Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12896Visninger
AA

14. Kapitel 13

 

 

 

 

 

Kapitel 13

5 dage efter nytårsaften blev det erklæret på Facebook, at Kirstine og Kristian var blevet kærester, og trods det, blev Kristian ved med at kontakte mig. Han var blevet forfremmet på den lille bodega og idet den var på kanten til at dreje nøglen om, var det blevet bestemt, at det frem over skulle laves om til en café, hvor studerende kunne komme og drikke en kop kaffe. Han havde formået at få Sólrun og jeg overtalt til at deltage i projektet, hvilket ingen af os rigtig var begejstret over. Vi følte dog ikke, at vi havde mulighed for at trække det lille ’ja’ tilbage i land.

”Lærke, kan du ikke lige tage den her?” Kirstine havde allerede rakt malerrullen ned, så malingen var ved at dryppe på gulvet. Jeg bed mig i læben og tog den hastigt. På en måde var jeg begyndt at se, hvorfor Adam ikke brød sig meget om de tre piger. Jeg ville dog ikke sige, at Kristian havde gjort en dårlig scoring. Jeg gad for alt i verden ikke at blande mig i den slags. Måske fortjente Kristian hende også af den grund?

Jeg lagde rullen i bakken på det avisdækkede gulv og fortsatte min rute hen til baren, der var det eneste inventar i rummet, der havde fået lov til at leve. Den var dog i gang med at blive slebet, så den kunne blive malet.

”Seriøst, hvornår er det passende at skride?” mumlede Sólrun lavt, imens hun havde fuld gang i en slibning med sandpapir. Jeg tog et papir der lå på toppen af bardisken og begyndte også at slibe.

”Jeg ved det ikke. Han snakker om, at vi skal til at tage en øl,” sagde jeg tilbage.

”Du ved godt, at jeg hader dig for det her, ikke?” smilede Sólrun, hvilket fik mig til at le en anelse. Efter nytår var vores venskab blevet endnu bedre og jeg håbede, at jeg havde Sólrun igennem det meste efterhånden. Jeg nev hende i siden, sådan at hun fnes.

”Jo, jeg fornemmer det.”

”Hvis han nu endelig giver en gratis øl, skal jeg nok blive,” tøvede hun med et forsigtigt smil og begyndte at slibe igen.

”Har du egentlig snakket med ham udvekslingsstudenten siden..?” spurgte jeg tøvende og prøvede at dreje sætningen på noget andet.

”Siden mit busk-knald?” Vi lo over hendes udtryk og jeg nikkede.

”Altså, vi har skrevet lidt på Facebook, ik? Men jeg tror ikke, at det bliver til mere,” sagde hun og kløede sig i nakken.

”Måske har han brug for lidt selskab?” drillede jeg, og hun rystede på hovedet med et smil på læben.

”Jeg er sgu nok ikke hans første knald i Danmark, skal du se,” smilede hun og begyndte diskret at slibe hårdere, imens hun blev rød i hovedet. Jeg skulle til at kommentere på det, da Kristian stak hovedet over bardisken og forskrækkede os begge.

”En øl, piger?”

”Jo tak,” sagde Sólrun halvkvalt, der stadig var rød i hovedet fra samtalen.

Vi smed begge sandpapiret på bordet og fiskede en øl ud af det køleskab, jeg selv havde fyldt op måneder inden. Det var trukket godt ud fra væggen, sådan at man kunne se, hvor længe det egentlig havde stået der, som det virkelig var ækelt bagved. Jeg rynkede på næsen og stak Sólrun en flaske, og sammen gik vi over i den sektion, der allerede var blevet sat i stand. Bare det at vinduerne var blevet vasket, havde gjort, at der kom meget mere lys ind. Vi satte os i en lille sofagruppe, og snart satte Kristian, Yrsa og Kirstine sig også. Jeg kunne ikke undgå at rynke på næsen, da Kirstine krøb helt ind til Kristian, sådan at han lagde armen om hende og plantede et kys på hendes pande.

