Kold.

Denne bog handler om Angelina som er død. Hun kan ikke huske noget fra før hun døde. Hun vandrer bare rundt i verden, hvor ingen kan se, høre, lugte, eller mærke hende. Men pludselig møder hun en dreng som kan se, høre, lugte og mærke hende, og hele hendes verden bliver vendt på hovedet.

2Likes
2Kommentarer
200Visninger

1. 1.

Vinden susede, samlede bladene op fra jorden, og spredte dem ud over græsplænen. Børnene skreg af grin, og nød bladenes fald. Angelina studerede dem nøje, og savnede barndommen. Hun kunne ikke huske noget fra sin barndom, men alligevel ønskede hun sig tilbage. Alt før dagen hun døde var forsvundet fra hendes hjerne. Hun kunne ikke engang huske hendes forældre. Efter hun døde havde hun bare vandret rundt i limbo, ventetiden på at komme i himlen. Eller helvede. Ingen kunne se hende, høre hende, eller mærke hende. Måske var det guds måde at straffe hende på. Men hvorfor straffe hende? Havde hun mon gjort noget dumt? Hun kunne ikke klare at tænke mere. Hun rejste sig fra den bænk hun sad på, og kiggede rundt i parken, fyldt med glade børn, kærestepar, dyr og familier. Alle sammen lykkelige ansigter, undtagen et. Tårer trillede ned af drengens kind. Han var smuk. Sort hår, og brune øjne. Angelina følte forelskelse. Der var noget ved ham, som Angelina ikke kunne beskrive. Hun følte der var noget bekendt ved ham. Måske var han fra før? Han kiggede på hende. Hans triste ansigt lyste pludselig op. Hvordan? tænkte Angelina. Hun kiggede bagud. Der var intet. Han kiggede på hende. Angelina gik over mod ham. Han løftede det ene øjenbryn. Hun stod vedsiden af drengen. Hans blik var stadig på hende. "Hvordan?" spurgte Angelina højt, og hun forventede ikke et svar. Det ville jo være umuligt. "Jeg... jeg har set dig før" sagde drengen med en nervøs stemme. "Jeg forstår det ikke..." sagde Angelina. Det gav ingen mening. Hun havde aldrig før oplevet noget lignende. "Aiden" sagde han, med et skævt smil på munden. "Angelina... du kan vel bare kalde mig Angel, hvis vi, øh... ses, du ve'" sagde Angelina. Hun kunne godt lide at tale. "Hvordan kan du se, høre, og mærke mig?" spurgte hun. Aiden kløede sig i håret. "Jeg føler en form for connection imellem os. Jeg ved ikke hvem, eller hvad du er... der er et eller andet ved dig" sagde Aiden. "Du ved godt at du står og taler med en død, ikke?" spurgte Angel. Aiden så meget forvirret og bange ud. "Stofmisbrug?" spurgte Aiden, og var næsten sikker på det var tilfældet. "Det ved jeg faktisk ikke... det tror jeg ikke. Jeg kan ikke huske noget fra før jeg døde". Aiden kiggede ned i jorden. Folkende omkring ham, kiggede underlidt på ham. "Jeg bliver nød til at gå. Vi ses vel senere!" sagde Aiden, som om han rent faktisk håbede at se Angel igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...