Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13001Visninger
AA

13. Kapitel 12

Jeg tog en dyb indånding og skubbede håret væk fra mit ansigt, der sloges med vinden, som jeg trådte af på den yderste del af perronen ved Hovedbanegården. Jeg måtte slås med kufferten, der havde smidt et hjul i Fredericia, og hev den imod rulletrapperne og op i varmen, som sneen for alvor nu lå hvid på hele jorden: og der var meget mere af den, end der havde været i Nordjylland. Det havde så også været det eneste plus ved den tur.

Ved siden af taxi-parkeringspladsen fandt jeg min mor stående klar med røde kinder og et nyfarvet rødbrunt hår.  Jeg måtte blinke et par gange for at være sikker på, at det var min mor anno 2015, der stod foran mig.

Hun tog imod min kuffert og spurgte ind til turen, men jeg havde ikke meget at sige. På turen hjem udvekslede vi en snak om julegaver og julemad og jeg prøvede at undgå, hvor intetsigende turen egentlig havde været. Det behøvede min mor ikke at vide.

Jeg kunne ikke undgå at fnyse, da snefnuggene hypnotiserende fløj direkte imod ruden og jeg var glad for, at min mor ikke var lige så elendig en billist, som min far var. Hvis jeg havde kørt i det vejr med ham, havde han udnyttet isen under og havde skøjtet frem og tilbage, ”bare fordi han kunne”.

”Ved du, hvor du skal hen nytårsaften?” spurgte min mor, da hun drejede af fra Holbækmotorvejen.

”Til Roskilde hos en, der hedder Irina,” sagde jeg og stirrede fortsat på den hypnotiserende sne.

”En fra klassen?” Min mor hævede øjenbrynen og virkede interesseret.

”Nej. Det er en lang historie,” sagde jeg, da det faktisk var en lang historie. Hvordan skulle man overhovedet fortælle, hvorfra jeg kendte Irina. Hvis jeg faktisk kendte hende. Min mor kendte heller ikke besked om Kristian endnu.

”Bare du har en telefon på dig. Sover du derovre, så?” spurgte hun i stedet og sænkede farten. Det var egentlig et godt spørgsmål. Jeg vidste, at Kristian ville hente Sólrun og jeg, men om vi egentlig skulle køre med hjem igen, var et godt spørgsmål. Det måtte jeg lige huske mig selv på at ringe og høre ham om.

”Det ved jeg ikke helt endnu, men jeg skal nok lige få givet besked,” sagde jeg til min mor og trak på smilebåndet. Det var lang tid siden, vi havde haft sådan en samtale sammen. Ikke engang da vi var flyttet til Albertslund i første omgang, havde vi haft ro til at snakke sådan. Det havde altid været forhastede samtaler på vej ind og ud af døren eller i telefonen, når noget ikke lige helt passede som ønsket.

Jeg rystede lettere på hovedet og lagde hovedet tilbage i sædet og nød sædevarmen, der lå godt i ryggen og på halebenet.

Resten af turen forløb sig i stilhed og jeg nød hvert et sekund, indtil bilen stoppede foran rækkehuset og tvang mig ud i det kolde snehelvede igen.

 

En hvid sky forlod mine læber, imens jeg stod med armene om mig selv for at holde varmen.

”Tr..tror du snart, at han kommer?” gispede Sólrun og skubbede igen det røde ærme op for at kigge på plastikuret, som vi i starten havde troet var gået i stå, fordi det da ikke kunne passe, at Kristian var SÅ forsinket. Jeg trak på skulderen og prøvede at ringe ham op igen, men igen røg den også straks på telefonsvaren, hvor den sagde:

”Det er Kristian, og som du nok har regnet ud, er min telefon nok flad. Undskyld. Prøv at ringe til mig senere, når jeg har taget mig sammen til at lade den op. Har du har en sur besked at lægge, så accepterer jeg det nok… nej Adam, flyt dit grimme fjæs”.