Hvor ville jeg ønske, at det var mig.

Der var ikke meget samtale kørende. Det var kun Yrsa og Kirstine, der småsnakkede, imens Kristian blev ved med at kigge på mig med et blik, jeg ikke ville prøve at tyde. Jeg betragtede min øl i stedet, der lå uåbnet i mine hænder.

Døren ringede og barens ejer, Jimmy, trådte ned og kom med en venskabelig joke om, at vi aldrig kom videre. Han tog en øl og kørte et ping-pong-snak med Kristian, som han stod ved bardisken og arbejdede med nogle papirer.

”Tror du ikke, at vi kan finde på en undskyldning for at skride?” hviskede Sólrun og hævede et øjenbryn.

”Jo tak. Men hvilken?” hviskede jeg tilbage. Sólrun sagde ikke noget men blinkede til mig.

”Ring til mig,” hviskede hun endelig og jeg fiskede diskret min mobil op, imens jeg begyndte at få en idé om, hvor hun var på vej hen. Jeg prøvede at skjule en latter, der var ved at bryde igennem min lukkede mund. Diskret fandt jeg Sólruns nummer og trykkede på det, imens jeg skjule min telefon.

Sólrun gjorde så et stort arbejde ud af lede efter hendes mobil i hendes lomme på hendes jakke, hun endnu ikke havde taget af. Hun fandt den grimme Nokia frem, der blev ved med at ringe, og tog så telefonen.

”Hallo..? Lea, hva’ så?” Sólrun burde tage en karriere indenfor skuespil, som hun gjorde dette. Det var lige før, at jeg troede, at hun snakkede med Lea.

”Hvor siger du, at du er…?” Fortsatte hun. Hun kiggede på mig og lagde telefonen imellem skulderen og øret.

”Ja, Lærke er her også.. 2 sekunder, Lea… Lærke, kan du ikke lige finde google maps?”

”Sker der noget?” spurgte Kristian, der havde stoppet midt i en råbende sætning henvendt til Jimmy. Sólrun tyssede af ham, imens hun lignede en, der prøvede at få en vigtig information ud af det ikke eksisterende opkald med Lea.

”Super. Vi skal nok komme. Vi er i nærheden,” forsikrede hun så og lagde så telefonen på.

”Hva så?” spurgte jeg i mit bedste forsøg på at være en bekymret veninde. Imens fik jeg lagt på og lagde diskret telefonen i lommen igen.

”Lea blev berøvet nede i Elsdyrgade. Kan du ikke lige slå det op?” sagde hun og rejste sig op:

”Er det okay, at vi render? Hun ville ikke være alene, når politiet kom.”

”Ja, okay.. selvfølgelig,” sagde Kristian forvirret med et bekymret ansigt. Jeg var på renden til at flække sammen af grin. Hvorfor var jeg så elendig til det skuespil?

Jeg fandt min jakke hængende over baren og trak min taske over skulderen. Vi undskyldte på vej ud af døren, og først da vi fik den lukket, brød vi begge sammen af grin.

”Åh gud,” fnes jeg og rettede mig så op:

”Elsdyrsgade. Helt ærligt?”

”Seriøst, det eksisterer!” Fnes Sólrun og tændte så for en smøg. Vi fulgtes sammen imod Nørreport station.

”Skal du hjem a’?” spurgte Sólrun med smøgen hængende imellem læberne.

”Det satser jeg på, med mindre du har noget bedre?” sagde jeg, selvom jeg allerhelst bare ville hjem og få står på en aflevering, jeg ikke havde taget mig sammen til at lave på tidligere, hvilket for mig altid havde været noget af en dårlig vane.

”Jeg tror, jeg tager op og besøger min bror. Han fik en datter for 2 måneder siden, og jeg har ikke set hende længe,” sagde hun så, og jeg nikkede.

”Fair. Så må jeg hjem og få kigget på samf,” smilede jeg.

