Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
13091Visninger
AA

11. Kapitel 10

Kapitel 10

Jeg blev indlagt igen i 2 uger, og hele personalet virkede glade for at se mig. Jeg var ikke glade for at se dem, men omvendt var jeg heller ikke trist over at være tilbage. Jeg fik dagligt besøg af min mor. Min far og Lukas tog også over for at besøge mig, og imens jeg sad der i sengen og fortog intet, kunne jeg høre ude på gangen, hvordan mine forældre skændtes. Min far mente, at det hele skete igen, fordi jeg forsøgte i det gamle mønster. Jeg skulle tilbage til Skave.

Da de 10 minutter senere var kommet ind med skyldige ansigter, fordi de vidste, jeg havde hørt dem, sagde jeg intet. Jeg følte mig pludselig som dengang, hvor jeg blev indlagt første gang. Jeg følte mig syg, og jeg forstod, hvorfor dem fra klassen havde kigget sådan på mig.

Pigerne kom også forbi en dag, og det var tydeligt at se, at de var blevet smittet. De listede sig forsigtigt ind i værelset og var ikke meget for at sætte sig op i sengen, hvor jeg sad. På en måde skuffede det mig, men på den anden side måtte jeg ligne en, der selv ønskede den afstand. Så gode veninder var vi jo heller ikke?

De prøvede at fortælle om, hvad der var sket i skolen. Om at der var blevet trukket problemformuleringer til SRO’en. Jeg lyttede ikke rigtig efter men nikkede alligevel som, at jeg gjorde.

På en måde ville jeg ønske, at Kristian kom ind af den dør. Men hvorfor skulle han det? Vi havde mødt hinanden 3 gange, og den sidste gang havde jeg alligevel brugt mere tid på at undre mig over Adam, end jeg brugte på at snakke med Kristian. Jeg mærkede en skyld forme sig i min mave. Kristian havde dagen efter min indlæggelse spurgt igen, om jeg skulle noget fredag aften og frem for at give ham den rigtige sandhed eller løgnen omkring lektier, skrev jeg, at noget var kommet i vejen. Han havde svaret siden, men jeg havde stadig ikke set, hvad han havde skrevet.

Da jeg endelig kom hjem midt i november, blev Lukas boende resten af ugen igen, og tiden var lige så akavet som før. Mor og Henriette var blevet enige om, at jeg skulle i gang med gruppeterapi igen, hvilket jeg ikke var glad for. Min mor havde også fået besked om, at flashbacket skyldtes, at jeg var stoppet med at tage pillerne, så derved blev det aftalt, at hun skulle overvære det hver morgen og aften. Jeg følte mig som en fange i en fængselscelle.

Endelig blev det mandag, og i bedste forsøg, skulle jeg starte igen i skolen. Sólrun havde været så sød at sende notaterne fra alle de fag, vi havde haft, sådan at jeg hurtigt kunne komme med igen. Mandag morgen blev jeg mødt af Alma, Nanna og Tais, der alle ville høre, om alt var okay. Nyheden om jeg havde været indlagt tidligere år havde tydeligvis nået hele skolen.

”Jeg har det fint,” afslog jeg og satte mig ned på min plads og fandt computeren frem. Jeg magtede ikke at snakke om det og trak mine sammenfiltrede høretelefoner op fra min jakkelomme. Imens jeg filtrede alle knuderne ud, havde de cirkuleret sig om bordet.

”Virkelig. Hvorfor har du ikke sagt noget?” spurgte Tais og lagde armene over kors. Hvorfor var han interesseret? Vi havde ikke rigtig snakket sammen siden festen.

”Hvorfor skulle jeg?” Jeg hævede træt øjenbrynet og ønskede inderligt, at høretelefonerne bare kunne kludre sig selv ud i en fart. Alma sagde intet. Jeg var sikker på, at hende og Lea hadede mig inderligt for at undlade den detalje. Især når Sólrun vidste besked.

”Fordi vi er dine klassekammerater,” brød Nanna ind. Jeg havde aldrig snakket med Nanna, og jeg havde først fået sat navn på hende i idrætshallen. Jeg vidste ikke, at hun kunne snakke uden Alberte ved hendes side.

Jeg pressede læberne stramt sammen og smed høretelefonerne fra mig. Så rejste jeg mig op og gik ud af klassen, direkte imod toilettet. Hvorfor skulle det ud? Nu var jeg stemplet som pigen, der havde været indlagt og var blevet voldtaget? Jeg ville ikke stemples som én ting.

