Dødsengel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 6 feb. 2015
  • Status: Igang
Dette er en fortsættelse til historien "Klovn: Takou's historie". Historierne kan dog i princippet læses uafhængige af hinanden(selvom det anbefales at læse den anden først!). Flere år efter den store krig har balancen mellem den Øvre, den menneskelige og den Nedre Verden været uforstyrret. Men da den røde kugle i balancerummet er blevet stjålet, er det som en kold krig mellem verdenerne indtil den skyldige er blevet fundet. Midt i alt dette er Dødsenglen Nel taget fra den Nedre Verden og ind i den menneskelige verden for at finde en bestemt person, som tyven højst sandsynligt også vil lede efter; nemlig Sebastian Mayer.

17Likes
3Kommentarer
1001Visninger
AA

3. Kapitel 2

Hun følger sin far, der - i stedet for at tage tilbage til deres hule - flyver mod en af de nærmeste portaler. Med en lille undren sænker hun farten, da hun er i tvivl om, hvad det er, som han har for. Det bekymrer hende, at det lige netop er hendes far, som skal tage sig af det hele. Godt nok er han en af de ældste og stærkeste dødsengle, men derfor kunne andre også byde ind.

Da de ankommer til portalen lander de på en lille klippeafsats ikke så langt væk, hvor hendes far ser sig hurtigt omkring.

"Nel, jeg vil bede dig om at tage hen til Vogteren og fortælle om situationen... Så kontakter jeg den Øverste."

Det får hende til at blinke hurtigt og lægge hovedet på skrå. Normalt ville hun aldrig blive sendt ud alene.

"Jeg kender ikke vejen?"

Hendes far læner sig frem og rører let ved Nels pande, så hun kan mærke den kølige aura, der kort bliver varm og efterlader hende med svaret på problemet.

"Nu gør du."

Fascineret ser hun på sin far, der bevæger sig hen mod portalen. Hans vinger slæbes henover klippegrunden, så støv og små sten bliver hvirvlet op. Hun minder sig selv om, at selvom hun hele sit liv altid har betragtet ryggen af sin far, så vil hun en dag være den, som bliver betragtet. Med panden lidt løftet og et spændt hjerte, vender hun rundt og søger nedad mod dybet i den Nedre Verden.

Hun kan mærke varmen kilde mod sin hud, mens hun nærmer sig den ene bestemte portal, som vil føre til Vogteren; hvis man altså ved hvordan.

Flygtigt undgår hun de andre forbi flyvende dæmoner, der som altid ignorer hendes eksistens. Ikke at det som sådan gør hende noget. At være en dødsengel er ensomt, og det kan hun ikke lave om på.

Der er ingen ved portalen, så hun kan hurtigt komme til. Med en lille rynke i panden lukker hun øjnene og udtaler bestemt den sætning, som hendes far havde brændt ind i hovedet på hende:

"Vogteren af balancen, jeg beder dig lade mig komme til dig. Mine hensigter er ikke ondsindet."

Hun forventer lidt, at der kommer et lille vindpust, men da der ikke sker noget, åbner hun forsigtigt øjnene. Den før lysende portal har fået en sær rødlig farve og viser ikke andet end mørke i hullet. Tøvende træder hun et skridt frem, så et til og til sidst lader hun kroppen bryde igennem, så det giver et sug i maven.

Et kort øjeblik føles hun helt vægtløs, hvorefter hun falder ned i mørket med en sådan kraft, at hun ikke kan bruge vingerne. Presset er så stort, at selv hendes ellers så udtryksløse ansigt forvrænges i en lettere ud-af-karakter grimasse. Men det hele sker så hurtigt, at da det hvide rum pludselig udspilles under hende, når hun kun lige at tage en dyb indånding, før styrtet stopper og hun svæver få centimeter over det skinnende gulv.

"Det er ikke så tit, at jeg får gæster," lyder det bag hende.

Stemmen er munter og fyldt med en sådan varme, at hun et øjeblik ville ønske, at stemmen ville blive ved med at tale.

"Du er dødsenglen Nel og efterkommer af tidens stærkeste og klogeste dødsengel... Hvad kan jeg være behjælpelig med?"

Imens han taler, ophæves den energi, som havde holdt hende svævende, så hun kan stå og vende sig om mod Vogteren.

Manden sidder på gulvet i en rødbrun dragt, mens en bog ligger åben ved siden af ham. Hans ansigt er mildt og hverken ungt eller gammelt. Nel er med det samme tryllebundet af Vogterens væsen.

Han ser afventende på hende, og det er først her, at hun husker på, hvorfor hun er her. En smule nysgerrigt ser hun sig om efter kuglerne, men kan ikke se dem, så hun vender blikket mod den afventende Vogter.

"Nogen vil komme og stjæle den røde kugle."

