Hogwarts venter!

Jeg våger ved at lys strømmer ind gennem, en lille sprække i gardinet. Det lyser lig ind i mine øjn og irriteret ligger jeg dynen over mit hoved. Jeg tager dog dynen af igen, da det hurtigt bliver varmt. Jeg rejser mig op og er morgen forvirret. Hvilken dag er det i dag? Lad mig se..... I går var det lørdag, så i dag må det være søndag.... Det er sommerferie... Og i sommerferien har jeg fødselsdag.... Det er den 1 juli.... I går var det den 30 juni..... VENT!? JEG HAR FØDSELSDAG I DAG!!!!!! ____________________________________________________________________________ Dette er den tredje generation - Harrys barnebarn Jeg fik den her ide fra Chlarie, Zinky og The Sunprincess. Følg Nympadora Potter, og hendes tid på Hogwarts. Man må hjælpe ved at lave en lærer eller elev :-) Tak på forhånd :-)

16Likes
334Kommentarer
2344Visninger
AA

8. Fordelingen

I takt med, at det gradvist blev mørkere udenfor sagtnede toget farten. Alle som en skiftede vi til vores Hogwarts kapper og så stoppede toget pludselig helt. Latter og snak fyldte luften, imens vi kæmpede os udenfor og blev gennet af sted af en lærer ned mod søen. Beth vinkede hurtigt til mig, før hun blev skubbet med af mængden hen til, hvad end det var for et slags transportmiddel resten af skolen benyttede til at være der før førsteårselverne. Af en eller anden grund havde Beth altid bare smilet til mig og undgået at svare, når jeg spurgte.

Når, men vi bliv gennet ned til søen, hvor en hel flåde af små robåde uden åre lå pænt og ventede på os. Hurtigt fik jeg sat mig i en båd sammen med Lyra og den stille dreng og håbede inderligt, at ham den sure gut fra toget ikke ville få den sjove ide at sætte sig her.

Som om hun havde læst mine tanker så Lyra på mig med sit mest spøjse og lettere uhyggelige smil. ”Hvis han gør, det pudser jeg Balthazar på ham,” sagde hun og hentydede til den sorte blåøjede slange hun på en eller anden måde havde fået tilladelse til at tage med.

Egentlig var det vel også fair nok, hun havde jo trods alt fundet ud af, at hun var slangehvisker (til stort chok for alle), da hun var omkring fem år gammel og fandt netop Balthazar i en busk, da vi var på skovtur.

Hun havde ikke delt det med andre end familien, men jeg smilede bredt til hende. I samme nu kom en pige med lange brune krølle og satte sig ned i vores båd. ”Hej,” sagde hun energisk og kiggede på os efter tur med sit næsten lysende grønne øje.

”Hej,” svarede Lyra og jeg i kor.

”Aurelia Black,” forsatte hun med et nik til os hver.

”Nymph Potter,”

”Lyra Malfoy,”

”Wow og jeg som troede, at Potters og Malfoys ville hade hinanden forevigt. Der tog jeg vidst fejl hva?” spurgte hun med et grin, der hurtigt døde, da hun lagde mærke til det småirriterede udtryk i Lyra’s og sikkert også mit eget ansigt.

”Ej undskyld, det var ikke min mening at være fordomsfuld” skyndte hun sig at sige. ”Men nøj, hvor jeg glæder mig til fordelingen er ovre. Jeg kunne spise en thestral…..og tolv kilo græskertærte bagefter,” udbrød hun og da kunne hverken jeg selv eller Lyra lade være med at grine.

En sidste pige sluttede sig til vores båd og så var vi pludselig på vej henover det spejlblanke vand helt uden åre eller noget som helst. Den sidste pige, som vi fandt ud af hed Lula, underholdt os på den første del af turen ved at blive ved med at skifte sit udseende til mere og mere groteske og underlige ting.

Dog fik hun andet at tænke på, så snart slottet kom til syne med sine mange skinnende vinduer, der lyste som for at byde os alle velkommen. Pludselig sænkede en form for højtidelig stilhed sig over samtlige både, der ellers for få øjeblikke siden havde været fulde af snak og latter fra elever, der forsøgte at lærer hinanden at kende.

Det var nu. Det øjeblik mange af os havde ventet på hele vores liv.

Blidt lagde bådende til ved søens anden bred og vi kunne alle sammen stige op, gå direkte op af trappen og ind i indgangshallen.

Bag dobbeltdørene i den anden ende af halen kunne man tydeligt høre de ældre elevers spændte snak, men vi blev fluks gennet ind i et tilstødende lokale for at vente på, at alt var gjort klar til fordelingen.

Lyra trippede nervøst ved siden af mig. Aurelia kløede sig bag øret med sin tryllestav og Lula gik rundt om os alle tre i små rastløse cirkler.

