Please Hold Me Tight (Justin Bieber fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
KOMMER SNART :Se Trailer: Historien om Sophia Bach. Hun er en 19 årig pige fra Canada. Hun er en helt normal, borset at hun har et meget nært forhold til Justin Bieber, ja i hørte rigtig, de er bedste venner. Eller det VAR de, da Justin fik sin drøm om at blive sanger gjort til virkelighed og flyttede til USA glemte han alt om Sophia. Han havde lovet hende at ringe eller skrive hver dag, men det holdt kun en måned, så stoppede han pludselig med at skrive. Sophia blev knust, og ville aldrig tale om ham, hun nåede aldrig at fortælle ham at hun var vild med ham. Men hun er nu næsten 6 år efter kommet sig over ham. Han havde tydeligvis glemt alt om hende. Der var en grund til at Justin Stoppede med at skrive og ringe til Sophia. Han har lige siden de mødte hinanden for første gang været forelsket i Sophia, og da han var nød til at flytte græd han sig selv i søvn, han var nød til at stoppe kontakten ellers ville han ikke udholde sig selv.

73Likes
52Kommentarer
2379Visninger
AA

7. Kapitel 6 "Jeg er nød til at gå"

Kapitel 6

Justins synsvinkel

Jeg sad nu i mit fly på vej hjem til elskede Canada, Jeg havde skrevet lidt med mor som allerede var kommet hen til bedstefar og bedstemor, hun havde skrevet at alt ting var som det altid var. Jeg ville være i Canada om nogen timer, så jeg kunne jo lægge mig til at sove lidt.
”Justin, vågn op, vi er ankommet” sagde piloten, jeg åbnede mine øjne og nikkede. Jeg rejste mig om og tog mine ting og forlod flyet. Jeg så straks min mor stå ved en bil og vinke til mig. Jeg gik med hurtige skridt hen mod hende, smed mine ting og omfavnede hende, jeg havde virkelig savnet hende helt ubeskriveligt meget. ”Hej store dreng” sagde hun sødt, ”Hej mor, hvor har jeg savnet dig” ”I lige måde min skat”. Vi satte os begge ind i bilen og kørte hjemad, det ville tage en lille times tid at køre, men så kunne jeg jo få snakket med min mor i mens.
”Hvad så Justin, hvordan går det” spurgte hun, ”jo det går godt, jeg er næsten færdig med mit nye album” svarede jeg stolt. Hun nikkede og smilede stort, ”Hvad er det galt, hvad er det du er så glad for” spurgte jeg hende, og kunne ikke selv lade hver med at smile lidt, ”Du gætter aldrig hvem der er hjemme til jul” sagde hun, jeg tænkte lidt, men kunne ikke rigtig komme i tanke om hvem det skulle være, jeg rystede let på hovedet og kiggede på hende med øjne der sagde fortæl mig hvem det er. ”Du bliver rigtig glad, kan jeg godt sige dig”, sagde hun ”Kom nu sig det ” sagde jeg og begyndte at blive en smule utålmodig, ”Det er Sophia og hendes familie” jeg kunne ikke lade vær med at smile, jeg skulle endelig se hende igen, efter 6 år, 6 lange år. ”Jeg tænkte nok du ville blive glad” sagde hun, ”Glad? Det er ikke ordet” svarede jeg, jeg kiggede ud af vinduet, nu måtte vi godt snart være hjemme, så jeg kunne tage hen til hende. 

Jeg steg ud ag bilen og gik om og tog mine kufferter. Min mor og jeg gik hun mod døren til mine bedsteforældres hus, da jeg hørte en velkendt og meget savnet stemme, ”Justiiin” jeg vendte mig om og så straks Ryan, vi løb hen til hinanden og krammede, jeg havde virkelig savnet ham. ”Hvad så Ry, går det godt her” sagde jeg, han smillede ”ja stille og roligt som altid”, jeg kiggede lidt ned i jorden ”Hvad med Sophia” sagde jeg stille, Ryan smilte igen ”Hun har det godt, jeg passer på hende som jeg lovede dig første gang du tog af sted” sagde han afslappet, jeg trak ham ind i et ”mandekram”, ”Justin jeg er simpelthen nød til at løbe, ses vi senere” sagde han, ”Ja klart Ry, vi ses”. Jeg gik op mod huset og mødte mine bedsteforældre som jeg også gav et kæmpe kram. ”Justin bare gå, det er okay” sagde min bedstemor, hun kendte til alt om Sophia og mig, og hun vidste hvor meget jeg savnede hende. Jeg nikkede, og tog min jakke på, og begav mig ud i de kolde, halv mørke gader. Jeg vidste med det sammen hvor jeg skulle lede efter hende.

Jeg kravlede så lydløst som overhovedet muligt op af brandtrapperne, op til Sophias og jeg hemmelige sted. Ganske rigtig sad der en, på bænken med ryggen til, og hvis jeg ikke tog meget fejl var det Sophia som sad der.  Jeg bevægede mig lydløst hen over taget, så jeg stod med nogen få meter bag ved hende. ”Jeg tænkte nok jeg ville kunne finde dig her” sagde jeg stille, Sophia vendte sig rundt, hendes smukke ansigt kom til syne. Aldrig havde jeg set, et så smukt ansigt. Hendes ansigt stivnede og hun kiggede skræmt på mig, ”Jus…Justin” sagde hun, jeg nikkede, og smilede let. Jeg gik tættere på hende, og hun rejste sig op. ”Jeg har savnet dig, så meget” sagde jeg stille, hun gik med hurtige skridt hen mod mig, jeg bredte armene ud, og lagde op til et kram. ”Justin, jeg er nød til at gå” sagde hun, og gik lige forbi mig, jeg tog fat i hendes arm, men hun fik hurtigt revet den til sig og så var hun væk.

Jeg tog mig til hovedet, hun ville jo ikke snakke med mig, årh Justin dit fjols, hvorfor sagde du ikke dengang at du var vildt med hende, eller i det mindste skrev til hende som det var, så hun ikke følte at jeg havde glemt hende, for det var helt sikkert sådan hun havde det. Bare at se hende i det korte stykke tid, fik alle sommerfuglene inde i mig til at flyve. Jeg er stadig forelsket i hende, også selvom det er 6 år siden at jeg sidst har set hende. Jeg må og skal havde hende tilbage, jeg er nød til at fortælle hende alt, fortælle hende at jeg elsker hende, at jeg elsker hende mere end noget andet på denne jord..

_______________________________________________________________

Undskyld for at der først kommer et kapitel nu, men jeg har også en hest jeg skal passe, så jeg er først kommet hjem for lidt tid siden :-) Håber i kan lide det <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...