Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12896Visninger
AA

12. Kapitel 11

Om jeg ville det eller ej, mødte jeg først Kristian igen i dagene op til jul. Vi havde skrevet en smule på Facebook, siden vi var blevet venner, men det var ikke blevet til mere. Jeg havde ellers lovet at kigge forbi baren, men så snart vi fik kastet større afleveringer i nakken og terminsprøver, valgte jeg at fokusere på skolen for en gangs skyld. Hvilket jeg aldrig troede, at der nogensinde skulle ske med mig: voldtaget eller ej.

Min mor havde sat mig af ved Rådhuspladsen, imens hun skulle løbe et ærinde i byen hos den kunstner, hun for nyligt var blevet assistent for. Det betød, at rækkehuset ofte stod tomt, da hun kunne blive på det lille kontor til de sene aftentimer eller deltage i receptioner på mindre gallerier rundt omkring i byen. Min mor var begyndt at ligne sig selv fra dengang i Skave, hvilket glædede mig, og jeg var begyndt at overveje, om jeg kunne have noget med det at gøre. Måske havde det for hende været en øjenåbner for, hvor dybt hun havde været ude.

Men jeg følte mig stadig ikke tilbage. Langt fra. Jeg havde ellers turde håbe den dag i samfundsfag dannede grobund for en bedre skolegang, men min deltagelse havde ikke vist sig sidenhen.

Jeg stod og hev i vinterjakken, imens jeg betragtede, hvordan mine læber dannede små skyer i kulden. Det var sidst på eftermiddagen og mørket havde allerede favntaget alle hjørner af himlen. Jeg var stresset over julen og havde fuldkommen svedt julegaveshoppingen ud. Det var først i starten af sidste uge, at mine forældre var blevet afklaret med, at Lukas og jeg skulle holde jul i Skave, og jeg vidste endnu ikke, om det var en god eller dårlig ting. Det betød, at min mor skulle tage alene til jul hos hendes søster på Rømø.

Jeg begav mig ned af strøget i mine egne tanker og kiggede på de forskellige butiksvinduer uden nogen anelse om, hvad jeg skulle købe. Jeg havde ikke gjort så meget som at bede om en ønskeseddel fra de enkelte parter, og jeg anede derfor ikke, hvad jeg skulle give Lukas og mine forældre. I øvrigt havde pigerne fundet på, at vi skulle give hinanden julegaver også, og jeg hadede at sige det, men jeg anede ikke, hvad de kunne lide og hvad de ikke kunne lide.

Julen skulle være en hyggelig tid, ikke? Hvorfor endte det så altid med, at man stod sidst i måneden med den største stress og bare ventede på, at stunden var ovre, så man kunne springe ind i det nye år og sætte sig selv nogle fandens nytårsfortsæt, der alligevel aldrig virkede til at fungere mere end en uges tid.

Da kulden blev for meget, endte jeg med at gå ind i en butik med herremode i håbet på, jeg kunne tilslutte mig den store procentdel, der købte underbukser til mænd i julegave. Jeg anede ikke, hvad andet jeg kunne give, og i sidste ende vidste jeg alligevel, at min far nok skulle elske gaven. Hvorfor kunne kvinder ikke være så enkelte?

Jeg bøjede mig ned på knæ ved reolen med underbukser i alverdens størrelser, modeller og farver og syntes pludselig, at opgaven var meget svære en først troet.

”Hey, du er Lærke, ikke?” hørte jeg en stemme sige og vendte mig om for at blive mødt af pige, jeg vidste, at jeg havde set før. Hun havde lange korngule slangekrøller under en mørkebrun, strikket hue og om den småbuttede hage sad kraven fra hendes mørkeblå jakke.

”Jo..” mumlede jeg og rejste mig langsomt op, så benene klagede.

”Åh, jeg er Kirstine. Kan du ikke huske mig: fra i Ishøj?” smilede hun og stak den vanteklædte hånd frem. Jeg klemte øjnene sammen og huskede hende som en af de 3 piger, Kristian havde præsenteret, men jeg kunne ikke huske nogen af dem ret tydeligt.

”Selvfølgelig.” Jeg tvang et smil over læberne.

