Bag dine blå øjne

Lærke Henriksen prøver at tilpasse sig hverdagen efter 9 måneders indlæggelse på Børne- Og Ungdomspsykiatrisk Center i Bispebjerg grundet en voldtægt. Ting går dog ikke som planlagt, og snart krydser hun skæbne med en dreng, der har svært ved at finde hoved og hale i livet. Spørgsmålet er blot, om det knyttede bånd sammen giver dem en ny begyndelse, eller om det bliver deres fælles undergang.

70Likes
91Kommentarer
12906Visninger
AA

2. Kapitel 1

  Hans ru, behårede hænder havde et stærkt greb om mine skuldre. Jeg lod en hæs lyd slippe mine læber, da hans beskidte, lange negle tog fat i min hud. Jeg fortrød dagens tøjvalg, idet mine bare skuldre blev revet til blods af murstensmuren. Han hviskede noget uklart i øret, men hjertet sad allerede oppe i halsen på mig og slog så hårdt, at jeg ikke rigtig kunne høre hans ord – om end jeg heller ikke ønskede det.

  Jeg kunne mærke hans albue, der hårdt trykkede imod mit brystben sådan, at jeg ingen steder kunne komme. Heller ikke da han endelig slap hænderne. Jeg havde altid været elendig til idræt og havde givet fuldkommen op på diverse metoder. Jeg var endda typen, der kunne finde ud af at pjække fra idræt, fordi jeg simpelthen alligevel ikke gad at deltage – når vi havde diverse konkurrencer, blev jeg altid overset og stod tilbage med de skadede.

  Angsten nåede mig for alvor, da hans hænder fandt vej op under min trøje. Hans utrolig kolde hænder fik min mave til at fryse, og det var endnu mere ubehageligt, da hans behårede arme også nåede med – de kradsede sådan. Men værst var, da hans hænder fandt mine bryster. Jeg kunne ikke holde det lille vræl inde, og snart lå tårerne ned af mine kinder.

  ”Lærke.. Lærke, du er I sikkerhed. Kom ned derfra!”

   Hans grådige, harske stemme var igen i mit øre, og denne gang hørte jeg det – åh, hvor ønskede jeg dog, at jeg ikke havde hørt det. Jeg begyndte for alvor at græde, og uanset hvad jeg gjorde, var han stadig stærkere. Jeg skulle have deltaget i idræt – skulle have hørt efter den ene gang, hvor de ude fra havde hyret en nede fra fitnesscenteret, der havde trænet eleverne i judo eller hvilken kampsport, det nu lige var.

   Hans hænder forlod min BH og kørte igen ned af maven på mig. Han lod endda neglen køre ned af maven på mig i et langsomt, pineligt spor. Jeg ønskede, at han ville stoppe, men selvfølgelig skulle han løse bukserne.

  ”Lad mig være, vær sød,” hulkede jeg, imens jeg forgæves slog ham i brystet, da mine hænder stadig var fri. Men gråden havde overtaget mine kræfter, og snart gav jeg op.

  ”Lærke. Vær sød at høre –”

  Det tog evigheder – og jeg talte hvert enkelt sekund af det. Prøvede at håbe på, at der var noget at tælle ned til – hvad end det så ville være. Efter 362 sekunder, lod han mig endelig falde på jorden. Han gav mig et sidste blik, lukkede hastigt sine bukser med fumlede hænder, vendte sig ellers om og gik fra stedet med tunge skridt, der gav genlyd fra hver af vandpytterne, han trådte i.

  Jeg blev liggende der længe, selvom jeg hastigt havde flået mine bukser på igen. Men lige meget hvor meget tøj, jeg havde på, følte jeg mit blottet og splitterravende nøgen.

  Jeg krøllede mig sammen i det lille spot, der var under lygtepælen ved Pileparken.

  Jeg åbnede øjnene og fandt mig selv siddende i vindueskarmen på mit værelse på Børne- og ungdomspsykiatrisk Center beliggende i Bispebjerg. Forvirret trak jeg mig ud fra min fosterstilling og fandt Louise stående med en bekymrende rynke midt i panden. Jeg blev siddende i et stykke tid og prøvede at fange hele scenariet, som jeg egentlig befandt mig i, frem for det, jeg havde drømt mig ind i.

  ”Er alt i orden – jeg hørte dig skrige?” spurgte Louise og rettede lettere på hendes uniform og kløede sig derefter i nakken. Louise var en lille, ung kvinde i starttyverene, jeg havde lært at holde meget af fra start, da jeg var blevet ”indlagt”. Hendes blonde hår var i dag sat op i en stor knold, og det sædvanlige kirsebærrøde smil var erstattet af en underen.