Jeg låste mig inde på toilettet og betragtede ordene, der var skrevet med tus. Alle grimme ord og udmeldinger om folk. Hvorfor kendte man kun folk for en ting. Rikke Øltofte som ’luder’, Luna Gammelgaard som ’bitch’ og Stinna Rønn som ’små patter’. Mon jeg ville stå på den dør? ’Lærke Henriksen: kuk-kuk. Jeg gøs og tog en dyb indånding.

Jeg var ikke nedtrykt. Rettere sagt frustreret og irriteret.

”Lærke,” hørte jeg Almas forsigtige stemme sige, som hun trådte ind på toilettet.

Jeg svarede ikke, og efter minutter hørte jeg, at døren gik i igen, hvilket nok betød, at hun var gået. Jeg flyttede mig dog først, da klokken på min telefon fortalte mig, at timen startede. Med mit fravær var det nok en dårlig ting at pjække fra første dag. Jeg tog mig sammen og gik ind i klassen igen.

Jeg prøvede at sætte en mental mur op for alle de blikke, der straks lå på mig.

”Velkommen tilbage, Lærke,” sagde samfundsfags-Lene og viste hestegebisset frem. Hvorfor skulle hun også sige den slags? Lave en stor ting ud af noget? Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige tak, så jeg lod være. Snart forstod Lene også mit blik, og hun lavede det, der lød som en falsk hosten, og bad eleverne om at følge med på tavlen.

Jeg valgte for en gangs skyld at deltage i undervisningen. Måske ikke mundtligt, men jeg lyttede med og skrev stikordene ned fra tavlen i et word-dokument. Det var ikke siden starten af 1.g, jeg havde gjort det. Egentlig var jeg startet på gymnasiet med gode karakter og et gåpåmod, men som vi havde nærmet terminsprøverne og de store afleveringer på første år, havde jeg fået en ny vennegruppe, og dovenheden var smittet af, og så raslede tallene på karakterskalaen ellers derned af.

”Er der nogen, der kan fortælle mig, hvilke ord der typisk vil kendetegne Marxismen?” spurgte Lene og kiggede ud i det tomhændede klasseværelse, hvor størstedelen af klassen allerede var logget på Facebook. Det var ikke ligefrem fordi, der poppede så mange opdateringer op, når man konstant sad på siden, tænkte jeg. Jeg prøvede at huske, hvad maxismen var, og da de andre alligevel ikke lød til at deltage, tog jeg mit snit og stak forsigtigt en hånd i vejret.

”Ja.. L-Lærke?” stammede Lene, der fuldkommen var så overrasket over min deltagelse, som jeg selv var. Snart havde de fleste løftet hovedet fra skærmen for at lytte med.

”Karl Marx?” sagde jeg forsigtigt. Jeg havde egentlig haft en helt sætning liggende klar i hovedet, men det virkede til at være det eneste ord, jeg kunne klemme ud.

”Det stemmer. Kan du uddybe?” spurgte hun skeptisk.

”Det stammer fra et modsvar på kapitalismen,” mumlede jeg så lavt, at Lene bad mig om at gentage det igen. Hvordan jeg egentlig vidste det, var jeg ikke klar over. Ikke før jeg kom i tanke om, at der var lavet en dokumentar om Karl Marx på DR2, som jeg havde brugt uendelige timer af halvåret på at se.

Lene skriblede mine ord ned på tavlen, og de andre begyndte så småt at lukke Facebook for at skrive det ned. Det måtte betyde, at ingen kendte til det.

Dog bød Mikkel ind. Ham den rødhårede, vi havde spillet volleyball med. Der var vidst også noget med, at han var med i SUF, nu når jeg tænkte nærmere over det.

”Det hænger sammen med det Det Kommunistiske Manifest,” fortsatte Mikkel og Lene skrev på livet løs derud af. Jeg bød dog ikke ind mere i timen, som Lenes ledende spørgsmål snart fik gang i flere elever. Jeg var stolt over mine ord. Måske var der tegn forude?

 

Jeg stod her igen. I det klaustrofobiske lokale, hvor kvinders samtaler hang summende i luften. Jeg kiggede rundt og mærkede, hvordan et mentalt slag havde ramt mig direkte i maven.

”Hvordan har det gået, Lærke?” spurgte Dr. Laursen. Jeg stirrede på hans overskæg, der strittede i alle retninger.

”Fint,” sagde jeg tørt og kiggede rundt i lokalet, da jeg ikke var meget for at starte en samtale. Jeg hadede at snakke om mig selv. Adam var ikke nogle steder at se.