Selvom det var 4 gang, den smed os direkte på telefonsvaren, holdt jeg alligevel telefonen ved øret under hele beskeden, imens et smil gik fra mit ene øre til det andet. Jeg kunne bare ikke andet, når jeg hørte den stemme.

”Tror du, at han har husket os?” spurgte hun og kiggede endnu en gang på uret, selvom jeg tvivlede, at tiden havde lavet et stort spring siden hun kiggede sidst for 20 sekunder siden.

”Mh, det er jeg sikker på,” sagde jeg, selvom jeg tvivlede. Var jeg ikke vigtigere for Kristian? Var jeg så let bare at glemme?

”Hvad gør vi så?” spurgte Sólrun, selvom det ikke rigtig virkede til, at det egentlig betød det store. Hun fiskede de grønne LA op af lommen og tændte en cigaret. Hun tilbød dem ikke længere, hvilket jeg var glad for. Jeg huskede episoden i 7-Eleven. Hvordan jeg havde kylet æsken i naboens affaldsspand, da jeg var gået hver for sit med Adam. Hvordan kunne jeg overhovedet finde på at købe æsken i første omgang?

I det samme kørte den velkendte Audi ind på vejen foran huset og døren bagi blev åbnet. Kirstine stak hovedet ud og smilede over hele ansigtet.

”I må undskylde forsinkelsen. Mit tog fra Kokkedal var godt forsinket.” Hun rykkede sig ned i den anden ende af bilen, så Sólrun og jeg kunne sætte os ind. Jeg endte med at sidde i midten, hvilket jeg normalt hadede, men det gjorde, at jeg bedre følte mig en del af forsamlingen på forsæderne, der bestod af Kristian og Adam.

”Mon vi ikke klarer det? Vi skal bare være fremme før 12,” lo Kristian og satte i bakgear, så han kunne få vendt bilen.

”Vi er allerede godt sent på den,” påpegede Kirstine med himlende øjne, og hun havde ret. Vi var nok først fremme lidt i elleve, og som forventet var der meget trafik på ruten. For at gøre det hyggeligere, skruede Kristian helt op for The Voice, der i dagens anledning spillede nogle dårlige remix. Adam åbnede også for en champagneflaske og derefter gik den på tur rundt i bilen uden om Kristian.

 

Da vi endelig nåede det sted i Roskilde, hvor Irina boede, var hele vejen optaget af andre biler, og jeg blev først nu opmærksom på, at det var en rigtig fest og ikke bare et lille komsammen. Vi endte med at parkere en vej længere nede og måtte gå igennem det tynde lag i sne. Jeg var evigt glad for ikke at have taget de stiletter på, Kirstine balancerede på.

”Hey, der er Yrsa,” smilede Kirstine, da vi først nåede huset og det virkede til, at mange allerede var fordrukne, da de stod udenfor uden overtøj i bare arme. Yrsa huskede jeg ganske svagt. Det var hende med tattoveringsærmet, det røde hår og det piercerede øre. Hun fløj først om halsen på Kirstine og dernæst på Adam, der så lidt utilpas ud i situationen, selvom han venskabeligt lagde en hånd på ryggen af hende.

Jeg blev mindet om, at Adam faktisk var en gammel klassekammerat, der blot var gået ud før tid.

”Hva så: vi har lige åbnet en flaske Dom Perignon. Skal I ikke ha’?” smilede Yrsa og begyndte at trække i Adam og Kristian, imens vi andre stod og så på.

”Burde I ikke vente med de dyre dråber til klokken 12?” spurgte Kristian med en kort latter, imens han kiggede over skulderen på Kirstine, Sólrun og jeg.

”Nej nej. Rolf havde 3 flasker med!” nynnede Yrsa og hev fortsat i dem. Vi andre fulgte forsigtigt med ind igennem haven og op til indgangen, hvor Irina ganske rigtigt stod med den dyre flaske mod læberne. Hun kiggede fraværende op og blev opmærksom på Kirstine og derefter drengene.

”Åh gud, hør på jer selv,” fnøs Kirstine og lagde armene om de to piger. Derefter fulgtes de ind i huset og tilbage stod Sólrun og jeg og kiggede på hinanden.

