Dødsengel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 6 feb. 2015
  • Status: Igang
Dette er en fortsættelse til historien "Klovn: Takou's historie". Historierne kan dog i princippet læses uafhængige af hinanden(selvom det anbefales at læse den anden først!). Flere år efter den store krig har balancen mellem den Øvre, den menneskelige og den Nedre Verden været uforstyrret. Men da den røde kugle i balancerummet er blevet stjålet, er det som en kold krig mellem verdenerne indtil den skyldige er blevet fundet. Midt i alt dette er Dødsenglen Nel taget fra den Nedre Verden og ind i den menneskelige verden for at finde en bestemt person, som tyven højst sandsynligt også vil lede efter; nemlig Sebastian Mayer.

17Likes
3Kommentarer
1000Visninger
AA

2. Kapitel 1

Fader, hvad gør vi i denne situation?" spørger Nel sagte, mens hun rykker sig lidt længere frem mod ilden i midten af hulen.

Dødsenglen sidder med lukkede øjne og hænderne foldet foran sig, da han er i dyb koncentration. Hans hvide krop glinser let af sved fra heden, selvom huden føles kold som is. De brune vinger ligger tæt ind til hans krop og er så lange, at de vil blive slæbt henover jorden, når han rejser sig op for at gå. Men det mest kendetegnene ved en dødsengel er den hårløse krop og de hvide pupiller. Det er som om, at det kun er vingerne, der har farve. Alt andet omkring dem er dødt og koldt.

Nel er en tro kopi af sin far, den eneste forskel er hendes lidt slankere krop med antydning af kvindelige former som hendes mors. Selvfølgelig er der også en forskel i deres evner. Selvom hun er en dødsengel og til tider får en anelse om død i nærheden, så kan hun slet ikke hamle op med sin fars evner, der kan se ud i fremtiden for hver enkel person, hvis han koncentrere sig nok.

Hun har dog været nok med sin far ude, at hun ved præcis, hvad hun skal holde øje med, når hun skal hjælpe en død videre og sørge for, at de ikke bliver hængende. Men som regel er det hendes far, der styrer det hele. Hun er stadig for ung.

"Hmm... Jeg må tale med nogen fra rådet," svarer han efter lidt tid.

Til det lægger hun hovedet lidt på skrå. Som dødsengel må man ikke inddrage andre - udover dødsengle - i sine syner, men det kan ske, at man bliver nødt til at påvirke historiens gang for at skubbe den i den rigtige retning. Det, at hendes far vil inddrage nogen fra rådet i den Nedre Verden, må betyde, at dette ikke er en beslutning, som han kan tage alene.

"Vil det ikke bringe balancen i uorden?"

Som svar ryster han på hovedet og svarer: "Den vil allerede komme i ubalance, hvis vi ikke gør noget."

Det giver mening for Nel, så hun nikker tænkende, mens hendes hvide pupiller øjner ildens varme farver. En dag vil hun også være så vis som sin far, men lige nu kan hun kun følge ham og lærer alt, hvad hun kan. Hendes tid skal nok komme.

Hun opdager, at han har rejst sig fra sin plads og er på vej mod udgangen af hulen, så hun skynder sig efter.

"Hvem vil du rådføre dig med?"

De sætter begge af på samme tid og spreder deres kæmpe vinger ud. Selv hendes vinger er store i forhold til størrelsen på hendes krop.

"Den Ene."

Til det spærrer hun øjnene op i forventning. Den Ene er blevet til en legende i den Nedre Verden efter Den Store Krig. Hun har set ham før på afstand, men aldrig været tæt nok på til at tale med ham, da han er en travlt beskæftiget dæmon.

Hun ved, at Den Ene bor selv og ikke rigtig har kontakt til så mange dæmoner privat udover nogle ganske få, men han skulle være en ret interessant karakter.

Med et lille smil fortsætter hun efter sin far, der allerede er fløjet foran hende med en bestemt mine klistret henover hans ansigt. Selvom situationen er alvorlig, så kan hun ikke helt skjule spændingen i maven.

De drejer skarpt af og må flyve opad, hvor de skal undgå de spidse stalaktitter, som hænger ned fra grottegangenes loft. Heden og svovllugten er ulidelig for en hver anden end væsener fra den Nedre Verden og nogle få fra den Øvre Verden. Hun kan ligefrem fornemme, hvordan huden vil smelte, så knoglerne vil stikke frem under den flydende masse. Igen smiler hun.

Godt nok er den Nedre Verden grotesk, men hun har ikke noget imod det.

Ligefremme ser hun sin far lande ved en huleindgang, hvorefter hun troligt følger trop. Det er ikke just en flatterende hule i forhold til, hvem der bor der. Da hun træder helt ind i hulen, er alt hun kan se: et ildsted, en seng og en lille sprække i klippevæggen, der sikkert fører ind til et ekstra rum. Men hun kan ikke se Den Ene.