”Åh, fedt. Hey, Kristian er her også et eller andet sted, hvis det er,” prøvede hun og hev huen af håret, så det strittede i alle sider. Hun var helt rød i kinderne.

”Virkelig?” sagde jeg og nåede ikke at gemme begejstringen væk.

Hun nikkede svagt og strakte hals for at pege ham ud.

”Han er vidst i gang med at finde en skjorte derovre,” sagde hun så og smilte. Jeg kom i tanke om, at jeg faktisk kunne huske mere om hende. Var det ikke hende, der rødmede meget over Kristian? Jeg bed mig i læben og nikkede så. Jeg forlod hende og gik over imod reolerne af tøj og genkendte Kristian, der stod optaget og studerede de stive skjorter.

”Hej,” sagde jeg svagt, da jeg ikke anede, hvad ellers jeg skulle sige. Det lød så dumt, vidste jeg, så straks ordene havde forladt mine læber. Kristian gjorde et lille spjæt og kiggede så i min retning.

”Lærke, hey,” udbrød han og lagde armene om mig i en akavet omfavnelse:

”Længe siden, hva?”

”Tja, det er det vel,” mumlede jeg og mindes, at episoden ved baren havde fundet sted midt i november.

”Så, er du på julegaveindkøb, eller hvad?” spurgte han venligt og løftede selv et par plastikposer som at hentyde til, at han selv var.

”Jeg prøver i hvert fald,” smilede jeg og han lo. Kristian havde en lækker latter, og jeg ville ønske, at jeg kunne høre den noget oftere.

”Så, hvor skal du hent til nytår?” spurgte han og lænede sig afslappet op af øen med skjorterne.

”Skal jeg tage det som et ledende spørgsmål?” spurgte jeg drilsk og fangede mig selv i at sno en finger omkring mit hår. Jeg stoppede mig selv hurtigt i det og stak hænderne i mine jakkelommer i stedet, imens smilet stadig lå på mine læber.

”Godt fanget,” smilede Kristian og viste den mest skinnende perlerække af tænder:

”Kan du huske Yrsa? Det kan du nok ikke, vel? Men hun var sammen med Kirstine derovre, og pigerne holder en fælles nytårsfest i Roskilde, så det er måske lidt af en køretur, men jeg kan godt tage dig med, hvis det er.”

”Kan jeg tage Sólrun med? Jeg blev mindet om, at Sólrun adskillige gange havde mumlet om, at hun stadig manglede et sted at holde nytår, og hun kendte jo Kristians veninder lige så dårligt, som jeg gjorde. Så var vi vel i samme båd?

”Ja, det lyder cool,” smilede Kristian og kiggede så på det store armbåndsur.

”Hey, hvis vi skulle nå ned i Købmagergade også, så skal vi nok videre nu,” sagde Kirstine diskret, efter hun ellers havde holdt i baggrunden. Hun blev helt rød i hovedet og jeg kunne se, hun brød sig lige så lidt om at bryde ind i samtaler, som jeg gjorde:

”Hey, skal du med til Roskilde nytårsaften?”

 ”Det tror jeg,” smilede jeg og var glad for, at jeg var ønsket et sted. Jeg var endnu ikke blevet inviteret til nogens fest, selvom jeg i hjørne af klassen havde hørt snakken om, at flere holdt fester. En del af mig mistænkte, at mit anfald i idrætshallen havde skræmt dem. Men jeg bebrejdede dem ikke. Hvem gad også have sådan en med til en fest, hvis hun begyndte igen?

 

***

Julen havde aldrig været en af mine favoritter, men Josefine, min fars kæreste, var tydeligvis helt pjattet med den. Da min far havde hentet mig ved toget i Holstebro, var jeg kommet hjem til duften af brændte klejner, og hun havde været i gang lige siden. Lukas og jeg var blevet vækket lille juleaften klokken 8 for at tage med min far til nabolagets juletræssælger, og som vi havde gjort, da vi var små, skulle vi selv fælde juletræ, hvilket var noget af et helvede. Hverken Lukas eller jeg interesserede os synderligt for juletræer og selvom vi som små havde valgt dem med skavanker, havde vores forældre den gang købt dem med største behag. Men nu betød den mindste gren pludselig meget for min far, og efter at have travet op og ned imellem rækkerne af juletræer, fik det vi det endelig fældet efter to timer.

