I'm thinking on you!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det når man mister sin bedsteveninde en uge før jul sidste år? Det prøver Alexandra. Får hun det svært eller som hun plejer.. Læs og find ud af det!

2Likes
0Kommentarer
204Visninger

1. 1

  I'm Thinking On You   Idag er det 1 år siden jeg mistede min bedsteveninde og at jeg blev klassens mobbeoffer. Min bedsteveninde Lola døde i en trafikulykke. Det var kunne hende det gik ud over. Lolas mor og hende var på vej hjem fra lufthavnen, Lola var blevet hentet i lufthavnen fordi hun var kommet hjem fra hendes 3 uger over hos hendes far i Mexico. Da hendes mor og far er skilt. Men hun kom aldrig helt hjem. En bil kørte ud foran dem i et kryds og ramte hårdt ind i siden hvor Lola sad. Siden den dag hvor jeg fik det at vide har jeg gået til psykolog og været klassens mobbeoffer - jeg har været indelukket, ingen kontakt til omverdenen, stille og klarer mig elendig i skolen og jeg går til ekstra timer for min egen skyld mener skolen, men de taler og taler.    Jeg hader jul, jul er gået fra at være min ynglings tid til hade tid. Jeg elskede at være sammen med Lola, men nu kunne jeg ikke, hun døde en cirka uge før juleaften, det ødelagde det hele! Alt sammen! Nu mangler jeg hende jeg shopper julegaver ind med, hende jeg bager pebernødder med, pynter op til jul med, det kan jeg ikke mere. Det hele er væk. Min julestemning er væk. Pist væk. And it never come back..   Jeg var på kirkegården med min bror. Han var gået et stykke væk fra mig så jeg kunne være alene. Jeg foldede mine hæder og tænke "Lola du var verdens bedsteveninde, jeg ved du stadig er her, jeg elsker dig og du vil altid være i mit hjerte! Alex" jeg sluttede med at lægge blomsterne ned i den 10 centimeter sne der lagde rundt omkring på hele kirkegården. Jeg vendte mig om og gik hen mod min storebror. Jeg kiggede ned hele vejen der hen. "Hva' så? Fik du lagt blomsterne?" Sagde han med en blid, beroligende stemme og lagde hans arm over mig og gav mig et klem på den ene skulder.  Jeg nikkede svagt og kiggede ned på mine sko som blev hvide i enden af sneen.    Vi var ladet i indkørslen, min storebror slukkede bilen og steg ud. Jeg klikkede selen op og steg ud også. Vi forsatte op til døren. Vi bankede det værste sne af vores sko af på muren. Jeg tog i håndtaget og gik ind. En duft af julekager mødte mig. Jeg tror min mor bager. Jeg stillede mine sko på hylden og Louis min bror hang min jakke op for mig. Jeg gik ind i køkkenet hvor min mor stod med det gamle forklæde Lola og jeg lavede eller malet på i børnehaven. Jeg satte mig op på en af barstolene hvor jeg hvilede mit hoved på mine hænder. "Vi er hjemme" sagde Louis og krammede min mor. "Hej svesker! Hvordan gik det på kirkegården? Var der mange blomster?" Spurgte hun om og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet. Det var min buket og en anden som jeg tror der er Lolas mor. "Klokken er jo heller ikke så meget.. Men jeg har bagt pebernødder, nogle der vil smage?" Louis nikkede og tog en. "Mhm, de smager godt!" Kom det fra ham. Jeg hoppede ned fra stolen og gik ind på mit værelse.    Jeg gik op af trapperne og tog i håndtaget til mit værelse. Jeg gik ind men lod døren være på klem. Jeg tog billedet på skrivebordet som var et billed Lolas mor kom med nogle dage efter hun gik bort. Det var et billed fra i sommers, hvor jeg havde fået lov til at tage med hende på ferie, så havde hendes mor taget et billed af os. Et minde.  Tårnede pressede og jeg satte mig midt i det hele på gulvet, hvor jeg trak mine ben tæt ind til mig og hulkede med hovedet ned i mine knæ.  Lidt efter kunne jeg mærke nogle hænder på mine skuldre, og en hånd der gled ned af min ryg. "Alexandra, vi skal spise frokost nu. Kommer du ned?" Det var min far der var kommet. Jeg rystede på hovedet. "Alex, jeg ved godt det er en svær tid, men kom nu med ned!" Han prøvede at opmuntre mig med nogle andre ting, men det gik ikke godt.    Han satte sig på hug foran mig og tog noget af mit pandehår og førte det om bag mit ører. "Alex, vi elsker dig og du ved at vi altid vil være der for dig, men du bliver nød til at hjælpe lidt til, men vi elsker dig!" Sagde han og kyssede mig i håret og forlod værelset.  