”Åh gud, ja!” sagde Sólrun og gjorde store øjne, men det virkede ikke til, at afleveringen skulle laves i dag heller for hendes vedkommen.

Vi gik sammen på stationen og Sólrun trådte hurtigt på toget imod Birkerød. Jeg stak hænderne i lommerne og ventede på, at toget imod Albertslund skulle komme.

”Lærke.. hey!” hørte jeg en stemme sige. Jeg vendte mig om og blev mødt af Anna. Det var efterhånden længe siden, jeg havde set enten hende eller Regitze.

”Hej,” sagde jeg afslappet og blev stående med hænderne i lommerne på min jakke.

”Er du på vej hjem?” spurgte hun, imens hun hastigt tastede på telefonen.

Jeg nikkede og kiggede op på skærmen, der fortalte, at S-toget ville komme om 3 minutter. Jeg sukkede indvendigt men blev ved med at smile svagt.

”Sikker? Jeg tror, jeg har noget bedre,” smilte Anna og hævede et spørgende øjenbryn. Jeg tog en dyb indånding og tænkte på den forbandede aflevering, der lå derhjemme og kaldte. Den var ikke ret tiltalende.

”Mange for klassen holder noget kom-sammen ude ved Frederikke, og det var lidt planen, at vi skulle i byen bag efter. Vil du ikke med?” spurgte hun så.

”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg og kiggede igen på skærmen, der ikke havde talt mere ned. Det lød ikke ret tiltalende. Lige pludselig var den aflevering et must.

”Det ville betyde meget, hvis du gad. Det er ikke ret meget, vi har set til dig, og ja.. vi savner dig, Lærke,” mumlede Anna så og gav mig et ærligt udtryk, jeg havde svært ved at bekæmpe. Netop når hun sagde det, begyndte jeg også at savne hende.

Jeg tog en dyb indånding og mit hoved begyndte at nikke. Ingen vej tilbage, fortalte jeg mig selv.

”Fedt!” udbrød Anna. I det samme rullede mit tog ind over perronen, men nu kunne det være lige meget. Jeg sukkede og betragtede folk stige på toget.

”Så, hvad laver du her?” spurgte jeg Anna, imens vi gik imod metroen.

”Jeg har lige været inde og bestille en tid hos en tatovør. Jeg skal have lavet en stjerne her,” forklarede Anna, imens hun banede sig vej hen til rulletrapperne.

 Jeg nikkede og himlede indvendigt øjnene over, at man efterhånden skulle have en tatovering bare for at skulle have en, hvor de fleste efterhånden var intetsigende og upersonlige. Men det turde jeg ikke fortælle Anna:

”Cool! Så, hvor er vi på vej hen?”

”Frederikke er lige flyttet ud på Amager med hendes kæreste, Bo, og hun ville fejre det,” fortsatte hun. Vi stod der i et par minutter, inden vi maste os ind i toget med så mange andre, og så stod vi der ellers i tavshed, som vi ikke havde mere at snakke om.

Jeg betragtede et par, der småskændes ved døren og det virkede som et godt tidsfordriv, inden at de stod af ved Amagerbro.

”Kun et stop igen,” mumlede Anna for at bryde tavsheden. Jeg vidste dog ikke, hvad man kunne kommentere på det, så jeg sagde intet. Toget satte i gang igen og jeg brugte minutterne på at kigge på min telefon, der viste, at jeg havde fået en besked fra Kristian. Han spurgte, om jeg var interesseret i at hjælpe i næste weekend også, imens han skulle hilse fra Jimmy og sige, at han gerne ville snakke med mig.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg stak telefonen i lommen igen og kiggede op på Anna. Toget meddelte Lergravsparken og sekunder efter stoppe det, og vi stod ud.

Anna havde tydeligvis styr på retningen og jeg fulgte trit, som vi kom op i den friske luft igen.

