenge snakkede om.

”Så gik mig din taske,” sagde den første og rakte kasketten ud igen. Den lyshårede tøvede længe, men lod så stroppen fra sportstasken glide ned over skulderen, hvorefter han så gjorde en byttehandel. I det samme trillede toget ind over perronen, og tøvende gik jeg imod dørene.

Den hætteklædte dreng, der nu havde tasken, var lige bag mig. Da han trådte ind i toget, trak han hætten af, og Adams ansigt kom til syne. Jeg kunne ikke undgå at åbne munden, idet jeg havde vendt mig om og stirret lidt for nærtagende på ham.

”Lærke…” sagde han forsigtigt, og jeg kunne se på ham, at han var klar over, at jeg lige havde set det, der var foregået på stationen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg gik igennem døren ind i selve toget, hvor jeg tavst satte mig i en tom sektion.

”Vent, Lærke..” Hørte jeg Adam sige bag mig. Hastigt maste han sig igennem sædegrupperne, og satte sig over for mig. Tasken dumpede ned på pladsen ved siden af mig.

”Det er cool,” sagde jeg, selvom min stemme fortalte noget andet. Var det virkelig det bedste, jeg kunne sige? Jeg prøvede at virke ligeglad. Egentlig tænkte jeg stadig på Astrid, men jeg vidste, at det ikke var et emne, jeg skulle bringe på banen.

”Det er cool? Virkelig?” Sagde Adam og lagde armene over kors, imens han kiggede på mig med et undrende blik. Jeg bemærkede, at hans skæg var blevet grovere, hvilket gjorde, at han så meget ældre ud.

”Det er det,” fortsatte jeg og trak på skulderen.

Vi blev afbrudt af en byge, der trommede imod ruderne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og det gjorde Adam tydeligvis heller ikke. Udenfor var himlen sort, og jeg vidste ikke, om jeg skulle nyde at sidde herinde i toget, fængslet af Adams forhør, eller om jeg hellere ville ud i det vejr.

”Jeg vidste ikke, at du stadig solgte stoffer,” sagde jeg i stedet. En kvinde fra den anden side af gangen gav os et stramt blik, og jeg bed mig i læben, da jeg fuldkommen havde glemt, hvad samtalen egentlig omhandlede.

Adam svarede ikke på det, men kiggede stadig ud af vinduet. Jeg kunne dog se, at han blev påvirket ved min bemærkning.

”Ved du, hvad du vil med livet?” spurgte jeg så. Jeg vidste godt, at spørgsmålet var hårdt, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor Adam kunne bygge sådan en facade op, når han havde været det igennem. Burde man ikke kunne se på ham, at det havde ødelagt ham følelsesmæssigt?

”Ved du, hvad du vil med livet?” Spurgte Adam igen og kiggede så på mig.

Jeg åbnede munden men vidste, at jeg var gået ind på et område, jeg ikke havde noget at sige i forhold til. Jeg fandt min mobil frem og håbede, at det kunne være et tegn på, at jeg havde andet at lave.

”Hvor ser du dig henne om 2 år, Lærke?” Fortsatte Adam, der havde lænet sig en anelse frem, så hans albuer var støttet imod hans knæ og hænderne foldet sammen.

Jeg himlede med øjnene og fnøs højt, idet jeg ikke ønskede at se svag ud. Det var det eneste svar, jeg kunne komme på. Jeg turde ikke tænke på fremtiden. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde ikke overskud til at tage stilling til det. I mine øjne ville jeg være ung for evigt. Hænge i ungdommens problematikker igennem hele livet, og aldrig ældes. Aldrig få en normal, afslappet hverdag, hvor man over en kop kaffe snakkede om ens arbejdsdage, hvad ens børn havde lavet af ulykker i børnehaverne osv.

Det var bare ikke mig. Ny Lærke eller ej.

”Hvor skal du af?” spurgte Adam for at skifte emne. Han lynede den blå hættetrøje op, og jeg forstod ikke, at han kunne have det varmt, for selvom jeg var i min tykke jakke, frøs jeg stadig en del.

”Det ved jeg ikke,” hvilket egentlig var sandt nok. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge weekenden på. Jeg var stadig ikke i humør til at bruge en weekendsdag med en af pigerne fra klassen, og for en gangs skyld havde vi ingen afleveringer, der kunne tage opmærksomheden. I stedet havde jeg fundet min pung og impulsivt valgt, at jeg kunne prøve at finde et eller andet i byen, der kunne tage min opmærksomhed. Shopping var i et omfang noget, der altid kunne lette smerten i hjertet, når man havde brug for et pusterum.