”Så, du kender ikke andre her?” spurgte Sólrun forsigtigt og jeg rystede på hovedet.

”Så hænger vi på hinanden i aften, søs,” smilede hun og trak mig igennem døråbningen og ind i varmen. Der stod endnu flere indenfor og festen var tydeligvis allerede godt i gang. Selve festen blev holdt i den store garage, hvor der i hvert fald var plads til to biler, og i dagens anledning var bilerne flyttet til forskel for en sofagruppe og et stort musikanlæg.

Vi fik klemt os ned i sofaen og Sólrun trak to øl op fra hendes lasede skuldertaske.

”Så har du planer om at kysse Kristian klokken 12?” jokede Sólrun, imens hun rakte ud efter oplukkeren på det lille stuebord. Hun knappede øllen op uden at fjerne det spørgende blik fra mig.

”Ha ha”, sagde jeg sarkastisk og tog imod den ene øl.

”Nej seriøst, jeg mener det. Har du ikke overvejet det?” Hun hævede et øjenbryn og tog en stor slurk fra sin øl.

Selvfølgelig havde jeg overvejet det. Hvordan jeg ville skubbe mig igennem mængden af folk for at finde ham på gulvet. Hvordan jeg ville sige ordene ’godt nytår’ for derefter at læne mig imod ham og give ham et blidt kys. Sådan et der skulle gøre, at han ville hive fat i mig og kysse mig ordenligt, som det skulle gøres.

”Ikke rigtig,” sagde jeg diskret og trak benene op under mig i sofaen, nu når vi havde smidt skoene ude i entreen.

”Så burde overveje det nu. Har jeg ikke plantet en god idé i dit hoved?” smilede hun og drak endnu en tår øl.

”Hvilken idé?” spurgte Kristian og satte sig ved siden af mig. Han tog øllen ud af hånden på mig og tog en stor slurk.

”Lærke skal snave med en komplet fremmed klokken 12,” jokede Sólrun med et glimt i øjet. Hvor var hun bare for meget nogle gange. Jeg blev nysgerrig på at se, hvad Kristians reaktion var til det.

”Nå dét, har I peget nogen ud endnu?” spurgte han og legede tydeligvis med. Jeg kom med et stort suk indvendigt, der kastede et ekko rundt i enhver del af mig. Kunne han ikke bare virke en smule jaloux?

”Ham derovre,” fnes Sólrun og pegede på en ret så fuld dreng, der mindst måtte være 2 år yngre end jeg. Han stod og dansede rundt alene ude på det lille dansegulv, imens han hele tiden var ved at falde over sine egne fødder. Jeg gættede på, at grunden var, at han ikke kunne se over det skulderlange, blonde hår.

”Irinas lillebror? God match, må jeg sige,” lo Kristian og stak mig øllen igen. Så lænede han sig ned til mit øre og sagde:

”Det ved jeg, at du kan gøre bedre.”

Det gjorde mig glad og jeg kunne ikke undgå at mærke den hånd, han i bevægelsen diskret havde lagt på mit lår. Sólrun havde tydeligvis også bemærket det og begyndte at sende blikke.

”Nå, jeg skal ud og have en smøg. Rødhætte: vil du med?” spurgte han og rettede sig op med en hentydning til Sólrun.

”Det vil jeg i hvert fald, grønskolling,” sagde hun og sprang op af sofaen. Jeg var glad for, at Sólrun kunne begå sig med Kristian. Det betød meget, når to venner fra forskellige dele af ens liv kunne enes og sættes sammen som to puslespilsbrikker i et spil, selvom de kom fra to vidt forskellige kasser.

”Skal du med, snut?” spurgte Kristian drilsk og lagde en arm om min skulder.

”Ikke når du kalder mig snut. Er vi 80?” lo jeg og skubbede hans arm ned. Den endte dog om livet på mig i stedet.

”Engang måske,” mumlede han i mit øre, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Kunne det overhovedet banke hurtigere?