”Hvor er Adam?” spurgte jeg så.

”Han er færdig med forløbet?” sagde Dr. Laursen med en underen, der blev tydeliggjort af den løftede, hvide øjenbryn:

”Kender du ham da?”

”Ikke rigtigt,” mumlede jeg og stak hænderne i lommerne på mine jeans.

Dr. Laursen kiggede ned på hans armbåndsur og fortalte, at vi nok skulle til at i gang. Vi samlede os i den sædvanlige rundkreds, og jeg bemærkede, at en pige på min alder også var begyndt til møderne siden. Hovedet pegede direkte imod det beskidte trægulv. Det gemte sig bag en kaskade af lyst, pjusket hår.

Vi startede med en navnerunde, som vi plejede og skulle fortælle tre ting om os selv.

”Jeg hedder Lærke Henriksen,” sagde jeg efter en dyb indånding, da det blev min tur, og Laursen gjorde en hånd til, at jeg skulle fortsætte:

”Øh, jeg..”

Jeg blev opmærksom på, hvor lidt jeg kendte mig selv efterhånden. Jeg måtte da kunne finde på et eller andet? Lige meget hvor dumt det lød.

”Jeg kan ikke finde ud af volleyball, jeg ser mange dokumentarer og jeg deltog for første gang i timen i dag.”

”Tak Lærke,” nikkede Laursen og det virkede til, at han anerkendte mine ord. Dog var jeg såret over, at jeg ikke længere anede, hvem jeg var. Runden fortsatte og jeg lyttede ikke rigtig efter. Ikke før turen kom til den anden pige.

”Jeg hedder Julie Rauf,” sagde hun forsigtig:

”Jeg er 15 år gammel, jeg kommer rigtig fra Aarhus og jeg bliver afslappet af at bage.”

Var tøsen kun 15? Jeg fik en dårlig smag i munden og kunne se, at flere af de andre kvinder også var chokeret over det.

Resten af tiden blev brugt på de sædvanlige øvelser, hvor vi skulle fortælle om, hvad vores uge havde bestået af. Hvad angik mig, kom vi ind på, hvordan jeg viste fremskridt i skolen. Ikke at det rigtig betød noget for mig. Jeg tænkte ikke rigtig på fremtiden: hvor jeg ville være henne om to år, når jeg ikke længere gik på gymnasiet. Men jeg lod være med at sige det.

Endelig virkede mødet til at stoppe, og som sædvanligt, følte jeg ikke, at jeg havde lettet noget fra hjertet. Jeg greb min vinterjakke fra stolryggen og tog den på.

”Jeg håber, at vi får dig at se igen,” smilede Dr. Laursen, da jeg var på vej ud af døren. For at være venlig, gav jeg ham et svagt smil igen. Jeg bemærkede slet ikke, at Adam var på vej ind af døren i samme øjeblik. Ikke før jeg stødte direkte ind i hans store krop.

”Hmf,” udbrød jeg, da sammenstødet skete. Han satte automatisk hænderne på mine små skuldre for at komme forbi: uden en undskyldning.

”Vent,” sagde jeg og hev fat i hans arm, inden han trådte ind i lokalet. Med et hævet øjenbryn kiggede han for alvor på mig for første gang. Så tøvede han og stoppede.

”Hvad laver du her?” spurgte han, og hentydede tydeligvis til, at jeg var tilbage igen.

”Hvad tror du?”

Han tøvede og skubbede underlæben ud, som om han tænkte.

”Kristian venter nede på vejen, hvis det er,” endte han med at sige, som om han kunne læse mine tanker. Jeg nikkede og gav ham et svagt smil. Så slap jeg hans arm igen, som jeg åbenbart ikke havde sluppet før og gik ned af trappen og ud på vejen, hvor den genkendelige Audi holdt.

Jeg trådte hen til bilen og bankede svagt på den tonede rude, som sekunder efter rullede ned. Kristians velkendte ansigt kom til syne.

”Er du begyndt til dét der, igen?” spurgte han med en underen.

Jeg nikkede svagt og kløede mig i baghovedet.

”Jeg fik et anfald i starten af måneden, undskyld,” mumlede jeg.

”Skal du noget nu her?” afbrød han, og jeg åbnede munden og kiggede ned på mit ur. Så rystede jeg på hovedet.

”Jeg skal hen og åbne baren. Du kan bare komme med,” sagde han.

”Baren?” jeg hævede et øjenbryn.

