Runaway.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2014
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
"I know that there's a place for me somwhere out there. Until i find it, i'm just gonna keep running."

5Likes
0Kommentarer
502Visninger
AA

2. 16. Januar

 

Pjask, pjask, pjask 

Rays gennemblødte kondisko gav genlyd, som hun i et ynkeligt forsøg prøvede at springe over i mange vandpytter, der dækkede den lille sidegade i Barnsley. Hun var på vej mod den velkendte kaffebar, som serverede hendes yndlings lattés, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå glip af det begrund af lidt regnvejr. Det havde været en kaotisk morgen. Hendes vækkeur havde vækket hende for sent, så var hun hoppet i bad men havde glemt et håndklæde, og var derefter så blevet nødt til at vade rundt i mellem den ene papkasse efter den anden, for at finde et håndklæde hun kunne bruge til at tørre sig med. Hun havde ikke fået nogen morgenmad, da hendes køleskab var gået i stykker, og hendes yndlings eyeliner var knækket. Desuden, var hun heller ikke morgenmenneske. 

"Undskyld mig", en mand i et alt for stramt jakkesæt, kæmpede sig ihærdigt forbi hende, og skubbede, til hendes store misfornøjelse, hende hårdt i den ene side med sin albue. Hun sendte ham et irriterede blik, men var så ellers lige ved at bryde ud i grin, da han få sekunder senere, var ved at glide i en vandpyt. Hurtigt, kom han dog på benene igen og forsvandt ud af hendes synsvinkel.

Så gik hun ellers dér. På en lille gade i Barnsley, med hænderne i lommen og hovedet fyldt med pessimistiske tanker. 

Der var ikke travlt på kaffebaren, af hensyn til at det stadig var ret tidligt. Ray var hurtigt til at skubbe glasdørene op, og træde ind i den velkendte varmende kaffeduft. Det var nok noget af det mest cliché i hele verden, at gå på kaffebarer og belære sig med hvor godt man egentlig kunne lide kaffe - men Ray var ligeglad. Hun tog ikke på kaffebarer for at købe en kaffe i en to-go kop, blot så hun kunne poster det ene billede efter det andet på de socialemedier. Hun nød blot de små ting lidt mere end normalt. Hun nød en latte, ligeså meget som hun nød duften af en ny bog, eller følelsen af at ligge imellem puder og dyner der lige havde fået rent sengebetræk på. Det var de små ting der betød noget, ihvertfald for Ray Anderson. 

"Godmorgen", Paulina, en sød dame midt i halvtredserne, stod som sædvanlig bag disken, og smilte stort da hun så Ray komme ind. Lige siden Ray var kommet til byen, havde det været Paulina der om morgnen havde stået bag disken. Hun var bestemt ikke utilfreds. Paulina havde de sødeste børnebørn, Phillip og Daniel, som hun elskede at fortælle om. Og siden Ray var en udsædvanlig god lytter, havde hun intet imod at nyde sin varme kaffe til Paulinas historier. "Godmorgen", hun gengældte hendes smil forsigtigt, som hun trådte helt op til disken. "Det sædvanlige?", Paulina var nærmest allerede igang med at fylde kaffen i en kop da hun spurgte, og Ray måtte kæmpe for at holde sit fnis inde. Hun var ellers ikke én til sådan at fnise, men når hun var i nærheden af Paulina, var det som om det blev lavet om. Hun var dog også Rays eneste rigtige ven, og denne lille bys solstråle. Det kunne man mærke på hendes altid positive humør. "Jo tak", svarede hun, imens hun langsomt kunne mærke hendes pessimistiske humør fordufte i takt med kaffen, der blev hældt ned i den varme kop. 

"Værsgo."

Kaffen dampede op af koppen, imens Ray forsigtigt gik ned mod sin sædvanlige plads nede i kaffebarens ene hjørne. Hun var altid omhyggelig med ikke at spilde en dråbe - der var jo ikke noget der skulle gå til spilde. "Hvordan er det så gået idag?", Paulina havde allerede stillet hende sit første spørgsmål, før hun fik sat sig ned. Ray smilede. Hun første langsomt koppen op til munden, og tog en slurk. "Det er vel egentlig gået fint nok", indrømmede hun, for nu hvor hun kiggede tilbage på sin morgen, havde den måske ikke været så slem. 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...