En smule usikker skæver hun op til sin far, der blot bevæger sig hen mod ildstedet og sætter sig ned. Hun kan ikke få sig selv til at gøre det samme, så hun vælger i stedet en lille flad sten som sin siddeplads. Efter en rum stilhed bryder hun den med et spørgsmål, der har naget hende siden deres ankomst: "Er det her? Altså her, hvor Arvingen blev holdt fanget?"

Hendes far nikker en enkelt gang som svar, hvortil hun spidser læberne kort og ser sig om. Det er ikke just et fint sted for en Arving fra den Øvre Verden.

Historierne om Arvingen - den nuværende Øverste - og Den Ene er gennem tiden blevet spredt ud til alle i den Nedre og Øvre Verden. Selve fortællingen starter altid ud med det samme; en dæmon, der bortfører en engel til Den Nedre Verden. Slutningen er også den samme; dæmonen dræber den tidligere Øverste, som er blevet hjernevasket af Synderne og sin besættelse af at rense verden, mens Arvingen stopper Den Store Krig, og der bliver fred. Alt indimellem fortælles ud fra fortællerens holdninger og synspunkter, så det er ikke alt, der er sandt, men det er også underordnet, mener Nel.

Hun flytter lidt på sig, mens hun et kort øjeblik overvejer at spørge sin far, om han ikke nok ville fortælle sin version igen, da det er den tætteste på sandheden. Det pirrer altid til hendes nysgerrighed, og hun ville til tider ønske, at hun selv kunne have været der.

Et svagt bump lyder fra indgangen til grotten, hvilket får hende til at løfte blikket. Det tager hende et kort øjeblik at registrere, at Den Ene faktisk står lige foran hende.

Hans slanke høje krop tårner sig op, mens hans gule øjne ser undrende ned på hende. Hornene er gemt af det tykke mørke hår, men man kan svagt skimte dem i skæret fra ilden. Det, som tager pusten fra hende, er det malede klovneansigt, som er tværet ud og på en måde får ham til at se endnu mere uhyggelig ud.

"Dødsengel?" mumler han spørgende og ser over på hendes far og tilbage på hende.

"To af jer?"

Hendes far har rejst sig ved ilden og vendt kroppen med front mod Den Ene.

"Vi er kommet for at få din mening i en sag, Takou."

Nel smager på navnet og kan svagt huske, at det er Den Ene's rigtige navn. Hun kan ikke helt tilgive sig selv for at glemme så vigtig en detalje.

"Min mening? Hvad drejer det sig om?"

Han går forbi hende og hen mod sprækken i klippevæggen. Først her ser hun det afhuggede hoved mellem hans kløer i den ene hånd. Hovedet drypper svagt med blod og efterlader små pletter på den sandede grund. Mundsavlen begynder at fylde hendes mund, da det efterhånden er noget tid siden, at hun har spist. Som dødsengel kan hun leve af næsten alt, da hun i bund og grund står midt imellem alt. Men som hendes far altid påpeger, så lever de i den Nedre Verden for det meste, så det ville være mest naturligt at følge deres levemåder.

"Fremtiden," lyder det tungt fra hendes far.

En svag iling løber ned ad ryggen på hende. Det er ikke fordi, at hendes far gør det med vilje, men til tider bliver hans aura bare mere kold, end hvad nødvendigt er.

Takou er gået ind i sprækken og dukker nu frem fra mørket uden det afhuggede hoved. Han har løftet det ene bryn og sætter sig spørgende ned overfor hendes far. Da hendes far også sætter sig ned igen, flytter hun sig lydløst over til hans side og sætter sig ned med en lille spændt følelse i maven.

"Synet har stået på i et stykke tid, men jeg har ikke kunnet greje det før nu," begynder hendes far med en nøgtern stemme.

Han har lukkede øjne og ser ikke, at Takou holder en hånd op som for at signalere, at hendes far skal stoppe.

"Vent, holdt, stop... Sidste gang du kom til mig, så endte det med, at jeg skulle stoppe en krig og dræbe den Øverste... Ikke just det, som jeg har lyst til igen."

Hun forventer lidt et smil fra hendes far ved de ord, men der er ingen reaktion at finde i den ældre dødsengels ansigt.

"Det er ikke dig, synet handler om... Som sådan," udånder hendes far dog lidt efter, hvilket resulterer i et lille "åh" fra Takou.

"Mit syn tager udgangspunkt i balancerummet, hvor de tre balancekugler er opbevaret og bliver set efter af Vogteren... Du ved selvfølgelig ikke, hvor rummet er, eller hvordan det ser ud, men det er også underordnet."

Nel læner sig lidt forover for at høre hvert et ord. Godt nok havde hun hørt brudstykker fra sin far forinden, men det her er meget mere detaljeret.

"Synet bliver ved med at fokusere på den røde balancekugle - Den som symboliserer den menneskelige verden. Pludselig forsvinder kuglen og en sort skygge slører mit syn."

Igen løfter Takou en hånd: "Men... Balancekuglerne kan da ikke flyttes, kan de?"