”Jeg bliver inde,” sagde jeg med en svag stemme og gav ham mit bedste smil og han nikkede. Så var han og Sólrun væk og jeg sad alene i sofaen. Måske skulle Kristian og jeg faktisk kysse i nat. Vi havde kemi. Ingen tvivl om det. Det var ikke rigtig fordi, nogen af os var fulde. Selvom Kristian vidst var ret godt på vej. Men fuck det: jeg skulle kysse Kristian i aften. Lige som jeg forestillede mig. Det var mit første nytårsfortsæt, fortalte jeg mig selv.

 

Jeg kiggede ned på mit ur og så, at der var 10 minutter igen. Jeg trak Sólrun med ud på det lille toilet, der var ret så vammelt med pels som toiletbræt og med alverdens små nipsting.

”Jeg gør det,” sagde jeg til Sólrun med et svagt smil, imens jeg lagde et nyt lag rosa lip gloss på mine læber. Jeg fugtede dem og tjekkede, at alt så godt ud. Eller i hvert fald så godt, som det kunne.

 ”Kysse Kristian? Ej hvor fedt,” smilede Sólrun fra hendes plads på toilettet:

”Det betyder, at jeg bliver den akavede, der sidder alene og ikke kan ønske godt nytår til nogen. Men fuck det. Fedt!”

”Vi kan da godt nå at finde en køn dreng, du kan kysse på..” Jeg tjekkede uret:

”Åh, 8 minutter!”.

”Tag dig sammen Lærke. Jeg skal ikke kysse med ham lillebroren.” Hun himlede med øjnene, imens hun stadig smilede.

”Det kunne jo være, at han var den eneste ene,” fortsatte jeg og ruskede lidt i håret, så det sad en anelse pjusket, men samtidigt gjorde det, at mit ansigt virkede mindre dødt. Jeg gad ikke gå op i udseendet. Ikke rigtig. Jeg vendte ansigtet fra spejlet og kiggede i stedet på Sólrun.

”Skal vi finde noget at skåle i?” spurgte jeg og det var hun med på. Jeg trak hende op og vi gik tilbage til sofaen, som vi i løbet af aftenen havde taget herredømmet over. Kristian og Yrsa sad der allerede og småsnakkede. Kristian var blevet godt fuld siden, men jeg var stadig fast besluttet på, hvad der skulle ske klokken 12.

Da jeg satte mig, rejste Kristian sig op og sagde, at han skulle nå at finde de andre inden klokken 12, så vi var samlet. 6 minutter igen fortalte uret og min mave begyndte at føle sig skør. Som den ville fylde meget, imens den trak sig sammen til ingen ting. Tag dig så sammen, Lærke!

Jeg tog den flaske Gul Gajol, der var blevet placeret foran mig og drak et par slurker direkte fra flasken for at dulme nerverne. I det samme stod Adam ved min side med et spørgende blik og bad om flasken.

”Hey folkens: ind i stuen,” råbte en og straks begyndte vi at mase os ind i den lille stue, hvor de havde sat TV’et til at vise Rådhuspladsen. Nogle kravlede op i møblerne med den hensigt, at de ville hoppe ned derfra. Andre stod klar med champagneflasker. Sólrun havde været så enkelt at købe en Verdi, så vi var sikre på at få drukket et hele. Uret fortalte, at der nu kun var et halvt minut tilbage. Jeg gav Sólrun en tidlig krammer og hun ønskede mig held og lykke og et godt nytår. Så maste jeg mig videre igennem menneskerne, for hold op hvor var vi mange på en lille plads.

”10, 9, 8..” begyndte folk at tælle og det hele begyndte at gå langsommere. Foran mig stod Kristian på jorden med en øl for læberne, imens han lo. Han kiggede rundt i lokalet, som han ledte efter noget.

”7, 6, 5..” Jeg mødte hans blik og han fjernede flasken og satte den på gulvet, imens han begyndte at flytte sig rundt om stuebordet.,

”4, 3, 2, 1,” talte folk fælles.