Imens havde jeg glædet mig over, at Josefine havde lavet hjemmelavet kakaomælk og hældt det på en termokande, så Lukas og jeg kunne finde en større træstub og sidde derfra og betragte min far, imens han diskuterede med sig selv.

 

Jeg sad med hovedet trykket fladt imod den kolde rude på det lille værelse over stuen, som jeg havde haft lige siden, mine forældre flyttede fra Randers og forelskede sig i gården. Ikke at der var tale om en rigtig gård. Ingen af mine forældre var forelsket i idéen om et landbrug og vi havde aldrig haft andet end en hvæsende kat, som ikke kunne fordrage nogen af os, med mindre vi havde mad.

Jeg betragtede de små snefnug, der fik kontakt med jorden og straks blev hvisket bort til intetheden. Vejrmetrologerne havde ellers lovet hvid jul, men jeg tvivlede. Det var heller ikke fordi, at det faktisk betød noget.

Jeg pustede til en tot hår, der var sprunget ud af min hestehale og sukkende sprang jeg ned på det iskolde trægulv og forbandede mig selv for ikke at have taget sokker på endnu. Det var juleaftensdag og alligevel føltes det som hver anden dag. En ganske almindelig torsdag.

I det gamle klædeskab hang tøjet fra min fortid. Til mit held fandt jeg en kikset turtlenecksweater, jeg vidste, Josefine havde strikket siden jeg havde været her sidst. Jeg trak den over hovedet og nød varmen, den gav fra sig. Så trak jeg i et par sorte jeans og fandt et par uldne sokker i skuffen underneden. Jeg var begyndt at kunne se på mig selv i spejle. Efter jeg var begyndt at løbe og spise normalt igen, var jeg næsten tilbage, og det var rart at have farve i kinderne. Det var også det Henriette fra Bispebjerg havde bemærket, da jeg var til halvårstjek i starten af måneden. Kunne det virkelig passe, at der var gået så lang tid? Jeg havde ikke engang bemærket, at jeg havde haft årsdag siden voldtægten var sket, og jeg tog det som et tegn på, at den ikke betød så meget længere.

Jeg gik nedenunder og fandt Josefine stående i køkkenet, hvor hun var i gang med at tilberede and, da vores familie altid havde været splittet det og flæskesteg. Min far sad ikke så overraskende i sofaen og så headlines fra de største øjeblikke af julefodbolden i England, der havde været ind til videre. Jeg huskede som barn, hvor han ofte havde forsikret både Lukas og jeg om, at vi skulle til England et år og se en kamp med Stoke. Ikke at jeg havde forventet, at det nogensinde ville ske. Men det var alligevel den slags rare forestillinger, man kunne have sig i hovedet.

Jeg sluttede mig til TV-skærmen med min far, selvom fodbold overhovedet ikke interesserede mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op i løbet af dagen. Vi tog aldrig i kirke og var heller ikke typerne, der besøgte gravsteder. Til sidst besluttede jeg mig for at ringe til min mor for at høre, om hun havde det godt på Rømø, imens jeg ønskede hende en god jul.

Dagen sneglede sig af sted, og en del af mig fortrød, at jeg havde taget rejsen til Jylland. Det havde passet mig fint, hvis det blot var min mor og jeg, der hjemme i Albertslund havde holdt jul sammen. Måske kunne vi spise sammen med naboerne, der havde inviteret os over, eftersom de havde en forestilling om, at meningen var, at vi skulle holde jul selv.

Det behøvede ikke at være julemad, en dans rundt om et grantræ eller pakker. Det var ikke rigtig fordi jeg ønskede mig den parfume, Josefine havde købt mig eller den boks med Sex and the City, som Lukas havde givet. Ikke at jeg ikke var taknemmelig: jeg havde bare ikke følelsen af, at det gjorde det hele bedre heller.

En del af mig talte blot ned til 3 juledag, så jeg kunne tage toget hjem til Sjælland igen og vente på nytårsaften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...