  ”Ja,” mumlede jeg og glattede min grå T-shirt ud, der havde krøllet sig sammen i min stilling. Jeg rømmede mig og rettede mig op. Så sprang jeg i mit bedste forsøg stilfuldt ned fra vindueskarmen og trådte hen til sengen, hvor jeg satte mig.

  ”Hvor ofte gør du det, Lærke? Jeg mener – forsvinder?” hviskede Louise og beholdt minen på sit ansigt. Hun blev stående med afstanden og ventede på svar.

  ”Ofte,” indrømmede jeg og mærkede, hvordan hele mit ansigt skiftede farve. Jeg havde altid været dårlig til at betro andre, og på de første 3 måneder havde jeg aldrig åbnet munden, når en psykiater udspurgte mig.

”Jeg var egentlig herinde for at give dig beskeden om, at Lukas og din mor er forsinket i en halv time, fordi de sidder i kø ved et trafikuheld på 03,” sagde Louise med et undrende udtryk og nikkede forstående til mine ord:  

  ”Tag dig lidt Antipsykotisk oven på anfaldet – nu har du jo tiden til at falde lidt ned. Du kan eventuelt tage et langt, varmt bad. Så skal jeg nok komme, når de er her.”

  Louise gav et svagt smil og drejede derefter om på hælen og forsvandt ud af rummet igen. Jeg udnyttede tiden til at lægge mig sukkende ned i enkeltmandssengen. Jeg sank ordenligt ned i dynen, der lige var betrukket samme formiddag med nyt betræk. Hjertet sad stadig oppe i halsen på mig fra det seneste syn, jeg havde set. Jeg lukkede øjnene og prøvede at holde billederne ude. Jeg fik pulsen ned og gik tavst ud på det lille badeværelse, der hørte til værelset, jeg havde for mig selv.

  Badeværelset var ufattelig deprimeret. Det var af hvide klinker og havde specielle vaske og brusere, der var designet sådan, at man ikke kunne skære sig på dem – det havde centeret skam haft sager omkring. Jeg havde dog aldrig selv prøvet, skulle jeg gerne tilføje. I de første to uger af opholdet, havde jeg dog flået mine arme til blods i søvne med mine negle, når jeg fik mareridt. Jeg huskede, hvordan jeg hver morgen var vågnet op til et blodigt sengesæt, der skulle skiftes. Det hele var stadig så nyt for mig dengang, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor det skete.

  Jeg tog langsomt tøjet af mig selv. Først den grå, løse T-shirt og så de uldne, sorte bukser, jeg efterhånden var skiftet til, som mit udseende slet ikke betød, hvad det havde gjort for et år siden. Psykologerne mente også, at man havde det bedst, hvis man følte sig godt tilpas – det gjorde jeg i disse klude.

  Jeg stod og betragtede min krop i spejlet, hvor ribbene var at ane. Jeg bed mig i læben og lod mine hænder stryge ned over min mave, imens mit hoved gradvist blev mere og mere rødt. Det var ingen tvivl, at jeg var flov over min krop. Jeg havde dog taget på fra den spiseforstyrrelse, jeg havde tvunget ned over mig selv de første 3 måneder under opholdet. Jeg kunne tit sidde tilbage ved bordet og stirre ned på tallerkenen. Jeg gjorde det ikke fordi, at jeg ønskede at blive tyndere – jeg kunne bare aldrig spise noget.

  Depressionen var dog ikke forsvundet siden – dog var jeg blevet bedre til at bekæmpe den i perioder.

  Jeg tændte bruseren og fandt det billige discount shampoo og balsam i skabet under vasken, som min mor havde investeret i. Jeg havde aldrig magtet at nævne over for mig mor, at hendes vane for at købe billigt fuldkommen havde ødelagt mit hår. Jeg havde for længst også opgivet på at bede om en tur til frisøren – når jeg først fik besøg af hende og Lukas, kunne jeg aldrig åbne munden. Det var bare en af de ting, der havde ændret sig.