Champagnepropper fløj i alle retninger og folk begyndte at skrige, imens andre hoppede ned fra møblerne. Jeg havde stadig øjnene på Kristian idet jeg så Kirstine hoppe ned fra en sofa og lægge armene om på ham, og snart stod de og kyssede, uden at det virkede som, at Kristian ville rykke sig fra hende. Jeg stod med munden på vidt gab. Var han seriøs? Ikke at jeg ville være den pige: den hysteriske. Men han kunne da ikke sende den slags signaler hele aftenen og så bare kysse en anden pige?

”Hey, godt nytår, du,” hørte jeg en forsigtig stemme sige bag mig, og jeg vendte mig om blev mødt af Adams meget forsigtige smil. Han havde lagt hånden på min skulder, og jeg vidste, at han havde set det med Kristian og Kirstine.

”Tak,” gispede jeg og mærkede, hvordan tårerne lå i kanten af mine øjne.

Det næste var tydeligvis alkohollens skyld blandet med dårlige følelser, og jeg vidste, at jeg ville hade mig selv for den kommende beslutning, så snart at den var ovre.

Jeg lagde armene om Adam og plantede et kys på hans læber. Ikke det som jeg havde forestillet mig selv gøre med Kristian. Jeg behøvede ikke at trække mig selv væk først, for Adam var hurtigt med på den og fortsatte kysset fra der, hvor jeg var sluppet, og han tog dominansen.

Selvom det var evigheder siden, jeg sidst havde kysset, følte jeg mig ikke på tynd is. Det var ligesom, når man var på ski. Man skulle tage et kejtet sving, men så stod man med stærke ben og var der, hvor man havde sluppet på forrige skitur.

Var det forkert af mig at nyde det? Ikke kun kysset, men det faktum, at jeg stod I Adams favntag. Det var det sidste sted, jeg havde troet, at jeg ville stå, men i dette øjeblik føltes det som noget, jeg havde brug for.

Jeg slap hans læber og tog en dyb indånding og først nu mødte jeg hans blik. Hans blå øjne.

”Godt nytår,” hviskede jeg og spærrede så øjnene op. Jeg bakkede ud af hans arme og vendte mig om imod Sólrun, der virkede lige så overrasket, som jeg følte mig. Jeg gik hurtigt imod hende og så ud af den lille stue imod badeværelset igen.

”Åh gud, åh gud,” hviskede jeg og gik rundt i cirkler på det lille badeværelse, da jeg først havde fået låst døren efter Sólrun, der havde taget hendes plads på toilettet igen.

”Måske..” prøvede Sólrun men stoppede så sig selv. Jeg satte mig ned og strakte benene ind under vasken.

”Jeg er på røven. Jeg har fucking kysset med Adam?” sagde jeg håbløs:

”Ikke bare en eller anden fremmed. Adam.”

”Kristian kyssede også en anden pige, og hallo: I har alle drukket ALT for meget,” sukkede Sólrun og kløede sig selv i panden.

”Hvorfor sagde vi også ja til at sove her? Det bliver SÅ akavet,” fortsatte jeg og var på randen til at græde.

”Du er håbløs, at du ved det,” lo Sólrun og jeg ville ønske, at jeg kunne se det sjove i situationen. Men faktum var, at Adam, Kirstine og Kristian også skulle overnatte her. Det kunne ikke blive værre.

”Jeg slår mig selv ihjel. Har de ikke en tampon jeg kan kvæle mig selv i eller noget?” sukkede jeg og gemte hovedet i mine hænder:

”Og det er kun lige over midnat. Der er laaang tid endnu, inden folk går til ro. Jeg håber fandeme ikke, at Adam står et sted derude og venter. Så kommer den tampon fandeme ned i halsen!”

”Søde, mon folk ikke er for fulde til at deale med den slags. Kom nu: vi kan sagtens få noget ud af aftenen endnu,” lo Sólrun og rejste sig fra toilettet for at lægge en arm om mig. Hun prøvede at få mig på benene, men jeg var ikke meget for at skulle derud igen.

I det samme bankede det på døren, og en person klagede over at have en blære, der var springende og at vi i hvert fald havde været herinde for længe.