Snart nåede vi lejligheden og fik ringet på dørtelefonen til Frederikke Olesen & Bo-Elias Bjerre, sådan at vi kunne gå op på tredje etage. Vi nåede kun at sætte fingeren på dørklokken, før der blev åbnet.

”Åh, gud – Lærke!” hvinede Ulrikke og lagde armene om mig og derefter Anna. Det var underligt at være i en venneflok, der hørte til en anden hverdag. Som et puslespil der pludselig ikke kunne sidde sammen i brikkerne. Måske var motiverne ens, men selve enderne på brikkerne passede ikke sammen.

Vi fik mast os ind i lejligheden, hvor stort set hele den gamle klasse sad i alle møbler, der fandtes i den lille stue. Jeg blev mødt af Frederikke, der fik mig præsenteret for hendes langhårede kæreste, Bo, der måtte være mindst 5 år ældre end hende. Anna fik hilst på alle, men jeg skyndte mig at finde en plads imellem Søren og Ulrikke, der begge prøvede at lave en samtale med mig, men snart snakkede de bare over mig, som jeg diskret bakkede ud, imens jeg blot nikkede og lo på de rigtige tidspunkter.

Frederikke stak mig en øl, inden hun gik videre til vinduet, hvor jeg bemærkede, at Anna og Regitze nu stod.

Hvorfor i alverden var jeg taget med til det her? Det var lige før, at Kristian og Kirstine-helvedet var bedre selskab.

Døren ud til opgangen blev åbnet igen og ind af den lille entré kom et ansigt, jeg ikke havde set længe. Af god grund.

”Bastien!” Hvinede Regitze og løb fra vinduet og hen til ham, som han omtumlet lage armene om ham.

”Fuck,” hørte jeg mig selv mumle.

”Åh, vidste du ikke, at han ville komme?” spurgte Ulrikke bekymret og betragtede Bastien, der gik rundt og hilste på alle, ligesom Anna havde gjort.

Da han nåede til Søren, faldt hans blik stadig på mig, og jeg så, at han blev stiv i kroppen og ansigtet. Han gav Søren et krejtet håndtryk og sagde så:

”Lærke.. længe siden!”

Ja, gu’ var det så! Sidst jeg havde set ham, var den aften, jeg blev voldtaget. Jeg sukkede og rejste mig op for at omfavne ham i håbet på, at de andre ville overse, hvor meget temperaturen var faldet i lokalet.

”Har du tid til at snakke?” hviskede han mig i øret, da vi stod med armene om hinanden.

Jeg svarede ikke. Jeg satte mig ned igen og lod som om, at jeg var interesseret i at høre, hvad Ulrikke ville efter 3g.

Hvad ville Bastien snakke om? Ville han endelig undskylde for at have været mig utro eller måske det faktum, at han aldrig besøgte mig, da jeg var indlagt? Uanset hvad ville jeg ikke høre en undskyldning. Der var ikke noget at tilgive for.

Ikke fordi Bastien nogensinde havde betydet alverden for mig. Da vi var kommet sammen, var det mest fordi, at det gjorde man, nu når man havde haft sex sammen så mange gange, som vi havde. Det var bare forventet, at man gjorde den slags. Vi havde aldrig snakket om følelser med hinanden. Det var heller ikke i den mest heldige situation, at vi havde fået øjnene op for hinanden. På første år fik Anna, Regitze og jeg efter lang tids plageri lov til at tage med nogle af drengene fra klassen på skitur i Norge, hvor vi havde lejet en virkelig elendig hytte. Jeg havde aldrig stået på ski før og endte med at vride knæet om og måtte tilbringe det meste af ugen med benet på stuebordet. Bastien havde fået overtalt folk om, at han var småsyg og blev også hjemme, men det viste sig senere, at han havde indgået et vædemål med de øvrige drenge om, at han nok skulle få fjernet min mødom inden, at ugen var omme.

Jeg havde været så flov, men snart endte jeg med at være nøgen med Bastien til stort set alle de fester, der blev holdt imellem folket fra klassen og ja, så kom det jo af sig selv.