Jeg kiggede på billedet og satte det på skrivebordet igen. Jeg skimtede uret på vægen,  12:14. Jeg lagde mig over i sengen og lukkede mine øjne, jeg faldt i søvn.    Jeg vågnede ved at jeg frøs. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt.  Mine ærmer på min trøje kom udover mine hænder også forlod jeg værelset.  Jeg gik ned af trappen som gav er knirk fra sig. Jeg stoppede op. Gad vide hvad klokken var? Jeg gik videre og ned i køkkenet. Jeg fandt en kniv, en ske, noget brød og noget smør samt syltetøj. Jeg smurte smøret på først, derefter tog jeg syltetøjet på.  Jeg tog en bid af hjørnet og tyggede det grundig inden jeg slugte det.  Brødet var spist og jeg fik selvskab. Louis var kommet ned. "Hej sis!" Sagde han og satte sig på barstolen. Jeg gav et nik som "hej".  Jeg satte tingene tilbage i køleskabet og kniven og skeen kom i opvaskemaskinen.  "Ved du havd klokken er?" Spurte han om. Jeg rystede på hovedet. Et nåh, kom fra ham.    Jeg kiggede hen mod entréen nogle kom ind. Mine øjne eller jeg ventede bare på at se hvem det var. Min psykolog kom ind. "Heej Alexandra. Du havde en tid klokken igår men du kom aldrig - så jeg tænke jeg kunne komme her over idag." Sagde hun. Jeg sendte Louis et underligt blik. "Ja, du faldt i søvn i går og sov til idag. Mor og far er taget på arbejde og gav dig en lille fridag fra skole." Sagde han og smilede til mig.  Mit blik røg over på psykologen igen. "Lad os gå ind i stuen og snakke." Sagde hun om gik der ind hvor jeg fulgte med. Hun har været her nogle gange.    Vi havde sat os og der kom en akavet stilhed. "Nååh Alexandra, i har pyntet op til jul, kan jeg se." Sagde hun og jeg nikkede. "I går var det 1 år siden, var du der ude ved kirkegården i går så?" Spurgte hun om. Jeg nikkede svagt og kiggede på en af de nisser der hang i vinduet. Vi fik da snakket lidt. Eller det gjorde hun. "Vil du med ud til kirkegården igen? Eller ikke? Hvis du har noget du gerne vil så kom med det." Jeg hostede kort "Kirkegården." Min stemme lød hæs, trist og som om den ikke var blevet brugt i 100 år. "Okay så gør vi det, vil du have noget med?" Spurgte hun om. Jeg nikkede og jeg gik ud og tog sko på. Louis skulle lige snakke med hende så det gjorde de. Nogle børn legede i sne, de lavede snemænd, sne engle og legede sneboldkrig. Tårnene pressede i mine øjne, "minder bliv væk, det får mig til at græde!"  Råbte jeg i mit hoved.    Louis vinkede til os da vi forlod huset, vi kørte forbi blomsterbutikken hvor jeg fandt en buket blomster og min psykolog købte et hjerte der var lavede af gran. Vi betalte og jeg sad med det på vej til kirkegården.  Jeg kunne ikke lade være med at stirre på granhjertet. Det mindede så meget om juledæksrationer, hvorfor findes måneden jul overhovedet! Den irriterede mig, den måned skulle ikke findes! Hvem har opfundet den måned!   Vi ankom til kirkegården, og jeg smækkede døren hårdt i. "Rolig.." Sagde psykologen. Jeg var lige glad! Det kunne rande mig! Hun fik hendes dumme granhjertet og jeg tog mine blomster. Vi gik over til graven. Der var kommet mange flere blomster siden sidst.  Jeg lagde mine blomster ved siden af de andre jeg lagde i går. "Et år siden Lola.. Jeg elsker dig." Tænke jeg og gik. Psykologen lagde hendes dumme hjerte og fulgte med bag mig. Jeg talte ned fra 3-1 i mit hoved også vendte jeg mig hurtig og løb hen til graven, tog hjertet og fandt den nærmeste skraldespand. Den røg der i. "Alexandra, hvad skulle det til for?" Spurgte hun om. "Du ved jeg hader julen, Lola døde cirka en uge før juleaften! December er verdens mest dummeste måned!" Råbte jeg og hulkede.    Jeg hørte hende sukke og jeg begyndte at gå hen mod bilen. Hun kom lige bag mig og låste den op. Vi satte os ind og kørte hjem, jeg hulkede og græd på vejen hjem. Jeg kiggede ud af vinduet hele vejen hjem. Da vi var kommet tilbage stod Louis udenfor og ville tage i mod os. Jeg skyndte mig ud af bilen og løb hen og halv fløj ind i hans arme mens jeg hulkede.    I hate Christmas, do you understand now?   ________________________________ Jeg håber i kunne li' denne sørgelige historie, undskyld hvis der er små fejl! <3 Loove Lærke! <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...