”Ja, jeg har fået job. Jeg håbede, at du ville komme og fejre det med os, den første dag jeg startede. Men du skulle lave lektier, ikke?”

”Åh, det må du undskylde,” sukkede jeg og bed mig forsigtigt i læben.

I det samme trådte Adam også ud af døren.

”Skal hun nu med på slæb igen, mate?” spurgte Adam og himlede med øjnene, hvilket fik mig til at smile svagt.

”Det er vidst ikke til at undgå,” lo Kristian.

Adam tog forsædet uden diskussion og jeg satte mig i midten af bagsædet og sendte en SMS til min mor om, at jeg blev i byen om aftenen. Måske skulle jeg også lige sende noget til Lukas, da vi havde snakket om at skulle i biografen eller noget, inden han tog hjem søndag.

”Skal du ikke passe din skole, eller hvad?” spurgte Kristian fra forsædet, imens han kørte ud fra parkeringspladsen.

”Hvad med dig: arbejder på en bar en mandag?” spurgte jeg tilbage, og det lukkede munden på ham.

Adam og Kristian havde en lavmeldt samtale omme foran, imens jeg besluttede mig for at trække mig ind i min egen verden. Jeg fik en besked tilbage fra Lukas om, at det var i orden. Det gjorde mig gladere.

På halvejen til det sted, hvor Kristian skulle arbejde, måtte vi ved – holde ind, som Adam havde noget at hente i sin lejlighed. Han bad Kristian og jeg om vente nede i bilen, men ingen af os havde i sinde at blive siddende. Jeg var virkelig nysgerrig efter at se, hvordan Adam boede.

Lejligheden var ikke noget at råbe hurra for. Selvom ingen var hjemme, hang der rullegardiner nede for alle vinduer, og her lugtede underligt af fordærvet mad og tobak. Adam smed sin jakke på en lænestol i det lille sofahjørne, og gik ind på det, der måtte være hans værelse. Han lukkede døren og lod Kristian og jeg stå tilbage i det rum, der var en blanding af en stue og et køkken.

”Hvordan kan man bo sådan?” hviskede jeg til Kristian.

”Jeg ved det ikke. Adams far bor for det meste i Albertslund, så Adam har tekniskset lejligheden for sig selv. Jeg tror bare ikke, han er typen, der kender til ordet at rydde op,” mumlede Kristian tilbage, Han virkede dog ikke videre chokeret over rodet. I stedet gik han hen til vasken og skænkede et glas vand op til sig selv. Han kendte tydeligvis lejligheden.

Adam rumsterede derinde i minutter, imens stod Kristian og jeg herude i tavshed. Jeg ville gerne sætte mig ned, men samtidigt havde jeg ikke lyst til at sidde i netop disse møbler.

”Hvor lang tid har I egentlig kendt hinanden?” spurgte jeg i stedet.

”Vi mødte hinanden, da vi var børn. Vi har spillet fodbold sammen i B.93 i mange år,” sagde han med et skuldertræk.

”Spiller i stadig fodbold?”

”Jeg gør: Adam stoppede for et par år siden, da..” Kristian stoppede sig selv og tog en slurk af vandet.

”Da?” Der var tydeligvis mere til den historie. Var Adam blevet skadet eller hvad?

”Ikke noget,” sagde Kristian og satte det toppe krus ved siden af resten af opvasken, der flød ud over vasken.

I det samme trådte Adam ud af hans værelse igen iført nyt en ny T-shirt. Havde han brugt minutter på at tage én T-shirt på? Jeg rynkede på min pande.

”Shit. Baren skal åbnes om lidt,” udbrød Kristian, da han tjekkede sin mobil.

 

 

 Vi fandt endelig en fri parkeringsbås på St. Peders Stræde. Kristian farede ud af bilen, idet søgen efter en fri parkeringsplads kun havde sænket ham yderligere. Adam og jeg prøvede i bedste forsøg at følge med ham, da bilen blev låst. Baren lå vidst nok i den anden ende af gaden, så vi måtte skynde os. Adam valgte dog at sænke farten og tænde en smøg i stedet. Sukkende valgte jeg også at holde mig et roligere tempo og jeg så, hvordan Kristians gang blev til løb.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget, nu hvor jeg gik her sammen med Adam. Vores samtaler var aldrig særligt interessante eller lange.

Så vi endte med at gå i tavshed, indtil vi også nåede baren, hvor døren nu var låst op. Den lå ned af en lille trappe i kælderen, og lugten var det første, der nåede mig. Det var et hul. Selv herfra kunne man se, hvordan støvet lå på bordene, og flere af flaskerne bag baren var også støvet ind.

