Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13094Visninger
AA

15. Kapitel 14

Jeg stirrede på computerskærmen, da jeg kom hjem fra Frederikke. Jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen til at lave den aflevering i samfundsfag, som efterhånden havde en kort deadline. Jeg endte med at have en telefonsamtale kørende med Sólrun, så vi fælles kunne arbejde på den.

Vi havde dog kun snakket om økonomi i et par minutter, inden Sólrun havde fået nys om, at jeg ikke var nået hjem med det samme. Jeg havde fortalt hende om Bastien. Hun mente, at jeg skulle give ham en chance igen.

”Han gav ingen signaler for, at det var der, han ville hen. I øvrigt var vi enige om, at det var fortid,” pointerede jeg, imens jeg bed i spidsen af blyanten.

”Selvfølgelig skal han sige det!” Fnes Sólrun:

”Måske er han fin som erstatning for Kristian.”

”Jeg kan altså godt klare mig uden kæreste. Det er ikke en selvfølge. I øvrigt hedder det nyt-nyt-nyt. Jeg gider ikke i ekskærester,” fnøs jeg og prøvede at overbevise mig selv om mine ord. Det var et godt argument. Var det ikke?

”Én ekskæreste, søde. Der er en forskel,” lo hun tilbage. Jeg himlede med øjnene for mig selv og nød, at Sólrun og jeg havde den her slags samtaler. Hvor havde jeg savnet det her. Jeg havde ikke rigtig længdes efter det før, men når man pludselig havde det igen, kunne man godt mærke, at det havde manglet.

”Så inflation afhænger af en prisdannelse,” sagde jeg i stedet, da jeg klikkede fra Facebook og over på artiklen igen, som Sólrun og jeg havde fundet i fællesskab.

”Hold nu kæft. Jeg gider ikke at snakke om det lort,” jamrede Sólrun i den anden ende.

”Det lort er lidt vigtigere end Bastien og jeg,” prøvede jeg forgæves.

”Kan vi ikke bare kigge på det i morgen? Jeg tror, jeg tager mig en lur. Lea har inviteret mig i byen. Det kan jeg ikke sige nej til,” beklagede hun og jeg lo.

”Jo, vi ses,” smilede jeg så og lagde på. Jeg prøvede at kigge videre på artiklen og fik skrevet nogle stikord ned, men så blev jeg distraheret af Facebook igen. Jeg bemærkede, at Adam var blevet tagget i et opslag på Facebook og af en eller anden grund endte jeg med at klikke ind på hans profil. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Hans profil havde været som en forbudt frugt længe. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde ikke turdet kigge hans ting igennem.

Nu var jeg her.

Jeg tog en af de både, min mor havde skåret ud af nogle æbler og tog en stor bid, imens jeg klikkede ind på hans billeder. Der havde ikke været aktivitet i et stykke tid. De få der var blevet lagt op inden for et år, bestod af drukbilleder med forskellige mennesker, jeg ikke kendte. Jeg havde også set på hans forside, at han havde ”ret mange” venner.

Da jeg kom længere ned i billedet, dukkede nogle op af ham og Kristian, der var iført fodboldtøj. Det måtte være fra dengang i B.93. Jeg kunne ikke lade være med at smile over dem. De havde alt for meget voks i håret, men jeg måtte indrømme, at Kristian var ekstra sød i det hvide og sorte sportstøj.

Jeg faldt over et billede af en høj, tynd pige med rødblonde krøller. Hun havde utrolig blå øjne og rosa, smilende læber. Ud over ansigtet var drysset alverdens fregner, som den stærkeste foundation umuligt kunne dække. Hun var iført en let, blomstret sommerkjole.

Det jeg bemærkede først af det hele, var, at hun stod i Adams favntag, og jeg havde aldrig set ham smile så stort, som han gjorde på det billede.

Jeg kunne se, at pigen, der var tagget, hed Astrid. Det var altså hende, Adam havde fortalt om i S-toget, da han havde været i Sverige med Kristian og en anden pige. Hvor mon hun var i dag? Billedet var to år gammel, så hun var højest sandsynligt ”long gone”.

Jeg kørte musen hen over hendes navn og overvejede, om jeg skulle klikke ind på hendes profil. Ville det være at snage for meget?