”Så stå af ved Vesterport,” sagde han tøvende og lænede sig så tilbage. Jeg hævede et øjenbryn en anelse og mærkede, hvordan jeg forundret åbnede munden samtidigt. Havde jeg hørt rigtigt? Hvorfor var Adam interesseret i at bruge tiden sammen med mig? Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var den sidste person i hans omkreds, han valgfrit ville bruge tiden sammen med.

Jeg blev opmærksom på, at det måtte betyde, at Adam vidste besked om, at jeg kendte til Astrid. Der kunne ikke være en anden grund. Et ’okay’ var min eneste mulighed. Måske var det også det eneste svar, jeg havde lyst til at sige. Jeg vidste det ikke helt.  

Han kiggede ud af vinduet igen, og jeg udnyttede tavsheden til at finde mine høretelefoner frem og sætte min mobil på den playliste, der var på replay, når jeg kørte i S-toget eller gik i skole.

Jeg kiggede derefter ud i det våde vejr, og overvejede, hvad der havde fået Adam til at interessere sig i mig.

 

Så snart vi stod af, kom så kraftig en vind, at jeg var ved at blæse ind i toget igen. Det resulterede i, at jeg faldt bagover og direkte ind i favnen på Adam, der blidt skubbede mig fra ham igen.

Han kommenterede ikke på det, men stak hænderne i lommerne, imens vi gik imod trappen, der førte op imod vejen. Der gik ikke andet end sekunder, inden han havde placeret en cigaret imellem læberne.

Jeg lagde armene om mig selv, idet det stadig stod ned, og jeg forstod ikke, hvorfor Adam i det mindste ikke lynede hættetrøjen og trak hætten om hovedet igen.

Jeg kunne heller ikke lade være med at skæve ned til tasken, der hang og slaskede ind imod hans venstre side. Hvordan kunne han være okay med at tage en anden drengs taske? Også selvom at den dreng sikkert skyldte ham noget.

Fra trappen gik vi over det store kryds ved Staunings Plads, og ventede, imens der var rødt.

”Så hvad er grunden til, at du tør tage med hjem til mig?” spurgte Adam så, imens han var i gang med at tænde cigaretten med en lighter, der tydeligvis ikke ville det samme, som han.

”Hva?” spurgte jeg, idet mine tanker stadig cirkulerede omkring drengen med tasken hjemme i Albertslund.

Lyset blev grønt, og Adam begyndte at gå.

”Hvad mener du?” spurgte jeg, imens jeg halvløb for at følge med, som han tydeligvis ville hjem hurtigst muligt fra regnen. Han kiggede imod mig, da vi nåede den anden side, og det var som et slag i maven. Han var ufattelig smuk i det øjeblik, slog det mig. Vandet løb ned over kinderne på ham, og igennem krogene imellem hans næseryg og øjne, imens cigaretten stadig sad imellem hans læber. Der var dog noget nysgerrigt i de blå øjne, jeg ikke kunne stå for. Det fik mit hjerte til at slå hurtigere, og jeg hadede det.

Jeg blev mindet om, hvad jeg havde lovet mig selv dage inden. Måske var det her godt.

”Hvorfor går du med?” spurgte han med et glimt i øjet og fik endelig gang i cigaretten.

”Fordi du spurgte?” prøvede jeg usikkert, da jeg virkelig anede, hvad jeg skulle svare ellers. Det var ikke ligefrem fordi, at jeg kunne fortælle ham om min plan. Det var ingen mulighed.

”Jeg kan lide din tankegang, Henriksen,” pointerede han så og vendte sig om igen, så vi gik side imod side.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til de ord, så jeg sagde intet.

Fra krydset gik vi forbi en Q8-tankstation, inden vi kom til Sankt Jørgens Sø, og jeg var sikker på, at jeg havde nydt gåturen med den udsigt, hvis det ikke var fordi, at det pissede ned.

Jeg prøvede at huske, hvor Adam boede, men for mig så gaderne i det indre København stort set ens ud, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke anede hvorhenne, han boede.

”Er der langt?” Hørte jeg mig selv spørge, da vi havde krydset broen. Adam rystede på hovedet og smed cigaretten fra sig for derefter at tænde en ny.

Vi gik i et par minutter endnu, inden at vi skulle krydse vejen for at gå imod en gade, der blev skiltet til at hedde Forchammersvej. Endelig kom vi til en rødbrun bygning, som jeg genkendte fra den dag, jeg havde været her med Adam og Kristian.