Adam skubbede sig forbi mig i døråbningen og satte sig ved en af de første borde, hvor han straks skoddede cigaretten i askebægret. Imens kom Kristian bærende på en kasse øl fra en bagdør, og han spurgte, om jeg ville gøre mig selv nytte. Forsigtigt trådte jeg om på den anden side af baren, da jeg aldrig brød mig om pludselig at stå på den anden side af det, jeg var vant til. Ligesom når man endte bag kassen i en butik. Kristian fik åbnet for et køleskab og fortalte mig, at øllene skulle placeres omme bag i, så de nåede at blive kolde. Jeg begyndte snart at gå i gang med at stable dem op.

Imens stod Kristian og skrev dagens priser op på en kridttavle, der hang bag forskelligfarvede pendellamper, hvor en af lamperne havde en sprunget pærer, sådan at man virkelig skulle stirre på tavlen, før man fangede, at en Carlsberg-fadøl kostede 25 frem til klokken 23.

Jeg pressede læberne sammen og hadede virkelig den opgave, jeg var blevet stillet for. Fra løbeturen i går, som jeg ikke havde løbet i uger før, begyndte mine ben af snore og syre. Imens jeg satte de nye flasker ind bag ved, kunne jeg ikke undgå at irritere mig over Adam, der blot sad og drak, imens han betragtede folk, der gik forbi udenfor.

I distraktion endte jeg med at skubbe en flaske ud over kanten på hylden, og spjættende rejste jeg mig op, som flasken havde klirret imod gulvet og havde spredt sig i tusinde stykker. Jeg hviskede et enkelt bandeord og begyndte at famle efter en klud i baren, som Kristian var ude bag ved igen. Jeg fangede Adams blik, men heller ikke nu virkede han til at gøre nytte.

”Helt ærligt,” hvæsede jeg højt nok til, at han skulle høre det, og fortsatte søgen efter kluden. Endelig virkede han til at reagere på det, for han skoddede den nye cigaret og skubbede stolen ud, så den trak et irriterende højlydt sport med sig. Han skubbede ærmerne op på den mørkeblå sweatshirt og trådte om bag i baren, og han lignede ærlig talt også en, der ikke havde været her før.

”Du bliver stillet for den letteste opgave og ikke engang den, kan du klare,” beklagede han sig og gik hen til vasken, hvor han i et skab fandt en klud. Jeg var irriteret over, at jeg ikke selv havde tænkt det igennem.

”Er det en hentydning?” Jeg hævede øjenbrynet og sparkede ved en fejl til et større skår, der måtte bestå af halvdelen af flasken. Jeg betragtede, hvordan det fløj ind under køleskabet.

”Hvis du føler, at det er en, så ja,” sagde han og fugtede kluden. Så kastede han den til mig, og idet jeg ikke greb den, ramte den mig på halsen i stedet, og jeg mærkede, hvordan vandet løb ned i min BH. Jeg sukkede og kiggede ned på gulvet, da jeg ikke bare kunne give mig i gang med at vaske gulvet.

”Ved du, hvor der er en kost?” Prøvede jeg.

”Skal jeg svare på det? For jeg tror, at du kender svaret,” sagde Adam og ledte alligevel videre.

”Hvad har I gang i?” spurgte Kristian, idet han kom ind med en kasse Mokai i favnen.

”Det var Lærke. Jeg er bare prisen på den hvide hest, der kommer og hjælper, når det er,” prøvede Adam og kørte en hånd igennem det pjuskede hår, så det strittede i alle retninger.

”Han har været rigtig til hjælp, ser du nok,” sagde jeg sarkastisk og fnøs:

”Har du en kost? Jeg skal nok rydde op selv.”

”Nej, det klarer Adam. Ikke? Kan du ikke fylde Mokai på hylden underneden og passe på med at vælte noget?” smilede Kristian og blinkede, sådan at jeg sukkede, imens jeg mærkede, hvordan jeg blev en anelse varm i kinderne.

Jeg begyndte igen, og imens jeg fik sat cideren og derefter øllene på plads, havde Adam fået ryddet op, og snart vendte Kristian det kiksede skilt i døren, der medgjorde, at baren var blevet åbnet. Jeg endte med at sidde ved samme bord med Adam, og han tilbød mig en smøg, som jeg nedslog.

Snart begyndte der at komme andre mennesker og det var uden tvivl stamkunder, der hurtigt satte sig på de lasede barstole, imens de hang over bardisken. Bag disken havde en ung, lyshåret pige assisteret Kristian, og de stod nu og småsnakkede, imens de hældte ølflasker på glas og serverede dem for de gamle nisser.

