Milena Brayolds Eventyrlige Eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2014
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Igang
Milena Brayolds Eventyrlige Eventyr er et eksempler skrevet af ingen ringere end Milena Brayold. En samling eventyr.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

1. Jomfruen og Sværdet

Engang i et land langt borte fra både mand og kvinde levede Vitamarefolket. Der var det finurlige ved en Vitamare at de levede hver dag som var det den sidste. De elskede hinanden allerede før de kendte hinanden.

Men de var ikke rendyrkede godhed. Selvom de ikke dræbte, hverken grønt, natur eller dyr. De beskyttede alt levende og levede af kærlighed og varme. Men gode var de måske men ikke rendyrket som fortalt før.

De kunne blive desperate og hvis nogen truede dem så var de ikke gode længere. Nej de var onde. Men endnu havde ingen truede freden eller kærligheden og de var stærke af al den kærlighed og varme som alle væsener følte omkring dem.

Men en dag blev freden ødelagt. Mennesket ankom til denne del af verden de endnu ikke kendte. Vitamare kendte ikke til menneskene og den ondskab som de kunne eje men dumme var de ej. De følte straks problemet med dem.

Da de først mødte dem for at byde dem velkommen. De så deres blikke som grådigt åd skoven. De ville hjertens gerne tvinge alle andre væsener væk for at eje denne lille skov og dette land. Vitamare prøvede dog stadig at snakke til dem og gøre dem til en ven.

Så første dag i skoven efter første møde de var flygtet fra, ankom de igen. Denne gang med en gave. Vitamarenes leder knælede foran menneskelederen i menneskenes egen lejre. Manden var klædt i hvid pels og med sort hår og slank krop.

”Vitamarene vil byde jer velkommen til skoven og dette land, Markur. Vi håber på at i vil nyde ”freden og kærligheden som vi har gjort siden vi kom for tusind af år siden!,, sagde Vitamarenes leder og tog sin venstre knyttede næve på højre skulder som betød den mest ærbødige og kærlige hilsen man gav en fremmede eller ven.

Hvorefter der blev uddelt en pakke til menneskelederen. Han tog imod den og åbnede pakken. En glimtende klinge glødede i lyset og efterfulgt af klingen afsløredes et skæfte af så hvidt sten at det kunne havde været af urørt sne.

Mennesket gav Vitamarenes leder et nik.

”Hvad er dit navn og hvad er du i det hele taget?,, spurgte han uden at prøve så meget som at lyde venligsindet.

”Mit navn er Rowden sir og jeg er en Vitamare.,, svarede han bare og ignorerede uhøfligheden. Men Rowden lignede heller ikke noget normalt for menneskets øje. Huden var hvid og fik både skæftet og urørt sne til at se gråt ud. Blå lyse øjne som frost og et aflangt hoved.

Intet hår på hoved men til gengæld var røde streger rundt om hoved der i erstatning. Bagi begyndte de røde streger der formede to cirkler omkring hans isse at sno sig nedad til et mærke som lignede mærkelig skrift ingen af dem kunne tyde.

Han bar intet tøj på sin krop og intet røbede hans køn udover stemmen der var for dyb til udseendet. Hans to arme var halvt så høje som et normalt menneske og tynde som kviste. Hænderne lignede skåle og sorte negle pyntede fingrendes spidser.

”Hvad er dit navn sir?,, spurgte Rowden. Mennesket kiggede nedsættende på Rowden der ikke lod til at opdage blikket.

”Tak for sværdet, du kan gå nu.,, sagde mennesket. Der gik det op for Rowden at det ikke var lykkes at formilde menneskene.

 

Næste dag kom Rowden tilbage og gav en kugle is med en lyserød blomst der kunne heale ethvert sår man kunne få. Men igen måtte han gå uden at havde formildet nogen.

 

Tredje dag kom han tilbage og gav mennesket en pose med grønne frø som hvis man plantet den kunne blive til træer lavet af sølv. Men det gik ikke bedre end de resterende dage.

 

Fjerde dag gav han dem en flaske der altid vil have noget vand i sig. Uanset hvad. Men til hans skræk fandt han menneskene i gang med at forberede sig på at overtage landet med vold og han fik ingen formildet.

 

Ugen gik og Rowden og hans folk anede intet om hvad de skulle gøre mod dette hjerteløse væsen. De var ikke klar til at rejse krig mod mennesket endnu. Men en ung spire af en Vitamere fik en ide som måske kunne løse alt.

De skabte et menneske. Skønheden hun bar var næsten var så guddommeligt smukt som sommerdage lyse.

Hun havde blå øjne som strålede som den blå himmel og sort hår som den smukke nat. Kinderne var røde som æbler og hendes læber røde som blod mod sne. Så da hun blev sendt ind med den sidste gave til menneskene blev hun vel modtaget.

Da vagterne omkring lejren så hende så sendte de hende straks ind til deres leder. Da han så hende blødte hans blik straks op og han smilte venligt og bad hende tage plads ved siden af ham. Pigen satte sig dog ikke ved siden af ham men kravlede op på skødet af ham.

”Jeg er Harvey, hvad er så dit navn min ven?,, spurgte Harvey pigen på hans skød.

”Jeg tror ikke jeg har et navn.,, sagde pigen og puttede sig ind hos Harvey som var han hendes far. Han gav sig til at ae hende langs ryggen.

”Skal vi ikke give dig et så? Hvad med Shona?,, spurgte Harvey. Hun smilte og nikkede. Shona gabte et langtrukkent gab der fik Harvey til varmt at le. ”Træt? Skal vi ikke få dig i seng Shona? Og måske få dig i noget tøj?,, spurgte han.

”Ja gerne.,, sagde Shona taknemmeligt. Hun havde ikke en trav på kroppen da Vitamere ikke var bekendt med kunsten tøj. ”Men jeg har noget jeg skulle gøre først…,, mumlede hun og puttede sig mere ind til Harvey.

”Hvad er det?,, spurgte Harvey blødt.

”Det her.,, hviskede Shona og stak Harveys nye sværd ind i hans mave. Da hun var sikker på han var død gik hun ud af teltet som var der Harvey havde opholdt sig det meste af tiden. Hun gik hen til en af vagterne.

”Harvey sagde jeg skulle få noget tøj på.,, sagde hun til vagten. Han nikkede og smilte til hende.

”Selvfølgelig hvis det er hans ordre. Følg med mig – Hvad er dit navn lige?,, spurgte han hende.

”Shona.,,

”Dejligt navn. Følg med mig Shona.,,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...