”Er det ikke akavet?” hviskede Ulrikke pludselig, som hun stoppede midt i hendes sætning om hendes karaktergennemsnit.

”Hvilket?” spurgte jeg, idet jeg ikke havde en fjerneste idé om, hvad hun snakkede om.

”Bastien og dig? I er et ret uafsluttet kapitel,” mumlede hun og Søren gav hende ret.

”Jeg ved ikke. Det er jo lang tid siden,” prøvede jeg og håbede på, at hun ville droppe snakken og snakke om perfekte, stræberkarakter igen.

Jeg knappede min øl op og tog en stor slurk, imens jeg prøvede at ignorere dens lunkne temperatur.

Ulrikke begyndte at snakke med Søren igen, og ud af øjenkrogen betragtede jeg Sébastien, som han var faldet i snak med pigerne henne hos vinduet. Jeg måtte indrømme, at han stadig så glimrende ud iført læderjakke over en mørkeblå striktrøje og med håret smurt tilbage.  

Regitze forlod gruppen og gik direkte imod os.

”Lærke.. du skal med på WC!” fnes hun og trak mig op af sofaen, inden at jeg nåede at sige hende imod, hvilket ellers ville have været planen. Jeg var ved at spilde på Søren og satte i farten dåsen ned på bordet.

Regitze var tydeligvis mere medtaget end de fleste andre. Hun trak mig med ud på toilettet og satte sig straks til at tisse. Imens stod jeg og vidste ikke rigtig, hvad jeg lavede her.

”Du må undskylde,” sagde hun så. Jeg hævede øjenbrynet, da jeg fandt det en anelse akavet at få en undskyldning fra en, der sad og skar grimasser, imens hun tissede.

”For hvad?” spurgte jeg, selvom jeg havde på bevidstheden, at hun snakkede om at have distanceret sig fra mig, siden voldtægten var sket.

”At jeg ikke har været der.. du ved,” mumlede hun.

Jeg nikkede. Jeg vidste, hvad hun snakkede om. Jeg havde dog ikke rigtig lyst til at tage samtalen og håbede på, at hun ville lade det ligge. Jeg regnede ikke med, at Regitze og jeg ville blive super tætte igen. Vi havde rykket os fra hinanden, fordi vi ikke længere have noget at tale om, og ja, det var egentlig ganske okay.

Regitze blev færdig og kom vraltende over til vasken, hvor hun vaskede hænder, imens hun blev ved med at kigge på mig:

”Er du cool med Bastien?”

Jeg trak på skulderen. Var jeg det? Det var så længe siden og der var sket så meget. Det føltes ikke som den store, sorte sky for himmelen længere. Det virkede ærlig talt som noget, der var sket i et tidligere liv. Men Bastien var det bedste eksempel på, hvem jeg havde været inden voldtægten. Jeg tror, det var det, der gjorde det hele så akavet.

Hun rettede på læbestiften og vi gik ud af badeværelset igen. Jeg blev stoppet af Bastien, der havde stået derude og ventet. Hvorfor ville han så gerne snakke med mig? Han greb fat i mit håndled og holdt mig hen, imens Regitze fortsatte, som troede hun, at jeg var bag hende.

”Lærke..” Jeg kiggede ind i hans brune øjne og prøvede at tyde, hvad der skulle være så vigtigt at snakke om.

Jeg tøvede og mærkede, at jeg faktisk var ret nysgerrig over at vide det. Hvis der var tale om et afsluttet kapitel, behøvede jeg heller ikke at gøre et princip ud af ikke at snakke med ham. Det kunne være ligegyldigt. Jeg sukkede.

”Hvad så?” Jeg bed mig i læben, da jeg sagde det.

”Kan vi snakke ude på trappen?” Jeg nikkede og kastede et blik over skulderen, hvor folk fortsatte med den gode stemning og ikke bemærkede, at temperaturen i indgangen var faldet ti grader.