Han låste sig selv ind og guidede mig op på 3 sal, hvor jeg genkendte den anonyme dør. Vi gik ind i entreen, og Adam sparkede hans mudrede sko af midt i indgangen, så de stod og flød. Forsigtigt trak jeg mine sneakers af og satte dem ud i siden, eftersom jeg efterhånden havde fået bedre manerer, som min mor på de seneste måneder var blevet lidt af en rengøringsfreak.

Jeg nåede kun lige at træde ind i selve køkkenet, inden jeg forskrækket stoppede op, da Adam var i gang med at tage hans hvide, gennemblødte T-shirt af. Jeg rømmede mig ubevidst og modtog en spørgende grimasse fra Adam, der nu stod i bar overkrop.

Hvad skulle jeg gøre nu?

”Har du et toilet?” Fløj det ud af mig, og spørgsmålet kom tydeligvis også bag på ham.

”Det er lige dér,” sagde han og pegede på døren, jeg ganske rigtig stod op af. Jeg snurrede om på fødderne og listede ud på det lille toilet, imens jeg mærkede, hvordan mine kinder blev varmere.

Lærke Henriksen, hvad laver du her, spurgte jeg mig selv, imens jeg kiggede i det lille spejl, der hang over vasken. Det var lettere at konfrontere mig selv, når jeg kunne se mig selv lave det dømmende blik, jeg var så god til.

Hvor lang tid skulle jeg være herinde, før han fik en idé om, at jeg ikke var gået på toilettet som en undskyldning? Jeg talte ned fra 60 og lukkede mig så ud igen.

Adam var nu iført et par afslappede fodboldshort og en mørkeblå T-shirt. Han havde sat sig afslappet i sofaen med benene slået op på bordet, imens han var i gang med telefonen. Han kiggede ikke engang op, da jeg langsomt listede mig over og overvejede, om jeg skulle sætte mig i lænestolen eller i sofaen.

Jeg dumpede mig langsomt ned i lænestolen og fangede mig selv i at bide i min tommelfingernegl.

”Er du virkelig så genert?” spurgte Adam og slap grebet på telefonen, så den landede på hans torso.

Jeg vidste ikke, om det var en hentydning til, at jeg skulle sætte mig i sofaen i stedet eller bare hans bekræftelse om, hvor meget jeg egentlig hadede kropsnærhed. Og så især fordi det var Adam.

”Nej,” endte jeg med at sige og rettede ryggen.

”Så hvorfor kom du her?” spurgte han igen, og jeg hadede, at det spørgsmål betød så meget. Men selvfølgelig gjorde det det. Jeg burde jeg ikke være her. Det var så dumt.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg lige ud, idet sandheden var bedre end at spille kostspar og lade som ingenting. Han gik over til køkkenafdelingen af stuen og tog to dåsesodavand ud af køleskabet, som han derefter satte på border foran os.

Jeg åbnede munden, da jeg ikke forstod Adam. Det var et tegn på gæstfrihed. Jeg vidste, at jeg sendte mange forskellige signaler, men det var lige før, at Adam var værre.

Tøvende tog jeg den kolde dåse og knappede den op, hvilket var den eneste lyd, der var at høre i hele lejligheden. Ubevidst var mine skuldre blevet stramme, da lyden virkelig mindede mig om, hvor stille her var.

Det her var en dårlig idé.

Hvad skulle vi gøre? Chit-chatte? Ingen af os sagde dårligt nok et ord i en større forsamling. Hvordan skulle vi pludselig kunne føre en samtale sammen?

Jeg trak mine ben op i lænestolen, så jeg sad i skrædderstilling, imens jeg beholdt colaen i hånden uden at drikke af den. Jeg vidste ikke hvorfor, men tavsheden var blevet til en stirrekonkurrence. Hans intense, blå øjne var virkelig dragende.

”Er du altid sådan?” spurgte Adam, der igen slog hans ben op på bordet, så jeg kunne se de sorte, beskidte flader under hans hvide tennis-sokker.

”Hvordan?” spurgte jeg, og jeg vidste ikke hvorfor, men ordene kom flabet ud. Det var ikke et egenskab, jeg var klar over, at jeg

’ havde, og jeg var taknemmelig for, at det lykkedes.

Han trak på skulderen og begyndte at dreje mobilen på maven, så hjørne skiftevis nåede hans mave, som den blev snurret rundt i hånden til en rytme, han måtte have i hovedet.

”Er dú altid sådan?” spurgte jeg igen og støttede dåsen let imod hagen, imens jeg overvejede, om jeg havde lyst til at drikke en tår.

Det fik Adam til at le.

Det fik mit hjerte til at banke hurtigere.

Og mine læber til at smile.