”Har du været her meget siden, at Kristian startede her?” prøvede jeg, da jeg for en gangs skyld hadede stilheden.

”Tja, det er vel bedre end lejligheden,” mumlede Adam og tog et sug af cigaretten. Jeg betragtede, hvordan han langsomt åbnede munden og lod røgen stige til vejrs, som den langsomt forlod hans læber.

Det var i det øjeblik, at jeg bemærkede, at hans hårde øjne var stærkt mørkeblå.

”Hvad er der i vejen med lejligheden?” spurgte jeg nysgerrigt, idet jeg ikke troede, at han ville indrømme den slags.

Han svarede ikke på det, men trak blot på skulderen. Men hvad skulle jeg forvente? Jeg kendte ikke Adam ret godt, men jeg havde allerede lært på den korte tid, at Adam ikke snakkede om sig selv og endnu mindre om fortid. Det mindede mig om samtalen med Kristian hjemme i Adams køkken: det om fodbold.

”Blev du skadet til fodbold, da du spillede i B.93 med Kristian?” spurgte jeg forsigtigt.

”Hvad ved du om det?” spurgte Adam irriteret og skoddede cigaretten. Han gav mig et vredt blik, der borede sig så dybt ind i mit, at alt omkring mig frøs. Han holdt det, imens han rejste sig op. Så brød han det endelig og forlod baren.

Jeg åbnede forvirret munden, som jeg skulle sige noget og vendte hovedet imod baren, hvor Kristian også stod med en rynket pande, som han tydeligvis havde overværet episoden. Jeg tog en dyb indånding og tog min colaflakse og Adams tomme glas med op til baren, hvor pigen tog imod det med et skævt smil.

”Hvad så, hvad sagde du til ham?” spurgte Kristian og lænede sig ind over baren, imens han kiggede imod døren.

”Intet,” prøvede jeg.

”Det er lige før, jeg tror dig: der skal ikke meget til at pisse ham af nu om dage,” fnøs Kristian. Jeg bed mig i læben og nikkede, selvom jeg vidste, at sandheden var en anden. Der var noget ved fodbold, og om det var en skade, vidste jeg ikke. For var det en skade, måtte den være mere mental end fysisk, for Adam virkede velgående og frisk. Hvis man så bort fra hans rygerlunger og stofmisbrug, som jeg mistænkte ham for at have efter festen hos Alberte.

”Jeg tror også, at jeg må hjem af,” prøvede jeg og kløede mig i nakken.

”I orden. Men lov mig, at vi ses igen,” sagde han fast og holdt på mit blik, indtil at jeg nikkede.

”Selvfølgelig,” sagde jeg og mærkede sandheden i ordet.

”Super. Kom godt hjem så,” sagde Kristian og tvang et smil over læberne.

”Vi ses,” sagde jeg og gik tilbage til stolen, hvor jeg tog min nyindkøbte vinterjakke og skuldertaske. Jeg tjekkede, at jeg havde fået mit klippekort med og gik dernæst efter Nørreport station, da jeg gjorde en indre kamp med mig selv, om det var hurtigere at gå mod hovedbanegården, men jeg hadede den station mere en pesten selv og foretrak derfor de ekstra stationer ved at gå i den anden retning.

På stationen måtte jeg sukke over, at jeg var kommet et enkelt minut for sent til B-toget imod Høje Tåstrup, og jeg kunne derfor få den kolde fornøjelse af at vente på det næste tog. Til min overraskelse fandt jeg Adam stående længere henne af perronen med et par store B&O-høretelefoner over ørene, imens han betragtede et Intercitytog, der kom drønende forbi. Hvorfor, spurgte jeg irriteret mig selv og håbede på, at han ikke ville se mig, hvis jeg stod her.

Hvorfor skulle verden være så lille til tider? Hvis Adam var skredet fra baren, var det uden lige for at slippe af fra mig, og nu måtte han stensikkert tro, at jeg var fulgt efter ham og sidenhen var blevet for genert til at undskylde over for ham i person.

Hvilket delvist var sandt.

Jeg havde stadig 8 minutter og for at undgå at drage opmærksomhed, valgte jeg at gå tilbage op af trapperne og finde mig en kop kaffe på 7 Eleven. Drengen bag kassen havde næppe stået i kiosken mere end dagen igennem, og han fumlede igennem priserne med en gammel mand foran, der endte med at give ham den store skideballe.