Bastien åbnede døren for mig og vi gik ud og satte os på den smalle trappe. Han lignede en, der ledte efter de rigtige ord.

”Du må undskylde,” sagde han så. Hvorfor skulle alle undskylde i dag? Jeg lænede ryggen imod trappetrinet ovenover og stirrede op i loftet, da jeg ikke rigtig brød mig om det udtryk, han havde på ansigtet. Det var ikke noget, der plejede at være der.

”Jeg burde have været der for dig,” fortsatte han. Jeg forstod, hvad han snakkede om. Han havde holdt en fest i starten af 2.g, hvor vi var endt i så stort et skænderi, da jeg havde fundet ud af, at han havde været mig utro med en pige ved navn Caroline. Jeg havde taget alle mine ting i en fart og var skredet. For at gøre vejen kort, så jeg kunne komme hjem i en fart, havde jeg slået en genvej igennem Pileparken, hvilket jeg aldrig skulle have gjort.

”Det er lang tid siden,” var det eneste, jeg kunne sige. Jeg kiggede stadig op i loftet.

”Det var min skyld. Hvis jeg ikke havde gjort det, var du ikke gået igennem parken!”

”Hvis vi bliver ved med at træde i fortiden, så kommer vi aldrig videre. Vi kan ikke gøre om på tingene, Bastien. Det var mig, der gik igennem den park,” sagde jeg og mærkede sandheden i ordene. Jeg kiggede endelig på ham. Han virkede stadig ikke overbevist. ¨

”Jeg skulle have besøgt dig,” hviskede han.

Det skulle han.

Jeg trak vejret ind igennem næsen og tog en dyb indånding, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til dette. Jeg havde aldrig forventet, at Bastien ville konfrontere mig med hans følelser. Det her var ret så underligt.

”Du går ikke i klassen længere,” sagde jeg i stedet. Jeg måtte indrømme, at jeg havde bemærket, at han manglede i gangene. Bastien havde altid været solstrålen i gruppen, man ikke kunne undgå at se. Han lo altid lidt højere.

”Det tog mig to år at finde ud af, at jeg overhovedet ikke var, hvor jeg skulle være,” sagde han tøvende og lænede sig forover, så han støttede armene på hans ben:

”Jeg arbejder hos min far nu.”

Det fik mig til at smile. Bastien og jeg havde haft mange dårlige stunder, men imellem dem fandtes også gode. Som hans virkelig søde familie. Hans far havde et lille værksted i Glostrup, hvor vi havde været om eftermiddagen og hængt ud i et baglokale, da hans far altid bød på kaffe og kage. Det var lækkert, at vores fædre havde en beskæftigelse til fælles. Det mindede om, at min far havde spurgt ind til Bastien, sidst var havde set hinanden, hvilket måske fortalte om, hvor lidt han kendte til min hverdag.

”Du tager klassen om, ikke?” spurgte han mest for at holde samtalen kørende. Jeg nikkede, da jeg ikke rigtig vidste, hvad der var at uddybe i det.

”Virkelig røv,” fnøs han så, imens han smilede.

”Virkelig røv,” gentog jeg småleende og mærkede smilet, mine kinder ikke kunne styre.

”Jeg savner det her. Hvorfor fuck kunne vi ikke få det til at fungere den gang?” spurgte han så og kiggede på mig, som havde jeg svarene. Jeg trak på skulderen. Dét her var rart, men fortiden lå til fortiden og Bastien og jeg var måske et afsluttet kapitel, selvom Ulrikke havde sagt noget andet.

”Måske havde skæbnen bare andre planer for os?” foreslog jeg, da jeg følte, at jeg skulle sige et eller andet. Bastien smilede og klemte mit ben, som var det svaret, vi havde ventet på. Bastien og jeg var ikke skabt for hinanden, og det havde vi aldrig været. Hvorfor kunne vi ikke bare have set det den gang?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...