Det får ham til og løfte et øjenbryn.

"Min far fik et syn, hvori den røde kugle vil blive stjålet og ført til den menneskelige verden."

Vogteren læner sig lidt frem og kniber øjnene sammen.

"Ingen vil vove at stjæle en kugle for næsen af mig."

En smule usikkert skæver Nel til sine tæer, men ser så op på Vogteren igen:

"Du må tro mig... En mørk skikkelse vil stjæle kuglen... Vi ved ikke hvem, men-"

Vogteren holder en hånd op for at stoppe hende med et lille smil på læberne.

"Jeg værdsætter det, som I gør... Men som en dødsengel ved både du og din far, hvor vigtigt det er ikke at rode med balancen eller fortælle om fremtiden... Hvilket du gør lige nu."

Hun åbner munden for at sige noget, men han ryster blidt på hovedet og siger smilende: "Hvis kuglen bliver stjålet, så lad det ske... I må ikke for noget i de tre verdener bryde ind! Men når det er sagt, så må I gerne påvirke andre væsener til at stoppe tyvens handlinger."

En lille svien begynder at trykke Nel ved øjnene, da hun bliver irettesat af Vogteren. Hun er godt klar over, at hun selv og hendes far bryder med den vigtigste regel, men som sagt, så vil dette her påvirke alle til det negative.

"Så... Du vil ikke gøre noget?" mumler hun sagte.

Det får ham til at le højt: "Det sagde jeg ikke noget om... Nu har du ligesom informeret om nogle mulige nærtstående forbrydelser... Så selvfølgelig vil jeg se på det... Men hvis din fader så det i et syn, så vil kuglen højst sandsynligt blive stjålet lige meget, hvad jeg så end gør."

Til det nikker hun, men prøver så at få øjenkontakt med Vogteren.

"Hvordan kan man stjæle kuglerne? De er her jo ikke..."

Det giver et lille gib i hende, da Vogteren pludselig rejser sig op og på et splitsekund står foran hende med en knyttet næve foran hende. En svag mørk røg hænger i luften omkring ham, når han bevæger sig, og hun kan ikke undgå at føle sig en smule underdanig over hans magt.

"Jo de er," hvisker han med et smil og åbner den knyttede hånd, så tre små - sort, rød og hvid - kugler kommer til syne.

Med et rynket bryn ser hun fra kuglerne og op på ham.

"Men... Jeg troede, at de var større?"

Igen ler Vogteren, mens han samtidig med knytter hånden igen, så kuglerne forsvinder ud af hendes synsfelt.

"De kan være hvilken som helst størrelse, men det ændrer ikke deres kraft... Så lad dig ikke narre."

Noget begynder at trække hendes krop opad, som om hun bliver suget tilbage til mørket og portalen. Vogteren har vendt ryggen til, så han vil nok ikke tilføje mere til deres samtale.

"Det mest ideelle ville være at finde det menneske, som er kompatibel med den røde kugles kraft," lyder Vogterens stemme i hendes øre, som om han står lige ved siden af hende, men i samme nu, bliver hun trukket opad og væk fra rummet.

Hun bliver næsten spyttet ud af portalen og lander kluntet på knæene og med kroppen foroverbøjet. En svag kvalme sidder i halsen på hende, mens lidt sved dannes nedover ryggen. Alt i alt har det ikke været den bedste rejse gennem en portal.

Med tanken om sin ventende far, rejser hun sig op og får samlet sig lidt, før hun spreder vingerne og styrer mod deres hjem.

Hulen er tættere på overfladen, end man lige skulle tro, men den eneste fordel det giver, er at klippevæggene er lidt køligere end luften. Da hun lander ved indgangen, kan hun let se, at hendes far ikke er kommet tilbage endnu. En smule utålmodigt sætter hun sig ned ved ildstedet.

Ifølge Vogteren ville det bedste være at finde mennesket, som har styrken til at ødelægge balancekuglen... Men, hvordan skal de gøre det? Hun lader sig falde bagover, så sandet hvirvler op omkring hende. Hvis hun kunne finde ud af at bruge sine synske evner, som sin far, så ville hun sikkert kunne hjælpe til, men evnen er svære at styre, end hvad man lige tror.

Med en dyb indånding lukker hun øjnene, folder hænderne mod brystet og prøver at koncentrere sig om den menneskelige verden. Hun kan mærke en masse energier, men det føles mere som at gribe ud efter græsstrå end faktisk at gribe ud efter noget. Frustreret puster hun ud og åbner øjnene.

Måske det ville være lettere for hende, hvis hun tog til den menneskelige verden. Noget hun dog først ville kunne tjekke, når hendes far er kommet tilbage.

Igen prøver hun at koncentrere sig. Det behøver ikke været noget specifikt, bare det, at hun kan få lokaliseret en stærk energi ville være tilfredsstillende nok.