Jeg sukkede og lod en hånd køre igennem mit hår. Jeg åbnede min sorte, slidte taske og trak den endnu mere lasede pung op, hvor jeg fiskede en krøllet 50’er op fra. Manden fik endelig hans avis og doughnut og traskede væk fra køen, sådan at jeg kunne sætte den skoldhede kaffe på disken.

”Ellers andet?” spurgte drengen stammende, og var allerede i gang med at taste kaffen ind. Jeg rynkede let på panden og kiggede på udvalget ved kassen og rystede så på hovedet, imens jeg ventede på at få en pris. Jeg foldede 50’eren ud og skubbede den hen imod ham.

Endelig gav han prisen, og jeg fik byttepengene tilbage. Jeg tog en dyb indånding og kiggede op på det ur, der hang bag disken og der fortalte, at der var 5 minutter endnu til, at toget afgik.

”Kan jeg ikke få et par smøger, også?” røg det ud af munden på mig, inden jeg overhovedet følte, at ordene var kommet rundt inde i mit hoved. Hvad?! Jeg vidste ikke engang, om jeg havde penge nok. Cigaretter kostede mere end 25 kroner. Det var jeg da klar over.

”Øh, ja okay,” mumlede drengen og kiggede nervøst hen på cigarethylden bag kassen. Jeg forstod ham godt: hvordan skulle man nogensinde finde hoved og hale i det helvede af alverdens farver og navne? Jeg anede ikke engang, hvad jeg ville have. Jeg trådte hen til kassen igen og rynkede lettere på panden. Hvordan skulle jeg vide, hvad jeg kunne lide? Jeg havde jo aldrig røget før!

”Prince,” endte jeg med at sige, da jeg i hvert fald kendte det mærke. Drengen virkede lettet over valget og bippede den igennem. Drengen bad om yderligere 44 kroner, og jeg tog en dyb indånding, før jeg ledte videre i min pung, og til mit held fandt jeg en gammel 20’er, og jeg stak ham de 45 kroner og tog imod den lille kasse og en enkrone. Æsken virkede meget tungere end, hvad den burde.

Jeg blev pludselig stresset over toget og stak hastigt æsken i lommen og trådte med hastige skridt ned mod perronen igen, hvor der toget ganske rigtig var på vej ind på stationen. Jeg satte i småløb og nåede ind igennem dørene, inden den velkendte lyd meddelte, at dørene lukkedes.

Jeg hadede inderligt de første toge på aftenen, der altid var fyldt med folk, der skulle hjem fra arbejde og strøgture, og jeg måtte derfor gå igennem det meste af toget, inden jeg fandt en ledig plads ved siden af to kvinder, der havde fyldt en hel plads med poser fra ILLUM.

Jeg mærkede, hvordan æsken brændte i min lomme, og det var det eneste, der fyldte mit hoved fra Nørreport til Hovedbanegården, hvor en del begyndte at stige af.

”Burde jeg være bekymret?” hørte jeg en velkendt stemme sige, og ganske rigtigt stod Adam her. Jeg pressede læberne sammen og himlede med øjnene uden at svare på hans spørgsmål. Han satte sig ned på den tomme plads, hvor kvinderne tidligere sad.

Jeg tog en dyb indånding og vendte hovedet imod vinduet, hvor stressede mennesker løb ned i den anden ende af perronen mod vognene til Århus på et lyntog.

”Så du gad pludselig ikke at være der længere, nu hvor jeg var væk?” fortsatte Adam, og jeg kunne se ud af øjenkrogene, hvordan et drilsk smil formede sig på hans læber, imens han lagde armene over kors. Var han så hurtigt over samtalen fra baren? Var den gåtur nok til at få ham i godt humør igen? 

Jeg svarede stadig ikke og rykkede mig helt hen til vinduet, så jeg kunne lægge kinden imod den kølige rude.

”Jeg troede ellers, at du var all-over Kristian,”

Jeg trak langsomt hovedet tilbage og vendte hovedet imod ham med et træt blik i håbet på, at han fangede, at jeg ikke gad at tage den her samtale. Jeg måtte kunne vende den om. Få ham til at være i den varme stol. Jeg fugtede mine læber.

”Hvorfor er dú med toget?” Jeg lagde også armene over kors nu.

”Du er ikke den eneste, der bor i Albertslund,” påpegede Adam med et hævet øjenbryn, og jeg hadede hans svar, for jeg havde ikke mere at kommentere på det.

Jeg sukkede og kiggede ud på omgivelserne, hvor toget nu var på vej imod Enghave.