 

Jeg sad med en pelset, hjerteformet pude trykket imod brystet og surmulede, som var jeg en 5-årig. Folk var endelig begyndt at daffe af, og vi havde fået pumpet en luftmadras op i garagen, imens andre også var i gang. Jeg havde gemt mig bedst muligt under den tykke vinterdyne og ønskede, at jeg bare kunne blive herunder for altid. Jeg var ikke klar over, hvor Sólrun var, men jeg ønskede, at hun bare kunne lægge sig her ved siden af mig, at folk kunne holde kæft og at jeg kunne sove det hele ud.

Hvorfor lavede jeg så stort et nummer ud af det her? Det var jo ikke fordi, at jeg rent faktisk havde kysset med Kristian. Måske tænkte han ikke, at vi havde noget. Måske havde vi slet ikke noget? Jeg bed mig selv i læben og sukkede over mig selv. Hvorfor kunne jeg formå at lave så stort et nummer ud af noget der måske ikke eksisterede andre steder end i mit hoved?

Fuck, jeg var dum. Hvorfor skulle jeg altid tænke sådan? Jeg begravede hovedet ned i den pelsede pude og klagede højlydt. Så mærkede jeg, at luftmadrassen gyngede, og Sólrun sad ved min side med et forsigtigt smil på læben, imens hendes hoved havde den samme farve som hendes hår.

”Hva’ så?” spurgte jeg tørt idet jeg kunne se, at Sólrun lignede en, der gerne ville spørges.

”Nå.. Ik’ så meget,” fnes hun og stak benene ned under hendes egen dyne. Hendes hoved blev endnu rødere, selvom jeg ikke troede, at ville være muligt. Jeg hævede et øjenbryn, idet hun lagde sig ned og vendte hovedet ind imod mit.

”Jeg har lige mistet min mødom,” gispede hun så, og lagde hånden for munden, imens hun stadig lo. Vent, var Sólrun jomfru?! Eller tidligere jomfru..

”Til hvem?” spurgte jeg og virkede pludselig mere interesseret i, hvad hun sagde.

”En der hed Elliot. En udvekslingsstuderende fra Wales.” Hendes stemme knækkede over, idet hun sagde hans navn og hun begravede hovedet i puden igen.

”Ej, Sol,” lo jeg og himlede med øjnene. Jeg ville have givet hende talen om, at første gang skulle være noget specielt. At man ikke gjorde det på toilettet til en fest eller i en busk, eller hvor nu de havde gjort det. Men sandheden var, at jeg selv havde mistet min i en bommert: i en skihytte, på en sofa med en dreng ved navn Bastien, der havde drukket mig stangstiv inden.

Vi blev afbrudt af Kristian, der satte sig på kanten af luftmadrassen. Jeg havde ikke set ham hele aftenen, men jeg skulle love for, at han havde nydt af alkohollen siden jeg så ham sidst. Så snart han satte sig, var det som, at temperaturen faldt 10 grader, og pludselig hjalp de varme vinterdyner ikke længere.

”Lærke, jeg skal snakke med dig,” sagde han tørt og lagde hånden på min skulder. Jeg satte mig op og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Uanset hvilke ord og sætninger jeg byggede på inde i hovedet, virkede de ikke til at ville over læberne.

”Kristian, jeg tror ikke..” begyndte Sólrun, der trods hendes situation også kunne finde seriøsiteten frem.

”Bare i to sekunder,” mumlede Kristian og begyndte at trække i mig. Hvad skulle jeg gøre? En del af mig ville ikke snakke med ham. Han skulle have den kolde skulder, skulle han. Men den anden del tiggede og bad. Ønskede inderligt at jeg ville forstå.

”Kristian, jeg er træt,” endte jeg med at sige, og mærkede den største mavepumper idet jeg så hans sårede ansigtsudtryk. Jeg ville ikke tage snakken nu. Måske skulle den aldrig tages, men jeg ville i hvert fald ikke tale med ham, når han var fuld.

”Okay,” sukkede han og vægten blev fjernet fra luftmadrassen idet han rejste sig op og gik ud af garagen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...