Runaway.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2014
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
"I know that there's a place for me somwhere out there. Until i find it, i'm just gonna keep running."

5Likes
0Kommentarer
501Visninger
AA

5. 19. Januar

 

Der var kommet en ny pige til byen. Ray Anderson. Calums bandmedlemmer (og hidtil bedstevenner) havde snakket om hende. Michael havde direkte kaldt hende smoking hot og mystisk, han havde åbenbart set hende. Han beskrev hende som normal højde, med former og pjusket brunt hår. Calum havde forsøgt at forstille sig hvordan hun så ud, men det var svært. Indtil videre ventede han bare på at han tilfældigt skulle støde på hende. Det var jo trods alt en lille by, han boede i. Her kendte stort set alle hinanden, så der ville vel ikke gå for lang tid før man fandt ud af hvor hun opholdt sig. 

Og lige som han havde håbet på, stødte han en dag tilfældig på hende. Det var i et supermarked. Hun gik rundt med hovedet hængende ned af, og øjnene koncentreret på en lille krøllet seddel i hendes hånd. Indkøbsliste. Hun havde en af supermarkedets røde plastikkurve, hængende på armen, og hun var præcis som Michael havde beskrevet hende - smoking hot. Calum var interesseret, ingen tvivl om det. Men han vidste ikke hvoran han skulle henvende sig, så til sidst endte han med at lade som om han ved et uheld gik ind i hende. Det resulterede i at han væltede alle hendes ting på gulvet, og derefter stod og råbte surt af ham. Han havde forlegne bukket sig ned og samlet alle hendes ting op, imens han stammede en undskyldning. 

"U-undskyld", hans ansigt var helt rødt, og det blev ikke bedre af det dømmende blik hun sendte ham. "Ja det må de jo nok sige", mumlede hun surt, inden hun tog sine ting ud af hans favn og puttede dem tilbage i hendes kurv. "Du er heldig intet gik i stykker, ellers så havde du hentet mig noget nyt", truede hun ham, og han kunne ikke andet end at nikke med store øjne. Hun gjorde tegn til at gå, men da Calum opfattede det her som sin eneste chance, fortsatte han med at snakke. 
"Øh, jeg hedder Calum", han rakte hånden frem. Hun tog den ikke. "Ray", svarede hun med et gennemborende blik. "Er du ny her i byen?", hun var begyndt at gå igen, og han fulgte desperat efter hende. Hun nikkede, og stoppede så op for at kigge på sin seddel. "Okay så.."

For at sige det lige ud, gik det forfærdeligt. Og Calum var lige ved at begynde at tude da han kom hjem. Han var næsten sikker på at hans ansigt ville være permanent rødt fra nu af, så flov var han blevet. Det havde nu heller aldrig været hans stærke side, det der med at tale med piger. 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...