”Du går i klasse med Alberte, ikke?”

Hvad var det, jeg hørte? Prøvede Adam at holde live i en samtale? Jeg hævede et øjnebryn og nikkede så.

”Jeg synes nok, at hun nævnte noget om, at der var startet to piger i hendes klasse. Var du hende, der var flyttet fra Jylland eller hende med det monsterstore fravær,” spurgte han så, og jeg kunne se på ham, at han allerede kendte svaret.

”Teoretisk set kunne det første godt være rigtigt. Jeg flyttede hertil i 8’ende klasse fra Vestjylland,”

”Godt svaret,” pointerede Adam.

”Lad mig gætte: du bor i lejligheden, fordi du ikke kan holde Alberte og slænget ud?” spurgte jeg.

”Det kan vi godt sige,” sagde Adam og hævede et øjenbryn. Han satte sig tilbage i sædet og lagde armen over det blå ryglæn, imens han kiggede ude af vinduet. Jeg bed mig i læben og blev opmærksom på cigaretpakken, der var ved at hoppe ud af lommen. Hastigt skubbede jeg den røde pakke godt ned i lommen og prøvede at ligne en, der ikke havde noget at skjule. Det virkede heller ikke til, at Adam havde fanget noget.

”Kristian og dig har været venner ret længe, ikke?” Jeg var interesseret i at høre mere om Kristian. Det var ikke fordi, jeg vidste meget omkring ham: som hvor han egentlig boede eller om han havde søskende og en skilt familie. De typiske facts man hurtigt fik på plads pm personer.

”Tjo, det er det vel,” mumlede Adam og skød underlæben frem sådan, at man kunne se, at han florerede længere over det spørgsmål.

”Nogle historier, jeg burde kende til?” prøvede jeg og lagde hovedet lidt til skrå, imens byttede om på ben, der skulle krydse over hinanden, fordi det blev så trættende at sidde i samme stilling.

”Masser,” sagde Adam enkelt uden at uddybe det yderligere.

”Nogen idé om hvor du vil starte?” prøvede jeg, da jeg pludselig blev langt mere nysgerrig.

”Hm, noget du er særlig interessant i at høre? Som hans mange uheldige situationer i forhold til at få piger med hjem, præstationsproblemer og så videre?” jokede han, hvilket gjorde, at jeg sukkende himlede med øjnene.

”Der var den ene gang, hvor vi skulle fejre, at Kristian endelig havde gået kørekort. Det var lidt af en mundfuld: han havde dumpet 3 gange og kontoen var næsten i bunde fra det job, han havde haft i Netto. Men alligevel proppede vi bilen og kørte 4 stykker afsted til Sverige indtil bilen ikke kunne længere,” fortalte Adam, og imens han snakkede, kunne jeg se noget i hans ansigt, der ikke havde været der før.

Et vaskeægte smil.

”Celina og Astrid, de to piger, der var med, endte med at gå hele vejen fra landevejen og ind til en by, hvor de fik hentet noget vejhjælp, da idioten ikke havde tænkt på det i forvejen. Imens fandt vi en lunken øl og spredte et tæppe op på forruden af den gamle Citroën XM, vi havde lånt af hans søster. Det var rigtig fedt bare at ligge der. Du ved, drikke lidt klam øl, tale om planerne med pigerne for weekenden og se solnedgangen ned over en eller anden skov.”

Jeg mærkede mig selv trække på smilebåndet over historien, da det egentlig var ret let at forestille mig Adam og Kristian ligge på en gammel bilrude og snakke om alt andet end de problemer, de stod i. Jeg kendte ikke noget til pigerne, men jeg gættede på, at de var daværende kærester.

 ”Da vi endelig kom frem med kranbil til det hul af en campingplads og fik slået et telt op, endte det i et stort skænderi imellem Kristian og Celina, men det er en helt anden historie,” sagde Adam så og skubbede læberne sammen.

”Så Astrid var din kæreste?” røg det ud af munden på mig,

”Jeps,” sagde han kortfattet og rejste sig op. Jeg hævede et øjenbryn og blev så opmærksom på, at vi passerede COOP-bygningen. Jeg ville spørge mere ind til hans kæreste. Komme med en eller anden bemærkning for, hvad han havde gjort for at skræmme hende væk. Men hvem var jeg, hvis jeg kom med den slags bemærkninger? Ikke at jeg kendte pigen ved andet end navn.

Vi stod af sammen på Albertslund station og fulgtes tilbage til rækkehusene i tavshed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...