”Hvad, hvis jeg nu slet ikke passer ind på noget kollegie,” udbrød Lyra pludselig. Hendes ansigt virkede endnu blegere end sædvanligt og hendes store grå øjne var blanke og glasagtige.

”Ja så slipper vi da i hvert fald for en af de uduelige mudderblod….jeg tør vædde med, at du er mudderblod, er du ikke også?”  der var ikke rigtig nogen overraskelse i, at det var drengen, der tidligere havde invaderet vores togkupé, som havde talt.

”Og Potterene har stadig ikke nogen sans for, hvem den rigtige slags troldmænd er kan jeg se,” supplerede pigen, der havde været sammen med ham med en fnisen.

Den sidste dreng gryntede uintelligent i hvad jeg gik ud fra måtte være latter.

Aurelia så ud til at være fuldstændig klar på at slå drengen ihjel og Lula’s øjne var pludselig blevet kulsorte og hadske.

     

Selv marcherede jeg direkte op til ham og tog fat i kraven på hans gevandter. ”Du-skal-aldrig-nogensinde-sige-sådan noget-om-nogen-igen,” hvæsede jeg, før jeg gav slip på ham og gik tilbage til en noget chokeret Lyra.

”Selvfølgelig hører du til på et kollegie, bare vent og se,” forsikrede jeg hende med et smil. ”Tak,” sagde hun med et lille nik.

I samme nu blev døren ind til lokalet åbnet af en strengt udseende heks, hvis lange brune hår var sat op i en hestehale Hendes blå øjne fik det til at føles som om, at hun kunne se lige igennem os og jeg var utroligt glad for, at jeg allerede havde givet slip på den lede dreng fra toget.

”Fordelingsceremonien begynder nu, hvis I vil være så venlige at følge mig,” sagde hun og rettede hurtigt på sin hat.

Det gav et sug i min mave af bare spænding så snart vi trådte ind i storsalen. De mange svævende lys oplyste de ældre elevers ansigter, der ivrigt var vent mod os. Skæret fra lysene fik dem alle til at virke sært overmenneskelige og måske en god del mere højtidlige end de egentlig var.

Foran højbordet, hvor lærerne sad (de fleste af dem så næsten lige så spændte ud som eleverne) var der placeret en vakkelvorn trebenet skammel og på den skammel stod en lappet og lettere mølædt gammel hat.

Så snart ro var faldet over salen, åbnede en flænge sig i hatten og den begyndte at synge hjerteligt om de fire kollegier.

Da sangen døde ud klappede de ældre elever hujende.

Selv kunne jeg mærke, at jeg langsomt var blevet så nervøs, at jeg mest af alt havde lyst til at kaste mine lunger op ud over gulvet.

Heksen, der havde ledt os herind fremdrog elegant en lang rulle pergament og stillede sig op ved siden af skamlen.

”Når jeg råber jeres navne op, med efternavnet først, bedes i komme herop, sætte jer på skamlen og tage fordelingshatten på hovedet,” sagde hun og smilede let til et par ekstra skræmte mennesker i mængden.

Selvfølgelig startede det med nogle stykker, hvis efternavn begyndte med ”a” som jeg ærlig talt måtte indrømme, at jeg ikke rigtig fulgte med i. Både fordi det jeg så mest frem til var mine nye venner og grandkusines fordelinger, men også fordi jeg var så hamrende nervøs for min egen, at jeg knap nok kunne holde fokus et sted af gangen.

”Black, Aurelia,” blev der råbt og med ét var min opmærksomhed igen fanget. Aurelia smilede selvsikkert og gik med kækt hoppende skridt op til skamlen, hvor hun satte sig og tog hatten på hovedet.

”GRYFFINDOR” udbrød hatten og bordet længst til højre klappede og hujede så ekstatisk, at man skulle tro, at de forsøgte at løfte det fortryllede loft blot ved at skrige.

Aurelia sluttede sig glædesstrålende til Gryffindorbordet, hvor hun på det nærmeste blev overfaldet af folk, der trykkede hendes hænder og klappede hende på skuldrene.

Fordelingen fortsatte afbrudt af klapsalver fra de fire kollegieborde i takt med, at lettede, forvirrede eller stadig smånervøse elever sluttede sig til dem.

”Hyperion, Draco Nox,”

Lyra lignede en der var ved at kvæles. ”Hvor vover de at have benyttet min bedstefars navn til sådan en…..sådan en,” her udstødte hun en hvæsende lyd, som jeg ikke helt kunne vurdere, hvorvidt var slangehvisken eller bare var et udtryk for, at hun var så vred, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige.

Hyperion, som jeg besluttede mig for at kalde ham, da jeg ikke ville bruge Lyra’s bedstefars navn til sådan en plage valsede op til skamlen, som om han ejede verden og satte sig ned. Hatten faldt til min store glæde ligesom hos de fleste andre direkte ned og dækkede for hans selvfede dumme ansigt.