”Jeg ved det om Astrid,” fløj det så ud af mig. Temperaturen i den lille lejlighed faldt straks med 10 grader, og glimtet af Adams glæde var forsvundet så pludselig, som den var kommet.

Adam sagde ikke noget, hvilket ikke overraskede mig. Hvad skulle man svare? Hvad kunne man om muligt svare på den slags ting, når de kom så pludselig, som mine ord havde gjort?

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det. Det var faktisk hyggeligt. Hvorfor skulle jeg altid ødelægge tingene? Hvorfor skulle de ord absolut ud? Jeg vidste, at de havde presset på længe, men kunne jeg ikke have holdt på dem bare lidt længere? I det mindste have bygget op til det, så han vidste, hvor jeg ville hen af? Hvem sagde tingene sådan?

Jeg hadede mig selv.

Adam begyndte at nikke, imens han lænede sig frem og åbnede sin egen cola.

”Det ved jeg,” sagde han så, imens han fortsat havde mit blik fastlåst. Så havde Kristian altså sagt det.

Det gjorde det heller ikke lettere, at han pludselig svarede på det. En ting var, at jeg havde smidt den over på ham, men hvad skulle jeg nu sige? Jeg var fuldkommen paf.

Jeg løftede dåsen til læberne og tog en stor slurk af dens indhold.

Jeg følte mig som rotten, der blindt var løbet direkte i en fejl. Jeg havde søgt i blinde, og jeg var endt her. Der var ingen vej ud.

Skulle jeg spørge om noget? Det skulle jeg vel? Jeg kunne ikke spørge ham, om han var okay. Selvfølgelig var han ikke det. Jeg kunne ikke få ham til at snakke om det, for hvorfor skulle han gide at dele det med mig?

Så jeg blev ved med at tie stille i stedet.

Jeg vendte hovedet imod et af de beskidte vinduer og bemærkede, at regnen havde stillet af.

”Det er stoppet med at regne,” hørte jeg mig selv sige højt. Var det mit stikord til at gå?

Jeg kiggede på Adam igen.

”Og hva’ så?” spurgte han med en rynket pande.

Det var det tydeligvis ikke.

Jeg blev ved med at tage mobilen op af lommen og tjekke, hvad klokken var. Ikke at jeg følte mig fanget. Jeg burde føle mig spæret inde, ikke? Men egentlig var nærværet stadig okay hyggeligt, selvom jeg hellere ville have ført en ordentlig samtale frem for det her, hvor ingen af os turde spørge ind til noget.

Jeg gættede på, at Adam var i gang med at køre hans væg igennem på Facebook, eftersom at hans pegefinger hele tiden gled op over skærmen. Imens sad han og røg på en smøg, han havde tændt sekunder inden.

Jeg tog en dyb indånding og valgte så at stille det spørgsmål, jeg ville have spurgt ham om siden den dag, hvor jeg mødte ham første gang.

”Du savner hende, ikke? Astrid?” Spurgte jeg ham forsigtigt, selvom jeg vidste, at jeg virkelig stod på tynd is lige nu.

Adam hævede forsigtigt blikket fra mobilen og lagde den forsigtigt på sædet ved siden af ham.

”Det er fortid,” sagde han så og pustede røgen ud, imens han tomt stirrede ud i luften.

”Det ved du godt, at det ikke er sandt,” hviskede jeg og forventede at møde hans blik, men i stedet stirrede han nu op i loftet med hovedet lagt tilbage imod ryglænet.

”Hvorfor var du praktikant til de møder?” spurgte jeg i stedet. Jeg vidste, at jeg ikke burde træde i det.

Han kæmpede denne gang efter ordene. Det her var en helt anden Adam end den rapkæftede, sarkastiske Adam, jeg havde mødt ind til videre.

”Er du sikker på, at du gider høre det?” spurgte han så. Var han seriøs? Selvfølgelig ville jeg høre det!

”Min onkel tilbød det,” sagde han, skoddede cigaretten inden at den var røget færdig, og tog mobilen igen, som var det hele historien. Jeg hævede et øjenbryn og lænede mig længere frem i lænestolen.

”Adam,” hørte jeg mig selv sige. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var underligt at sige hans navn. Især når det ikke var en del af en sætning:

”Hvorfor valgte du at sige ja?”

Denne gang smed han mobilen ned i sofaen i stedet og kiggede op på mig ved et arrigt udtryk, og det slog mig, at det var første gang, Adam virkelig havde vist sine følelser.

”Fordi, Lærke, du er ikke den eneste, der bærer på en masse shit!”