Jeg rejste mig op, gik ud i køkkenet og fandt en vandkaraffel i køleskabet, som jeg tog med ind på værelset igen sammen med et krus. Så satte jeg mig igen ved computeren og overvejede, om jeg kunne klikke på det.

Hvorfor ville jeg kigge på hende? Hvad var der så spændende ved det her? Jeg havde ikke snakket med Adam siden nytår og efter Kirstine og Kristian-episoden, var jeg begyndt at overveje, om jeg bare skulle droppe det nyspirrende venskab og komme videre. Jeg havde tydeligvis ikke en plads i den vennegruppe.

Så kunne det ikke være lige meget?

Jeg vidste ikke hvorfor, men på det seneste, var Adam begyndt at være en person, der lå meget i mine tanker. Ikke rigtig på grund af kysset. Han var bare svær at sætte en finger på. Fra festen sidste efterår hos Alberte, havde jeg set ham sælge stoffer, han snakkede aldrig om sig selv og så havde han deltaget som praktikant på det kursus, han overhovedet ikke interesserede sig for. Hvorfor?

Hvorfor så Adam så glad ud på billeder på et par år siden for derefter bare at grave så stort et hul. Hvad var sket? For jeg var stensikker på, at der måtte være sket et eller andet. Det var måske især det, der gjorde mig nysgerrig.

Jeg tog en dyb indånding og klikkede på Astrids profil.

Det skulle jeg ikke have gjort.

Det første jeg stødte på var massevis af indlæg, hvor folk skrev ting som: ’Til minde for personen med det største hjerte, der har levet’ og ’Jeg elsker dig Astrid. Jeg håber, at du er et bedre sted nu’.

Åh, Adam.

Jeg bed mig i læben og tvang mig selv til at klikke ned igennem indlæggene, der startede kort tid efter, at de sidste glade billeder af Adam var lagt på Facebook. Det var altså derfor.

Jeg lukkede øjnene og skubbede mig væk fra computeren. Hvad kunne man gøre med sådan en information. Kunne man sige, at man forstod ham? Skulle man vise en støtte? Havde jeg overhovedet noget at sige i det her? Adam og jeg havde ikke et decideret bånd. Måske havde jeg slet ikke noget at sige i det her.

Jeg fik det dårligt over mig selv over, at jeg havde snaget. Hvorfor i alverden skulle jeg også gøre sådan noget?!

Jeg endte med at skrive en besked til Kristian om, at jeg vidste besked om Astrid. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med den her information. Jeg gad ikke rigtig Kristian, men var han Adams bedste ven, burde han kunne sige noget til det.

Kristian svarede ikke, hvilket måske var en lettelse. Jeg fandt opgaven frem igen og håbede, at den kunne hjælpe mig tilbage på sporet. Jeg lagde alt for meget i det her. Uanset hvor mange gange, jeg prøvede at læse den første sætning igennem i artiklen, blev mine tanker ved med at kredse over Adam og Astrid.

Hvorfor gik det mig meget på? At jeg havde medfølelse forstod jeg, men hvorfor skulle det betyde så meget? Jeg kendte dem jo ikke ret godt, og jeg havde lige sat mig for, at det skulle blive sådan. Var det fordi, jeg forstod Adam? For gjorde jeg overhovedet det?

For ville det ikke betyde, at én begivenhed skulle definere en person? Det ville være ligesom, at jeg, Lærke, var pigen der var blevet voltaget og at Adam var drengen, der mistede hans kæreste til kræften: og så var det der, den endte. Der var mere til den historie. Der var mere til en personlighed end en begivenhed. Og jeg hadede inderligt, at jeg kunne dømme personer så let, når det jeg ønskede mest af alt var, at jeg ville blive kendt for at være Lærke og ikke et voldtægtsoffer.

Så hvem var Adam? Nu blev jeg for alvor nysgerrig, og jeg hadede, at jeg kunne tænke sådan, når jeg vidste, hvad han tydeligvis havde gået igennem.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg begyndte at brænde af en længsel af at finde ud af det. Ikke bare hvad han var gået igennem, men hvad det havde gjort ham til.

I det øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg ikke var færdig med denne gruppe, og det virkede egoistisk. Det vidste jeg 100%. Men jeg ville finde ud af, hvem Adam var. Måske kunne det hjælpe mig i søgen på, hvem jeg selv var? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...