en time, der gik ✗ m. g. clifford

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2014
  • Opdateret: 11 jan. 2015
  • Status: Igang
lucia sidder fanget i et storcenter en tirsdag forårsdag. det gør michael også. de taler om hvad man kan bruge tiden til, når der ikke er noget at bruge den til.

13Likes
5Kommentarer
330Visninger
AA

4. tre timer gået, fire tilbage

jeg er faldet i søvn. eller det tror jeg. måske er jeg vågen, jeg ved det bare ikke?

i det fjerne, hvad jeg kalder virkeligheden, snakkede michael. jeg tænker. jeg tænker meget, men lige nu tænker jeg på om han snakker med sig selv for, hvis han gør, så skal jeg løbe, så er han psykopat. 

det siger min far i hvert fald jeg skal gøre, hvis jeg møder sådan nogle. 

men jeg tror jeg bliver. selv hvis han har samtaler med sig selv. det har jeg også nogle gange, men jeg kan vel ikke løbe fra mig selv? jeg kan efterlade stykker af mig selv, men jeg vil vel altid have noget af mig på mig hele tiden? 

jeg må indrømme, at der blev jeg forvirret.

 

- jo-jo. snakker michael. jeg undrer mig egentlig over hvorfor man ikke skriver 'jo' med 'v'. og hvem er man. i dette tilfælde tror jeg det er mig.

- det kommer ikke til at blive et problem i at komme derhen til tiden. han snakker om interviewet, er jeg sikker på. han vil ikke derhen, men det ser ud til at han kommer til det alligevel. 

- hun sover. måske har jeg en sjette sans? eller også er jeg død og det er blot min sjæl, der svæver over os, der gør, at jeg kan fornemme det hele. jeg kunne også bare være vågnet.

- hvad tror du ikke hun ville synes om mig, hvis jeg tog et billede af hende, imens hun sov?! 

- okay, vent lidt så. michael rykker på sin arm, den arm jeg ligger op ad. uden at vide hvad der foregår åbner jeg mine øjne. nu ved jeg da, at jeg ikke er død. 

blot lyset fra en lille skærm blænder mig, så mine øjne knibes sammen til små sprækker. 

- godmorgen. vænnet sig til det skarpe lys, har mine øjne allerede, og jeg ser på en smilende lyshåret dreng, hvilket var personen, som havde sagt godmorgen.

- du ved godt, at det er ved at være nat, ikke? spørger jeg, men et gab indhenter min sætning.

- det kan du sikkert sagtens bilde mig ind, søde. 

rømmer sig gør michael og et stille 'hej' bliver sagt. - skal du ikke præsentere mig, michael? jeg løfter mit hoved op fra michaels skulder, sætter mig bedre til rette på gulvet. desværre har centeret ikke en sengebutik eller noget lignende, så gulvet er lige nu vores gode ven, selvom min numse til tider protesterer.  

- jo, øh, lucia, det her er luke - du ved, ham, som ringede mig op tidligere. og luke, lucia.

- undskyld, men jeg er ret sikker på at der er en morder bag ved dig, luke. jeg ved ikke hvorfor det kom så roligt fra mig, men jeg regner med at det må være fordi jeg lige er stået op.

- nå, nej, det calum - sig hej calum. 

 

✗✗✗

 

luke virker meget interesseret i mig og mit liv. michael mener jeg bare skal sige til, hvis han skal stoppe. altså at luke skal stoppe. men uden grund taler jeg videre. hvad skal tiden ellers bruges til?

michael har foreslået; at igen finde noget at spise, men jeg er ikke sulten. så vi blev sidende, sådan som vi sidder nu. jeg har dog bare fået hans telefon i hånden istedet for ar han selv holdt den. jeg tror ikke michael er helt vild med at luke og jeg snakker. men jeg vil ikke være uhøflig over for nogen, og luke er sød.

- du har et sødt grin. siger han til mig, og jeg kan mærke en varme stige. 

- så i to turtelduer! lucia, jeg undskylder meget for, at tage luke fra dig, men han bliver nødt til at børste sine tænder og gå i seng, så han kan være frisk til imorgen. ashton, som jeg også har hilst på, lyder gennem telefonen. 

- vi ses, luce. siger luke til mig og jeg siger 'hej-hej'.

 

michael er ikke sur. han er dog heller ikke glad. jeg ved ikke hvad problemet skulle være. problemer er der mange af i verden, men de få ting jeg har lavet i hans selskab, kan jeg ikke se som problemer der ender med et åbent hul i jorden, direkte ned til helvede, hvis der er sådan ét.

jeg spørger om der er noget galt, og han siger at der er intet at bekymre sig om. han er meget overbevisende, men inderst inde tyder mine tanker, følelser på, at han lyver. hvert fald bare lidt.

så jeg går direkte til sagen. det har min far lært mig. hvis jeg holder alle mine tanker inde, fortryder jeg det måske en dag, og selv hvis jeg så siger noget og det er til at fortryde, så er det måske grunden til at noget godt kommer til at ske i fremtiden. jeg fortryder intet. heller ikke, at jeg spørger michael: - kan du komme til at holde af mig, michael?

selvom det ikke var hvad jeg egentlig havde tænkt mig at sige, ja, så var det det der lod sig falde fra min mund. 

michael lader hurtigt mit blik binde sig fast i hans. der er måske ikke engang fifty fifty. måske er det 1 90?

michael svarer ikke med det samme. han kigger dog koncentreret på mit ansigt. studerer de dybeste tanker, hvor han så blidt tager mine briller af. 

- det kunne jeg meget vel, lucia. så ser jeg hans læber, der let er skilt fra hinanden, og han ser mine.

og en og en giver to eller er det elleve?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...