We exist

Edda, Regitze, Christina og senest Anna. Pigen der går under mange navne og har været ung i en evighed har det ikke altid let, da slet ikke når hun bliver nød til at flytte fra alt og alle ca. vært tredje år. Men da hun en dag møder en flok der er ligesom hende ændres meget, og det hele bliver lidt lettere men den nye flok bringer også dårlige ting med sig som 'Anna' skal lære at tackle. Men med kærlighed i luften kan det godt være lidt svært at koncentrere sig selv om man har haft over 200 år til at øve sig.

2Likes
9Kommentarer
326Visninger
AA

2. Kapitel 1.


 

Jagten var gået ind, rådyret stod lige foran mig, helt sløv og havde ingen anelse om, at jeg iagttog den kun kort derfra. Det her var det sværeste punkt under jagten, eller i vært fald for mig, det at se et sundt og levende dyr og ikke at for glemme også smukt dyr, at vide at jeg skulle dræbe den lige om lidt  for selv at overleve, uhh det var en grum tanke. Jeg havde aldrig brudt mig om den brutalitet som fulgte med når jeg skulle spise, men når først pulsåren var flået op havde jeg ikke længere selv kontrollen og det indre rovdyr tog over.

 

Den larmende musik overdøvede kundens bestilling og jeg råbte lidt højere: "Hvad sagde du?" Denne gang var hans bestilling lidt tydeligere selvom man godt kunne høre at han ikke var helt ædru. Jeg besluttede mig dog for at han måtte have hentydet til en Sex on the Beach. I mens jeg gjorde hans drink klar spurgte han pludselig: "Hvornår har du fri smukke?" Jeg gav ham elevator blikket og svarede: " Efter din senge tid unge mand." Så fik han også lige et flirtende blik, som han så ud til at kunne lide og han fortsatte tydeligvis målbevidst. "Skal jeg ikke følge dig hjem? Så smuk en pige skal da ikke gå alene hjem så sent, man kan jo aldrig vide hvad der gemmer sig i skyggerne." Han lænede sig hen over disken og hans ånde ramte mig lige i ansigtet, den stank af alkohol. "Jeg tror jeg klare mig men du skulle vist hellere få ringet efter en taxa til dig selv." Jeg gav ham drinken og vinkede ham sødt væk, "jeg kommer tilbage snuske."
Jeg vendte mig rundt mod den næste kunde, men fik lige hurtig øjenkontakt med en af mine kollegaer som piftede lydløst til mig. Jeg gav også hende elevator blikket - det burde være mit kendetegn - og tog i mod den næste bestilling.
Som aftenen skred frem stod jeg mere og mere i mine egne tanker. Jeg lagde ikke rigtig mærke til verdenen omkring mig og mine hænder arbejdede med drinksene som de altid havde gjort, fantastisk og uden nogen slinger i valsen overhovedet. I godt samarbejde med mine hænder var min mund, som slyngede perfekt formulerede sætninger ud som fik mig til at fremstå kostbar, men alligevel sexet overfor de mænd som prøvede at score mig gang på gang.