Dét havde jeg ikke forventet. Men selvfølgelig havde han ret. Jeg vidste, at jeg havde det slemt, men i det mindste kæmpede jeg kun med ting, der omhandlede mig. Adam havde mistet en anden, og det var ikke noget, man kunne komme sig over på samme måde. Hvis det overhovedet var noget, man nogensinde kunne komme sig over.

Der var stadig en del af Adam, der forsøgte at kæmpe, imens en større del valgte at lukke øjnene og trække sig fra alt, der havde med det at gøre.

Men hvorfor ville han så snakke med mig?

Jeg vidste, at jeg ikke burde presse på. Det var som at træde en person, der allerede lå ned, men jeg ville virkelig vide besked. At jeg ikke var den eneste person i verden, der var fucked up.

”Adam,” gentog jeg igen, og jeg anede ikke hvorfor. Det virkede til at få ham til at slappe af.

”Hvorfor lige en voldtægsgruppe?” spurgte jeg forsigtigt.

”Det var ikke kun en voldtægtsgruppe. Det var AA, traumeramte, folk med social angst og hvad andet, jeg overhovedet kunne deltage i.”

”Hvorfor?” Jeg troede efterhånden, at jeg vidste besked. Måske var Adam ikke så svær at forstå. Måske skulle jeg trække min idé om, at folk ikke blev skabt ud fra deres handlinger og oplevelser, tilbage. Måske var det i princippet, hvem vi var.

”Det var lettere end sorggruppen. Det var lettere at lytte til andres problemer end at snakke om ens egne.”

Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage på dengang, hvor Adam kom ind i lokalet og afbrød hele øvelsen. Måske var han flabet af den grund, at han ville tage afstand. At han prøvede at undgå at se sandheden i øjnene.

Jeg begyndte at tro, at Adam var mere fucked up end mig.

”Ved Kristian og de andre det?” Jeg vidste, at spørgsmålet var dumt. ’De andre’ var pigerne, som Adam tydeligvis ikke havde nogen interesse at snakke med. Hvorfor skulle de vide besked?

”Næ,” sagde han og rejste sig så for at gå hen til køleskabet igen.

Denne gang tog han en ølflaske.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og tog en dyb indånding.

”Hvorfor fortæller du mig så det her, Adam?”

”Fordi du spurgte,” sagde han og tog en stor slurk af øllen.

Jeg nikkede for mig selv.

Jeg havde ikke fået det bedre af de her ord. I stedet var mit bryst fyldt af skyldfølelse, nu hvor jeg havde fundet ud af, hvem Adam egentlig gemte på. Og jeg forstod ham. Det gjorde jeg virkelig.

Selvfølgelig tog han afstand.

I det mindste døde Astrid med byrden. Adam skulle leve med den og blive minde om tabet hver evig eneste dag, imens han ikke havde nogen at dele den med.

Han måtte være skør. Kunne man være andet?

Men hvad skulle jeg med informationerne. Forventede Adam, at jeg skulle gøre noget med dem? Det kunne jeg næsten gætte mig til, at han ikke gjorde. Men måske betød det, at jeg netop skulle gøre noget ved det?

Jeg havde lyst til at trække toilet-kortet igen, men det var allerede brugt. Jeg var virkelig fanget i fælden denne gang.

Jeg vidste, at jeg stirrede på Adam. Men jeg kunne ikke lade være. Mest af alt havde jeg lyst til at sætte mig ovre i sofaen, tage hans hånd og give den et tryk.

Men det var kun noget, der kunne ske oppe i mit hoved. Selvfølgelig ville jeg ikke gøre det.

Jeg tog en dyb indånding.

”Du kan godt tage hjem,” sagde han så.

”Hva?” Jeg blinkede et par gange for at overbevise mig selv om, at han faktisk havde sagt de ord, og at de ikke befandt sig oppe i mit hoved. Jeg burde være såret over, at han ikke ønskede mig her, men jeg var lettet.

Det her var et mærkeligt emne at snakke om, og vi havde tydeligvis begge brug for luft.

”Jeg skal nok følge dig tilbage,” fortsatte han. Han tog endnu en cigaret fra pakken, stak den ind imellem læberne og tændte den uden at fjerne blikket fra mig.

Jeg nikkede svagt, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige til ham. Ikke fordi at jeg troede, at det kunne give ham et specielt indtryk. Jeg havde bare ikke nogle ord.

Adam bundede resten af øllen, og det eneste, der fyldte rummet, var lyden af hans slurker, før den tomme flaske blev sat på bordet ved siden af min halvfulde cola.

”Så kom,” sagde han og rejste sig op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...