  Da dampen fra vandet begynde at dugge brusekabinen til, tog jeg det som et tegn til, at vandet var klar. Jeg klædte mig af undertøjet og trådte ind under den varme bruser. Jeg fugtede hurtigt mit mørkebrune, tykke hår til, der havde en tendens til at filtre til, når det først havde fået kontakt med vandet. Så åbnede jeg shampooen og sukkede dybt over det hvide, klistrede stads, der var et helvede at vaske ud igen – men det skulle jo gøres. Jeg prøvede bedst muligt at massere det ned i hovedbunden og ignorerede tanken om, hvor mange hår jeg for tiden havde knækket – hvis der var noget, jeg ikke havde ændret ved mig selv, så var det min kærlighed for skønhedsprodukter. Hvis jeg da bare kunne få åbnet munden!

  Da jeg var færdig med badet, havde jeg iklædt mig i det samme tøj, da dagen langt fra var slut, og da jeg efterhånden badede 3 gange om dagen ene fordi, jeg skulle få tiden til at gå med noget, var det svært at svede i mit tøj. Jeg satte mig ind på sengen igen og fandt et glas med to piller, som Louise måtte have placeret, imens jeg var i bad. Jeg tog det antipsykotiske medicin og slugte det med et glas vand. Da det stadig ikke virkede til, at Lukas og min mor var kommet, fandt jeg min iPod i sengebordsskuffen og endte i en playliste, der var fyldt med lidt af hvert. De øverste sange var fra et band, Anna og jeg for sjov havde taget til koncert med på Vega uden noget kendskab og længere nede lå dødsmetal, jeg ved en fejl havde fået over fra Lukas, da han havde sin ”periode.”

  Jeg nåede ikke at høre en enkelt sang, før min mor og Lukas stod i døren. Mit blik søgte først på bagerposen fra den lokale bager i Albertslund, der lå i hænderne på min mor. Dernæst på deres ansigter. Det var ufattelig længe siden, at jeg havde set Lukas, siden han var flyttet tilbage til Holstebro hos min far for at hjælpe på hans værksted, imens han studerede i Ålborg. Hans hår var blevet længere sådan, at det sad i elegante, drengede krøller. Det var slet ikke til at ane, at det bronzefarvede hår havde været farvet så elendigt sort for to år siden, da han var midt i en periode, der omhandlede dødsmetal og eyeliner. Han havde dengang mødt en pige ved navn Charlotte, og jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, men jeg kan love, at der alligevel skete noget: en uge efter var hårfarven væk og Lukas havde skrevet sig op til jurastudiet.

  ”Louise fortalte, at du har haft endnu en af dine.. fravær,” sagde min mor tavst og lagde bagerposen på skænken. Så tog hun den gamle, termojakke af, hvor fyldet var ved at falde ud af hullerne. Hun gjorde ingen undtagelse med at slippe rygerlungerne fri, og snart stod hun og sloges med luften i et kraftigt hosteanfald. Jeg mødte tavst Lukas’ blik, da jeg tydeligvis godt vidste, at min mor var skyld i, at Lukas var flyttet.

  Jeg svarede ikke på min mors ord. I stedet rettede jeg mig utilpas på måden, hvorpå jeg sad og snurrede høretelefonerne om den lille iPod for at proppe den ned i den rodede skuffe igen. Jeg skubbede nervøst en tot hår om bag øret og ventede på, at de skulle gøre deres næste træk. De vidste udmærket godt, at det ikke var mig, der tog det.

  Endelig virkede Lukas til at flytte sig fra døren. Har løsnede det rød-og-sortstrikkede halstørklæde og hang det om den lille stumtjener, der ellers kun stod og samlede støv, som jeg virkelig havde fundet den kikset. Han beholdt vinterjakken på, som han trak stolen fra skrivebordet hen til min seng. Så tvang han et smil frem og satte sig. Det var tydeligt at se, hvordan Lukas følte sig i øjeblikket – med et nervøst smil på læben og en undrende pande. Jeg ville sige, at han skulle tage sig sammen – jeg var jo ikke ved at dø. Det ville den gamle Lærke have gjort. Men i stedet fugtede jeg blot læberne og gav ham det samme generte smil tilbage, som var jeg en 10-årig, der stod og gemte sig bag ryggen på sin mor.

  Min mor fik endnu et hosteanfald og trak os fuldkommen ud af det tavse øjeblik, Lukas og jeg havde sammen. Jeg kiggede forskrækket på hende og måtte indrømme, at hun lignede noget, der var løgn. Hvis jeg havde fortalt nogen, at Elisabeth Henriksen skulle forestille at være 38, ville folk med sikkerhed slå en latter op og mene, at jeg kom med en form for joke. Hendes ellers velplejede hår hang i fedtede tjavser uden nogen decideret frisure. Det virkede endda til, at det skulderlange hår var et par centimeter længere i venstre side. Make-up og pleje havde hun fuldkommen givet op på. Hendes tomatrøde ansigt kunne fungere som Rudolfs næse på en mørk aften, og hvis jeg ikke tog fejl, havde hun fået tobaksgule tænder.