Jeg håbede inderligt, at hatten ville indse, at Hyperion ikke hørte til på skolen og måske lige pludselig få ben og sparke ham direkte ud af storsalen et vidst sted.

Det gjorde den ikke. I stedet bedyrede den ”SLYTHERIN” så hele salen kunne høre det og Hyperion modtog klapsalver fra bordet længst til venstre.

”Lovegood, Helia,” lød det lidt senere og jeg blev pludselig mindet om de to piger jeg havde mødt i Diagonal Stræde. Helia trådte frem af mængden med et fraværende udtryk i øjnene og så op mod lærerbordet, hvor hun fik øjenkontakt med en kvinde i solnedgangsorange gevandter. Hun smilede op til sin let vinkende mor og så med et lidt mere selvsikker ud.   

Nærmest svævende gik hun op og satte sig på skamlen.

”Hufflepuff,” skreg hatten. Helia blev muntert modtaget af bordet ved tættest på Gryffindorenes.

”Lovegood, Mellissa,”

”Ravenclaw,” bordet tættest på Slytherinbordet brød ud i klapsalver og Beth gav smilende en lidt overrumplet Melissa hånden.

Tiden gik og så. ”Malfoy, Lyra,”

Lyra knyttede hænderne og puttede dem i sine lommer og så gik hun uden at ænse den lettere fjendtlige stilhed, der pludselig havde lagt sig over lokalet op og satte sig resolut på skamlen.

Ovre ved Slytherinbordet havde Hyperion tabt kæben. Den pige han for kort tid siden havde kaldt mudderblod sad nu der foran alle og vidste sig fra den ene side af sin  familie at nedstamme fra en slægt af nogle gange lettere fanatiske og tidligere utroligt respekterede fuldblodstroldmænd.

Lyra tog hatten på hovedet og det jeg stadig kunne se af hendes ansigt lod til at slappe af. Hun måtte være ret glad for at slippe for de brændende blikke.

”GRYFFINDOR,” proklamerede hatten og et kort øjeblik blinkede jeg forvirret. Egentlig havde jeg altid forventet, at Lyra ville havne på Slytherin. Ikke på grund af hendes familie, men simpelthen fordi hun var en af de mest ambitiøse mennesker jeg kendte.

Lyra blev dog af de fleste godt modtaget ved Gryffindorbordet og jeg smilede. Hun havde sat sig ved siden af Aurelia, som hun nu sad og iagttog sine medførsteårs sammen med.

 Efter Lyra blev den småbøvede ”Mckenzie, Regulus,” accepteret af Slytherin.

Som tiden gik blev vi langsomt færre og fære ufordelte førsteårs og følelsen af, at min mave havde besluttet sig at få en karriere som gymnast med speciale i kolbøtter blev gradvist forstærket.

”Parkinson, Narcissa” pigen, som Hyperion var vennern med (og i øvrigt så ud til at have en permanent snerren malet på sit ansigt) trippede frem, satte sig på skamlen og efter få sekunder udbrød hatten: ”SLYTHERIN”.

Jeg havde ærligt talt ret ondt af alle de andre Slytheriner, der nu skulle trækkes med ikke blot Hyperion, men også hans slæng.

”Potter, Nymphedora,” min mave hoppede ekstra højt og mine håndflader føltes ulækkert svedige.

Et gisp lød hele vejen gennem salen. ”Sagde den Potter?”

”En Potter til?”

”Måske får vi hende i år, når nu vi ikke fik Ruby,” deres hvisken var akavet let at høre.

Med skridt, der syntes alt for skælvende gik jeg op og satte mig på skamlen.  

Hatten lagde hurtigt mit ansigt i mørke og fjernede noget af intensiteten fra de mange nysgerrige blikke.

”Hmmm, endnu en Potter hva? Hvor mon så du skal hen?” funderede en lille stemme bagerst i mit hoved.

”Ja det ved jeg heller ikke, er du ikke den, der burde vide sådan noget?” spurgte jeg den.

”Ikke helt så høflig som din søster er du?”             

”Ikke rigtig nej,”

Dog ser jeg også noget af hendes klogskab i dig. Tungest vejer dog loyalitet eller mod. Jeg tror det skal være…… og lov mig nu ikke at lave lige så meget rod som din bedstefar,”

”GRYFFINDOR,” hatten blev taget af og storsmilende sluttede jeg mig til Lyra og Aurelia. Klapsalver og rygklap var, hvad der ventede mig. Et kort øjeblik fangede jeg Beth’s blik. Hun stod ved Ravenclawbordet og klappede som gjaldt det livet med et stort smil i ansigtet.

Nu var jeg sulten i stedet for kvalmende angst, så efterhånden begyndte jeg at ønske, at fordelingen snart var ovre.

Fordelingen endte ikke så længe efter med at Lula blev modtaget til lyden af klapsalver hos Hufflepuff.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...