Da jeg havde fri gik jeg om i den private afdeling af diskoteket hvor min jakke hang. Jeg tog den på selvom jeg ikke behøvede den, det var godt nok koldt udenfor, men kulden bed ikke på mig. Men jeg skulle helst ikke vække opsigt så jeg tog den alligevel på.
Udenfor kunne jeg se der stod en ung fyr hvor muren knækkede. Jeg gav ham ikke megen opmærksomhed men fortsatte bare. Da jeg passerede ham råbte han: "Hey der var du, jeg har ventet på dig, du skulle bare vide hvor koldt det har været.." Han havde et kæmpe smil smørret i fjæset og det var først nu jeg opdagede at det var fyren der tidligere på aftenen, havde prøvet at overtale mig til at han skulle følge mig hjem.
"Hej" prøvede jeg mig forsigtigt frem, "du skulle da ikke have ventet på mig, jeg sagde jo du bare skulle smutte hjem." Der var en lille brise for enden af den gyde vi stod i og drengen skuttede sig, men jeg følte intet. Alligevel kørte jeg mine hænder op og ned af mine arme, som for at varme dem. "Du fryser jo prinsesse, nu skal jeg varme dig." Før jeg kunne nå at protestere stod han ved siden af mig, og nu var det ham der 'varmede' mig.
"Undskyld jeg har slet ikke fået præsenteret mig selv ordentligt, jeg hedder Alex." Han rakte sin hånd frem, jeg tøvede kort men rakte så min hånd frem. "Anna." Hans hånd var varm og inden under kunne man mærke blodet suse igennem hans blodåre. En fristende fornøjelse hvis det ikke var fordi jeg havde spist i går.
"Alex du behøver altså ikke følge mig hjem, jeg kan sagtens passe på mig selv." Han skulle bare vide hvor meget sandhed der lå i de ord, "Stop nu." Han blinkede til mig og lyset fra månen fik hans øjne til at glimte.
Han begyndte at gå og jeg følte mig nødsaget til at følge efter, "du føre an frøken haha."
Vi gik i stilhed det første stykke, men da vi kom til en stor bro hvor en bred brusende flod løb under, stoppede Alex op. Da jeg opdagede det stoppede jeg også. "Kommer du?" Jeg kiggede på ham, men han sagde intet og kiggede bare ud over vandet. "Tør du tage en udfordring op?" Kom det lige pludselig fra ham.
Jeg gik hen ved siden af ham, han stod nu henne ved rækværket på broen, "det kommer an på hvad den går ud på og hvad jeg får ud af det." Jeg smilede kækt til ham, men han opfangede det vist ikke helt, han stod stadig og kiggede ud over vandet. "Tør du gå oppe på gelænderet?" Min første tanke var at han var sindssyg, og jeg var virkelig tæt på at udbryde et eller andet dumt, men en snært af nysgerrighed stoppede mig. "Hvad ville jeg få ud af det? Altså selvfølgelig udover en nær død oplevelse." Han kiggede endelig på mig, "behøver man at få noget ud af det? Jeg ved du gerne vil inderst inde." Han havde fat i noget men det var ligesom en smule grænseoverskridende at gå i høje hæle på en 10 cm bred flade, med vildt vand nedenunder.
"Jeg gør det." Han fik et selvtilfreds smil smørret i ansigtet, og jeg blev alligevel lidt i tvivl om det nu var en god ide, men jeg kunne ikke være en tøsepige nu. Det var der jo ingen grund til, der ville jo ikke ske mig noget lige meget hvad.
Alex gav mig en hestesko så jeg kunne komme op, og lige til at starte med stod jeg og fægtede helt vildt med mine arme, og jeg havde det som om jeg kunne falde vært sekund, det kunne jeg selvfølelig også men ja..
Da jeg fandt balancen stod jeg bare og turde ikke at bevæge mig, jeg må have lignet en idiot men armene ud til hver side, og blikket fast fæstnet lige frem på en lygtepæl med en stram mine i ansigtet.
Alex rakte sin hånd frem sådan som en gentleman normalt gør når han byder op til dans, "skal vi gå?"
"Gerne." Jeg lagde elegant min hånd i hans, og hvis jeg havde turdet det havde jeg nejet.
Jeg løftede forsigtigt mit højre  ben som stod bagerst, og satte det foran det venstre.
Indtil videre gik det okay, jeg tog nogle flere skridt og midt i en af dem slap Alex min hånd. Jeg kom pludselig i ubalance efter at have lænet mig over i mod ham, og jeg svingede helt vildt med mine arme. "Hvad laver? Er du sindssyg." Råbte jeg nærmest til ham. "Nej haha i hvert fald ikke hvad jeg ved af."
"Syntes du det er sjovt?" Jeg stod nu igen stille på gelænderet."Ja det syntes jeg det er, for der er slet ingen grund til at blive så bange du kan sagtens gå uden mig, prøv nu." Han havde et drenget smil tværet i fjæset, og man kunne se at han virkelig nød den rolle han havde fået i 'spillet'.
Jeg tog en dyb indånding og uden at svare tilbage eller overhovedet værdige ham et blik tog jeg et skridt.
"Flot." Flot, flot, er det virkelig det eneste man får ud af at sætte 'livet' på spil, eller i vært fald næsten på spil. Altså i ved hvad man siger, overdrivelse fremmer forståelse.
Jeg tog nogle flere skridt, og inden jeg vidste ad det var jeg noget til vejs ende, jeg hoppede selv ned, selvom jeg var lige ved at vælte på grund af mine stiletter, men han skulle ikke tro jeg var en lille bange tøs.
"Du klarede det." "Selvfølgelig gjorde jeg det." Jeg smilede kækt til ham, han fnøs bare ad mig og rystede let på hovedet.
"Men hvad var min 'præmie' så?" Jeg bed mig i underlæben i mens jeg ventede på hans svar. "Jeg troede ikke der skulle være nogen alligevel." Han blinkede til mig og jeg skød min underlæbe frem, jeg spillede ked af det og snøftede lidt. Jeg vidste selvfølgelig godt at han godt vidste at det var falsk men det var også meningen.
Jeg vendte mig rundt så jeg stod med ryggen til ham, så bukkede jeg mit hoved lidt nedad og blev ved med at snøfte.
Det var underligt hvordan natten havde udviklet sig, tidligere havde jeg været overbevidst om at Alex bare skulle holde sig væk og at han i hvert fald ikke skulle følge mig hjem, og nu ville jeg faktisk ikke have ham til at gå.
Da jeg vendte mig rundt igen, var der pludselig nogen hænder der skubbede min hage op, og inden jeg kunne nå at reagere mødtes vores læber. Jeg blev først helt overrasket og jeg spændte i hele ansigtet, men da jeg forstod hvad der skete gengældte jeg kysset.
Det var lang tid siden jeg havde følt sådan her, nok mest fordi jeg har prøvet at fortrænge alle følelserne, men for evigt er lang tid at være alene, og nu og her føltes bare helt rigtig. - Det kunne måske blive rigtig. -

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...