"Nej, ikke uden forberedelse... De er med til at holde dimensionerne adskilt og er herre over hver deres dimensions portaler. Men det farligste ved den røde kugle er dens evne til enten at ødelægge alle portaler-"

Han holder en kort kunstpause og åbner langsomt øjnene: "-eller gøre dem fuldt ud synlige, så alt levende kan se dem."

Nel holder vejret, men puster ud i samme øjeblik, som Takou tænksomt kniber øjnene sammen.

"Men hvorfor så ikke ødelægge kuglen i balancerummet?"

Det undrede også først Nel, men hun ved bedre nu og skal til at svare, men husker så på hendes position.

"Fordi balancerummet ikke er i nogen af de tre dimensioner... Kuglen kan kun ødelægges i den dimension, som den er herre over."

Takou rejser sig pludselig op og træder et skridt væk fra ilden, mens han griber sig tænkende til hagen.

"Så... Kuglen føres til den menneskelige verden og tilintetgøres der, hvortil at skurken enten vælger at ødelægge alle portaler eller gør dem synlige, rigtigt?"

"Ja, men der skal være opfyldt nogen kriterier..."

Takou løfter hovedet og ser spørgende på dødsenglen: "Kriterier?"

"Kuglen skal kunne ødelægges af en fra samme dimension, altså et menneske i dette tilfælde, men mennesket skal kunne holde til den magiske kraft og vil højst sandsynligt ikke overleve."

Det får Takou til at løfte et bryn og sætte sig ned igen: "Findes der overhovedet mennesker, som vil kunne holde til at slå noget så stærkt i stykker? Undskyld... Men mennesker er ret svage."

Nel bider sig lidt i læben for ikke at smile, for Takou har ret.

"Det burde der ikke, men der må jo være nogen siden kriteriet er der... Men da den røde balancekugle også er den stærkeste, må det jo netop betyde, at det også skal være den hårdeste at knække."

Takou nikker med et forstående udtryk.

"Udover det, så vil der være tider i den menneskelige verden, hvor portalerne vil være svagere, hvilket selvfølgelig påvirker balancekuglens styrke."

"Du mener, når årstiderne skifter?" spørger Takou med et lettere overrasket udtryk.

Dødsenglen nikker.

"Jeg troede, at det blot var fordi, at energien skulle genoplades eller noget..."

"Nej, det er fordi, at der lægges meget pres på energien, så den til tider synker lidt, hvilket oftest markeres ved at årstidsskift, men det er mere en fingerregel."

Nel kigger frem og tilbage på de to ældre væsener og kan ikke lade være med at føle sig lille. Hun kan sagtens følge deres samtale, da hun ikke er dum, men de to væsener har så meget erfaring, at hun ikke kan andet end at lytte efter.

"Problemet med mine syner er, at det er som om, at de bliver blokeret," næsten hvisker hendes far lidt efter.

Det får Nel til at se op på ham med et lettere chokeret udtryk. Hun har aldrig oplevet, at hendes fars syner bliver blokeret på en eller anden måde. Godt nok er død ikke hovedsagen i dette syn, men de er en form for forspil til det, der kommer efter. Hvis portalerne bliver gjort synlige, så vil der blive kaos og død, mens balancen vil vippe til den ene eller den anden side. Til gengæld vil balancen ophøre fuldstændigt, hvis portalerne ødelægges. Hun ved ikke engang selv, hvad der vil ske med de tre dimensioner.

"Så du kan ikke se, hvem skurken er?"

"Nej."

Takou læner sig bagover og ser et øjeblik op i loftet: "Okay, vi må advare Vogteren... Jeg aner ikke hvordan, men der må være en måde?"

Han vender blikket over mod den ældre dødsengel igen, der nikker en smule tøvende.

"Vogteren burde kontaktes, hvilket jeg nok skal tage mig af... Men problemet er, at det er som om, at synet er uundgåeligt og vil gå i opfyldelse... Omend ikke før så senere."

Det får Takou til at komme med et lille grin: "Så vi er pænt fucked lige meget hvad?"

Nel blinker flere gange og kan et øjeblik ikke se, hvordan hendes far vil svare på det.

"Ja, men nu er du forberedt og kan bruge den viden, som du vil... Jeg vil advare Vogteren og kontakte Den Øverste."

Noget meget flygtigt glider henover Takous øjne, som både Nel og sikkert også hendes far bemærker. Hun er ikke helt sikker, men blikket giver hende en følelse af savn og sorg.

Et smil erstatter dog følelsen hos Takou og han griner sagte: "Så må du endelig hilse."

Med de ord rejser de sig alle sammen og bevæger sig hen mod hulens indgang. Da Nel gør klar til at sætte af, hører hun Takous ord, som på en måde giver hende en tryg fornemmelse i maven:

"Jeg vil sørge for, at den Nedre Verden gør sit i denne sag... Dette gælder alle tre verdener, så indtil vi finder skurken, er vi vel allierede på en eller anden måde."

Ud af øjenkrogen ser hun sin far smile et af sine sjældne smil.

"Det vil jeg også fortælle den Øverste."

De sætter af, men det er med lyden af Takous munter latter ringende i ørene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...