  ”Så Lærke, er der sket noget spændende i løbet af ugen?” spurgte hun halkvalt med en knytnæve i brystet og med tårer i øjnene, som hosteanfaldet virkelig sled i hende. Jeg gav hende et vantro blik ved hendes ord. Hvordan kunne hun overhovedet tænke sig frem til det spørgsmål. Jeg var indlagt – det var ikke ligefrem fordi, at her skete det store, og gjorde der endelig, var det en af pigerne længere nede af gangen, der havde prøvet på et nyt forgæves selvmord, og det ville jeg ikke ligefrem kalde spændende. Selvom jeg for den sags skyld heller ikke skulle lægge det ud som, og jeg brød mig om pigerne – for de var nogle kællinger. Et ord der ikke burde ligge i mit ordforråd længere, men det havde hurtigt vist sig, at ordet også havde en plads herinde – nogen skulle det jo passe på.

  ”Vi har taget studenterbrød med,” prøvede min mor i stedet og viftede med bagerposen. Studenterbrødene var ikke nogen overraskelse. De sidste mange gange, hun havde været forbi, havde hun købt dem. Jeg undrede mig over, hvornår hun nogensinde havde opfattet, at jeg brød mig om dem. Far vidste udmærket godt, at jeg ikke kunne fordrage dem. Hverken Lukas eller jeg kunne – men ja, jeg havde jo heller aldrig åbnet munden og sagt det til mor. I hvert fald ikke siden, hun blev så mærkelig.

  Vi blev revet ud af tavsheden idet, at det bankede på døren. Henriette, centerlederen, stak hovedet ind og holdt det irriterende, falske smil på læberne. Hun undskyldte ikke engang og spurgte, om hun forstyrrede os. I stedet sprang hun direkte ud i det som altid:

  ”Åh, det er jo næsten hele familien, du har fået på besøg i dag, Lærke. Perfekt – så kan vi jo alle snakke sammen.”

  Jeg åbnede munden og rystede så svagt på hovedet. Min mor virkede heller ikke til at have nogle kommentarer, så vi lod hende snakke – ja, jeg ville jo heller ikke forhindre hende i det.

  ”Jeg har egentlig diskuteret dette med din mor, Lærke. Vi tror ikke, at centeret kan hjælpe dig med mere – du har brug for at komme ud i det sociale. Så du kommer hjem her i sommerferien og skal bo hos din mor. Du skal så to gange om ugen herop til de sædvanlige samtaler med en psykolog, og kan vi se, at det ikke giver nogle fremskridt, kan du selvfølgelig komme tilbage til dette ophold,” smilede hun og fortsatte:

  ”Kan vi fortsat se, at det giver fremskridt, kan du tage 2.g om igen – hvis dette selvfølgelig er ønsket – og fortsætte på det liv, du havde før.”

  Jeg kunne ikke forstå, hvad hun sagde – havde min mor virkelig gidet blande sig i det? Mine øjne blev forstørret ene af det. Derefter kom minderne tilbage – jeg ville ikke hjem. Jeg gad ikke tilbage til det lille rækkehus i Albertslund, jeg gad ikke tilbage til den ufattelige kedelige undervisning på gymnasiet. Jeg kunne blot ikke se mig selv i tingene længere.

  ”Så dette bliver sidste gang, jeg ser dig i et stykke tid – jeg tænker, at I kan pakke med det samme,” smilede hun og forlod igen værelset, inden min mor nåede at stille det spørgsmål, hun allerede havde åbnet munden for. Så rynkede hun i stedet på panden og gjorde ellers et lille smil.

  ”Det betyder, at vi kan spise kagerne over en kop kaffe hjemme ved det nye spisebord fra IKEA, Lukas fik sat op i går,” sagde hun i stedet og smilede endnu mere. Åh gud, jeg ville ikke tilbage til det rækkehus. Hvorfor kunne jeg ikke bare åbne munden – lade det lille ord ’nej’ blive sagt? Men selvfølgelig skete ikke – og snart sad jeg på sengen og betragtede, hvordan Lukas og min mor pakkede alt ned i mine to sportstasker, jeg ikke havde set, siden jeg var flyttet herind for 9 måneder siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...