Et svagt bump i sandet lyder, og hun sætter sig brat op.

"Fader?"

Men skikkelsen i skæret fra ilden er ikke hendes far, men hendes bror.

"Caleb!"

De to ligner ikke så meget hinanden, som søskende burde. Calebs krop er meget mere kantet, mens fjerne har et lettere gyldentbrunt skær i stedet for det mørke som i hendes. Hun er også ældst af de to, men til tider føles han mere som den ældre af dem.

"Nel... Er fader her?"

Hun ryster på hovedet.

"Nej, men han kommer nok snart tilbage."

Til det nikker han stift og står så lidt, som om han ikke helt ved, hvad han skal gøre af sig selv. Hun gør tegn til, at han skal sætte sig ned.

"Hvordan er det så at være selvstændig?" spørger hun ivrigt.

Selvom hun er den ældste, så er hendes kræfter slet ikke på niveau med Calebs, der på en eller anden måde finder alt det med at være dødsengel helt naturligt. Som deres forældre siger: han er et naturtalent.

"Det er fint nok, men jeg savner min knap så kloge søster."

Han siger det med så stiv en holdning, at hun et kort øjeblik bliver helt mundlam og skal til at svare rapkæftet tilbage, da hun så endelig ser hans brede grin. I stedet for et lamt modsvar knytter hun næven og lader den falde blødt ind mod hans skulder.

"Stærk er du heller ikke blevet," smiler han.

Hun ruller med øjnene.

I kortene burde det have været hende, som havde været et naturtalent, men sådan som hendes brors væsen er, så kan hun ikke andet end at være stolt og se op til ham. Hun vil også være stærk og klog som ham, men det ligger bare ikke til hende. Også en grund til, at hun må blive ved deres far og lære.

"Caleb... Jeg ved godt, at jeg altid spørger... Men, hvordan kan jeg finde en bestemt energi i... Lad os sige den menneskelige verden?"

Han klapper hende svagt på det hårløse hoved og ser skævt på hende ud af øjenkrogen.

"Har du øvet dig med lukkede øjne?"

"Ja, men jeg kan ikke få det til at virke!"

Et svagt fnys efterfulgt af et grin efterlader hans læber, hvorefter han vender sig helt om mod hende.

"Prøv igen, så guider jeg dig."

Hun nikker og lægger sig atter ned i sandet, folder hænderne over brystet og lukker øjnene.

"Tag en dyb vejrtrækning."

Åndedraget føles så tungt på grund af varmen i luften, men hun kan mærke det helt ned i lungerne.

"Fokuser så på den menneskelige verden. Luk alt andet end den ude."

Med rynket bryn får hun fremkaldet den menneskelige verden for sit indre blik.

"Forestil dig, at du flyver henover alle energierne... Tænk kun på den specifikke energi, som du vil finde og slå så ned på den, som var du på jagt."

Det er her, at det altid går galt for hende. Hun kan ikke skelne de mange energier fra hinanden, mens den menneskelige verden begynder at flimre, som om den er gået i stykker.

"Bliv ved med at fokusere! Du skal fastholde dit fokus, ellers mister du den energi, som du søger."

Hun puster ud, men tager hurtigt endnu en dyb indånding, mens den menneskelige verden bliver lidt mere rolig for hendes blik.

"Bedre... Prøv at frasorter alt andet energi, end den du søger."

En smule tøvende holder hun igen, for hun ved jo ikke helt, hvad hun søger. Men hun vil heller ikke skuffe sin bror, så hun prøver at fokusere på den stærkeste energi, der er.

"Koncentrer dig!"

Hun kan mærke sveden på panden, mens de svage energier begynder at forsvinde for hendes blik, samtidig med at hendes indre styres mod en bestemt energi. Energien føles så stærk, at hun bliver helt forpustet. Pludselig bliver hun hevet hen mod energien, som om den også søger hende. Lettere forvirret griber hun ud efter den og får pludselig en masse informationer ind i hovedet, der overvælder hende og får hende til at miste koncentrationen.

Det er med et sæt, at hun sætter sig op, men smilet på hendes læber er kæmpe og genspejles i Calebs ansigt.

"Lykkedes det?"

Hun nikker forpustet og kan ikke lade være med at komme med et lille sejrsråb.

I samme nu ankommer deres far til hulen. Hans ansigtsudtryk er ulæseligt som altid, men noget tændes i hans øjne, da han ser Caleb. De udveksler kort et nik, og Nel ved, at hun skal smutte. Sådan er det bare. Caleb er selvstændig og dermed bliver familien sat til sidst i rækken af prioriteter. Når man er selvstændig er det altid jobbet som dødsengel, der kommer først.

På en måde glæder hun sig til det, men hun har også en anelse om, at hun vil komme til at hade det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...